11 tips til en lettere rygsæk

Få en lettere rygsæk til vandring

Vær bevidst om forholdene
Tjek vejret på forhånd, der er jo ingen grund til at tage regnjakken med eller den ekstra uldtrøje, hvis det bliver fuld sol under hele turen. Tjek eksempelvis også op på hvor langt der er i mellem vandkilder, så du ikke tager flere vanddunke med end du får brug for. I de norske fjelde kan du måske nøjes med en kop, som du fylder op og drikker af hver gang du kommer forbi en kilde.

Lad tasken være for lille
En for lille taske tvinger dig til at overveje alle de ting du skal have med, og hjælper til ikke at pakke det unødvendige. Hvis din taske derimod er for stor, kommer man hurtigt til at pakke lidt ekstra for at fylde pladsen ud.

Pak kun det nødvendige
Overvej alle dine ejendele - er de nice to have eller need to have? Når vi gerne vil pakke ud fra et letvægts princip, er det vigtigt kun at have det allermest nødvendige med. Det kræver at komfort bliver nedprioriteret, men du kommer til at elske dig selv for dine valg når du er på vej op af dødsbakken.

Vælg materialer med omhu
Materialer som titanium er rigtig godt til bestik og gryder og har desuden god holdbarhed. Dun i soveposen og jakken er både let og fylder ingenting. Til telt, tarp eller hængekøje er nylon med til at sikre at vægten holdes nede. Vælg beklædning af uld, det kan også bruges i længere tid uden at det begynder at lugte.

Multifunktion
Pak ting som har flere funktioner og tænk kreativt, for at undgå at have mange små ting med. En bandana er eksempelvis lille og let og kan bruges som både klud, viskestykke, solskærm under kasketten, forbinding osv. Lav din hovedpude ved at fylde sovepose hylstret med overskydende tøj. En Nalgene med bred åbning kan fungere både som drikkedunk, kop til kaffe og skål til suppe.

Brug kogeposer
Kogeposer kan holde til kogende vand, og de kan derfor bruges til havregrynen om morgenen eller det frysetørrede mad om aftenen. Kom posen med maden i din hue, så det bliver lettere at holde på, og hæld det kogende vand i posen. Mens maden trækker kan det lægges ind på maven og give lidt varme. Så behøver du ikke medbringe en tallerken eller skål.

Brug en lidt for kold sovepose
En af de ting der virkelig kan fylde i tasken er soveposen. Der er nogle vejledende temperaturer der fortæller hvilke forhold din sovepose passer til. Overvej om de passer til dig - alle kroppe er jo forskellige. Der er mange måder at blive varm i en sovepose på, og hvis du alligevel har uldundertøjet med, kan du sove i det og lade det give dig lidt ekstra varme.

Brug alternativer til telt
Medmindre du gider at bruge rigtig mange penge på et letvægtstelt, kan du kigge på alternativer til teltet. En tarp er lille og let, og med lidt øvelse er den også nem at sætte op. Det samme gælder en hængekøje. Det kan også være at du kan nøjes med at tage enten dit indertelt eller ydertelt med, hvis forholdene er til det.

Rationer
Der er ingen grund til at slæbe en fuld rulle gaffatape med til en uge på fjeldet. Kør rullen 2-3 gang rundt om din vandflaske, så du bare har en smule med. Solcreme og andet flydende kan kommes i en mindre beholder. Tag kun det snor med du tror du kommer til at bruge.
Det samme gælder mad. Mål og afvej hjemmefra, så du ikke kommer til at tage mere med end du kan spise.

Fjern unødvendig indpakning
Kom eksempelvis den frysetørrede mad i kogeposer allerede hjemmefra, så du ikke skal bære på indpakningen under hele turen - alt skrald skal du jo have med hjem igen. Hvis du har købt et førstehjælpskit, så gå det igennem. Der er ofte mange ting man ikke kan bruge, og i for store mængder og man kan spare vægt ved at komme tingene i nogle ziplockposer i steder.

Luk din indre vildmand ud
Du er i naturen - omfavn det! Lad hygiejneprodukterne blive derhjemme og lad dine naturlige aromaer komme frem. Begræns din mængde af tøj, måske du kan nøjes med et enkelt sæt? Det vil virkelig give en fornemmelse af at være i ét med naturen og det er jo det vi er her for.

Find mig på Instagram @vildspor, og følg med i min historiefortælling, med fokus på den udvikling og erfaring jeg har skabt igennem mine vandreture.

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.