Jetboil for begyndere og øvede

Hvilken Jetboil skal jeg vælge? Er der i virkeligheden så stor forskel på de forskellige Jetboil brændere? Kan man lave mad på en Jetboil og findes der en der er stor nok til 10 personer? Her er alt hvad der er værd at vide om Jetboil.

jetboil for begyndere med alt om jetboil

Se vores film om Jetboil

Hvilken Jetboil skal jeg vælge? Er der i virkeligheden så stor forskel på de forskellige Jetboil brændere? Kan man lave mad på en Jetboil og findes der en der er stor nok til 10 personer? Her er alt hvad der er værd at vide om Jetboil.

jetboil for begyndere med alt om jetboil

Se vores film om Jetboil

Jetboils Historie

I 2001 sad Dwight Aspinwall og Perry Dowst i en gammel nedlagt uld fabrik og kiggede på nye muligheder for at gøre kogegrej lettere, mere funktionelt og brugervenligt. Efter at have testet mange sjove prototyper, endte de i 2004 med den første Jetboil: Personal Cooking System (også kaldet PCS). I de følgende år udviklede de mange forskellige gasbrændere og i 2009 kom den Jetboil vi nok alle kender: Jetboil Flash. I 2012 blev Jetboil opkøbt af Johnson Outdoors.

Jetboil udgivelsesår

2004: Jetboil Personal Cooking System (PCS).
2006: Jetboil Group Cooking System (GCS).
2008: Jetboil Helios (GCS).
2009: Jetboil Flash.
2011: Jetboil Zip.
2011: Jetboil Sol TI og AL.
2012: Jetboil SuMo TI og AL. 
2013: Jetboil Joule (GCS).
2014: Jetboil MiniMo.
2015: Jetboil Flash Lite.
2016: Jetboil MicroMo.
2017: MightyMo
2018: Flash opdateres.
2018: MilliJoule

Jetboil er nok den første producent der opfandt det kompakte system vi kender fra mange enkeltmandsbrændere i dag. Kompakt kogegrej er dog ingen nyhed og startede tilbage i 1950'erne (Svea 123 hed det første kompaktesystem).

Hvilken Jetboil skal jeg vælge?

Det kan desværre ikke besvares helt så nemt. Hvilken Jetboil du skal vælge afhænger selvfølgelig af dit behov:

Skal du bare kunne koge vand eller skal du også kunne lave mad?
Hvor mange er I typisk af sted på tur?
Betyder vægt og fylde noget?
Spiser du kun frysetørrede retter på tur?

Osv. osv.

Herunder vil vi dog forsøge at gøre dig lidt klogere på dit valg.

micromo gasbraender fra jetboil

Hvad skal jeg gå efter?

Du skal altid vælge grej ud fra dine behov. Jetboil gør det forholdsvis let for dig at vælge lige den brænder der passer til dit behov. Skal du f.eks. solovandre og kun koge vand til frysetørret mad eller kaffe, så kunne du vælge Jetboil Flash Lite. Er I flere afsted og vil I gerne lave mad, så kunne en Jetboil MiniMo være dit valg.

Er du ude i koldere temperaturer så vil Mo-serien være at foretrække, da den har en regulator der sørger for at der kommer samme mænge gas ud, uanset om det er vinter eller sommer. Vi testede f.eks. MicroMo i -13 grader (dog med vintergas fra Primus), og der var stort set ingen forskel på præstationen i forhold til angivet tid. En Jetboil Flash med vintergas vil dog også fungere, men det vil tage længere tid at koge vand (men hvem har travlt?).

Om Jetboil

Jetboil bruges meget på f.eks. vandreture til at koge vand til frysetørret mad, eller til shelterture til kaffen og teen. Da MiniMo udkom sidste år, gav det dog mulighed for også at lave mad på en gasbrænder der er lille, og i et kompakt brænder system. Det gjorde også at man som vandrer kan tænke i at have f.eks Orifo's MRE's med på vandretur for at supplere de frysetørrede retter.

Jetboil er robuste og holder længe hvis man behandler dem som man ellers gør med sit grej. Det er samme kvalitet som f.eks. MSRs brændere. De er lette brændere og i år udkommer der to nye og endnu lettere brændere i MicroMo og Flash Lite.

Læs Jetboil nyheder 2016 her...

Jetboil serier

Det interessante der er sket, er at Jetboil er begyndt at lave tydelige serier. Det gør det meget lettere for dig at vælge ud fra ovenstående spørgsmål.

jetboil flash

Flash-serien:

Du kan vælge mellem Jetboil Flash og Jetboil Flash lite. Flash er nok den mest kendte gasbrænder og har for mange været en stabil følgesvend på utallige ture. Flash opdateres i 2018, Se specifikationer under denne tabel.

Flash-serien (indtil 2017) specifikationer Jetboil Flash Jetboil Flash Lite
Vægt 400 g. 312 g.
Mål 18 x 10,4 cm. 16,5 x 10,4 cm.
Potstørrelse 1 liter 0,8 liter
Antal personer* 2-4 1-2
Kogetid (0,5 liter) 2:30 min. 2:30 min.
Brænstoføkonomi 12 liter på 100 g. gas 12 liter på 100 g. gas
Effekt 900 watt 900 watt
Madlavning Nej Nej
Kogeindikator Ja Nej
Piezotænding Ja Ja
Vejledende udsalgspris 1199,- 1199,-

*Antal personer er valgt ud fra at man spiser frysetørret mad og drikker kaffe.

Jetboil Flash 2018 Jetboil Flash
Vægt ?
Mål 18 x 10,4 cm.
Potstørrelse 1 liter
Antal personer* 2-4
Kogetid 1:30 min.
Brændstoføkonomi ?
Effekt ?
Madlavning Nej
Kogeindikator Ja
Piezotænding Ja
Pris 1199,-

Den nye Flash bliver imponerende 40% mere effektiv og vil have samme pris.

Du kan altså vælge din Flash ud fra vægt og fylde samt antal personer. En anden (og vigtig) faktor er også madlavning og man kan (og skal) IKKE lave andet end kogende vand på Flash-serien. Tager du på soloture er Flash Lite at anbefale, men har du også nogle ture med en kammerat, så overvej om det ikke er mere økonomisk at købe en alm. Flash (man kan altid få det hele i sidste ende og 88 g. er bestemt værd at spare på vandreturene!).

flash lite gasbraender til at koge vand let enkeltmandsbraender

Mon ikke Flash-serien også bliver udvidet med en SuFlash snart (altså en 1,8 liters pot)?

Læs artiklen og se videoen med test af Jetboil Flash Lite her...

Mo-serien

Her kan du vælge mellem 3 forskellige Mo's. Jetboil SuMo, Jetboil MiniMo og Jetboil MicroMo. Mo-serien blev sidste år for alvor kendt herhjemme, da MiniMoen udkom. De har en anderledes brænder der giver mange muligheder og så er den kraftig men stille.

Mo-serien specifikationer Jetboil SuMo Jetboil MiniMo Jetboil MicroMo
Vægt 480 g. 415 g. 340 g.
Mål 21 x 12,5 cm. 15,2 x 12,7 cm. 16,5 x 10,4 cm.
Potstørrelse 1,8 liter 1 liter 0,8 liter
Antal personer* 4-6 2-4 1-2
Kogetid 4:15 min. (1 liter) 2:15 min. (0,5 liter) 2:15 min. (0,5 liter)
Brænstoføkonomi 24 liter på 230 g. gas 12 liter på 100 g. gas 12 liter på 100 g. gas
Effekt 1750 watt 1750 watt 1750 watt
Madlavning Ja Ja Ja
Kogeindikator Nej Nej Nej
Piezotænding Ja Ja Ja
Vejledende udsalgspris 1199,- 1199,- 1199,-

*Antal personer er valgt ud fra at man spiser frysetørret mad og drikker kaffe. Hvis vi taler madlavning ser tallene nok sådan ud: SuMo 3-4, MiniMo 2, MicroMo 1.

jetboil mo serie af sumo minimo og micromo

Du kan altså lave mad på Mo-serien der har en utrolig følsom gasregulering. Du kan sætte blusset på fuld skrue og opnå 1750 watt der er mere end rigeligt til at koge vand hurtigt. Du kan så skrue hele vejen ned til stearinlys og få maden til at simre stille.
Mo-serien har også en regulator der sørger for at gastrykket er det sammen i al slags vejr. Du opnår altså en stabil kogetid om det er koldt eller varmt.

Læs artiklen og se videoen med test af Jetboil MiniMo her...

jetboil micromo

SuMo kommer med companion cups der passer ned i potten. Du kan på den måde bruge din pot som opbevaring til både brænder, gas, cups og hvad der ellers kan være inde i potten. Kenn har skrevet en spændende artikel om kombinationsmulighederne med Sumo og MiniMo som vi anbefaler: https://www.outsite.org/tips-og-tricks/267-muligheder-med-jetboil-minimo-og-sumo-companion-cup

Valget går altså igen på størrelse og vægt af den Jetboil du vil have med, men bestemt også på om du vil lave rigtig mad på dine ture.

jetboil sumo 1080

Jetboil MicroMo Titanium?

Under research til denne artikel, dukkede der pludselig en titaniums udgave af MicroMo frem på Jetboils hjemmeside. Versionen lå der weekenden over, men blev mandag fjernet. Jetboil i Danmark samt USA er lidt stille omkring det og USA svarer bedre end politikerne herhjemme: Jetboil har ingen titaniumsudgaver (nej ikke nu, men kommer de?). Efter tre mails gav jeg op og videre giver oplysningerne, så kan vi jo gisne om det var en test eller om MicroMo udkommer i titanium. Dette var hvad jeg nåede at få fra siden:
MicroMo kommer også i en Titaniumsudgave, men om den kommer til Danmark ved vi ikke noget om endnu. Den vejer kun 318 g., så man kan lige spare det sidste. Den burde nok også være hurtigere, men tiden er opgivet til det sammen som de alm. versioner (2:15 min.). Vær meget opmærksom på at MicroMo titanium ikke er til madlavning eller at smelte sne i.

Den andre Jetboils: Zip, Joule og Genesis

De sidste Jetboils er ikke i serier, men for sig selv. Zip er lille og kompakt og Joule og Genesis er GCS'ere.

Specifikationer Jetboil Genesis Jetboil Joule Jetboil Zip
Vægt 4100 g. 790 g. 345 g.
Mål 26,2 x 18,3 cm. 20,3 x 16,5 cm. 16,5 x 10,4 cm.
Potstørrelse 5 liter 2,5 liter 0,8 liter
Antal personer* 10-16 6-10 1-2
Kogetid 3:15 min. (1 liter) 2:40 min. (1 liter) 2:30 min. (0,5 liter)
Brænstoføkonomi 48 liter på 450 g. gas 24 liter på 230 g. gas 12 liter på 100 g. gas
Effekt 3000 watt 3000 watt 900 watt
Madlavning Ja Ja Nej
Kogeindikator Nej Nej Nej
Piezotænding Ja Ja Nej
Vejledende udsalgspris 1199,- 1199,- 1199,-

*Antal personer er valgt ud fra at man spiser frysetørret mad og drikker kaffe.

jetboil genesis

Genesis vil som sådan ikke udkomme i Danmark, men man kan bestille den. Den ville ellers være en god konkurrence til andre gaskøkkener og grill, da den ikke fylder så meget 

Men så er der Zip, som jeg dog har svært ved at give en plads i Jetboil hirakiet. Den vejer mere end Flash Lite og har ingen piezo, men samme potstørrelse og kan ellers det samme. Så skal det lige være prisen der gør forskellen.

jetboil joule

Joule er en Jetboil der er blevet overdiminsioneret og kan føde mange sultne munde. Det smarte ved Joule er bl.a. at gasdåsen sidder på hovedet og dermed kan du lave mad i koldere temperature (-12 C. med Jetboil gas) men du vil også have en mere stabil brænding på hele gasdåsens levetid.

I 2018 udkommer MilliJoule, der biver spændende at følge.

På Jetboils hjemmeside er der ekstra guf til nørderne. Der er udstyr som man ikke kan købe andre steder end hos Jetboil. Det er f.eks. unikke covers, men også titanium pots og andet engang i mellem. Se mere her: Jetboil special editions... (åbner i nyt vindue).

Jetboil tilbehør

Der er masser af tilbehør til Jetboil og meget af det er faktisk rigtig anvendeligt - få af tingene til fans, men det skal der bestemt også være plads til.

Tilbehør

Canister Stabilizer.
Jetpower Fuel 100 g. gas.
Jetpower Fuel 230 g. gas.
Jetpower Fuel 450 g. gas.
Crunchit Recycling Tool.
Flash Spare Cup, 1 liter.
MiniMo Companion Cup, 1 liter.
SuMo Spare Cup, 1,8 liter.
Coffee Press.
Grande Coffee Press.
Pot Support.
FluxRing Cooking Pot.
FluxRing Fry Pan.
Utelsil Kit.
Hanging Kit.
Igniter Maintenance Kit.
Gasvægt (Se hvor meget gas du har tilbage).

Canister Stabilizer følger med i de fleste Jetboil sæt. Det er den orange gasdåsestabilisator, som gør din Jetboil lidt mere stabil (husk nu at bruge den, lige gyldig underlag).

Jetpower Fuel er Jetboils gas. Den fungere fint og kan benyttes ned til ca. 0 C. Med Mo-serien eller Joule vil du dog kunne trække den til -3 til -4 C. ca.

Crunchit Recycling Tool er en sjov "dims" der kan punktere og åbne gasdåsen. Det gør at gasdåsen er sikker at smide ud og hvis du er langt fra en skraldespand, så fylder dåsen ikke så meget i rygsækken.

minimo med hangingkit

Spare og Companion Cup er ekstra pot til din Jetboil. Ønsker du en større/mindre pot eller en ekstra, så er det disse du skal kigge på. Se også "gode råd til Jetboil" afsnittet.

Coffee Press og Grande Coffee Press er kaffepresser/stempelkaffe så du kan lave kaffe direkte på din Jetboil. Det fungerer rigtig godt.

Pot Support er en lille metaldims som du lægger ned i brænderhovedet. Det gør at du nu kan bruge gryder og pander på din Jetboil.

FluxRing Cooking Pot og Fry Pan er en gryde og pande med fluxring i bunden, der gør gryden/panden meget mere effektiv og varmen fordeler sig i hele bunden og ikke kun i midten.

Utelsil Kit er ske, gaffel og pallet som du kan bruge til f.eks. madlavning og bestik.

Hanging Kit er et sæt der gør at du kan hænge din Jetboil fra et træ, klippe eller hængekøje. Det kan være en fordel hvis underlaget er meget kuperet.

Igniter Maintenance Kit er en ekstra piezotænder til din Jetboil. Hvis den er gået i stykker, så kan du altså få en ny. 

Gasvægt er en vægt du skruer på din gasdåse. Dermed kan du se hvor meget gas der er tilbage.

Du kan se al tilbehøret på Jetboils hjemmeside: Tilbehør til Jetboil... (åbner i nyt vindue).

Jetboil nyheder

Se Jetboil nyheder, der udkommer i 2018: https://www.outsite.org/grejnyheder/670-jetboil-nyheder-2018-flash-og-millijoule

Tips og tricks til din Jetboil

Vi har samlet nogle tips og tricks som du måske kan bruge:

1. Hvordan passer jeg bedst på min nye Jetboil?

1a. Et godt tip er at lægge gas supporten i bunden af potten når du pakker sammen. Derefter gasdåsen og så brænder. På denne måde undgår du at metalringen på gasdåsen og bunden af potten ruster. Det går ret hurtigt hvis de to rører hinanden, så sørg for at potten er helt tør før du pakker ned, og at metalringen og bunden af potten ikke rører hinanden.

1b. Brug kun plastikredskaber i potten. Selvom potten er HA (hard Anodized aluminium), så kan potten få ridser og kan dermed ruste.

flash og flash lite samt minimo og micromo

2. Hvor meget gas bruger min Jetboil?

Det kommer an på hvilken Jetboil du har, men de fleste koger 12 liter vand på 100 g. gas. Hvis du regner med 10 liter, så passer det meget godt, da vind og vejr spiller meget ind.

3. Hvor meget gas skal jeg have med på en vandretur?

3a. Weekendturen: Hvis vi antager at du kun koger vand, så er 100 g. gasdåse mere end rigeligt. Hvis du har fuldstændig styr på hvad der er tilbage i gasdåsen, så er 50 g. sikkert også nok til frysetørret mad og kaffe (så kan du koge 5-6 liter vand).

3b. Ugeturen: Hvis vi går ud fra at en Jetboil Flash/Flash Lite bruger 10 g. gas pr. liter, så skal vi finde ud af hvor sulten og tørstig du er. En frysetørret ret til en person skal ca. bruge 400 ml. vand og en kop kaffe er ca. 2-400 ml. (alt efter hvor stor din mugg er). Kort svaret så burde det være nok med en 230 g. gasdåse til 1 person, hvis du virkelig tør satse så ca. 150 g. gas. Er i flere af sted, så passer 150-160 g. pr. person nok meget godt.

3c. Madlavning:  det er enormt svært at sige hvor meget gas du bruger ved madlavning. Hvis du spiser MRE's (færdiglavet retter fra f.eks. Orifo) så kan du regne med at du bruger ca. lige så meget gas som hvis du koger vand. Koger du kartofler, ris, pasta ell. lign. så er regnstykket et helt andet og meget gaskrævende. Det er dog intet problem, så bare slæb masser af gas med.

I Outsites forum har der været skrevet meget om gasforbrug og du kan se to af de bedste her: 

Gasblandinger og standardmål: https://www.outsite.org/forum/kokkengrej-og-turmad/3988-information-om-gas#20867

Gasforbrug på tur: https://www.outsite.org/forum/kokkengrej-og-turmad/3461-vaegt-gasbeholder?limitstart=0

gasbraender til fjeldtur

4. Hvordan sparer jeg på gassen?

Når du koger vand eller laver mad er det bedste råd at du stiller din Jetboil og gas så varmt som muligt. Samtidig er det også godt at sætte brænderen så vindstille som muligt. Vind og kulde er den store synder og gassluger. Brug f.eks. din rygsæk som ly og læ eller teltets apsis (forteltet).

Når du koger ris, kartofler, pasta osv. så er det en god idé at koge det op og så slukke. Når det er ved at være blødt op, så kog det op igen, så får du en varm ret som ikke har kostet så meget gas som hvis du har det over blus hele tiden. Det samme gælder frysetørrede og tørrede retter. 

Husk at du aldrig skal skrue helt op for gassen, men hold regulatoren på halv.

5. Må jeg tage min Jetboil med på et fly, tog, færge?

Din Jetboil er intet problem, men det er gassen i et fly. Du må ikke have gas med i et fly, så du skal købe når du kommer frem til destinationen. De fleste steder kan man købe gasdåser med standard gevind EN417, men prøv før du forlader stedet (med mindre der står Jetboil, Primus eller andre kendte outdoor producenter på siden af dåsen). En har siddet ude i fjeldet og så passede gevinnet ikke til brænderen (do'h!).

jetboil flash lite gasbraender

6. Kan jeg smelte sne eller lave mad i titaniumspots såsom SuMo Ti?

NEJ! Du skal holde dig for at lave andet end kogende vand. Da jeg besøgte Jetboil var der utroligt mange titaniumspots der var sendt til kirkegården med madrester eller krakeleret pot.

7. Den bedste måde at tænde en Jetboil?

Det er helt klart med piezo-tænderen. Jetboil er det eneste firma på markedet der kan finde ud af at lave piezotændere. Hvis du alligevel har ødelagt den, så kan du enten købe en ny. Piezotænderen er let at lave på tur, hvis den ikke virker. Som regel skyldtes det at tråden sidder for højt. Så skal du bare skubbe den ned igen.

Ellers er det bedste at tænde med tændstål, da du kan antænde fra lang afstand i forhold til tændstikker eller lighter. Tændstikker og lightere kan blive våde og dermed ikke virke (lightergassen kan blive for kold) - tændstål virker ligegyldigt hvad.

8. Må man bruge Jetboil inde i teltet?

Det er svært at svare ja eller nej. Du er omringet af brandbart materiale og selvom nye telte som regel er nylon og lavet med brændhæmmende materialer, så kan det stadig gå galt. 
Hvis det regner og du laver maden i forteltet/apsis, så skal der være god ventilation og udluftning. Alt ild bruger ilt og du sidder på meget lidt plads. Sørg for at underlaget er plant og at du ikke antænder græs, mos eller lign. Hav en kniv ved hånden, så hvis det går galt, så kan du skære dig ud. 
Nu har du fået nogle råd, men uheld sker jo. Vi vil ikke sende dig på tur og du så ender med brandsår, brændt telt og at resten af dit udstyr gik op i røg - eller det der er værre. Hvis du er den uheldige type, der har hovedet under armene - især når du er træt, efter en dag med vandring - så lad vær'! Gør du det alligevel, så skal du kraft e#%r f%€&# passe på!

Tolk ovenstående råd som at vi ved at folk alligevel bruger Jetboil i teltet, så det er bedre at folk får råd med på vejen end ingen.

stegepande til jetboil

9. Kan jeg bruge min Jetboil om vinteren?

Ja! Mo-serien og Joule er gode til vinterbrug, men alle Jetboils vil virke ned til -22 grader med Primus vintergas. Hvis du er faldet for "All season" gas der alligevel ikkevirker under 0 C. (inkl. Jetboils egen), så tag gassen ind på maven/i soveposen og varm den op på den måde. Der er også "læg gassen i lunkent vand" tricket men hvor f#€&/€ får du den lunkne vand fra hvis gassen ikke virker?

Ekstra tips/spørgsmål:

1. Bruger du gryder oven på pot supporten, der har non-stick, så er det en god idé at smørre gryden med madolie før du tager den i brug første gang. Dette forøger levetiden betydeligt. 

test af micromo i sne om vinteren

2. Kan jeg smide min Jetboil i opvaskemaskinen? Hmm personligt ville jeg ikke gøre det... Jeg har ikke testet om Jetboil får samme patina som en Trangia der har været en tur i maskinen, men hvis du har prøvet, så skriv da gerne resultatet. 

3. Hvis nu jeg fjerner cover osv. kan potten så bruges over bål? Igen har jeg ikke testet det, men i princippet/nødstilfælde ville det vel gå. Aluminium kan dog slå sig på bål.

4. Min Jetboil er gået i stykker, kan jeg købe reperationsgrej til Jetboil? Ja - spørg din lokale grejpusher der forhandler Jetboil og det kan være at du kan fikse den selv.

5. Går din brænder i stykker og står du midt i ødemarken? Hvis du har en anden gasbrænder med (f.eks. en on top) så kan du med forsigtighed og i et nødstilfælde godt bruge den under din Jetboil pot.

Tak til Krister, Zach, Kennls og Outdoorfreak.dk for lån af Flash og pande/pot support, Sumo og Hanging kit billeder!

Tak til AB Camping & Outdoor for lån af Jetboils. 

Har du selv et godt råd?

Er du Jetboil ejer,så har du sikkert et godt råd at give videre tilandre der ejer eller overvejer at købe en Jetboil. Skriv dit råd til Jetboil det herunder og også gerne hvis du ser fejl i artiklen. Det kræver login at kommentere (det er gratis at oprette en bruger på Outsite).

Chefredaktør
Jeg er passioneret vandrer og grejnørd. Jeg skriver om vandring og friluftsliv, med mine egne ord og egne øjne. Jeg er til nordisk friluftsliv og elsker at vandre i Danmark, på Skåneleden og i fjeldene i Lapland.