Jeg fik egentligt lyst til at give lidt igen, som tak for jeres fine artikler her på Outsite. Har valgt at skrive en lille artikel til jer, om vores seneste fantastiske vinter eventyr på hundeslæde. Jeg kunne godt skrive om selve vandreturen i Rondane området, men synes det blev lidt for mainstream. Håber ikke dette er for offtopic, da det ikke er decideret friluftsliv, men tænkte det måske kunne være god inspiration til jeres næste eventyr. Det kan ihvertfald "varmt" anbefales. Heraf som følger.

Se videoen fra turen:

Født til at løbe

"Vælg mig, vælg mig!" Vi mødtes med hyl og gøen fra gabende lyserøde kæber. 55 hunde ønsker at komme ud, og den øredøvende larm fra hundenes gøen larmer i den kolde morgenluft. Én efter én, sætter vi seler på hundene som er valgt på forhånd og fastgør dem til en stålwire på slæden.

Hundenes is blå husky øjne sitrer og deres poter er ivrige efter komme ud og løbe, og springer vildt op og ned. Når vi slipper ankeret i sneen flyver slæden fremad, det er som at give fuld pedal. Stilheden fylder vinter skoven i Dalholen. De 18 frostgrader slår og river os i ansigtet, men den lave februar sol varmer os op som vi flyver ud i naturen og gennem skoven.

Min næsten 3 årige søn griner og råber "hurtigere far hurtigere!" Høje fyrretræer er bag os nu, og vi glider ind i et helt andet univers og op på højfjeldet. Det iskolde luft pisker os i ansigtet, og vi får hurtigt sne goggles på os selv og vores søn. Landskabet åbenbarer sig op som et hvidt eventyr taget ud af en bog, og ligesom de mægtige Rondane og Snøhetta bjergmassiver åbenbarer sig omkring os. Hvilket syn!

Uendelige vildmark

De lokale kalder dette område lille Alaska. Vi er i regionen Folldal, halvvejs mellem Rondane og Dovrefjell Nationalpark. Store vider og uberørt vildmark gør dette til en af Norges bedste områder for hundeslæde kørsel, der minder om det legendariske hundeslæde land Alaska. 25 Alaska huskyes, lidt over 20 kilo hver, slapper nu af i sneen. Hundene har netop trukket os 10 kilometer, til en solrig, snehvid bakke i Knutshø naturreservat. "Hvem bestilte kaffe?" smiler indehaveren af Dahlens Husky, Folldal. Terje Dahlen, der uddeler kopper, samt en fin æske med kager, imens vi bare nyder udsigten og synet af vildmarkens sneklædte vider.

Legendarisk

Alt, hvad vi kan se er bjerge, himmel og sletter. Alle vores sanser er på fuld alarm, og det er næsten som om, vi kan føle historiens vingesus som tidligere hundeslædeførere har bragt over højsletten. Vi er på. I tusinder af år, var hundeslædekørsel den vigtigste form for transport blandt de oprindelige folk i polarområderne i Sibirien, Alaska, Grønland og Canada. Siden da har hundeslædekørsel også udviklet sig til stolte traditioner i Norge. Og det er let at se, hvorfor folk bliver hooked på dette så hurtigt. Susende gennem højfjeldet, trukket af disse firbenede kraftcentre giver dig en reel følelse af ydmyghed. Hundeslædekørsel kan synes at være en smule uopnåelig, men det er noget både voksne og børn kan gøre. Det kræver du er koncentreret og har fuld fokus på din slæde og dit hundespan, ellers styrter du. Mestrer du dette, kan du opleve naturen, få et sus i maven og få masser af udfordringer med dit team af hunde, men du er også nødt til at arbejde i partnerskab med dem, ellers går det galt.

Hyl af længsel

Vores grej på slæden er fastspændt godt, for da ankeret i sneen frigives igen, får vi endnu engang følelsen af, som var det en stålwire der sprænger eller en forhammer der rammer, styrken hos disse muskelbundter at føle. Poterne på vores husky venner galoperer hen over sneen, men alligevel syner de lette som fjer, som de farer udover stepperne. Mod syd, ser vi de tårnhøje 2000-meter toppe af Rondane, den ældste nationalpark i Norge. Vi følger Femund ruten lidt endnu, på sporet af vores stærke hunde og de mennesker, der til daglig udøver denne utroligt hårde sport. Pludselig tænker jeg på hvor meget blod, sved og tårer der er involveret i denne sport, da små røde pletter viser sig i sneen. En hund har fået en rift, og får en speciel hunde sok på.

Vi nyder glimt af den lave eftermiddagssol. Efter mere end 20 kilometer er vores tour forbi. De Alaskan huskyes der måtte blive hjemme, står nu og logrer med halen loyalt, da vi glider ind i hundegården. Turens stilhed er glemt. Hundene vil have mere. De ved hvad er venter på dem derude, i Little Alaska, ligesom vi gør! Jeg må sige, dette eventyr er noget, enhver bør opleve, før man dør.

Vi ses derude..

Morten Ring Jeppesen