Test af Hilleberg Nammatj 3 GT

Test af Hilleberg Nammatj 3 GT, der er et 4-sæsoners telt beregnet på de hårde fjeldture. Teltet er rummeligt med et godt apsis og fint med plads til to personer og to hunde.

test af hilleberg nammatj 3 gt

For nogle år tilbage stod kæresten og jeg med opgaven at finde et nyt telt, der kunne opfylde vores krav til et rimeligt all-around telt for os. Vi ville have et solidt kvalitetstelt, der kunne bruges både sommer og vinter, i fjeldet og i skoven. Det vil sige, at teltet skulle være vindstabilt, nemt at slå op i blæst og samtidig have en størrelse, der er til at finde en plads til i en svensk skov. Teltet skulle have god plads og siddehøjde til os begge, vores rygsække, samt vores Danske Spids hunde. Vi lagde også vægt på, at teltet skulle have gode muligheder for ventilation, og at det er nemt og hurtigt at slå op og ned. Slutteligt skal et telt selvfølgelig helst være light weight og veje max to kg, for at være med på noderne.

Vi kigge længe på producenternes hjemmesider, søgte omtaler i diverse fora og testsider på nettet. Det er jo en jungle, om det skal være tunneltelt, iglotypen eller noget tredje. Fra vores gamle telt havde vi erfaring med, hvor bøvlet, vi syntes, at det er med en lille apsis, hvor vi var nødt til at mokke rygsækkene oven på hinanden for at have plads til støvler. Tillige stod vandet ned i støvler i apsis, når man lynede teltet op. Hundene var der kun plads til inde i teltet, og vi gider ikke have vores ting smurt ind i mudder fra en beskidt og våd hund efter en dag ude i regnen. Derfor blev vi ret hurtige enige om, at teltet vi var på udkig efter, skulle have en stor apsis.

telt fra hilleberg

Vi faldt hurtigt over Hilleberg, som vi vidste laver nogle gode og solide telte, men vi havde aldrig rigtig været i et. Vi tog et smut til Bjergkæden i Køge, og de var så venlige, at vi fik lov at se 4 modeller slået op i butikken, og vi havde en rigtig god dialog med personalet. Pludselig var det andre ting, som blev vigtige i jagten på teltet. Indgangen skulle jo være rigtig, så vandet ikke stod ned i apsis og telt. Nogle af de telte, der på papiret så dejlig rummelige og smarte ud, viste sig at være svære at få plads til på gulvpladsen i butikken, hvilket hurtigt fik ledt tanken hen på de svenske skove, hvor man selv med små telte godt kan kigge længe efter en god egnet plads.

maal paa hilleberg nammatj 3 gtVi endte med at falde for Nammatj 3 GT. Det udslagsgivende var pladsforholdene, indgangsdøren og ikke mindst den rummelige apsis, som vi allerede i butikken mentalt havde indrettet. Apsis er imponerende 185cm i længden, og det giver plads til rygsækkene og støvler i enden til højre for indgangsdøren, plads til hundenes liggeunderlag i siden modsat indgangsdøren, og ikke sidst god plads til at komme ind og ud, samt eventuel madlavning, hvis vejret ikke er godt.

Første gang, vi slog teltet op, blev vi postivt overraskede over, hvor nemt og gnidningsfrit det gik. Der er super god plads i kanalerne til teltstængerne, noget vi absolut ikke var vant til fra vores gamle telt. Kanalerne er faktisk så brede, at man kan bruge to stænger i samme kanal. Det er ikke noget, som jeg har følt behov for på vores ture, da teltstængerne er DAC 10mm, der er super stabile. Sørger man for at orientere teltet efter vindretning, giver vind heller ikke anledning til problemer, når teltet skal rejses. Det klares stadig snildt af én person.

Når vi ankommer til en egnet plads, har vi hver især vores opgaver, så vi hurtigt får etableret lejren og kan få noget at varmt at spise eller drikke, afhængig af tidspunktet. Når de første 4 pløkker er sat, går kæresten i gang med at puste ligge underlag op og brede soveposerne ud inde i teltet, og jeg fortsætter med at fastgøre teltet. Derefter går jeg i gang med at finde køkkenudstyr, mad og drikke frem til os selv og hundene. Det passer så med, at vi kan nyde mad og drikke sammen efterfølgende, vel vidende at tingene er, som de skal være. På den måde har vi fordelt opgaverne i forhold til, hvilket grej vi har, og tiden det tager at få det “slået ud”. Det er rart at vide, at vi hurtigt og effektivt kan slå lejr, hvis vejret skulle blive dårligt. Men det giver nu også en dejlig ro med en fast rutine, når man evt. er træt efter en dags vandring. Ha! Ordnung muss sein, vil nogle nok tænke. Og Ja!

Det er er faktisk sådan, at jeg opfatter Nammatj 3 GT, at der er orden og styr på tingene, og ikke mindst er kvaliteten helt i top. Løsningerne er gode, solide og intuitive at have med at gøre. Det være sig fra de gode rummelige lommer i hver side, til bardun og pløkstrammerne, og ikke mindst den indbyggede tørresnor. Lynlåsene kører, som de skal, og der er ikke problemer med at få lynet op eller i, selv om teltet er stramt sat op. Luftkanalerne er store og kan bruges som koøjer, når man sidder i en varm sovepose og gør sig mentalt klar til at hoppe ud i kulden og klare dagens første gerning.

inderteltet i nammatj 3 gtInderteltet er af en høj kvalitet, og vi har tit bemærket dets evne til at holde på varmen. Når vi en vintermorgen åbner ud til apsis, er der en kraftig mærkbar temperaturforskel, det til trods for at vores varme burde være i soveposen, og at tre hunde burde kunne varme apsis bare en smule op.

Den viden, vi får om vores grej, gør at vi kan tilpassse os og derved have en højere komfort, når vi er på tur. Vi kan lade inderteltet stå åbent for at få køling. Vi kan lukke det af og dermed hæve temperaturen. Hvis det er koldt, kan vi tage hundene med ind i kabinen, når de vel om mærke er tørre og rene, og går det helt galt, kan vi tage en af dem med ned i soveposen.

Det eneste, som jeg har at udsætte på Nammatj 3 GT, er at længden er for kort grundet den spidsevinkel mellem bund og oversejl ianmeldelse af hilleberg telt fod-enden af teltet. De 220 cm kan ikke udnyttes, når man ligger på et tykt liggeunderlag og har en sovepose om benene, uden at inderteltet ind imellem kommer faretruende tæt på yderteltet. Jeg er selv 187cm høj. Helt galt går det, når man ligger på et let skrånende terræn på et glat liggeunderlag, og man glider ned mod enden, eller en hund, der foretrækker benenden, kryber helt ud i spidsen. Ærlig talt, forstår jeg ikke at teltproducenterne generelt ikke giver lidt mere i længden. Gennemsnitshøjden på os i vesten er steget de sidste mange år, og det undrer mig, at det ikke i højere grad bliver taget til efterretning af teltproducenterne. Jeg vil da hellere bære de få gram mere og så have god komfort i teltet og være helt sikker på at alt er tørt, også i fodenden.

Alt i alt er Hilleberg Nammatj et super telt, som jeg til en hver tid vil anbefale. Det ligger i den tunge ende med ca. 4 kg, men fordelt på to personer er det til at have med at gøre, synes jeg. Den ekstra plads, komfort og sikkerhed, jeg har med det robuste telt, er absolut det ekstra kilo værd, når vinden blæser, og det er vinter. Selv om teltet er relativt stort, har vi aldrig haft et problem med at finde plads til det, selv i de svenske skove. Min anbefaling vil også klart være at se på teltene opslået og tænke over, hvordan de passer til din hverdag på tur. Teltet skal passe til dig, og ikke omvendt! Der er i foråret en masser af outdoor-messer, hvor teltene kan ses og prøves opslået, før du køber.

Jeg er først det sidste år begyndt så småt at vandre med kæresten. Lysten har været der i mange år, men det er først er først kommet så småt i gang nu. Vi nyder også at skifte fjernsynet ud en enkelt aften, med udsigten fra teltet eller et shelter til den danske natur, når vi trænger. Jeg har brugt naturen aktivt til masser af dagsture i mange år. Meget af tiden er gået med lystfiskeri, både med flue og spin på kysten og i ny og næ i ferskvand. Jeg håber at jeg/vi får tid og lejlighed til at deltage i nogle af turene her på siden, men er her lige så meget for at hente inspiration og viden.