Dem jeg plejer at vandre med var ikke lige så varme på skiprojektet, så var det mest naturlige at tage på en grupperejse, og her faldt jeg over en tur til Gjendesheim i uge 6 med overskriften “Vinterfjelduge”. Her var der både guidede ture i fjeldet, sneskosture, snehulebygning, bålhygge, og træning af telemark teknik, så der var mange muligheder hvis det skulle vise sig at jeg ikke havde kræfter/teknik til en hel uge på ski i fjeldet – jeg havde trods alt ikke rigtigt stået på ski i 10 år.

Nu er det sådan, at jeg hader at være den, der ligger sidst i flokken, så da efteråret satte ind for alvor, indså jeg det fornuftige i at få trænet noget skiteknik, inden jeg skulle afsted. Jeg havde stået langrend for mange herrens år siden og havde et par “kun let brugte ski fremstår som nye” stående nede i kælderen. Derfor kunne det vel ikke være det store problem at få støvet den teknik af, tænkte jeg, så da der var tekniktræning på rulleski i Århus skiklub, slog jeg hurtigt til.

Det skulle dog vise sig, at det der med fraspark og balance ikke var helt så medgørligt, som jeg havde troet, og til min rædsel fandt jeg også ud af, at den gamle teknik var noget mindre værd, end jeg engang havde troet... Nå men efter nogle træningsgange lykkedes det mig da at få både dobbelt stavtag og dobbelt stavtag med fraspark til at virke så nogenlunde, kun diagonalgangen kneb det stadig med. Og så begyndte det at sne i selveste Danmark, skiene kom frem og jeg fik staget mig nogle gange rundt om nærmeste boldbane. Det var alligevel hårdt at køre med armene alene, så ned til skibutikken og få noget smørrelse, og lige pludselig fik jeg styr på frasparket selv i diagonalgangen. Det var noget af en forskel i hastighed. Efter nytår var jeg et par gange oppe i Rold Skov og kørte 50 km i alt, og selv om det gav ømme muskler, så er der ingen tvivl om at det gav godt for kondi og styrke. 

Oprindeligt havde jeg regnet med, at man kunne klare sig med et par langrendsski, så jeg kunne spare investeringen i et par nye, men fjeldski er noget andet end almindeligt langrend, fandt jeg ud af. Der skal være stålkanter på skiene, for at man kan komme op og ned af isede skråninger, bredden skal være stor nok til, at man ikke synker i den bløde sne, og endelig skal bindingerne og støvlerne være så kraftige at man kan lave et ordentligt sving med dem.

Det betød at jeg måtte ud og anskaffe et helt nyt sæt udstyr. Efter vejledning i butikken blev det til et par Madshus Glittertind ski med kabelbindinger og Crispi Antartica støvler samt et par kraftige skistave med store trindser. Af en eller anden grund fik jeg først købt skiudstyret en uge, før jeg skulle afsted, hvilket er super dumt af sådan en som mig, der altid har problemer med nyt fodtøj, så jeg havde kun få dage til at prøve det af i. Heldigvis kom der nysne, og jeg kunne køre til Ejer Baunehøj, hvor der var OK sneforhold og fine bakker. Turen blev ikke mere end på 15 km, men det var også rigeligt, for jeg kunne godt mærke, at der var vabler på vej. Der gik hul på dem på grund af flere fejl med brug af compeed. Det lykkedes kun lige at få dem til at hele, inden jeg skulle bruge skiene rigtigt – fra nu af bruger jeg altid sportstape, når jeg stikker i et par nye støvler. Der var også et problem med hævelser, som jeg fik gode råd til her på Outsite, så alt løste sig lige i rette øjeblik.
 
Turen derop var med bus, og det er jo aldrig nogen særlig luksusoplevelse, når man skal køre hele natten, men der var da i det mindste god benplads. Samtidig mødte jeg også nogle af de andre der skulle med op til Gjendesheim, så det var alt i alt en meget god måde at blive introduceret til resten af flokken på. Der var nemlig mange 91 personer i alt, og det er ikke altid så nemt at komme til at kende alle på sådan en tur, men det var alle hyggelige folk, så det gik fint.

Det sidste stykke, før vi skulle ankomme, skete der dog noget. Den bus jeg var i kørte forrest, og lige pludselig kunne man ikke se den anden bus bagved. Vejen var glat, og den anden bus var en dobbeltdækker med trailer, og det var åbenbart blevet for meget for chaufføren, der mistede koncentrationen et øjeblik, så hjulene i den ene side fik fat i rabatten, og bussen gled ned i grøften. Heldigvis skete der ikke noget, da de landede i blød sne, men hvis de var faldet ud til dalsiden, var det ikke gået nær så nådigt. Problemet var nu, at dørene var blokerede, så alle måtte pænt vente med at komme ud, til en kran kunne løfte dem op. Det tog to timer for den at komme frem men kun 10 minutter at rejse bussen op igen, så den sidste bus også kunne komme det sidste stykke. Heldigvis var alle ved godt mod trods denne noget ubehagelige forsinkelse, og på hjemvejen havde de en norsk chauffør til at køre det udfordrende stykke, så der skete der ikke noget uventet.

Den første dag er altid sådan lidt sløv oven på at skulle have forsøgt at sove i bussen, så vi var kun ude på nogle små ture hvor der var lidt tekniktræning og en enkelt afstikker ud i den bløde sne. Men vejret var godt, og der var lejlighed til at få taget nogle fine billeder.

De efterfølgende dage var der mulighed for at tage ud på forskellige ture afhængigt af niveau og interesser. Jeg var med på en lille top tur den anden dag til Sønder Bruskardsknappen på 1458 m der lå noget syd for Gjendesheim. Dagen efter var det Beseggen, der stod for tur. Her gik vi dog den lave rute over Bessvatnet, da det ville være for svært at kaste sig ud i en tur op over Vestfjellet og ned over eggen. Dog var udsigten fra midten af Beseggen dog ganske fantastisk alligevel, og der var ikke andre end vores gruppe, ikke noget med at dele herlighederne med i hundredvis af andre vandrere som om sommeren.

Den næste dag gik turen til Øvre Leiungsdalen og rundt om Knutshöe, da det var noget blæsende til at tage i højderne. Hjemturen gik over den tilfrosne og isede sø Gjende, der var ganske iset så her kom det mig til god gavn at have øvet dobbelt stavtag. En anden grund til at tage en relativt let tur var at den næste dag var afsat til den store toptur. Planen var at bestige Høgdebrotet på 2226 m, da de havde besteget Besshøe sidste år. Vi gik afsted lidt over syv om morgenen og så solen stå op i helt klart vejr, hvilket var noget af det flotteste jeg oplevede på turen. For at være sikre på at nå det gik vi frem med jævnt tempo med få og korte pause, hvilket fungerede fint. Alle der var med fulgte godt trop og det var kun da der var et sæt fæller der gik i stykker af to omgange at den uheldige ejermand af disse kom noget bagud. Det er nemlig ikke nemt at komme over 1000 højdemeter op uden at kunne stå fast så at have gode fæller altså: “skind man sætter under skiene så man kun kan glide fremad” er essentielt. Heldigvis havde vi reserver med så efter en mindre pause kunne vi alle fortsætte videre. I det hele taget havde vores to guider gjort alt for at vi skulle være sikre i fjeldet, vi havde reserveudstyr, vindsække og spader til hvis det skulle blæse op og mad nok til at blive ude natten over, så der var ingen fare for at det skulle gå rigtigt galt hvis vi skulle blive ramt af uheld. Det var faktisk meget betryggende at have erfarne guider med på sådan en tur så der ikke var nogen tvivl om sikkerheden og vi andre bare kunne koncentrere os om at nyde turen. Især for en nybegynder som mig, man skal aldrig undervurdere bjergene især ikke om vinteren.

Det lykkedes da også at nå toppen uden problemer. Det eneste, der var mindre optimalt, var manglen på udsigt. I løbet af formiddagen var der drevet nogle skyer ind over hele Jotunheimen, så vi kun kunne se det den nærmeste top Tjønnholstinden, da vi kom op. Nå men det er vi jo ikke de første, der har været udsat for, så humøret var stadig højt på nedturen.

Her måtte vi dog gå ned en del af vejen da sneen var hård og der ikke var så meget sne på den øverste del af bjerget. Jeg måtte lægge mig i bagtroppen på vej ned da min telemark teknik nok ikke lige er det jeg praler mest af, men ned komme man jo også med den gode gamle plov. På det sidste stejle og isede stykke gik de fleste af os dog også ned da der var en fornuftig mand på holdet der sagde at det var nu at risikoen for skader var størst og han satte sikkerheden højest. Sådan et råd tror jeg mange skiløbere der er kommet hjem med knogleekspressen ville have sat pris på at have fået i tide.
 
De sidste skidage brugte jeg mest på at forbedre min telemark teknik, da jeg gerne ville kunne gøre mig lidt bedre næste gang, så det blev ikke til de helt store udflugter. Men jeg kan hilse og sige, at det bliver noget hårdere at stå på ski, når man selv skal gå op på fæller i stedet for at kunne tage en hejs. Det eneste, jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke nåede, var at prøve at gå med snesko. Der var nemlig to ture til toppen af Knutshøe, og alle der var med, sagde at det var super flot, men så er der jo noget at se frem til næste år. Min appetit for vinterfjeldet er i hvert fald ikke taget af.