Se videoen fra Dovrefjell her

Har du ikke læst del 1, kan du læse den her...

Lesjøen til Langvatnet

Efter en kold nat vågner vi til blå himmel og solskin. Den store og brede dal viser sig virkelig fra sin flotte sidde her til morgen.

Vi pakker lejren ned og briefer om dagens etape, der skal tage os 260 meter opad til 1400 m.o.h.

Stigningen er ikke slem og starter med et flot vandfald. Det går opad, men det er ikke hårde stigninger, såmænd ‘bare’ opad konstant. Det giver en flot udsigt over Lejrsjøtelet dalen og de omkringliggende fjelde. Det er en konge udsigt. Ret hurtigt er vi oppe i den nye dal Langvassdalen med den ca. 2,5 km lange sø Langvatnet. Dalen er en smuk u-dal med to smukke fjelde, der troner på hver sin side. Hver på næsten 2 km højde. Det ene meget stejlt ned mod søen, det andet mere blødt i bunden, men stejlt ellers.

Vejret er stadig med os, og efter et langt, men forholdsvis let vad (hvor to dog var uheldige og sætte sig men uden at deres grej blev vådt) holder vi frokost og nyder udsigten og slapper godt af i solen.

Den næste strækning er let vandret, men langsomt dukker der blokmark op, og efterhånden er det kun sten vi vandrer i. Vi finder dog nogle KONGE lejrpladser ved et lille klukkende vandløb, med udsigt til søen og fjeldene. Rigtig smuk lille plet.

Efter aftensmaden går en gruppe op i en højere dal i 1600 m.o.h., mens andre bliver i lejren og hygger sig.

Brian (der er med-turleder) har fødselsdag, så jeg bliver nede og planlægger surprice for ham: chokolademousse med frysetørret hindbær og knust daim på toppen. Det bliver taget imod med kyshånd, da han vender tilbage.

Hele gruppen hygger med kage og går dernæst i teltene. Vinden er blevet kold efter, at solen forsvandt om bag fjeldet.

Langvatnet til Åmotsdalen

Vi får ikke gruppen med på plan A, så vi skifter til plan B. Det skal bestemt ikke forstås negativt, men som to forskellige muligheder. Plan B giver os mulighed for at se den flotte Åmotsdal, og vi skal bare gå en kort tur på ca. 5 km. Det er jo nærmest en overliggerdag.

Vi tager det stille og roligt, og turen er ikke teknisk svær. De malede T’er har været godt placeret og tydelige indtil nu. Man kan godt se, at dalen her ikke er så besøgt. T’erne er efterhånden lidt falmet.

Vi kommer ud af u-dalen og får en overdådig udsigt over Åmotsdalen. Vi kan hurtigt spotte vores lejrpladser, der ligger for enden af nedstigningen lige ved nogle flotte søer. Martin, Nop, Emil, Brian og jeg er allerede klar til at få fiskestængerne i, når vi kommer ned.

Det går hurtigt, og vi får banket teltene op og får stængerne rigget til.

Jeg bliver dog afbrudt, da det viser sig, at en turdeltager desværre er nødsaget til at tage hjem. Vi må derfor forlade gruppen, og jeg må overlade lederskabet til Brian. Hvis du vil høre mere om dette og lytte til resten af turen, så er det muligt lige her:

Poul er sød at foreslå, at han går med op de første 300 meter. Han kan bære rygsækken for turdeltageren, så denne har kræfter til den lidt hårde vandring ud.

Vi kommer hurtigt til Åmotsdalshytta og holder et kort hvil. Herfra er der tre ruter ud, og de går næsten samme vej. Vi skal holde tungen lige i munden og følge den rigtige sti. Her er der gode store skilte, der hjælper en, men vi synes alligevel, at det er nødvendigt med et kompas for at være sikker på, at vi vælger den rigtige “Snøhetta”-sti.

Vi har en stigning på 400 meter, og det kan måske lyde let, men læg dertil blokmark, og du har en teknisk vandring, der er udmattende. Det er 400 meter op ad høje “trappetrin” inkl. vægten af din rygsæk. Vi skal gå fra 1300 til 1700 m.o.h

Oppe på toppen af karmen er der dog en vild udsigt. Snøhetta, området mest markante fjeld og gletcher, troner stolt. Men derudover kæmper diverse dale om dit blik. Man kan se utroligt langt, nærmest 260 grader for resten er dækket af Snøhetta.

Vejret er okay, men vi er lidt urolige for, om vi har nok lys til at nå vores lejr. Klokken er efterhånden mange.

Turdeltageren og jeg vinker farvel til Poul, der går tilbage til resten af gruppen. Nu er vi blot to tilbage.

Vi har en nedstigning på 100 meter og dernæst en opstigning på 100 meter. Oppe kan vi nå vores lejrplads, hvis vi har lys nok. Det er ren blokmark, så vi skyder ikke et hurtigt tempo. Faktisk nok kun ca. 1 km/t.

Stenene er store, og vi må til tider hoppe fra sten til sten. Her kan det gå meget galt, hvis et hop ikke er timet. Med vægt på ryggen kan man hurtigt komme til skade.
Vi når dog ned i god behold, men vores udfordringer er kun lige begyndt…

DNT-ruten her er en smutvej fra Åmotsdalen til Snøheim (fjeldstation). Den er ikke så besøgt, og T’erne er ikke så tydelige. Ruten går også over en fos, der er dækket af sne. På grund af de høje temperaturer er sneen dog ved at smelte, så der er store huller ude på fossen. Vi kan ikke se, hvor dyb eller bred eller hvor voldsom eller rolig elven er. Vi kan blot høre vandets brusen.

Det er ikke en særligt fed situation, og da lyset er ved at forsvinde, skal vi tage en beslutning…

I disse situationer er det let at tage den forkerte beslutning. Vi skal have en deltager hjem, og det må gerne gå stærkt. Vi skal nå en bus ved Snøheim. Vi er ved at løbe tør for dagslys. Vi har en fos, vi skal forbi, men er det sikkert?

Jeg sætter rygsækken og tager et hvil. Renser tankerne for at fokusere på den situation, vi står i nu. Vi troede, at det var en god rute, men DNT's ruter kan snyde. Som skrevet er de ikke lige så gode som vandreruterne i Sverige og Danmark. Her virker det som om, at man har tværet en streg ud på et kort og fået DNT’s medlemmer og hytteværter til at markere T’erne en gang hvert 5. år. Det gør, at situationer som disse kan forekomme. Hvis du ikke har så meget erfaring, så vælg de velbesøgte DNT ruter.

Jeg studerer kortet.

Området hvor vi står, hedder Larsurda, og fra os går en stiplet rute ned igen i retning mod Stroplsjødalen og hytten Reimheim. Det er ca. 100 meter nedad igen, men jeg kan se, at vi kun skal 100 meter opad igen, nede fra dalen. Vi skal alligevel 100 meter opad, efter elven, så vi vil som sådan ikke tabe højde. Ruten nede i dalen er også mere besøgt og vil derfor være lidt bedre end den, vi går på.

Da det er noget risky at gå over fossen, vælger vi at gå nedad. Her undgår vi helt at skulle over, før der kommer en bro tæt ved Reinheim hytten.

Vi begynder nedstigningen og finder hurtigt ud af, at stort set ingen vandrer her. T’erne er mange steder forsvundet, og vi skal derfor lede længe efter dem. Sammen med lyset, der nu næsten er forsvundet, gør det nedstigningen svær.

Vi kommer ned og rammer “hovedruten”, og herefter er det bare at finde en lejrplads, så vi kan slå teltet op og få sovet. Der går dog nogle kilometer, før vi finder en brugbar plads . Vi kan ligge for enden af søen Leirpullan.

Leirpullan til Snøhetta

Vi vågner og pakker teltet ned. Vi vandrer mod Reinheim-hytten, hvor vi skal 100 meter op over et snefelt. Ruten er hurtigt vandret, og de 3 km hen til hytten virker hurtigt overstået.

Vi holder et kort hvil ved hytten og går så op på snefeltet. Vejret ser lidt omskifteligt ud, og skyerne kan ikke rigtig beslutte sig for, om de vil forlade dalen eller ej. Da vi når op, er de fleste skyer dog brændt af, og vi får efterhånden flot vejr.

Vi er kommet om på den anden side af Snøhetta, og her kan vi se den anden gletscher. Vi kan efterhånden også fornemme Snøheim fjeldstation, der venter i det fjerne. Herfra venter en velfortjent fadøl, en pose chips og så en bustur ud af fjeldet igen.

Vi fik ikke oplevet vilde moskusokser denne gang, men pyt. Fjeldområdet er fantastisk trods teknisk vandring her og der. Man er stort set alene på ruterne, så vil du opleve noget nær vildmark, så besøg Dovrefjell. Du skal dog vide, hvad du gør. Hvis du er nybegynder, skal du starte et andet sted.

Vi hopper på bussen og kan nu slappe lidt af. Vi nåede ud i en god tid, og turdeltageren HVAD ER DET???

Bussen stopper, og ude på vejen står en stor flot moskusokser. De er upåvirket af bussen, der holder god afstand til de vilde dyr. Jeg er super glad for, at jeg pakkede mit objektiv ned i min rygsæk, for nu har jeg kun min mobil at tage billeder med… do’h!

Vi får på den måde en slags belønning for vores tur ud med denne fantastiske oplevelse.

Tak for at du læste med. Hvis du vil læse mere om vandreture i Norge, så kig her: https://www.outsite.dk/friluftsliv/vandreture/vandring-i-norge

Hvis du planlægger en vandring i Norge, er dette værktøj eminent: https://ut.no/kart#12.64/62.33415/9.31214

På kortet har jeg zoomet ind på det område, hvor vi skulle tage en beslutning. Du kan zoome ud og se hele Norge, alle ruter og hytter.