Opbevar de små dimser
Jeg begyndte at finde flere og flere dimser rundt omkring. Fra ekstra pløkke til bardunsnor, karabiner, decender rings, DutchWare bling osv. Det hele røg i en lille pakkasse, men det viste sig hurtigt at være en dårlig idé.
Barduner, dyneema og tree-huggers filtrede sig sammen, og jeg kunne aldrig finde den dims, jeg manglede. En ny løsning skulle findes.
I ren tilfælde fandt jeg nogle opbevaringsæsker til fiskeri og kædede det sammen med mit lille problem. Samtidig fik jeg også en taske at have det hele samlet. Nu skulle ideen så bare testes.
Hvad har man af små dimser?
Et smut til den lokale grej-pusher i Holbæk og så hjem og nørde den.
5 bokse skulle nu fyldes, og reolerne blev tømt for småt grej og udstyr. Det hele blev sorteret, og knuderne blev løsnet. Jeg delte grejet ind i kategorier, og det virker fint for mig:
- Telt
- Hængekøje
- Reparationsgrej
- Diverse
På billedet kan du se min hængekøje-kasse. Her er der alt til at gå og dimse eller ekstra udstyr, hvis der skulle mangle en pløk til tarpen osv. Telt-kassen har også reparationsgrej som cigarer, ekstra stangled osv. Den indeholder også ekstra pløkke, lappegrej til oversegl osv. Diverse kassen indeholder bl.a. sporks, tændstikker, optænding (birke bark, fyrsvamp, ildstål osv.), adapter til PowerLighter fra Primus osv.
Kort sagt - alt det der altid bliver væk, og som du ikke kan finde, når du skal bruge det.
Virker det så?
Ja. Det fungerer rigtig godt, og sjovt nok bliver man overrasket, når man står og skal bruge en dims... Den er der jo stadig - lige der hvor man lagde den.
Jeg måtte dog købe nogle mindre kasser til vandreture. De store er uhandy og vejer for meget til rygsækken, men de små fiskeæsker fungerer rigtig godt til dette. Her kan sagtens være ekstra pløkke, spork, reparationsgrej og barduner samt diverse.
Hvor kan man købe dem?
Jeg har købt mine i Pro-Outdoor.dk. Her har de både tasker med mange æsker, og de små, der sælges enkeltvis. Nede i butikken kan man som regel finde et godt tilbud. Hvis du er Outsite+ medlem tilbyder de 10%!
![]() |
![]() |
Jeg håber, at du kunne bruge tippet og får styr på grejet. Har du selv en idé til opbevaringen, så del den gerne i kommentarfeltet herunder.