fbpx

Bog. Jeg lever af Gitte Holtze

Der er en stjerne for, at bogen er i et sprog som er no-nonsense og let-læst. Der er også en stjerne for at komme til sagen i en fart - så man ikke skal slæbes igennem en laaaang optakt eller minutiøse beretninger om planlægning osv. Selve vandringen kommer man hurtigt hen til.

Den 3. stjerne er for, at Gitte tør tage - eller i hvert fald forsøger at tage - læseren med på en meget personlig rejse.

Så stopper uddelingen af stjerner for mit vedkommende, for jeg synes desværre ikke bogen opnår at føles personlig. Jeg lider ikke med Gitte, når det hele er noget lort - hvilket det til min (og måske Gittes egen) store overraskelse åbenbart sjældent er. Det kommer simpelthen til at virke “for nemt” og får et lidt uvirkeligt slør af “nemhed”, “skønhed” og halvreligiøst “the trail provides” - og det tiltaler ikke mig.

Jeg glædes ikke med hende, når en milepæl eller udfordring er nået eller overvundet, måske fordi hun selv toner det meget ned (hvorfor gør hun dog det?). Og jeg begejstres ikke over de malende beskrivelser af dramatiske landskaber eller smukke solop- og nedgange, måske fordi de nævnes for ofte, og fordi man bare skulle have været der selv.

På nogle tidspunkter savner jeg i den grad detaljer i historierne/karaktererne fra turen og føler, at der alt for hurtigt springes videre for at fortælle om den næste dag/etape/oplevelse/en ny person. Eksempler: Jeg er lige ved at læse om noget spændende … der er et punktum … ny side … og hov … Nyt kapitel! Jeg efterlades med følelsen af, at den første historie ikke var slut endnu.

Hvis mødet med et hestekadaver i en flod virkelig er et af de mest sørgelige syn på hele turen, hvorfor får vi så ikke at vide HVORFOR? Jeg ville gerne dybere ind og forstå den slags indtryk/følelser/tanker, men selvom jeg står med en invitation i hånden, bliver jeg ikke lukket ind til festen.

På andre tidspunkter får jeg så mange informationer/detaljer om ruten, stednavne og personer, at jeg er ved at kløjs i det, og det virker som ligegyldigt “fyld”. Eksempel: Karakteren “Pruttejørgen” (en person der bruges mange ord på, uden at han, i mine øjne, giver noget som helst til historien). HVORFOR bliver lige præcis han nævnt? Hvad var det han repræsenterede, siden han skulle have næsten et helt kapitel for sig selv? Igen, jeg føler ikke rigtig, at jeg er med til festen.

Det er altså lidt som om, at bogen enten skulle have været mindst dobbelt så lang eller max halvt så lang, og jeg sidder tilbage med et åbent spørgsmål, om den i virkeligheden med succes kunne have været splittet i to værker eller to dele: En med anekdoter, spændende personer og de personlige oplevelser og et mere faktuelt-praktisk opslagsværk med stednavne, rutevalg, pakkeliste, faremomenter osv.

Jeg kan med 3 ud af 6 stjerner hverken direkte fraråde eller anbefale bogen. Den lander i mit hoved lidt mellem 2 stole, og hvad man får ud af den, vil formentlig være meget meget forskelligt fra læser til læser.

Fakta

“Jeg lever” af Gitte Holtze
1. udgave 2019
Forlaget Momenta
Isbn: 9788793622098
324 sider
250 kr.