Resultatet er givet på forhånd. Da jeg har fået støvlerne på, kigger jeg rundt i snehulen. Bjarne og Per er også ved at komme i tøjet. Tore og Bjarne er ikke til at se, men lyden af den sydende brænder fortæller, at der snart er morgenmad. Jeg tager strik og handsker på og kravler gennem kuldegraven ud til de andre. Tore og Anders står ved brænderen og er lutter smil. 

Vi sludrer lidt og tager nogle billeder. Solen står allerede højt på himlen. Det er første gang vi kan se hvor smuk udsigten er fra vores lejr. Dagen før havde det været overskyet og tåget. I dag skinner det sneklædte landskab i den klare vintersol og vi kan se så langt øjet kan række. Det er dog også utroligt koldt. Der går ikke mange minutter før det første frost begynder at sætte sig i skægget. Jeg går ind igen da vandet er ved at være klart. Mens vi spiser havregrød med sukker, kanel, rosiner og tørrede æbler, koger vi mere vand til at fylde termoflasker og drikkedunke.

Ikke længe efter morgenmaden er sækkene pakket, og vi er klar til at kravle ud ad hulen igen, og få skiene på. I den korte tid vi står stille for at få smurt skiene og taget dem på, bliver mine fingerspidser meget hurtigt kolde. Det er dog ikke noget problem, jeg ved, at jeg om få minutter vil stå i den omvendte situation og højest sandsynlig være nødt til at lyne lidt ned på jakken og skifte luffer ud med fingerhandsker.

Jeg kommer dog til at tage fejl. Varmen kommer tilbage i fingrene, men hætten bliver oppe og lufferne bliver på. Frosten sætter sig hurtigt i skæg og jakkekrave, mens vi glider over den første frosne sø. Udsigten er fantastisk og mens skiløbets rytme etablerer sig i hele kroppen og varmen stiger, begynder følelsen af at være af sted, af at være på eventyr også at indfinde sig.

Inden længe holder vi den første pause for at justere på tøj, rygsæk, smøring osv. Mine fødder og støvler kommer nu lidt mere overens med hinanden, og det er nødvendigt at stramme dem. Da vi er klar til at gå, stiller vi os i en rundkreds, så vi alle kan læse kortet samtidig. Vi bliver enige om at tage en anden vej end den først valgte.

Ved firetiden begynder vi at se efter egnede sneskavler. Der går ikke længe inden vi finder en virkelig dyb skavle. Vi trækker skalbukserne på, griber sneskovlen og går som kåde slædehunde i gang med at udhule skavlen. Jo før vi har hulen færdig, des før kan vi spise, drikke kaffe og fortælle røverhistorier.

Vi graver to indgange til hulen, på den måde opstår der ikke en flaskehals når sneen skal ud fra hulen, og vi kan alle arbejde samtidigt. Når hulen er ved at være færdig, dækkes den ene indgang til. Hulen bliver hurtigt større og større. Vi skiftes til at skovle sne ud af hulen og udhule og forme sovepladser og loftshvælvning. Da vi er i gang med at lægge sidste hånd på værket, og vi allerede er begyndt at udbrede os med forskellige holdninger til graden af perfektionen et sådant tag skal udformes med (det er trods alt kun en overnatning og efter gravning venter mad…), lyder der et drøn. Alle når kort at kigge hinanden i øjnene med et undrende udtryk, før taget styrter sammen over os.

Jeg kan mærke at hele min rygsøjle, fra nakke til haleben bliver presset sammen af vægten fra sneen der falder ned. Fra armhulerne og ned er jeg dækket af sne.

Jeg kigger rundt, vi spørger alle i alle retninger, ”Er i okay? Er i okay?”.

En eller anden siger ”Hvor er Per?”.

”Per, Per” råber vi dæmpet i munden på hinanden.

Noget rører på sig bag os, det er Per. Han tilkendegiver at han er ok. Han var vidst bare blevet dækket lidt mere end os andre, og havde fået lidt sne i munden. Fra taget styrtede ned, og til Per dukker frem er der måske gået tre sekunder.

Vi sidder nu i sne til livet, med tændte pandelamper, våde inderst mod kroppen af at have arbejdet hårdt under den åbne vinterhimmel – uden et sted at sove for natten. Derudover er klokken lidt over otte og det er længe siden vi har spist, eller har haft en pause. Vi er alle lidt rystede, kroppen nåede lige at pumpe en lille dosis adrenalin ud i kroppen.

Vi taler om, at vi er nødt til hurtigt at gøre noget for ikke at blive kolde. Derfor diskuterer vi i fællesskab vores forskellige muligheder. Vi bliver enige om to mulige løsninger på problemet, samt en nødløsning og en nød-nødløsning. Løsning ét er at grave en ny snehule, løsning to er at tage sækken på nakken, og i mørket køre de ca. 4-5 timer på ski ned ad fjeldet til vores basecamp hvor vi har en lavu med ovn. Nødløsningen er at slå de medbragte telte op, og sove i dem. Teltene er dog kun medbragt som nødbivuak løsning og der er ikke særlig god plads i dem. Nød-nødløsningen er at bryde ind i en af de nærliggende hytter.

Vi bliver hurtigt enige om, at den bedste løsning er at grave igen. Denne gang vil vi dog ikke grave en stor balsal af en snehule, men i stedet grave tre mindre. Det tager kun i omegnen af to timer at grave en tomands hule, dermed kan vi ved ti-tiden være klar til at få noget i skrutten.

Tore og jeg laver et hold, og går i gang med skovlene. Min opfattelse af hvornår vi er færdige med hulen er ikke helt den samme som Tores. Han mener vi skal have plads, rigeligt plads. Jeg er egentligt enig i målet, men for udmattet til at være midlet. Det er Tore heldigvis ikke, og vi ender med at have os en prægtig snehule.

Da snehulerne er færdige er vi trætte og sultne. Hvor trætte og sultne viser sig meget godt i den uopmærksomhed hvormed jeg formår at vælte en kvart kubikmeter sne ned over Anders’ tændte brænder. Det gør det ikke bedre at han har lidt tændingsproblemer med brænderen. Episoden resulterer i hvad man bedst kan kalde et knurrende blik fra Anders’ side. Forståeligt nok. Da termoflasker og drikkedunke er fyldt op, trækker vi alle tilbage til vores respektive huler.

I hulen giver Tore og jeg os i lag med et orgie af hjemmelavet tørkost – oksekød, couscous, grøntsager, kaffe, nøddeblanding og sidst, men på ingen måde mindst – snus. Inden længe bliver soveposeåbningen snøret til og pandelampen slukket.

Billeder: Tore Abbednæs

Tekst: Simon Falk