Backpacker Magazine: True Survival Tales

True Survival Tales omhandler rigtige hændelser på ture. Fortalt af ofret, tilskadekommende eller den heldige overlevende. Marcia Rasmussen blev fanget i en istunnel, Joshua Prestin blev jagtet af døde træer, og Adam Shinn blev angrebet af en grizzly bjørn i Yellowstone National Park. I alt 24 hændelser fra det virkelige liv, der vil chokere og ryste dig, men som forhåbentlig også vil sætte dig i stand til at tænke over, hvad du selv skal gøre.

backpacker magazine true survival tales

Fortællinger om overlevelsessituationer 

Personerne i Backpacker Magazines e-bog er ganske almindelige mennesker, der alle synes at have erfaringer inden for friluftsliv. Fælles for mange af scenarierne er dog at de ignorerer faresignalerne. Enten fordi signalerne ikke er kraftige nok til at starte med, eller fordi andre ikke ligger så meget i advarslerne og man derfor fortsætter i gruppen.

Det er spændende fortællinger fra vandreture om alt fra at blive ramt af lyn en til pludseligt opstået flodbølge. De er alle fortalt af "ofrene" selv, og det gør bogen meget interessant, fordi man får tankerne og handlingerne med. Indblikket i hvordan man måske selv ville reagere i en situation, hvor man er fanget på toppen af et fjeld, og lynene kommer rullende ind.

Det med lyn har jeg selv prøvet. De valgte dog at blæse en anden vej i sidste øjeblik, men bogen er en god reminder om, at man måske har tendens til at vente, til det er gået galt, eller man står midt i ilden.

Konklusionerne i bogen

Desværre er der nogle meget "amerikanske" konklusioner og "råd" efter fortællingerne. Med så unikke historier på hånden er det meget synd at man ikke har brugt 10 minutters research på at få råd fra metrologer, park rangers eller andre professionelle. 

I stedet er der ved hver afslutning et råd der er så åbenlyst og så "vi skal være virkelig sikre på at have vores ryg fri, hvis en skulle sagsøge os" at det er fuldstændig ubrugeligt.
Ved historierne om at blive ramt af lyn står der f.eks. at lyn kan forekomme ud af det blå, og mange kilometer væk fra tordenskyerne, så er der skyer på himlen, så bliv hjemme. Altså ville vi jo aldrig komme på tur, hvis man skulle følge de over forsigtige råd.

Dog er der små rigtig gode råd som kan følges og skrives bag ørene, hvis man bliver fanget af uvejr, bjørne eller andet, så det er ikke helt ubrugeligt trods alt.

Fra en læser til en måske kommende læser

Jeg synes at bogen er pengene værd og de 55 sider (alm. bog sider, ca. 117 på en telefon) er god og lærerig underholdning. Fælles for alle historierne er det store spørgsmål: Hvornår skal man vende om?

Bogen er heldigvis ikke bagklog, og der er ingen løftede pegefingre, for de fleste er meget uheldige (hvad er chancen f.eks. for at blive ramt af et lyn?) eller bliver fanget af en opstået situation. 

Det, man får med, er altså selve historierne, der i sig selv er spændende nok, men som også giver en noget at tænke over, når man selv er ude i naturen uandet om man er til fods, på vands eller i skyerne.

Fakta
True Survival Tales
Caroline Alesmark & Kenneth Joelsson
Antal sider: 55 sider
Format: E-bog
Sprog: Amerikansk
Forlag: Backpacker Magazine http://www.backpacker.com/
Pris: 30,5 kr. hos Google Play (Normalpris dog 40,67 kr.)
39 kr. hos iBooks (Apple).
Ca. 40 kr. til Kindle (Amazon).

Hvor uheldig har du været?

Det er spændende, at Backpacker Magazine har samlet disse historier fra folk, men det fik mig også til at tænke; selvom vi måske ikke er 1 mio. der vandrer herhjemme, er der dog mon nogen derude der selv har oplevet ekstreme situationer på tur? 

Skriv gerne en kommentar til artiklen og lad os andre lære af din historie.

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.