fbpx

Boganmeldelse af Saltstien

Bogen er en fortælling om at miste alt og genfinde sig selv i naturen. The Times beskriver det som årets mest inspirerende bog. Forsiden indbyder til eventyr.

Saltstien boganmeldelse

Bogen Saltstien

Saltstien er en gribende biografi om at miste alt og finde vejen hjem. Man følger et ægtepar midt i livet. Forfatterens mand, hendes livsledsager Moth er blevet erklæret uhelbredelig syg, og kort efter mister de deres levebrød og hjem. De skal forlade deres hjem uden udsigt til en ny bolig og uden indtægter ud over en mindre sum fra det offentlige. Impulsivt beslutter de at vandre den tusind kilometer lange South West Coast Path langs kysten i det sydvestlige England. Med meget lidt udstyr, det meste fra deres ungdom og ganske få penge begiver de sig ud på en ukendt rejse.

Sproget er poetisk og samtidigt beskrivende. Forfatteren Raynor forstår at favne store emner på en måde der efterlader læseren med lethed. Bogen veksler mellem forfatterens indre refleksioner, beskrivelser af Moths helbredsmæssige udfordringer, naturen, vandringen og parrets måde at forhold sig til livsomvæltningerne, om at være hjemløs, uden midler og samtidigt at være på deres liv rejse. Det er en fortælling om, hvordan man med ganske få midler og uden erfaring kan vandre. En inspiration til, hvordan vi betragter naturen og kan være til stede i nuet, uanset livsomstændigheder. Samtidigt en udmærket fortælling om ruten og hvilke områder, de rejser igennem, og hvad der historisk har formet landskabet.
Forfatteren genfinder sin kontakt til naturen og tro på retten til at forme sit liv, selvom situationen er ubærlig. Samtidigt en rejse i forfatterens erkendelse af hendes livs kærlighed Moth er uhelbredeligt syg, og døden lurer i deres skygge.

”Jeg kunne mærke himlen, jorden, vandet og nyde at være en del af elementerne, uden at der åbnede sig en afgrund af smerte ved tanken om, at havde mistet vores plads i alt dette. Jeg var en del af det hele. Jeg behøvede ikke at eje et ord for at det gjaldt. Jeg kunne stå i vinden, og jeg var vinden, regnen, havet; det var alt sammen mig og mit jeg var intet i det. Det inderste af mig, var ikke gået tabt. Gennemskinnelig, flygtigt, men det var der og blev stærkere for hver pynt.”

Det er enestående beskrivelse af vandring gennem livet, og hvordan mennesket er i stand til at ændre sin egen fortælling. Den efterlader læseren med en afslutning - og et håb for parrets fremtid.
Det er en bog, der henvender sig til en bred læserskare, fordi den favner alt fra vandring, natur, tab, sorg og om at genfinde sig selv. Som læser og langdistancevandrer bliver jeg grebet af en lyst til eventyr, at gå ud ad døren og vandre. Som læser bliver jeg inspireret til at blive en bedre version af mig selv, og bogen har efterladt mig med en følelse af håb og tro uanset livsomstændigheder, at der findes flere veje. Men man er selv herre over, hvilken vej man tager, og hvor man kommer hen.

God fornøjelse.

Fakta

Saltstien
af Raynor Winn
1. udgave, august 2020
Forlaget Svane & Bilgrav
ISBN: 9788793752276
280 sider
250 kr.

Læs også