Guide til vintervandring

Det er givende og smukt at være på vandretur om vinteren. Vintervandring kræver dog lidt mere end blot at snøre støvlerne. I denne guide til vintervandring ser vi på, hvad der skal til for at nyde den smukke årstid.

guide til vintervandring

Kom i gang med vintervandring

Denne guide forbereder og giver dig inspiration til at kunne vandre i Danmark og Sydsverige under normale vinterforhold. Kommer temperaturen under -7 C, skal du have lidt mere erfaring. Mit bedste råd er, at du ikke skal tage afsted alene på din første vintertur. Tag med på Outsites Vinterkursus og få meget mere viden om vintervandring og vinterfriluftsliv.

Jeg behøver måske ikke fortælle om den betagende knitrende lyd af vandrestøvler i sne eller det utroligt stille og smukke vinterlandskab. Jeg springer bare ud i det, så lad os starte med at se på vintergrejet.

Opgrader dit eget grej

Har du ikke lige 10-20.000 kr., som du vil spendere på nyt vintergrej, kan du stadig komme afsted til ret få penge. Du kan f.eks. låne grej af en ven, købe brugt, eller komme på tur med Outsite, hvor du gratis kan låne grej og dermed snuse til vandring om vinteren, uden at bruge 1000-vis af kroner.

Du kan også opgradere dit grej til vinterbrug:

Køb et emergency blanket
Det koster ca. 25 kr. Du skal (ja skal!) alligevel have et, når du vandrer om vinteren. Et emergency blanket er kort fortalt et mirakel, der giver dig varme. Skulle uheldet være ude, eller vil du blot opgradere din sovepose meget billigt, så dette et vildt godt køb. Vær dog opmærksom på kraftig kondens, så du kan ikke bare lægge dig i blanket.

Vintergrej

Køb en Nalgene drikkedunk
En Nalgene drikkedunk koster ca. 100 kr. og er også et mirakel. Kog noget vand, læg dunken ned i fodenden, og du har gulvvarme stort set hele natten. Se hvad du ellers kan bruge en Nalgene drikkedunk til her...

Du har jo masser af tøj…
Du behøver ikke at have den vilde dunjakke, det rigtige mønster i sweateren eller vinterstøvlerne til -21 C. med det samme (men det er da fint senere hen). Du har alligevel masser af tøj i skabet, så tag masser af varmt tøj med, i rygsækken.

En lagenpose eller DIY lagenpose
Køb en lagenpose, der forhøjer temperaturen i din sovepose. De kan fås fra vel omkring 350 kr. Har du fingrene skruet ordentlig på, kan du selv lave en af polarfleece.

Se vores Guide til vintergrej lige her...

Vintergrej

Er du allerede overbevist, og har du sparet op, er det klart en fordel med rigtig vintergrej. Mest af alt fordi det vejer og fylder mindre end opgraderinger, og så er grejet lavet til det. F.eks. er en vintersovepose med features, der gør din overnatning meget bedre end i en 3-sæsoners sovepose (foruden mere fyld selvfølgelig).

vintersovepose

Vintersovepose
Mit råd til vintersoveposen er, at du skal købe en, der er beregnet til 10 grader under de temperaturer, som du tænker du kommer ud i. Hvis du regner med, at dit vinterfriluftsliv for det meste,vil foregå i -5 C., så skal din vintersovepose gå til -15 C. i komfort til kvinder og limit til mænd.

3-lagsprincippet
… er egenligt et lag-på-lag princip, og du må gerne tage 5 lag på. Du kan læse mere om princippet, der varmer vild meget her...

Uld på kroppen
Uld inderst. Lange underdrenge på, så ser du både drøn godt ud og holder varmen og får fugten (der køler meget) væk fra huden. Læs artiklen “Alt om uld” og bliv meget klogere på det naturlige produkt.

Dunjakke og sweater samt skaljakke
Yderst tager du en tyk sweater, en dunjakke og en skaljakke på overkroppen. På benene som minimum skibukser/isolerede bukser og skalbukser yderst.

3- eller 4-sæsonerstelt
Ja jo… i de fleste tilfælde kan du nøjes med et 3-sæsonerstelt på vores kanter. Kommer der meget sne (15+ cm.), kan det være, at dit 3-sæsonerstelt begynder at give efter for vægten af sneen.

Husk pandelampe
… og batterier.

Vintervandring

Sne og solskinstimer
Det tager meget længere tid at vandre om vinteren, og der er færre lyse timer.
Hvis der ligger sne (over 7-8 cm), sætter det naturligt farten ned, da det er hårdt og glat at gå i. Du skal regne med 1-2 km/t i disse forhold.
Solen går ned kl. 15, når der er mørkest på vores breddegrader. Du skal gerne være fremme ca. 1 time før solnedgang, så du kan nå at slå lejr, finde brænde, lave bål o.s.v.

Planlægning af rute
Da du ikke går så hurtigt og har færre solskinstimer, skal din rute også være kortere end om sommeren. Hvis du vandrer 15-20 km om sommeren, skal du sætte vinterruten ned til 10-12 km. Hav alternativer langs ruten, hvor du kan få mere fart på. Gå f.eks. af stien og ud på asfaltvejen. Her får du hurtigere gået nogle kilometer.

Planlægning af lejrplads
Læg din lejr på østsiden af en sø eller i en lysning. På denne måde får du mest ud af solen/lyset. Læg ikke din lejr i et hul, da kulden bliver hernede. Læg gerne lejren højere, da varmen jo stiger opad, og søg selvfølgelig i ly for vinden.

Vinterbålet

Dette er nærmest en hel videnskab i sig selv. Faktisk så meget, at vi har lavet en hel E-learning om bål, som ruster dig til at lave bål i alt slags vejr, varmegivende bål om vinteren o.s.v.

Ja ja, et bål varmer jo, men med det rigtig vinterbål kan du udnytte strålevarmen betydeligt. Sørg for at lave en “brændevæg” mod der, hvor I sidder/shelteret. Det giver meget mere varme.

bål om vinteren og varmegivende bål

Vintervand

Ja altså… vand fryser jo i minusgrader. Det ved vi godt, men det kan alligevel komme som en overraskelse, at søen, hvor du skulle hente vand, er frossen. Som regel kan man finde sprækker, men det er alligevel godt at have med en økse på vinterture. Brug øksen til at hamre hul i isen.

Husk også, at vandet i din drikkedunk fryser til is - især om natten. Det kan i værste fald ødelægge din drikkedunk - ikke særligt smart, for vand er en nødvendighed også om vinteren.

Sikkerhed ved vintervandring

Du skal selvfølgelig have dit førstehjælps-udstyr med og så emergency blanket, der giver varme hurtigt. Simple ting er også vigtige. Det at kunne hoppe i tørt tøj (og tørre sokker) er afgørende sikkerhed på vinterture. Brændstof, der virker i minusgrader, skal du have, så du kan koge vand/generere varme. Vintergas eller benzin/sprit er vigtigt, da almindelig gas ikke rigtig fungerer under 3 C. Jo, hvis du tager gassen ud direkte fra dit hjem/bilen, så virker det fint, men hvis du har været ude i mange timer eller overnattet, så gør den ikke.

Lad nu være med at spille helt

Hvis du ikke har nogen erfaring med vintervandring, så har du jo ingen erfaring… Det betyder, at du ikke kan læse de forskellige situationer, vejret, naturen. Lad være at spille helt. Vær sikker på, at du ikke er længere fra bilen/transport, end du kan gå dertil på et par timer, hvis alt skulle gå galt. Evt. med det i baghovedet, at du måske kan lægge rygsækken, gå tilbage til bilen og hente rygsækken.

Du kan få alvorlige skader på vinterture, og i værste fald, er dette, den sidste artikel du læser, på Outsite. Vi vil enormt gerne nå at få en kop kaffe med dig i naturen, så pas på dig selv og dine turvenner, og husk; Du kan spise dem, hvis alt går galt… https://www.backpacker.com/video/survival-school-how-to-eat-your-hiking-partner/

Fokus på vinterfriluftsliv

Du kan finde flere artikler om vinterfriluftsliv her...

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.