På Vildspor i ødemarken - set på DR
Monsen på Villspor er en norsk serie med friluftsmennesket og eventyreren Lars Monsen, der bliver sat af et ukendt sted og skal så finde i mål. Ganske kort sagt.
På Villspor i ødemarken DR TV
Monsen på villspor er en ganske underholdende tv-serie, der er lavet af NRK, som bl.a. stadig sendes på DR TV (sæson 1 - der er 3). Vi følger Lars Monsen og de udfordringer, som han præsenteres for for at få ham på vildspor.
I hvert afsnit er der fundet på noget nyt, såsom at Monsen nu skal fiske, i stedet for at have mad hjemmefra, så han måske ikke når i mål til tiden.
Det er godt fundet på, og der er faktisk nogle gode udfordringer, som du som ved skærmen også kan lære noget af. Der er gode kort- og kompasøvelser, og vi når da også op i et avanceret niveau.
Der er også spændingen, for “når han nu i mål”! Monsen får en tidsfrist og skal nå forskellige poster undervejs. Han får kun nogle kortudsnit uden nogen som helst stednavne. Både Monsen og dem i mål er ganske gode til at spille på det, og det er da også ganske interessant.
Man skal dog huske, at det er TV. Udsendelsen er selvfølgelig klippet sammen, og man undgår ikke helt at få fornemmelse af, at det er sket for at bevare spændingen indtil sidste øjeblik, samtidig med at afsnittet skal være underholdende. Det nytter ikke noget, at en omkostelig produktion som Monsen-programmerne går i vasken et par timer efter start. Det er dog ganske lidt og bestemt til at leve med. Mange vil måske ikke engang opdage det.
At Monsen ikke aner, hvor han er, er meget svært at tro på. Setuppet er, at han flyves til sit startsted. Norge er et meget langt land, og hvis produktionsfolkene ikke bedøver ham med gode stoffer, ved han jo godt hvor længe, de har fløjet. Og apropos det: det er meget dyrt at flyve i helikopter. Ikke engang en produktion ville flyve hele vejen i helikopter. De vil højst sandsynligt køre så tæt på som muligt og så tage helikopteren. Men igen; det er god underholdning, også for os seere.
Monsen er på tv-skærmen en hyggelig fyr, og han er ikke bleg for at indrømme, når han tager fejl og skal hentes eller hjælpes ned ad en gletcher. Det gør hele serien meget troværdig og behagelig at kigge på. Det er altså en form for Bear Grylls, med janteloven på som hat, og det er ment positivt. Det lærer os også, at det er ok at spørge om hjælp, og at selv den bedste kan have brug for det.
Hyg dig med de tre sæsoner. Det er ganske gratis og hyggeligt: https://www.dr.dk/drtv/episode/paa-vildspor-i-oedemarken_143613
Lars Monsen udgav i 2019 selvbiografien Mitt liv. Du finder Outsites anmeldelse på hjemmesiden https://outsite.dk/tips-og-tricks/anmeldelser/959-boganmeldelse-lars-monsen-mitt-liv