fbpx

Tørt og godt – bøger om dehydrering og turmad

4 bøger om at tørre mad til vandring og friluftsliv, og om forskellige retter lige til at tage med på tur. Forfatterne er Michelle Keogh, Eric Tornblad og David Kihlberg og nogle bøger, vi alle burde have stående på vores hylde.

bøger om mad til vandring

Bøger om mad til vandring

Uden mad og drikke, duer helten ikke. Hvis helten er af den type, som gerne dyrker friluftsliv og vandring, er det bedst, hvis maden på tur er let, energitæt og kan tilberedes uden stort energiforbrug. I nordisk friluftsliv, hvor adgang til vand sjældent er et problem, er frysetørret mad den mest optimale løsning, når det kommer til vægt og tilberedningstid.

Men det er en dyr løsning, og hvis man gerne selv vil bestemme, hvad maden skal bestå af, hvordan den skal smage, og hvor store portionerne skal være, er det en god ide at lave sin turmad selv. Frysetørring er en proces, som kræver mere avanceret udstyr, end de fleste husstande kan prale af. Men mindre kan gøre det, man kan nemlig dehydrere, tørre, en lang række fødevarer. Udtørringen konserverer fødevaren, samtidig med at de fleste vitaminer samt smag og farve bevares. Tilberedning af dehydrerede fødevarer kræver lidt mere tid end frysetørret mad, til gengæld er man 100% herre i eget friluftskøkken.

Jeg har eksperimenteret med dehydrering af mad til friluftsliv i over 10 år. Jeg startede bare med den 4-siders vejledning, som fulgte med min første dehydrator. Siden hen er der kommet en række glimrende bøger om dehydrering, så hvis du gerne vil i gang med at lave din egen turmad, er der god vejledning at hente.

tørrede lækkerier

Michelle Keogh: 'Tørrede lækkerier', forlaget Turbine

I 'Tørrede lækkerier' finder du opskrifter på en lang række snacks og lækkerier, hvoraf en del vil være brugbare til friluftsbrug. Forfatteren tager udgangspunkt i principper for rawfood, og går meget op i præcis temperaturstyring. Det er ikke min erfaring at en så præcis styring er nødvendig, og de færreste dehydratorer kan indstilles så præcist. Jeg testede en række af opskrifterne på en meget billig dehydrator, som kun har to indstillinger (lav og høj), og det fungerede helt fint. Men jeg går jo så heller ikke op rawfood. Der er flere opskrifter på tørret kød og fisk, og et helt kapitel om frugtlæder som nok kan danne grundlag for mad til friluftsbrug. Men det er ikke friluftsliv der er bogens fokus. Bogen har et indledende kapitel om teknikken i dehydrering som kommer omkring det grundlæggende, men ikke rummer meget mere end der typisk står i den medfølgende vejledning til en dehydrator.

Min vurdering: Bogen kan ikke bruges som grundbog eller introduktion til dehydrering af mad til turbrug. Hvis du i forvejen dehydrerer, er der mange fine nye ideer at hente til snacks og lækkerier.

torka mat

Eric Tornblad: 'Torka mat', Forlaget Calazo

Hvis du er nogenlunde tilpas med det svenske sprog og har lyst til at lave din egen turmad ved hjælp af dehydrering, så er Eric Tornblads bøger lige noget for dig. 'Torka mat' er grundbogen og indledes med en grundig gennemgang af teknik og redskaber. Herefter følger en række kapitler, der hver tager fat på en type fødevarer og gennemgår, hvordan de dehydreres og hvordan de kan indgå i friluftsmad. Der er enkelte opskrifter i hvert afsnit. Udover bogens generelle opbygning, som gør den meget anvendelig og let at bruge,  vil den for de fleste betyde en udvidelse af opfattelsen af, hvilke fødevarer det kan lade sig gøre at tørre. Jeg fik i hvert fald min horisont gevaldigt udvidet. Ud over de oplagte fødevarer så som svampe, frugter, bør og diverse grøntsager er der også vejledning på dehydrering af bønner og linser, ris, ost, skaldyr og æg. Jamen hvad i himlens navn er ideen med at dehydrere bønner, linser og ris? De er jo tørre i forvejen? Det er dog slet ikke så tosset, som det lyder. Tørrede bønner, linser og ris skal nemlig koge ganske længe, og det koster jo dyrt i energibudgettet, når man er på tur. Hvis man hjemmefra koger og siden dehydrerer disse fødevarer, så skal de faktisk kun udblødes og opvarmes. Dermed er meget brændstof sparet på turen.

Min vurdering: Bedre bog om dehydrering af mad til friluftsbrug har jeg aldrig læst. Skal du kun have én bog om emnet, så er det her den rigtige at vælge. Opskrifterne er meget enkle og kan nemt varieres efter smag.

fjällmat

Eric Tornblad: 'Fjällmat', Forlaget Calazo

Et er at kunne dehydrere et bredt udvalg af fødevarer. Noget andet er at kunne sammensætte det til lækre, nærende måltider. Det emne dækker Eric Tornblad i bogen 'Fjällmat'. Ud over de ingredienser, man selv kan dehydrere, kan man i almindelige supermarkeder købe vældig mange ting, som egner sig til at indgå i friluftsmad, og tør man stikke næsen indenfor i en butik med asiatiske fødevarer, finder man rigtig mange interessante komponenter til lækre måltider, som kan tilberedes f.eks på trangia. 'Fjällmat' er opdelt i kapitler efter, hvor lang tilberedningstid måltiderne har når man er afsted: Tilsæt kogende vand, mad på fem minutter, mad på et kvarter, og så mad på en halv time. Dertil kommer opskrifter på morgenmad, desserter, snacks og bagning til fjelds. Jeg har ikke prøvet alle bogens opskrifter, men jeg har prøvet mange af dem, og de har alle været gode og nemme at følge. Bogen indledes med et kapitel om madplaner og energibehov, og opskrifterne angiver alle kalorieindhold.

Min vurdering: En bog med meget inspiration og en stor hjælp hvis man vil sammensætte spændende måltider til sine fjeldture.

snabblagat på tur

Eric Tornblad: 'Snabblagat på tur', Forlaget Calazo

Snabblagat betyder hurtigt tilberedt, og i denne bog har Eric Tornblad udviklet og udvidet mulighederne for hjemmelavede måltider, hvor man alene behøver at tilsætte kogende vand, røre rundt og lade maden trække. Altså præcis ligesom man gør når man tilbereder frysetørret mad. Det kræver noget mere bearbejdning af de enkelte fødevarer end blot dehydrering, for det er ikke ret mange ingredienser, der bliver spændende, hvis tilberedningen blot består i at overhælde dem med kogende vand. Så der skal snittes, tørsteges, krydres og dehydreres, og de fleste ingredienser skal være ret findelte for at kunne rehydrere uden kogning. Jeg har testet en stor del af bogens mange opskrifter, og de har alle været velsmagende, og flere af dem kommer jeg til at have fast på mit turprogram fremover. Men, jeg har 2 ”men”-er. For det første synes jeg, at de næsten alle blev bedre med en kort kogning end ved blot at trække i kogende vand. Er man ude i vinterhalvåret, kan maden også godt nå at blive halvlunken, mens den trækker, og så er et opkog også at foretrække. Det andet ”men” går på madens karakter og konsistens. Den kommer simpelthen til at minde mere om frysetørret mad på denne måde. Jeg mangler tekstur og tyggemodstand og den variation man kan opnå ved at tilberede dehydrerede ingredienser fra bunden.

Min vurdering: Vil man gerne afsted uden trangia og stadig med hjemmelavet mad, så er det her en rigtig god bog, som også har en vejledning til, hvordan man selv kan komponere opskrifter med passende energiindhold.

vegohajk

David Kihlberg: 'Vegohajk', udgivet på eget forlag

Endnu en svensk bog med opskrifter på lækker hjemmelavet mad til friluftsliv. Som titlen antyder, er vi ovre i plantebaseret kost, men det bør absolut ikke skræmme folk væk, som ellers er glade for kød og fisk. Opskrifterne i denne bog er utroligt lækre og velsmagende, og det er jo helt ens eget valg, hvorvidt man vil tilberede sine retter vegansk – med olie og med plantemælkspulver – eller om man vil bruge smør og almindeligt mælkepulver. Mæt skal man nok blive, portionerne er særdeles gavmilde, og der krydres grundigt, så både mund og mave bliver glad af disse retter. Nogen rummer et kapitel om dehydrering, og det er den mest vellykkede korte gennemgang af teknikker, metoder, faldgruber og gode tips, jeg har set noget sted. Der er også et kapitel om madplan og gode råd om madlavning på tur og sågar en pakkeliste for køkkenafdelingen i din rygsæk. Og den er fuld af gode tips.

Min vurdering: En virkelig god og brugbar bog om friluftsmad med tilstrækkelig vejledning om dehydrering til at komme godt i gang med dette også

Læs også