At gå fra NeoAir Xlite størrelse L. (gamle version) til Neoair Xtherm Max størrelse XL. er som at gå fra en VW UP! til en VW Touareg. Den fylder mere, vejer mere, koster mere og hvorfor så overhovedet overveje det? Jo! Komfort og sikkerhed. NeoAir Xtherm Max fra Therm-a-Rest er større, højere og har mere isolering end noget andet liggeunderlag med samme vægt og fylde (iflg. Therm-a-Rest selv) og derfor ser vi i denne test på liggeunderlagenes store flyder. Du kan med sikkerhed bruge Xtherm året rundt i både Danmark, Norge og Sverige, for bliver det under de -40 grader det kan klare, ligger du alligevel ikke på den frosne jord direkte (Du er forhåbentlig tæt på en brændeovn med en varm kop kakao).
Selve testen af Xtherm Max fra Therm-a-rest
Vi har allerede skrevet om fakta og specs, så dem kan du læse om her... , så vi kan hoppe direkte til testen. Da det er en nyhed der ikke er udkommet endnu, kunne vi ikke teste i så lang tid, men vi nåede da at opleve -7 grader, sne og vind. Det er faktisk helt perfekt for det er vel de laveste temperaturer de fleste af os ender ude i (Læs: er dumme nok til at tage ud i ;). Desuden har vi testet tre andre liggeunderlag i samme temperatur, så det gør det også muligt virkelig at sammenligne.
Første test foregår i et shelter i Sydsverige. Der er ingen tvivl om at temperaturen i et shelter er højere end at ligge direkte på den kolde jord, men træet er noget hårdt at ligge på. Hverken temperaturen eller træet påvirker dog min søvn, for det er ingen udfordring for Xtherm. Jeg vågner en del gange i løbet af natten, men det gør jeg fordi jeg er vant til det. Jeg er vant til fra Xlite at jeg liiiiige skal kontrollere om jeg stadig ligger korrekt på underlaget, for ligger jeg lidt udenfor, vil jeg fryse. Denne nat kan jo dog blot konstatere at jeg har mange cm. endnu før det vil ske. Jeg vågner kl 11:30 (ups...), det er dog ikke kun liggeunderlagets skyld, men måske også lidt sengetiden.
Anden test foregår i en Tentsile, også i Sydsverige. Nu er temperaturen faldet og sneen gør det samme og det er helt fint med mig, da Xtherm nu kan udfordres lidt mere. Jeg vågner igen i løbet af natten, for jeg er også vant til lige at kontrollere om jeg har det varmt nok eller om soveposen skal indstilles, jeg skal have mere tøj på ell. lign. Min underside er dog rigtig behagelig varm og jeg ligger og bliver lidt sur på mig selv. Hvorfor fanden har jeg ikke købt et liggeunderlag med højere R-Værdi noget før til mine efterårs-, vinter-, og tidlige forårsture? Min soveposes komforttemperatur holder jo faktisk nu og det minder mig om hvor meget det betyder at have det rigtige grej og R-Værdi - Do'h!
Tredje test foregår i Danmark, men er intet at skrive hjem om, da den minder om test 1 og 2.
Et andet spørgsmål er også besvaret - larmer Xtherm fra NeoAir...
Konklusion
... Nej! Som altid har man knitren den første nat, men allerede anden nat larmer det lige så meget som stillestående luft - eller det samme som andre luftmadresser.
Er det det værd at bære 640 g. når man sagtens kan få lettere liggeunderlag? Det er jo en smagssag. Jeg vil gerne, men jeg har også alderen, højden og musklerne til det (og jeg er ellers ikke Supermand), men pointen er at hvis du vil ligge rigtig behageligt og varmt på din tur - også om vinteren, så er Therm-a-rest NeoAir Xtherm Max lige noget for dig.
Kører du ud i naturen, så er det også et godt valg. Xtherm er større end de fleste andre liggeunderlag på markedet og du kan derfor uden vægten i baghovedet med god samvittighed slæbe det med i bagagerummet.
Om sommeren kommer mit Xlite dog stadig med på tur, for tænk på hvor meget chokolade jeg kan slæbe med for de 320 g. jeg spare?