fbpx

Brug mindmap til at lave din pakkeliste

En anderledes måde at lave pakkelister på er at benytte Mindmap-metoden. Jeg bruger nogen gange et Mindmap som min pakkeliste. Der er ikke så mange detaljer, men jeg har lettere ved at få overblik over, om det hele nu er med.

mindmap som pakkeliste

Mindmap

Vedhæftede billede er en "standard weekendtur" for 3-4 stykker f.eks. til Söderåsen med 1 overnatning. Den er nem at tilpasse i det software, jeg selv bruger, som også kan lave en "huskeliste" ud fra "kortet. Man kan sagtes lave mindmaps i hånden - både flotte med farver og det hele eller enkle med en blyant.

mindmap pakkeliste til soederaasen

Mht Mindmap - så lærte jeg om det for en del år siden, da jeg blev opfordret til at bruge dem af en chef. Dengang købte jeg en bog (amerikansk), skrevet af en person, som påstod at han havde opfundet dem (Tony Buzan). Det er en OK bog (intet om outdoor) - selvom den kan være lidt salvelsesfuld. Skærer man igennem det, kan man dog få et værktøj, man kan bruge, hvis man ikke er så systematisk, når man skal lave "lister", til brainstorming osv.

Den oprindelige bog anbefaler meget, at man gør sig umage (det var kun i hånden dengang), bruger forskellige farver (skulle hjælpe med at huske det bagefter). Det er også rigtigt, men så tager det lidt længere tid!

mindmap tegnet i haanden

Jeg bruger Mindmaps både professionelt og til hobby/hjemme ting. De er også gode, hvis du skal tage et referat til et møde, hvor der er "rundt om bordet diskussion", eller hvis du skal skrive en artikel. Nogen gang laver jeg dem  "i hånden", andre gange med noget software, som mit firma har købt (MindGenius hedder det). Jeg har egentlig ikke en præference for software - men skal jeg arbejde med det i et stykke tid, er det nemmere at holde styr på. 

mindmap pakkeliste

Jeg tror man kan dele "folk" op i 3 kategorier:

1) Dem som har brug for det, værktøjet kan - men allerede har deres egen metode (ingen interesse)

2) Dem som har brug for det, værktøjet kan - og som ikke er gode til det (interesserede)

3) Dem som ikke har brug for værktøjerne (ikke interesserede)

Jeg er i kategori 2) og er generelt ikke så skeptisk, når der kommer til "nye måder". Så derfor tror jeg, at jeg tog metoden til mig og er blevet ved med at bruge den.