Pinewood Bigsize Collection
Man får meget for pengene, og de er en af de få producenter der har indset at folk kommer i størrelser større end xxl. Meget af deres grej i store størrelser er tilpasset til jagt, men fungerer super som generelt frilufts gear.
Jeg belaster mit tøj hårdt, men pinewood er fulgt med hele vejen. Mine ældste bukser er tre år og brugt på ugentlig basis, både i det fri, når jeg fisker og på knallert. Jeg har bukser af tre forskellige slags fra pinewood: deres standard frilufts bukser, vinter udgaven af samme og et par laplands bukser i en gammel model.
De sidste to har jeg ikke nået at prøve så meget da jeg ville svede ihjel (jep jeg er et centralvarmeværk) hvis jeg brugte dem i andet end minimum 10 grader frost. De to par almindelige bukser bliver dog brugt til alt. De er lavet af en slags kunststof der tørrer ret hurtigt og er ret slidstærkt. Det tager heller ikke synderligt mod lugt, og kan både maskinvaskes og tørres i tørretumbler uden problemer.
Pinewood kommer op i et stykke større end jeg bruger, og jeg vejer 150 kg. Der er sidelommer i en passende størrelse til at man kan have både en mobil og en kniv i en af dem, eller en pakke smøger og en lighter. Syningerne er ret robuste, og det er endnu ikke lykkedes mig at revne en af dem. De har en passende højde i livet, men går en anelse længere op i skridtet end jeg bryder mig om (man kan ikke få alt). Jeg har ødelagt to par fjellræven bukser, men mine pinewood har stået distansen, og så kan de endda findes til 400 kr parret på tilbud.
Jakken
Det næste jeg har gennemtestet er deres jagt jakke med membran . Modellen hedder bear og kan findes så billigt som 1300 kr osse i de store størrelser. Modellen er utroligt blød (efter sigende fordi den skal være lydløs), og er relativt kort, uden dog at være for kort. den kommer i de store størelser udelukkende i tre camo varianter. Der er tre vandtætte lommer udvendig. og en stor hoftelomme indvendig. Den sidstnævnte er så stor at man kan have en ½ liters termokande i den. Jeg har kørt knallert i snestorm i jakken uden en dråbe vand er kommet ind. Samtidig er den åndende så jeg aldrig er blevet fugtig af sved.
Det eneste jeg har at udsætte på jakken er at den tager et stykke tid om at blive tør når den er gennemblødt udvendig således at hvis jeg er taget et sted hen og tager jakken af, er den meget våd ved håndleddene når jeg skal afsted igen et par timer efter.
Alt i alt har jeg ikke været andet end positivt overrasket af deres udstyr, og har ikke kunnet finde andet reelt udendørs udstyr der kommer i så store størrelser.
Lidt hurtige Pinewood fakta
Pinewood har størrelser fra 6 år til 1,5 meter rundt om livet. Deres største størrelse er 7xl. Du kan se hele deres Bigsize Collection her: http://www.pinewood.eu/dk/produkter/store-storrelser/store-storrelser
Du kan f.eks. købe Pinewood hos Bjergkæden eller Pro-outdoor. Pro-outdoor har lige fået Pinewood ind ad døren og de lover at kunne skaffe Bigsize hjem, hvis du giver dem et ring.