Planlægningen af turen til Rondane

Egentlig havde jeg slet ikke planlagt en efterårstur, da sommerens fjeldtur på Kungsleden, kun lige var afsluttet for knap en måned siden.
Men - man er altid let at lokke til nye eventyr og på Outsites turledertræf, blev snakket livligt om gamle ture og nye planer om mulige og umulige ture. Både dem der allerede var i planlægningsfasen og dem der kun var ønsker til fremtidige ture. Selvfølgelig blev der også fortalt om tidligere ture og fortællinger derfra. Sådan en snak får altid sat gang i tanker om nye ture!
På et tidspunkt i løbet af aftenen kom Morten og jeg til at tale om, at det kunne være fedt med en efterårstur, i fx Norge.

Jeg havde ikke før været på efterårsfjeldtur, men havde dog gået i medium dårligt vejr på sommerfjeldture og var vant til vinterture i Danmark og Sverige. Morten havde før været på flere fjeldture og vinter- og efterårsture både alene og med andre, men en efterårstur var også nyt for ham.
Der gik vist nok kun 3 dage efter træffet, så skrev Morten til mig, om vi ikke skulle gøre noget ved det og lave en tur i efteråret.

Derfra gik det stærkt! 48 timer efter var turen nærmest planlagt. Vi havde fået fri fra job, ruten var lagt og området var researchet. Der blevet tjekket op på stierne, om broerne var ude og hvad vejrstatistikken viste.
Jeg begyndte allerede, her 6 uger før afrejse, at planlægge mad og pakning af rygsæk. Jeg skulle afholde en Outsite-tur 14 dage før vi skulle afsted til Rondane. Så jeg kunne kun pakke rygsækken teoretisk, hvilket så sker i et regneark. Jeg skulle have købt noget mere frysetørret aftensmad samt snacks, energibarer og chokolade, men eller havde jeg langt det meste på lager.

Jeg er som altid, dårlig til at vente på at ferien starter. Derfor begynder jeg at drømme mig på tur, både ved at gå små ture og ved at planlægge pakning og rute mv. Selvfølgelig i håb om at tiden går hurtigere.

Turen

Mandag d 25/9, Dag 1
Efter en lang, men hyggelig køretur på 13,5 timer, med et par pauser undervejs, ankom vi til bomvejen ind mod Rondane, hver der skulle betales et symbolsk beløb for at køre igennem. Efter en forholdsvis kort tur på grusvejen ankom vi til Spranget parkering lige inden
Rondane nationalpark. Herfra var der cirka 5 km at gå på en grusvej før man ankommer til de første stier der fører ind i Rondane.

Inden vi fik klædt om, pakket rygsækkene og bundet støvlerne, var klokken blevet ca 19.30. Da vi gik fra bilen var solen på vej ned og vi nød den flotte solnedgang med fjeldene som silhuetter mod den blå himmel.

Solnedgang, lige efter afgang fra parkeringspladsen. Foto: Morten

Vi måtte tænde pandelamperne, da det var blevet mørkt, og da vi nu forlod grusvejen og gik ind i terrænet ad en lille sti, var det om at være påpasselig og holde fokus på hvor fødderne blev sat her i Illmanndalen.

Vi fandt en fin lille lejrplads på en lillebitte ø mellem to mindre vandløb, hvor der lige akkurat var plads til to telte.
Efter vi havde pakket ud opdagede vi, hvor flot himlen var, der var mange stjerner og mælkevejen kunne man tydelig se i mørket.
Pludselig så Morten noget lys på himlen der så mærkeligt ud og var meget svagt. Jeg kom ud og kiggede og kunne bekræfte at det var nordlys. Mens vi stod og så på det, blev det kraftigere og dansede rundt imellem bjergtoppene. Der gik hurtigt en halv time med at beundre det og tage billeder. Smuk første aften her i fjeldet. Det tegnede godt!

Nordlys og stjernehimmel over massiverne. Foto: Morten

Tirsdag d. 26/9-16, Dag 2
Vi havde aftalt, at når den første af os vågnede, skulle han vække den anden så vi kunne komme afsted i ordentlig tid. Klokken nåede dog at blive 8, før vi kom ud af fjerene, efter at have ligget og talt sammen igennem teltene.

Ud af teltet og strække kroppen. Det er altid rart om morgenen efter en hel nat i de små telte. Udenfor opdagede vi, at der var frost på teltene og græsset. Skyerne hang lavt ned over de øverste fjeldtoppe.
Langsomt kom solen frem og startede en ganske flot morgen. Der blev hurtigt hentet vand, og vi sad og spiste morgenmad på det frosne mos, mens solen fik tågen til at lette lidt.

Morgensol og skyer i Illmanndalen. Foto: Pihlen

Omkring klokken 10 pakkede vi sammen og forlod lejrpladsen. Vi var begge spændte på hvordan terrænet ville være på dagens etape. Planen var at gå 12-15 km og derefter finde en lejrplads.
Det skulle dog vise sig at være vanskeligere, end vi havde forventet.

Vi gik igennem en lang dal hvor stien var tydeligt markeret. Vi skulle over et par mindre og et enkelt lidt større vandløb for at fange den, da nattens lejr havde ligget på den modsatte side af vandløbet. 
Vi mødte et par folk med rygsække og et par der var ved at pakke telt ned, lige hvor vandløbet løb ud i en lille sø.

Dalen var ganske fin og formede sig ofte som en u-dal. Vandløbet snoede sig igennem dalen og blev indimellem til små klare søer. Hist og her, oppe på siderne i dalen, var der felter med sne fra sidste vinter der havde overlevet sommeren. Der var rimelig sparsom bevoksning her. Der var mos, græs, lav og bærbuske. Herunder blåbær, som jeg spiste lidt af, når Morten tog billeder. Og så var der en del sten fra erosion af fjeldsiderne.
Rondane og området omkring er meget næringsfattigt, idet bjergarten ikke indeholder mange næringsstoffer

Efterårsfarver i Illmanndalen. Foto: Morten

Vi gik forbi vandskellet i dalen og vandet løb nu med os. Da vi kom længere ned i højden stod der små fine birketræer. De var flotte røde og orange, som de stod der på de stejle kanter ned mod vandløbet.
Det var begyndt at blæse og regne, og da vi efterhånden også var ved at være trætte i benene, skød vi genvej og gik væk fra stien for at fange en anden sti der gik ind i den næste dal, Langglupdalen. Selvfølgelig havde vi valgt at krydse lidt myr og mose. Rismarker, som nogen kalder det. Den slags er altid bøvlet at vandre i og støvlerne siger svup, svup, hver gang man hiver støvlen op af det våde føre.
Vi gik op og terrænet blev mere og mere stejlt og stenet. Til vores ærgrelse var der ingen gode teltpladser eller små vandløb. Det kunne vi godt bruge nu. Vejret og uret var ved at være imod os.
Blæsten var taget til og indimellem kom der vindpust så man næsten blev skubbet ud af kurs. Det ruskede godt i rygsækkene, og jeg var glad for mine vandrestave som her rigtig kom til rette.

Ruten som vi havde lagt hjemmefra. Planen var at gå højre om for at starte med den bløde del først.

Mens vi fik en hurtig tår at drikke, prøvede jeg om der var lidt mobilsignal. Det var der og vi kunne få en opdateret vejrudsigt, men det så ikke så godt ud. Nu viste vejrudsigten varsel om blæst af stormstyrke på 25-30 m/s fra syd samt op til 20 mm regn om aftenen. Lokal advarsel i Oppland og Rondane specielt. Fedt! Inden turen vidste vi godt, at vejrudsigten så noget barsk ud, men man bliver altid lidt overrasket, når man nu står ude i det.

I mangel af teltpladser og vandløb det næste stykke valgte vi derfor at ændre rute. Kortet viste kun et vandløb længere fremme hvor fjeldsiden blev mere stejl, og det var ikke bedre. I stedet for at vandre ad en smal sti på en stejl fjeldside valgte vi at gå ned til dalen mod vandløbet, Langglupbekken, som vi alligevel skulle følge dagen efter. Så vi gik 80 bratte højdemeter igennem blåbærkrat og sten.

Vi havde på afstand set, at der var træer (uden blade) og nogenlunde fladt, så vi håbede på en brugbar teltplads og bare lidt læ.

Dagen efter gik vi forbi det vandløb som var markeret på kortet, og som vi valgte ikke at gå til. Det var heldigt, for selv om der lå et snefelt oppe på fjeldsiden, så var der ikke noget smeltevand der løb ned.
Jeg var meget træt, og vi havde vist begge presset os selv rigeligt efter at have søgt længe efter en teltplads. Det tog lidt tid at finde en plan plads til teltet. Men op kom det. Alle barduner og pløkker blev tjekket efter og spændt til. Der kom ind imellem nogle hårde vindpust der rykkede godt i teltet. Da jeg kravlede ind i teltet, opdagede jeg til min ærgrelse, at der var en stor bule i midten af mit telt. Pis, jeg havde i træthedens tegn, overset en sten under blåbærkrattet. Nå sådan var det bare, jeg orkede ikke at flytte teltet.

Vindstødene tog til og jeg måtte opgive at få varm aftensmad, da jeg på grund af blæsten ikke turde tænde brænderen inde i forteltet, når teltdugen blafrede så meget. Aftensmaden bestod så af snacks, som jeg heldigvis havde rigeligt af, samt blåbær der stak op inden i apsis.

Vinden ruskede ret så meget i teltene og vi kunne ikke engang råbe til hinanden selvom der kun var tre meter mellem teltene. 
De andre aftenener havde vi snakket sammen igennem teltdugene, men det kunne vi ikke nu for indimellem kom der vindstød der lige fik én til at overveje om teltet mon holdt. Det gjorde det heldigvis, men det var svært at sove omkring midnat. Teltet bevægede sig så meget, at man nogle gange følte, at teltdugen var ved at skubbe en ned af liggeunderlaget samtidig med, at regnen piskede mod teltet. Sådan gik 12-13 timer i teltet. Heldigvis sov jeg nogenlunde i larmen og rusken. Efter turen erfarede jeg at Mortens Terra Nova telt havde fået lidt flere tæsk end forventet. Noget med en Bøjet stand og en syning der var trukket lidt rigeligt i. Men det virker stadig.

Onsdag d. 28/9-16, Dag 3
Vinden havde lagt sig og vi fik faktisk en rigtig flot morgen med lidt sol og vi kunne i det fjerne se, at der var faldet lidt sne på de høje tinder på over 2000 meter. Fantastisk flot syn. Rondeslottet, den højeste top i Rondane, havde vi fin udsigt til fra vandløbet.

Langglupbekken med Rondeslottet med nysne i baggrunden indhyllet i skyer. Foto Morten

Rondeslottet var indhyllet i skyer og der var snedrys under skykanten. Vi gik begge rundt i lejren og plukkede blåbær. Der var mange og det var faktisk bare at række hånden ud i apsis i teltet og plukke et par stykker. Jeg blandende mine i min morgen mysli. Morten lagde sine i en pose som han gik og spiste af, hvilket havde det resultat, at hans fingre blev helt blå, og det kunne ikke vaskes af.

Blåblær i lejren. Foto: Morten

Vi skulle fortsætte i Langglupdalen i dag. Vi gik langs elven og så en masse fine spor efter elg klove i det bløde mudder og sand der var imellem vegetation og sten. Vi skulle over en stålbro som lå lige ved et pænt vandfald, der havde skåret sig ned i klippen i firkantede formationer. Broen var forholdsvis minimalistisk og ikke ret lang.

Langglupbekkens vandfald hvor der også går en helårsbro over. Foto: Morten

Vi skulle fra 940 meter og op i 1420 meters højde. Benene var mærkede efter gårsdagens vandring og stigningen var konstant op ad og fortsatte det meste af dagen. Vi gik det meste af tiden på en sti der var godt stenet med felter af blokmark og mange små vandløb og et par større, vi skulle krydse, hvilket gik ret let. Vi havde udsigt til de høje fjeldtoppe som udgjorde siderne af dalen vi gik i. Vi kunne gå og se toppene med fin nysneog skyerne der ind imellem dækkede dem. Vi havde udsigt til 4 toppe over 2000 meter. Heriblandt Rondanes højeste top Rondeslottet.

Vi mødte to folk i dag, som gik imod os. Vi så også et telt i dalen for foden af Rondeslottet, lige ved siden af stien der går op til toppen. Rundt om teltet stod en mur af sten, som nok havde været bygget over mange år. Vi håbede da ikke han var på toptur i dette vejr.
Vinden tog igen til ved frokosttid, og det blev ikke bedre, da vi nærmede os det højeste punkt i dalen. Vi begyndt at gå nedad igen og gik forbi endnu et vandskel. Skyerne hang nu tungt og vi blev ramt af regn som slog over i hagl og dernæst over i slud. En kold og våd omgang i modvind.
Vi søgte nu efter en lejrplads, med et vandløb nær ved. Præcis som vi normalt altid gør.
Vi fandt efter noget tid en fin plads, med vand indlagt en halv meter fra teltet og vi fik lidt læ bag ved et par små bakker.

Lejr i 1420 moh ved en lille bæk, med udsigt til Rondeslottet (2198 moh). Foto: Pihlen

Under aftenen fik vi stjerneklar himmel og blæsten aftog. Morten opdagede, at der igen var nordlys, dog kunne vi kun se lidt af det, da det gemte sig bag ved fjeldet som vi lå tæt på. Det var vist omkring frysepunktet nu her i 1300 meters højde.

Torsdag d. 29/9-16, Dag  4
Om morgenen havde vejret ændret sig markant. Det var stadig koldt, omkring -2 grader og der var kommet skyer og tåge i dalen omkring os, og sigtbarheden var ikke så god. Stor kontrast til den stjerneklare himmel vi gik i seng til.
Vi var tidligere oppe end de andre dage, idet vi om aftenen havde besluttet os for at tage en vej som eftersigende skulle være hård med en god stejl opstigning. Sneen som nu var begyndt at falde var ikke en del planen, men vi var enige om, at det nok ikke blev bedre de næste par dage, mens vi var i dalene blandt de højeste fjelde. Det var også det den seneste vejrudsigt, som var 2 dage gammel, viste. Mere sne var i vente.

Sneen falder i lejren om morgenen og skyerne hænger lavt. Foto: Morten

Vi havde 3 mulige ruter ud af området, for at komme ud til lavere og fladere terræn.

1. Via Rondhalsen, en kort rute på cirka 10 kilometer, med en cirka 2 km lang, op til 30% opstigning der snor sig op af fjeldet med løse sten, blokmark og med 1647 meter som højeste punkt igennem et pas. Derefter en god nedstigning til 1150 meter.

2. Via Langholet, vest for Storsmeden. En længere rute på cirka 22 km hvilket ville indebære, at vi skulle overnatte i en dal i 12-1300 meters højde med vinden på langs ad dalen og nok på blokmark.
Højeste punkt på 1740 meter og ruten er på kortet beskrevet som meget teknisk svær, med store sten der vipper og ren blokmark. Og så lå der sne, det var sikkert.

3. Via Gråhøe og Peer-Gynt hytten. Den længste på 30-35 km og gik også op i et pas på 1600 meter. Resten af ruten var dog i dalene. Denne rute ville nok medføre at vi kom i tidsnød i forhold til at vi skulle være hjemme søndag aften i Danmark. Derudover var ikke sti på hele strækningen og vi havde ikke nogen info om området udover det kortet viste.

Kort med de 3 mulige ruter.  Grøn rute 1. Rød rute 2. Blå rute 3.

Vi valgte rute 1, hvilket også ville give os tid til at slå lejr og gå dagsture.
Rute 2 var faktisk den vi havde planlagt hjemmefra.

Sneen falder i fjeldet. Foto: Morten

Vi gik ned i dalen. Det sneede nu ret meget og der blev hvidt og flot omkring os. Det var desværre tøsne der faldt. Vi havde pakket kamera/mobiler væk, og vi fik desværre ikke taget ret mange billeder, hvilket jeg nu ærgrer mig over. For det var et flot landskab i sne.
Vi var kommet til foden af stigningen og kunne kigge ud over vandet med de lodrette fjeldsider, Rondvatnet. Om sommeren sejler her en båd, så man kan undgå den kommende stigning.
Vi tjekkede kortet, og jeg morede mig lidt over, at Morten havde problemer med at holde det i vinden, imens jeg tog billeder af ham. Hjælpe med at holde det? Nej da, det var sjovere at tage billeder! (Okay, jeg hjalp lidt bagefter..). Morten mente ikke at det kunne have sin rigtighed at vi skulle af at den stejle bjergside. Det skulle vi dog.

Orientering på kortet i vinden inden opstigningen til Rondhalsen. Foto: Pihlen

Stien startede i zigzag med middelhård stigning. Det var svært at se stien og der var ikke mange varder. Flere gange gik vi uden tvivl ved siden af stien og måtte næsten kravle op, indtil vi fandt stien igen.
Næsten halvvejs oppe begyndte stigningen at blive mere stejl og vi snoede os stadig i zigzag på serpentiner stien. Det sneede nu ret kraftigt og det var ikke længere tøvejr. Der lå godt og vel 10 cm sne oven på de løse klippestykker. Måske var det en fordel, måske ikke.
Jeg trængte til en pause, min rygsæk på 20 kg føltes nærmere som 40 kg, og lårene føltes som sten!
Vi holdt et lille kvarters pause i læ af nogle store klippeblokke, fik lidt vand, energi og mere tøj på kroppen.

Selfie på passagen til Rondhalsen. Opstigningen var ovre. Foto: Morten

Sidste del af stigningen var mere blød, dejligt. Da vi kom til punktet inden det gik nedad igen, var det en enorm lettelse. Humøret steg straks! Dog blæste det en pelikan heroppe og det var en iskold vind. Vi tog hurtigt en selfie, og skyndte os hen mod nedstigningen.
Halvvejs nede kunne vi igen se udover de andre dale, da det ikke længere sneede . Det var en flot udsigt, der var ikke sne i dalene, og solen skinnede på de lavere fjeldsider længere væk. Og her for en halv time siden havde vi lige stået i noget der mindede om en lille snestorm! 
Det er lidt utroligt så lokalt sne kan falde, når man er i højfjeldet, omringet at toppe, lidt oppe i højden.

Sne i Rondane og sol over Mysusæter. Foto: Morten

Vi kunne nu se den store turisthytte, Rondvassbu, ved søen. Vi blev hurtigt enige om at forkæle os selv lidt ved at holde en pause i hytten. På vej ned opdagede vi en stor kløft med et vandfald, som vi ikke havde hørt om, Jutulhogget. Det måtte vi lige se nærmere på. Vi smed rygsækkene ved vandkanten, og hoppede over elven, gik ind i kløften,  tog billeder og blev våde af vandtåge.

Rondvatnet og Rondanes massiver. Hytten Rondvassbu ses til højre. Foto: Pihlen

I hytten købte vi varme vafler og sodavand, og vi fik lidt efter lidt varmen. Vi blev der ikke længe, da vi skulle ud og finde en lejrplads inden det blev mørkt. Det fandt vi ret hurtigt og fik slået teltene op. Vi lå faktisk kun 300 meter i fugleflugt fra lejrpladen, hvor vi havde lejr første dag. Men alligevel var udsigten anderledes her.

Jutulhogget, et vandfald i en kløft skab i istiden. Foto: Morten

Fredag d. 30/9-16, Dag  5
Det er sidste dag inden turen går hjemad. Vi er kommet uden for de allerhøjeste fjeldtinder og de dybe dale. Her er mere åbent, mere lys og man kan se længere ud i horisonten. Der er stadig fjelde omkring, og vi er kun få km fra højfjeldets massiver, hvor vi for en dag siden var iblandt. Vi kan stadig se Smedebjergene og Rondeslottet som er hyllet ind i skyerne. I dag har vi ikke travlt og sover til kl 9. Mens vi spiser morgenmad og pakker sammen, åbner skyerne sig omkring smedebjergene, og vi får atter den flotte udsigt med hvide fjeldtoppe og grønne dale. Det er sjovt at se, at der kun ligger sne over ca. 1400 meters højde.

Det blæser stadig lidt. Solen titter frem imellem skyerne, og det giver nogle flotte farvespil. Vi har god tid, og vi får taget en masse billeder nu, hvor vejret er godt.

Vi går langs Ula elven og vi krydser over en bro ved vejen til Rondvassbu-hytten. Vejen vi krydser, er den vi gik et stykke ind ad den første aften da vi ankom. Vi er på vej over for at fange en lille sti der går langs elven, men den ligger lidt højere oppe her i starten, så vi får den flotte udsigt ud over dalen og det til tider brusende vand.

Vi havde inden turen talt om, at det kunne være fedt at se nogle af de kendte vandfald som ligger lige uden for nationalparken. De skulle være lette at komme til og rigtig flotte.
Nu hvor vi er ude af selve nationalparken, og har tid nok, beslutter vi os for at udforske vandvejene.

Rondanes massiver med efterårets første puddersne og med kæruld i front. Foto: Pihlen

De flotte udsigter og landskaber bliver bare ved. Efterårsfarverne i rød/orange fra bærbuskene og kærulden, og fjeldene med hvidt drys på toppene som baggrund samt skyerne over de højeste tinder.

Vi er på vej ned til elven for at finde en lejrplads. Vi slår teltene op og går en tur i området for at finde de store vandfald. Vi får lige lidt hagl med på vejen, lige som vi skal til at gå. Lidt efter skinner solen igen. Vi kommer forbi Spranget, Ulafossen og Brudesløret. Brudesløret er et rigtigt flot vandfald der løber ud i en kløft, hvor man kan gå rundt om og se det fra flere sider og højder. Bestemt en flot oplevelse! Så man forstår godt, at mange vælger at få taget deres bryllupsbilleder her.

Vandfaldet Brudesløret. Foto: Pihlen

Aftenen går stille for sig. Vi går tidligt i seng, efter en god gang aftensmad og noget varmt at drikke. Vi skal tidligt op i morgen, hvor turen går hjemad.

Lørdag d. 31/9-16, Dag  6
Jeg vågner da vækketuret ringer kl 6.30. Ikke engang i fjeldet er man fri for vækkeuret! Morgenmaden springer vi over, da vi har besluttet at spise noget friskt morgenmad, som vi køber i Otta den nærmeste by. Teltet og alt grejet pakkes ned. Kønt bliver det ikke pakket. Det bliver nok nærmest kastet ned i rygsækken, men det skal trods alt ikke op før, vi er i Danmark igen.
Himlen er rigtig flot her til morgen. Solopgangen er helt rød og der er små skyer på himlen.

Solopgang på afrejsedagen. Foto: Pihlen

I går kunne vi ane nogle sneklædte fjelde ude i horisonten. Efter at have kigget på kort om aftenen, finder jeg ud af det er Jotunheimen Nationalpark, vi kan se. I dag er den endnu tydeligere, da solen skinner på sneen på fjeldtoppene. Jeg gætter på det er Glittertinden, som vi kan se forrest (Norges 2. højeste fjeld). Derudover kan vi også se det, som jeg mener må være Breheimen Nationalpark ude i det fjerne. Så kom der allerede ideer til nye ture!

Vi går tilbage til bilen og klæder hurtigt om i kulden, imens bilen tør op og isen på ruderne smelter.
På vej ned fra Spranget-parkering, igennem Mysusæter til Otta, kører vi ad en stejl vej der går i hårnålesving. Pludselig står der en masse får, med klokker om halsen, midt på vejen. Et sidste farvel til naturen for denne gang.
Nu går turen ned mod civilisationen og videre igennem Norge og Sverige, inden vi i aften er tilbage i Danmark.

Ruten som vi gik. Hver dag markeret i hver sin farve. Vi gik højre om.

Eftertanker om turen
Lidt tanker omkring turen, nu hvor den er efterarbejdet i hukommelsen og jeg har fået gjort mig flere tanker om turen.

Jeg er glad for, at jeg ikke er gået over til ultralight-udstyr. Jeg prøver da at lette mit grej, dog så vidt muligt uden at det går ud over holdbarheden. Jeg kunne selvfølgelig godt have ønsket mig en lettere rygsæk samt, at bentøjet var i bedre form til denne tur. Men jeg er glad for, at jeg havde mit lidt tunge tunneltelt med, for et af de meget lette telt havde nok ikke klaret stormen, og så er det også rart med lidt ekstra plads, når man skal tilbringe så mange timer i et telt og forsøge at tørre tøj og bare kunne sidde med ret ryg på sit underlag.

En anden del af grejet jeg, nu igen, ønsker at opgradere er mine vanter. Jeg ønsker mig nogle vandtætte vanter. Samtidig med at jeg har et par ekstra vanter jeg kan bruge i teltet, når de andre er gennemblødte. Det er ikke første gang jeg får den tanke efter en tur på denne årstid, men nu må der gøres noget ved det.
Nå ja og så blev min ene støvle utæt, membranen gav op i den ene støvle. Skal hilse at sige at det er koldt med våde strømper på den ene fod når man går i tøsne og det er frostvejr. Også selv om det er ved at være standard, at mine støvler bliver utætte når vi skal igennem sne i fjeldet. Med støvler er jeg bare ikke heldig i disse år.

Det er sjovt at se forskellen på dalene omkring nationalparken og dalene der ligger højere oppe inde i højfjeldet. Planterne og træerne havde tabt flere blade inde i nationalparken end uden for. Selvfølgelig fordi vejret er anderledes i 900 meter, end det er i 1200 meter, hvor de høje fjelde laver lokale vejrforhold.

Med hensyn til ruten, så synes jeg det var en rigtig flot rute vi gik. Det var et godt valg, tilpas hård og udfordrende, samtidig med at der er nemt at navigere i området. Om sommeren er jeg overbevist om at der er ”overrendt” med vandrere, det er trods alt en af Norges mest populære nationalparker. Vi mødte måske 10 folk på turen rundt inden i parken på 4 dage. Måske vejrudsigten har holdt nogen væk.
Det er vigtigt at have en plan b klar, når vejret eller kroppen ikke vil som man havde planlagt. Det fik vi syn for igen. Husk at have respekt for fjeldet og vejret.

Det er ikke sidste gang jeg kommer til Norges østland i efteråret! Måske allerede i 2017? :)

Tak til Morten for en god tur og for lån af billeder. Du kan se flere af Mortens billeder her::
Rondane efterårstur 2016, mortens billeder