Min kone var inviteret til en kongres i Reykjavik i slutningen af august 2013, og jeg fik hurtigt overtalt hende til, at jeg hellere måtte tage med for at holde hende lidt med selskab.

Min kone er som udgangspunkt ikke det store friluftsmenneske, så vi aftalte at få en hyggelig tur ud af det, og så tage et par dagsture sammen fra Reykjavik, evt. med lidt let vandring ind imellem.

Det blev en rigtig dejlig tur, og på trods af at vi ikke fik vandret ret langt, fik vi alligevel nogle flotte indtryk af Island ind på nethinden.

Dag 1: ég tala ekki íslensku (jeg taler ikke islandsk)

Vel landet i Keflavik lufthavn spørger jeg den første den bedste islænding (han ligner sådan en, med striktrøje, skæg og det hele) på mit klingende danske, hvor biludlejningen befinder sig henne. Han forstår tydeligvis spørgsmålet, men svarer på engelsk: ”straight ahead”. Dette er første oplevelse ud af mange, hvor islændinge, specielt dem på under 30, svarer tilbage på engelsk, hver gang de får et spørgsmål på dansk. Island har jo været dansk indtil 1944, hvor de benyttede anden verdenskrig til at snige sig ud af rigsfællesskabet. Selv i dag undervises der i dansk på de islandske skoler, men det er vist ikke noget de unge er specielt stolte af at kunne.

Pigen ved biludlejningen taler dog flydende dansk til os. Hun fortæller, at der bag os hænger et kort, hvor vi kan se det område hvor vi ikke må køre ind med udlejningsbilen, området dækker det meste af øen:

Island med det forbudte køreområde i midten

Vi kører ud af lufthavnen og allerede få kilometer fra lufthavnen befinder vi os det rene ingenting, omgivet af gigantiske lavamarker.

Første stop er den blå lagune, der ligger under en halv times kørsel fra lufthavnen. Det er hulens dyrt at komme ind og lidt af en turistfælde, på den anden side er det en fed og afslappende oplevelse og alle pengene værd.

Island ligger på den midtatlantiske højderyg, hvorfra der er en konstant strøm af magma og varme fra jordens indre. Over 90 procent af de islandske husstande får da også deres varme fra den geotermiske energi i undergrunden. Den Blå lagune er et geotermisk anlæg, og det mineralholdige vand kommer fra en to kilometer dyb boring. Det er en lise for sjælen at slappe af i det varme vand, der enkelte steder nærmer sig kogepunktet:

Den blå lagune

Efter besøget i lagunen er det ved at være ud på eftermiddagen, så vi kører til vores hotel ved konferencecenteret i Reykjavik.

Dag 2: Reykjavik

Islands hovedstad er mindre end Århus og hurtigt set. På en formiddag går jeg byen rundt. Allerede i udkanten af byen besværer man sig ikke med at slæbe de mange sten som Island består af væk når man skal lave en vej, man lægger bare stenene umiddelbart ved siden af vejen, lige noget for en fjeldvandrer: 

Der går en vej lige ved siden af, men lidt fjeldabstinenser har man vel som dansker

Fra byens udkant kan jeg se ind mod den vældige Hallgrimskirkja, der er Reykjaviks vartegn: 

Reykjavik med kirken

Jeg går tilbage mod byen og kirken. Ved siden af kirken står en statue af Leifur Eirikson, eller Lars den Lykkelige som vi kalder ham.

Jeg mødes med min kone på den legendariske Cafe Loki, der ligger med udsigt til statuen af Leif den Lykkelige, der står som” Islands stolte opdager af Amerika”, som restaurantejeren siger. En diskussion starter, da min kone (der er af spansk oprindelse) holder hårdnakket fast på at Columbus, der sejlede ud fra Sevilla i Spanien, er den retmæssige ”opdager” af Amerika, og ikke Leif den Lykkelige. Jeg vælger klogt nok ikke at blande mig, og kaster mig i stedet over de lokale islandske retter. Så er det tid at smage ordentlig vildlaks, sild, søpapegøje og fermenteret (rådden) haj. Alt glider fint ned med en øl og en snaps:

Lammekød, laks, sild, kartofler, rådden haj, øl og snaps på Cafe Loki.

Efter frokosten går jeg videre på min tur rundt i byen. Reykjavik er verdens nordligste hovedstad, men der er alligevel både en travl golfbane og en mindre travl lystbådehavn. Jeg tæller i alt cirka 23 både i lystbådehavnen:

Lystbådehavnen i Reykjavik

Dag 3: Den gyldne cirkel og Hekla

Vi kører ud af Reykjavik og en time mod øst. Her finder vi Islands største sø Þingvallavatn, og bag den Þingvellir sletten, hvor den islandske nation gennem mange århundreder har mødtes og lavet politiske beslutninger. De mødtes også her i 1944, da Island løsrev sig fra Danmark:

Þingvellirsletten

Ud fra et geologisk synspunkt er området omkring Þinvellirsletten også interessant. Pladetektonisk sker der det her, at Island langsomt bliver revet midt over, det sker kun med et par centimeter om året, så det er ikke nogen drabelig oplevelse, men ret interessant alligevel: 

Klipperne til højre bevæger sig mod Europa, dem til venstre mod Amerika

Næste stop er de berømte Geysere. Selve ordet ”Geyser”, stammer fra den største der ligger i området, men den er ikke så aktiv i øjeblikket. I stedet kigger vi på ”Strokkur”, der ligger lige ved siden af: 

Boblende vand

Strokkur klar til udbrud

Kapoow – 25 til 30 meter højt

Næste stop er Gullfoss vandfaldet, der afvander de imponerende store gletschere, Langjökull og Hofsjökull. Selvom der er en del mennesker her, og selvom man kun skal gå ganske kort for at komme til vandfaldet fra parkeringspladsen, så føler vi os virkelig i pagt med naturen her: Mange tusinde kubikmeter vand buldrer ned i en 70 meter dyb kløft, og der er vanddråber overalt i luften:

Ved Gullfoss vandfaldet

Gullfoss fra en anden vinkel

Vi fortsætter mod øst mod vulkanen Hekla, der sammen med vulkanen Katla og vulkanen under gletscheren Eyjafjallajökull udgør en sprængfarlig cocktail. Vulkaner og lava er generelt nærværende hele tiden. Efter et langvarigt vulkanudbrud i 1783 overvejede den danske konge at evakuere samtlige beboere på Island, da man vurderede at det simpelthen var for farligt at bo her!

Vi kører videre mod Stöng, en tidligere storgård der var offer for Heklas aske, men som nu er gravet frem af asken igen. Vi kommer dog ind i det område som biludlejeren kaldte for ”Impassable”, min kones ansigtsmimik tyder heller ikke godt, og vores Hyundai I10 brokker sig da også gevaldigt og nægter at fortsætte på den stenfyldte vej. Vi går sammen de sidste par kilometer mod Stöng, endelig en attraktion uden andre turister end os. 

Området omkring stöng, Hekla ligger oppe i skyerne

Efter et par kilometers vandring kommer vi til den tidligere storgård, opdelt med sovepladser til både dyr og mennesker: 

Stöng. Utroligt at 30 personer har kunnet overleve her for 1000 år siden.

Vi går tilbage til bilen og får møjsommeligt bakket et stykke og derefter vendt tilbage mod mere jævn vej. Vi kører til den lille by Stokkseyri, hvor vi spiser de mest fantastiske jomfruhummere på restaurant Fjörubordid. 

Dag 4: Snestorm og keglevulkan

Der er snestorm i dag, så mens min kone kæmper sig over gaden til konferencecenteret, bliver jeg på hotellet til at starte med. Kulden fra Grønland, der kun ligger 300 km. mod vest blæser Reykjaviks forretningsgade Laugavegur helt øde. Ud på eftermiddagen klarer det dog op; som de siger på Island: "Hvis du ikke bryder dig om vejret, så vent fem minutter". Efter en sandwich på Cafe Paris kører jeg ud af motorvejen mod Keflavik, finder afkørslen mod Keilir, der er en kun 378 meter høj, men nærmest perfekt keglevulkan. Hyundaien brokker sig gevaldigt på den bumpede vej mod vulkanen, men det lykkes, og opstigningen til toppen tager, på trods af lidt løse sten i bunden, kun godt en halv time:

Keglevulkanen Keilir

Dag 5: Jules Verne land

Vi kører mod nord ud af Reykjavik, til vi kommer til den lille hyggelige by Borgarnes, der er omgivet af nogle imponerende fjelde:

Fjeldene omkring byen Borgarnes

I Borgarnes har de også et vældig interessant vikingemuseum, og vi bliver og spiser frokost i byen. Så fortsætter vi mod nord til det lille krater Eldborg, kun 110 meter højt, men efter sigende både det mest symmetriske og smukkeste krater på Island: 

Vulkankrateret Eldborg

Efter en hurtig op- og nedstigning trykker vi speederen i bund på den helt tomme vej, og drøner videre mod vest ud på den lange halvø hvor Snefellsjökull troner 1446 meter op ude for enden. Jeg kigger på klokken, og må indse at vi umuligt kan nå at bestige toppen af Snefellsjökull og være tilbage i Reykjavik til aftensmad. I stedet går vi lidt af vejen mod toppen af en nabotop, hvorfra vi kan få et ok billede af Snefellsjökull. 

Fjeld tæt på Arnarstapi. Vi vandrede lidt af vejen mod toppen på venstre side af vulkanen.

På vej op af bjergsiden hører vi et vældigt bulder og brag ude fra havet. Det ligner først hvaler, men da bragene bliver ved må det være et undersøisk rev, utroligt at det kan larme sådan på flere kilometers afstand:

Havet med det undersøiske rev set fra Arnarstapi

Efter en god halv times vandring får vi et ok kig ind mod Snefellsjökull, det var herfra nedstigningen til jordens indre startede i Jules Vernes bog ”Rejsen til jordens indre”:

Snefellsjökull, set nord for Arnarstapi

Vi er tilbage i Reykjavik sidst på eftermiddagen efter en vellykket tur, og vi går på "Perlan", en roterende restaurant i toppen af byens vandværk, hvorfra der er udsigt over hele byen. Her serverer de nogle glimrende islandske hestebøffer. En dejlig tur til et meget flot og meget anderledes land er ved at være slut. 

Praktisk:

Island er en geografisk mosaik af flotte steder, der er aldrig langt til vand, sne, is, bjerge, vulkaner og flotte vandfald på øen. Øen har mange gode vandreruter, der er selvfølgelig masser af dagsture som dem vi tog, hvor alle kan være med. Hvis man har mod på en længere tur, er særligt den markerede sti Laugavegur i den sydlige del af landet populær. Vi mødte også vandrere i Reykjavik der med telt havde gået Island fra nord til syd eller omvendt, dette på to til tre uger. Er man mere ekstrem kan øst til vest ruten også gøres, se fx denne beskrivelse fra en langdistancevandrer her 

Pris:

Ikke uvæsentligt, efter den finansielle krise er Island blevet et forbløffende billigt rejseland. De er simpelthen stadig ret meget på spanden deroppe rent økonomisk, så prisen skal ikke afskrække fra en tur til Island. Booker man i god tid med fx Icelandair, er det muligt at komme billigere til Island end til Lapland.