Kebnekaisefjeldene – en komplet guide til det unikke fjeldområde

Umiddelbart lover titlen alene, at der her er tale om den første og til dato eneste - i hvert fald danske - guide til fjeldområderne omkring Sveriges højeste fjeld Kebnekaise i svensk Lapland.

kebnekaisefjeldene boganmeldelse

Bog om Kebnekaise

Bagsideteksten lover, at bogen er en komplet guide til området med mere end 50 beskrevne ruter ud over de nordligste etaper af klassikeren Kungsleden, der fører gennem området, og som også er udførligt beskrevet.

Allerede når man bladrer løseligt gennem bogen, får man indtryk af et digert og gennemarbejdet værk. De mange farvebilleder, kortene med de forskellige ruter indtegnet og afsnittene med nyttig og interessant information, får én til at fordybe sig og drømme sig på fjeldet.

Bogen er utrolig uddybet, idet der foruden den allerede nævnte Kungsleden også nøje er beskrevet samtlige af de mindre markerede ruter i området. Men ikke nok med det, for bogen indeholder mere end 40 ruter, som forfatteren René Ljunggren gennem sine 50 års vandringer i området selv har udforsket og detaljeret beskrevet, så enhver med blot nogen fjelderfaring sagtens kan vandre dem, blot ud fra rutebeskrivelserne og kortskitserne i bogen.

Tilsammen danner disse ruter et stort net af vandremuligheder også i ukendt terræn uden stier eller andre hjælpemidler for vandreren, så forsøger man sig med de sværeste, må man regne med at skulle klare sig selv, have alt sit udstyr med inklusive telt og proviant, og man må påregne at skulle vade en del vandløb under turen og selv finde vej gennem passager med uvejsomt terræn.

Disse ”besværligheder” beskrives i bogen sammen med tips til, hvordan man bedst krydser igennem terrænet og forcerer vandløbene. Det lyder måske anstrengende, hvilket det til tider også er, men til gengæld møder man ingen andre vandrere og har hele fjeldet for sig selv mange steder.
Nogle af ruterne krydser også grænsen og fortsætter ind i Narvikfjeldene i Norge, så dette område beskrives også.

forfatter rene ljunggren

Bogen indeholder tillige også en mængde nyttig information, der kan være med til at gøre ens fjeldtur mere interessant og berigende. Der er afsnit om samerne, som er områdets oprindelige befolkning, og om hvor de kom fra, hvordan deres levevis var i fortiden, og hvordan de klarer sig i vore dage. Der er også afsnit om, hvorfor området ser ud som det gør, og om hvordan fjeldet er dannet. Flora og fauna berøres også.

Også afsnit om fjeldfilosofi og planlægning af fjeldture, fjeldsikkerhed, oversættelser af de samiske navne, som kortene er forsynet med og lignende, der sammen med afsnit og kort og kompas gør bogen til et komplet værk til brug både for den erfarne fjeldvandrer og for dig, der gerne vil prøve kræfter med fjeldet og derved få unikke naturoplevelser sammen med din partner eller gode venner.

På Kungsleden og på nogle af de alternative, men blot delvis markerede ruter, findes der turisthytter, og disse er beskrevet sammen med fjeldstationerne, og der gives relevant information om deres faciliteter, ligesom rejseveje til og fra området også beskrives.

‘Kebnekaisefjeldene – en komplet guide til det unikke fjeldområde’ er absolut en anbefalelsesværdig guidebog, der bør ligge på enhver fjeldvandrers eller kommende fjeldvandrers bord.

Du kan købe bogen her: https://xn--wadskjrforlag-8fb.dk/vare/kebnekaisefjeldene 

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.

Læs også (2)