Kom I Gang Med At Snitte

Hvis du vil i gang med at snitte, så er du velkommen til at følge med i de kommende mange måneder, hvor vi kigger på snitning i forskellige niveauer. 

kom i gang med at snitte

Start med snitning

Hvor skal man starte? Hvad skal man snitte og med hvad? Hvilket træsort er bedst at snitte i? Disse og 100 andre spørgsmål kan melde sig, men det rette svar er måske: bare kom i gang! 

Man kan som med så meget andet, godt se sig blind på, og fokuserer for meget på opstarten. Det kan ende i at man aldrig kommer i gang med noget. Så lad os kaste os ud i det sammen. Lad os dumme os, snitte forkert og lad os på den måde få erfaring, sammen. 

snitte nybegynder

Første skridt

Hønen eller ægget? Kniv eller træ? De fleste af os der dyrker friluftsliv, har allerede en kniv, så hvis du skal i gang med det samme, så brug da bare den du har. Der kommer ikke noget “snittepoliti” og dømmer dig - lige nu… Senere kan du altid købe en snittekniv. De er som regel tynde og i en form, der gør det lettere at snitte. Vi ser mere på knivene senere i temaet. 

Træet at snitte i

Friskt træ er meget lækkert at snitte i. Det er let og taknemmeligt at arbejde med, men du kan også snitte i tørt træ - det er bare hårdere. Jeg har selv snittet mig død i et stykke moseeg, der er fra 1000-3000 år gammelt. Det går, men det går langsomt. Resultatet er dog fantastisk. 

snitte vaerktoej

Det sværeste for nogen er at skaffe træet. Hvis du bor i lejlighed i en by, så kan det virke som en uoverskuelig opgave, men frygt ej; der er masser af gode tips: 

  • Du kan, hvis du ikke lige kommer i skoven den næste stykke tid, abonnerer på snitning hos Täljogram. Se mere i vores artikel om dem her…
  • Hvis du kommer i skoven, så er det tilladt at sanke pinde og grene (en plastikpose pr. Person). Vær dog opmærksom på at du ikke må tage større stykker træ med hjem. 
  • Hvis du skal bruge større stykker, så spørg! Enten den lokale afdeling af Naturstyrelsen eller en privat lodsejer. 
  • Du kan jo også forsøge i en lokal Facebookgruppe. 
  • trae til snitning

Min erfaring er at folk er meget venlige. Hvis du selv gidet at hente, så kan du nærmest få kastet træet i nakken. 

Træsorter 

Der er uendeligt mange og det kommer vel dybest set an på dit temperament, din smag og hvad du vil snitte. 

De fleste snittere har deres favoritsorter, men alle er vist enige i, at birk er meget let. 

Som nybegynder kan vi altså med fordel starte i birketræ. 

Hvad skal vi snitte? 

Der er uendeligt meget at snitte. Den traditionelle ske er oplagt og et godt sted at starte, men du kan jo også tænke kreativt og snitte en butterfly, et instrument (primitivt…. vent med guitaren til senere), knopper til skabe osv.

Et godt sted at finde inspiration, synes jeg, er i bøger. Læs f.eks. de boganmeldelser der ligger her på Outsite under boganmeldelser, og se om bøgerne er noget for dig. Følg også med i magasinet de kommende udgaver, hvor vi ser på forskellige ting at snitte.

Der er selvfølgelig også utallige rigtig gode hjemmesider og film på YouTube. Jens Katballe som vi interviewer i dette magasin, har nogle rigtig gode skabeloner til skeer, som du kan downloade helt gratis her: https://jensgk.wixsite.com/jensgk/download 

butik med snittegrej

Gode butikker

Der er masser af gode butikker herhjemme. Skal du i gang med at snitte, så kan vi anbefale disse butikker:

Butik med gode snitteknive: https://survivalstore.dk/collections/knive 

Butik med all-round snitteværktøj og inspiration: www.bushcraftbutikken.dk 

Butik med all-round snitteværktøj og økser: www.spejdergear.dk 

Butik med knive, knive og knive: https://b-wild.dk/

Nørdebutikken over dem alle: https://www.thegoodstuffshop.dk/

Hobbybutik med masser af værktøj og materialer: https://www.slojd-detaljer.dk/

Hobbybutik med masser af værktøj og materialer: https://www.linaa.dk/shop/frontpage.html 

Hvad må jeg sanke?

Naturstyrelsens regler er klare: Du må sanke en plastikpose pr. person. Dette betyder ikke at du må tage hvad der svarer til rumfanget af posen, altså f.eks. en afsavet stamme på størrelse med plastikposen. Naturstyrelsen skriver også klart at du må sanke kviste og grene - ikke større stykker træ. Men! Må man sanke til en kuksa eller en ske? 

Vi ringede til Naturstyrelsen og fik svar:

"Selvfølgelig må du gerne sanke til at snite en ske eller kuksa! Så længe det er til privat brug, så er der intet problem i det". Lars Poulsen sammenligner et stykke træ på den størrelse, med de pinde som hunde og børn tager med hjem: "Skulle de offentlige skove ikke give lov til det? Jo selvfølgelig!".

En gren giver dig udemærket mulighed for knivskæfter (4x4-6x6 cm.), træfigurer osv. du kan også snitte små skeer. 

Du må også sanke en vandrestav. Den er selvfølgelig længere end en plastikpose, men hvis man knækker pinden, kan den jo være i posen. 

traer til snitning

Hvis du er i tvivl så kontakt Naturstyrelsens lokale enheder nær dig. De er venlige at tale med, og hvis du spørger, kunne du jo ende med at få et ja!

Køkkenskeer, kuksaer og andre store projekter

Men hvad gør du hvis du vil snitte større ting, som en stor røreske, en kuksa (trækop) eller andre store projekter? Du må nemlig ikke sanke til dette i Naturstyrelsens skove. 

Naturstyrelsen sælger træ og har en hjemmeside, hvor du kan se stabler i en skov nær dig. Du kan se træsort og hvornår træet er skovet. Det er en billig måde at skaffe sig træ, men for de fleste af os, måske også lidt overdrevet mængder. 

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.