Galdhøpiggen tur-retur

Detaljer: By Georas Georas; jul 22

En lyntur til ”Skandinaviens tag”. Min datter Patricia på 17 år ville gerne med mig på tur og bestige et højt fjeld. Dog på den betingelse, at vi ikke ville komme i nærkontakt med ubekvemme ting, som fx sovepose, telt, liggeunderlag og frysetørret mad. Desuden kunne hun højst afsætte tre dage, inklusiv transport, til hele turen!

Galdhøpiggen i Norge

Dag 1: Torsdag den 29. juni 2017

Klokken er kvart over seks om morgenen da vi kører fra Roskilde. Fra motorvejen kan vi se ind på staklerne på Roskilde festivalen, der ligger i telt på en våd pløjemark lige op ad motorvejen. Det regner lidt og er overskyet, men vejrudsigten lover godt vejr i Norge, så det er bare at give den gas og følge skiltene mod Sverige, og derefter følge motorvej E6 mod nord.

Vi holder en formiddags kaffepause ved Göteborg, kører videre ind i Norge, og spiser frokost på MC D. i Lillehammer, og så er der dømt rigtige fjelde igennem Gudbrandsdalen, og udsigten bliver bare flottere og flottere. Motorvej E6 er blevet udbygget de senere år, så ruten til Norges højeste fjelde i Jotunheimen er virkelig nem. Følg E6, til venstre i Otta, igen til venstre i Lom, og kort efter til venstre endnu engang mod fjeldhytten Spiterstulen. De sidste kilometer foregår på grusvej, og klokken 18 er vi fremme ved Spiterstulen og officielt ”på fjeldet”.

Vi tjekker ind på et fint vandrehjemslignende værelse (her skal det indskydes, at min datter synes værelserne på Spiterstulen er klamme og discountagtige, men vi er ikke helt enige…). Herefter er det op i spisestuen, hvor vi får serveret et udmærket måltid mad, bestående af laks til forret, entrecote til hovedret, og æblekage til dessert.
Så er det på hovedet i seng, så vi kan være friske til den næste dags lange vandretur.

Dag 2

Op klokken 04.30, jeg pakker rygsækken og gør klar, mens datteren lægger makeup(!!!), og klokken kvart over fem er vi klar til afgang ved Spiterstulen:

1 afgang mod toppen

Klar til afgang ved Spiterstulen i 1100 meters højde.

Vi krydser broen over elven i bunden af Visdalen, og herefter går det op, op og mere op, stien mod toppen er tydeligt markeret med store røde T´er med jævne mellemrum. For at beskytte naturen er første del af stien lagt af Sherpaer(ja, dem fra Nepal!), men efter nogle hundrede højdemeters opstigning bliver stien lidt mere utydelig, dog finder vi stadig let afmærkningerne. Klokken syv forsvinder de sidste skyer, og vi tager os en lille solpause på en varm sten:

2 vandretur i norge

Dagens sidste sky forsvinder, og så er det tid til at ”Kose sig”, som man siger på norsk.

Efterhånden som højdemetrene nærmer sig de 2000 kan vi se flere og flere fjelde i horisonten, og det er ikke underligt at området hedder Jotunheimen. ”Kæmpernes hjem” betyder det på norsk, og de høje fjelde, den blå himmel med solen der spejler sig i sneen, og den absolutte stilhed på denne vindstille dag, gør det til en næsten meditativ oplevelse at gå op, op og videre op.

På toppen af ”Svelnose” i 2272 meters højde gør vi holdt, og spiser lidt kanel knækbrød med spegepølse, og drikker lidt vand. Herefter går det nedad cirka halvtreds højdemeter, og derefter videre op på ”Keilhaus top” i 2355 meters højde.

Keilhaus top har en lidt uheldig forhistorie for førstebestigeren. Toppen er opkaldt efter den norske professor Balthazar Mathias Keilhau, der i 1844 var den første til at rejse en stabel sten på denne top. Keilhaus kom herop indhyllet i skyer og dårligt vejr, og han troede fejlagtigt at han var på Norges højeste fjeld. Først flere år senere viste det sig at han tog fejl, men han er stadig den første til at have besteget Galdhøpiggens mindre nabotop.

3 varde

Ved Keilhaus top(2355 m), opkaldt efter den norske professor, der troede han var kommet til toppen af Galdhøpiggen. Til venstre ses toppen af Svelnose(2272 m) som vi lige er kommet fra. På vej mod Galdhøpiggen kan man også gå rundt om Svelnose, se sporene i sneen, hvis man ikke orker bestige den. Langt nede ses Visdalen, hvor Spiterstulen ligger.

Efter Keilhaus top er der kun en kort nedgang på cirka 20 højdemeter, og så op ad et stort snefelt det sidste stykke mod toppen. Vi har stadig ikke set en eneste person siden vi startede, så nu får den fuld gas det sidste stykke op, så vi måske kan få toppen for os selv. Det er alligevel lidt for hårdt at løbe op ad en stejl bakke med tøsne, så gående og hivende efter vejret nærmer vi os toppen af Norge:

4 paa vej til toppen af galdhoepiggen

Det sidste stejle stykke før toppen

Vi passerer en lille stenhytte 20 meter under toppen, og så er der dømt 360 graders nydelse, og fjelde så langt øjet rækker på selve toppen. Her er også placeret en cirkulær plade med navne på mange af de omkringliggende fjelde. Min datter Patricia er ligeglad med fjeldnavne, men alligevel glad for at have nået toppen efter næsten fem timers vandring fra Spiterstulen.

kort over galdhoepiggen

Selve toppen er relativ glat, og det går stejlt ned mod nord og vest, så vi er lidt forsigtige. Vi tilbringer alligevel 15-20 minutter på toppen i absolut stilhed, og så er det tid til en selfie:

6 billede af toppen af galdhoepiggen

Selfie, hvor kameraet står på selve toppen af Galdhøpiggen, til højre ses topstuen, hvor man kan købe kaffe, kakao, snacks og t-shirts.

Vi tror vi er alene på toppen, men da vi nærmer os topstuen hører vi en skraben og lyd som fra en sang. Det viser sig at være en ung og nynnende nordmand, der er i gang med at fjerne sne fra indgangen til hytten. Der ligger virkelig meget sne, men den flinke fyr byder os velkommen igennem den hulelignende indgang, som dagens første gæster i Norges suverænt højest beliggende kaffebar. Han fortæller, at han bor heroppe hele sommeren, og at der som regel er skyet, så vi skal endelig bare ”Kose os” på sådan en dag som denne.

7 paa toppen ved hytten

Indgangen til hytten på Galdhøpiggens top er nærmest begravet i sne her den 30. juni 2017. Hytteværten fortæller da også, at det har været et år med usædvanligt meget sne på toppen.

Indenfor er der hyggeligt, som der jo ofte er i fjeldhytter lavet af træ, og vi får os bænket ved et bord, med en udsigt, som befandt man sig i en flyvemaskine over alperne. Den flinke hyttevært sender et par meget store smil til min datter, og (måske heldigvis) nogle lidt mindre smil til mig, og han siger at han straks vil komme med henholdsvis en kop kaffe og en kop kakao til os. Vi køber også noget chokolade og et par t-shirts, og så er det bare med at nyde udsigten, dagen og selskabet, inden det går ned igen.

8 topstugen paa galdhoepiggen

Udsigten fra topstuen på Galdhøpiggen minder lidt om den man har fra en flyvemaskine over alperne.

Da vi er midt i de varme drikke kommer flere mennesker til, først en ung nordmand med sin kæreste og sin hund, derefter en meget stor flok, der har taget den guidede tur fra Juvasshytte. Den unge nordmand er så flink at låne mig 500 kr. da jeg dumt nok har glemt at tage kontanter med på toppen, han vil ikke have legitimation fra mig eller noget, men jeg får dog lov at få hans kontooplysninger, så jeg kan sende pengene tilbage når jeg kommer hjem. Det er en ”kjæmpefin” tillid til andre mennesker - tak for lån Didrik!
På vej ned igen passerer vi Keilhaus top, går smutvejen omkring Svelnose, bevæger os igennem de store relativt stejle stenområder på kammen øst for Svelnose, glider og kælker lidt med kæmpeskridt ned over de store snefelter, og sidst på eftermiddagen er vi atter nede i den frodige Visdal, med mange slags vegetation, og med får der går og græsser med bjælder på.

9 flora i galdhoepiggen

Blomst i Visdalen

Datteren nægter at overnatte i Spiterstulen igen, da hun ikke mener standarden er ok, så vi kører først til byen Lom(hyggelig lille by) og spiser en ordentlig omgang kebab med fritter og stor cola, og derefter videre til Lillehammer, hvor vi tjekker ind på Scandic hotel. Bortset fra at det er fyldt med småforvirrede kinesere er det et fint sted, og det er både billigere og med bedre standard end Spiterstulen(igen, jeg synes Spiterstulen er et fint sted, men det er selvfølgelig ikke hotel standard)
Klokken 21 falder datteren bogstaveligt talt i søvn under hovedretten, jeg vækker hende, og vi springer desserten over, og så er det med at komme i seng, efter en meget lang dag, med godt ti timers vandring i bagende solskin.
Dag 3: Vi spiser en god gang morgenmad/brunch på hotellet, og så er det ud på E6 med kurs mod syd. Inden vi kommer ud af Norge investerer jeg i to flasker postevand(til 70 kroner!), og så får vi lige en gang kaffe og kanelbullar i Sverige, inden vi sidst på eftermiddagen er hjemme i Roskilde igen.

Praktisk

Galdhøpiggen bestiges let fra Spiterstulen uden guide. Dog er det cirka 1400 højdemeter op, og stien går indimellem mellem store sten og over store snefelter, så kondien skal være nogenlunde før du kaster dig ud i det. Beregn cirka 5-6 timer op, og 4 cirka timer ned.

Alternativt kan man gå op med guide, sikret med reb, over gletsjeren Styggebreen fra Juvasshytte, den ligger i 1800 meters højde så det er en lettere tur med langt færre højdemetre.

Tip: Galdhøpiggen er populær i sommermånederne, så start tidligt, eller sent, og få toppen for dig selv! Første guidede hold fra Juvasshytte er på toppen lidt før klokken 11, og derefter bliver der crowded. Efter klokken cirka 17 er der stille på toppen igen.
”Kæmpernes hjem” har mange andre spændende fjelde end Galdhøpiggen, og selvom de ikke er helt så høje, er de lige så interessante efter min mening. Besseggen, Kyrkja, Glittertinden og Surtningssue er nogle af de andre klassikere i området. Man kan jo også holde sig til dalene, og her er der også mange muligheder.

Startsteder er fx Spiterstulen, Glitterheim, Leirvassbu, Gjendesheim og Fondsbu, hvor man kan køre til i bil og med bus.
Det er muligt at flyve til Oslo eller Trondheim, og tage bus derfra, men jeg synes personligt at det er både bøvlet og dyrt, så med mindre du rejser alene, så anbefaler jeg at du tager bilen derop.