Dobbelt liggeunderlag
Til at starte med er der de omtalte remsystemer, og jeg må indrømme, jeg ikke kunne lide dem og stoppede med at bruge dem. Jeg kunne altid mærke remmene, da de jo skal sidde i ca. skulderhøjde og skinnebenshøjde. Uden remme har to liggeunderlag (afhængigt af underlagets beskaffenhed og hældning) en tendens til at flytte sig fra hinanden i løbet af natten. Især hvis der også skal laves et toiletbesøg. Dette betyder, at man tit vågner med en 7-10 cm afgrund om morgenen, eller endnu værre vågner ved at være trillet ned i denne afgrund. Som par har man også en tendens til at putte lidt hos hinanden, og det kan ikke lade sig gøre, medmindre man har sat underlagene sammen med remme.
Så dobbelte liggeunderlag har en berettigelse, så det skulle da testes, og Exped stillede op. Når nu komforten er i højsæde , testede vi også et par Air Pillow for at have en gennemført dobbeltseng i et fjeldmiljø.
Exped Air Pillow L
Jeg har prøvet en del puder i min fjeldtid, både hjemmelavede, købte og en soveposepaksæk med tøj i. Problemet er, at jeg sover på siden og flytter mig lidt rundt, så hovedpuden er afgørende for en god søvn. Så paksækken til soveposen kunne fint være pakket ind i fleecetrøje, når jeg sov, men så vågnede jeg alligevel midt om natten med fjæset i en kompressionsrem. Formen bidrog heller ikke til en bedre søvn. Hjemmelavede poser i fleece var ikke bedre. Jeg har også prøvet et par andre fabrikanters luftpuder, men ikke noget jeg har været rigtig glad for.
Men for 90 gr ekstra i rygsækken kan jeg have en rigtig oppustelig pude med. Den er 46 cm bred, altså næsten lige så bred som et almindeligt underlag, som typisk er 51 cm brede. Den er 30 cm dyb, så der er plads til hovedet i dybden. Den er bredere i den ene ende, så den er imellem 8-12 cm dyb, og der er udskæring i midten af puden til enten ørerne for sidesovere eller baghovedet for rygsovere. Endelig har den for sidesovere og pudekrammere, en lille udskæring i den tykke ende, hvor din skulder eller arm kan få plads.
Hovedpude | Exped Air Pillow L |
Vægt | 90 gram |
Størrelse | 46 x 30 x 12 cm. |
Pakstørrelse | 14 x 6 cm. |
Fyld | Luft |
Materialer | 50D Tricot Nylon |
Pris | 279,- Køb det f.eks. her... |
Test af Air Pillow L
Stoffet er ikke ubehageligt, men det er fint at ligge på uden et overtræk. Jeg brugte puden på både kølige og lune nætter på fjeldturen og havde ingen problemer med, at den enten var kold og klam, eller varm og fugtig. Man kan købe et overtræk, men jeg ville bruge puden uden, for den røde side er fin at ligge hovedet på en hel nat.
Du puster den op med 2-3 pust, der er en indblæsnings/justerings ventil og en ventil mere for at tømme den helt. Måske kunne de have droppet ventilen til at tømme den helt, men siden den er lavet til at blive pustet op med munden, er det fint man lige kan ”blæse den igennem”.
Det er et rigtig godt gennemtænkt koncept, den virker bare for mig. Pudens asymmetriske form gør den føles som en rigtig hovedpude derhjemme, og fordybningen i midten gør man ikke krøller øre. En oppustelig hovedpude er jo ikke en memoryskum eller dunpude, det er en oppustelig luftpude, så den kan ikke formes på nogen måder, så grundformen skal være i orden. Helt og aldeles ukompliceret fungerer denne pude og dens formgivning. Jeg har fundet ”puden” jeg sover godt med på fjeldet. Og sammenpakket fylder den 14 * 6 cm. De 90 gr er fornemt båret i rygsækken, for at have noget af den bedste søvn man kan få, vi er jo på ferie derude og søvnen gør om man er superman eller søvnigman.
Exped Synmat Hyperlite Duo
Produktet har allerede fået flere priser bla. Outdoor Industry Award og 2015 og Backpackers Editors Choice Award 2016. Det svarer til at have to Synmat Hyperlite M med på tur med lidt ekstra plads i midten.
Enkeltunderlagene er 183 cm lange, 52 cm brede i skuldrene og 35 cm i fodenden. Dobbeltunderlaget er 105 cm bredt i skuldrene og 82 cm bredt i fodenden. Så man vinder en cm i skuldrene og 12 cm i fodenden.
To enkeltunderlag vejer 350 gram stykket, dvs. 700 gram tilsammen. Et Exped Coupler kit, altså remmene til at sætte dem sammen, vejer 50 gram. Dobbeltliggeunderlaget vejer 790 gram, så det er 40 gram mere for den ekstra plads og komfort. Det er jo ingenting.
Vi testede også to dunsoveposer af andet fabrikat, som vi har købt som henholdsvis højre og venstrevendt lynlås, så de kan lynes sammen. Specielt med sammenlynede soveposer virkede liggeunderlaget rigtig godt. Så er der også dømt kæreste-puttesov og nussetid på tur, plus at man altså holder varmen bedre i dobbeltsovepose og endda med ekstra komfort, da der er langt mindre ”mumiefølelse”, når man sover.
Liggeunderlag | Exped SynMat HyperLite Duo |
Vægt | 790 gram |
Størrelse | 183 x 105 x 7 cm. |
Pakstørrelse | 20 x 14 cm. |
R-Værdi | 3,3 (-6 C.) |
Pakken indeholder | Liggeunderlag, pakpose, reparationskit, manualer |
Materialer | 20D Polyester |
Isolering | Texpedloft microfibre |
Pris | 1799,- bestil det f.eks. her... |
Test af HyperLite Duo
Luften er opdelt i hver halvdel, så man kan vælge forskellig oppustningsgrad og endnu vigtigere, at man ikke påvirker hinandens søvn, når man vender sig. Liggeunderlaget har en forhøjning i hver side, så man kan mærke ydersiden, før man falder ud over.
Farven er gul/orange på oversiden og grå på undersiden. Liggeunderlaget passer godt i et Halland 2 LW fra Nordisk. Vi havde plads i kanterne af teltet til toilettasker og andet grej. Jeg er 188 cm høj, så jeg fylder 5 cm mere, end underlaget er langt, men jeg ligger bare mit tøj foldet i hovedenden af underlaget og hovedpuden ovenpå dette. Min kæreste på 174 cm gør det samme, fordi det virker fint, og hovedet har ikke brug for dobbelt luftpude, når man har en fin pude med. Jeg har i en del år sovet på Exped, så jeg er glad for de langsgående kanaler og de lidt tykkere kanaler i siderne. Jeg har intet haft at udsætte på kvaliteten, da mine ældste underlag fra Exped er 6 år gamle, og jeg har ikke haft problemer med dem.
Man sover altså fremragende på dette underlag og det virkede fint ned til de ca. 2 grader vi havde om natten på denne tur. Når det var varmere så fungerede det også fint som madras med soveposen som dyne.
Men vigtigere for alle jer par derude, så kan ferien blive mere romantisk. Pludselig ligger man ikke i hver sin sovepose og snorker. Pludselig giver det mening at have soveposer der kan lynes sammen. Pludselig kan man efter at have bandet af hinanden i regnvejr, ligge sammen og kramme, så man bliver gode venner inden man sover. Liggeunderlaget og sammenkoblede soveposer gør man føler man er et par på tur, og man får masser af de oxytociner (hormon der udløses af nærhed til en anden), som giver os velvære.