Fyrsvampens Biologi

Fyrsvampen kaldes også Tøndersvamp og lyder det latinske (biologiske) navn Fómes Fomentárius. Svampen er temmelig almindelig i hele landet og findes mest på gamle bøgetræer, men kan også vokse på andre træer. Svampen er ret hård og vedagtig og har en ensartet grå overflade. Svampen findes på træerne hele året, og kan indsamles hele året.

Svampen sidder temmelig godt fast på træet – derfor skal der anvendes en solid kniv eller andet værktøj ved indsamlingen. Indsamling af svampen skader ikke træet – svampen snylter på træet; men selve svampene vokser ret langsomt, og siden man kun skal bruge meget lidt fyrsvamp pr optænding, vil det selvfølgelig være hensigtsmæssigt kun at indsamle de eksemplarer man har konkret brug for. 

Historisk set

Fyrsvampen har sandsynligvis været anvendt som tønder helt tilbage fra stenalderen. Et komplet fyrtøj med rester af fyrsvamp blev udgravet fra en udgravning i Thyregod allerede tilbage i begyndelse af 1900-tallet. Fyrtøjet blev dateret til tidlig bronzealder. Det synes derfor realistisk at antage at fyrsvampens funktion som optændingsmiddel har været kendt af mennesket i lang tid. Brugen af fyrsvampen som optændingsmiddel er dokumenteret ved flere kilder på flere tidspunkter op gennem historien.

Først i 1800-tallet begyndte andre ildtændingsmetoder at vinde indpas. Svampens navn viser tydeligt hvilken anvendelse fyrsvamp eller tøndersvamp har haft. 'Tønder' er et gammelt dansk ord for helt fint optændingsmateriale. 'Fyr' betyder ild og kendes ligeledes fra det gamle ildtændingsmiddel 'Fyrtøj' som består af et stykke hærdet stål, et stykke flint og lidt fyrsvamp. Fyrsvampen han have haft anvendelse som optændingsmiddel endnu tidligere i historien.

Overalt på jorden hvor der udgraves bopladser fra den tidligere menneskerace Homo Erectus (det oprejste menneske) findes samtidigt rester fra anvendelse af ild. Hvorvidt Homo Erectus var i stand til selv at frembringe ild, eller blot transportere og vedligeholde ild startet af lynnedslag er – så vidt jeg ved – ikke endeligt afklaret endnu. Homo Erectus levede for 500.000 år siden – dvs under næstsidste istid.

Forberedelsen

For at fyrsvampen kan anvendes som optæningsmateriale skal den være helt tør. Ved almindelig tørring uden kunstig opvarming kan denne proces tage en hel sommer. Med mere moderne hjælpemidler (ovn på lav varme) kan processen overståes på et par timer.

Der er flere forskellige måder at forberede fyrsvampen på. Generelt for alle metoder er at fyrsvampen skal findeles på en hensigtsmæssig måde. Fyrsvampen er forsynet med gennemgående porer, og det er vigtigt at skære på tværs af disse porer. Ellers vil luften ikke kunne passere gennem de små stykker fyrsvamp, hvilket vil besværliggøre ildtændingen.

Generelt for alle metoder er også at fyrsvampen – udover skiveskæringen – også skal behandles mekanisk med henblik på at løsne de enkelte fibre fra hinanden. Dette gøres eksempelvis ved at gennembanke fyrsvampen, derefter skiveskære til til sidst nulre de enkelte stykker.

Fyrsvamp i helt tørret tilstand kan fænge uden yderligere behandling. Det er dog meget lettere at få den til at fænge med nogen forberedelse.

Aske-metoden
Askemetoden er formentlig den mest oprindelige metode til forberedelse af fyrsvamp.

Man laver en blanding af bålaske og vand og koger fyrsvampen i denne opløsning. Hensigten med asken er at få lavet en alkalisk opløsning.

Fyrsvampen skal efterfølgende tørres grundigt.

Det er normalt lettest at skiveskære og gennembanke fyrsvampen inden kogning og efterfølgende tørring.

Kemi-metoden
Hvis man vil imponere andre med sin kunnen udi primitiv ildtænding kan man behandle fyrsvampen med forskellige kemikalier. Kaliumnitrat er én mulighed. Kaliumnitraten opløses i vand (ca en lille skefuld til en halv liter vand). Benyttes fx kaliumnitrat vil man kunne lave en fyrsvamp som fænger – og brænder varmt – ved blot den mindste gnist. Dette kan være velegnet til demonstrationsforsøg i visse sammenhænge, og kan også anvendes til at give uerfarne deltagere på friluftsforløb succesoplevelser med deres første primitive ildtændingsforsøg.

Kaliumnitrat er et forholdsvis reaktionsvilligt stof, som bla benyttes som konserveringsstof i fødevareindustrien (E 252) samt som komponent til forskellige gødningsblandinger og som komponent i brændstofblandinger til amatørraketter (vældig populært i USA, heldigvis ikke helt tilladt herhjemme!) Stoffet er i nogen grad ”i familie” med ammoniumnitrat, hvilket har været genstand for en del mediepostyr, fordi det kan anvendes til fabriktion af bomber. Kaliumnitrat er temmelig svær at antænde i ren form – derfor tør jeg også videregive opskriften her uden en hel masse sikkerhedsadvarsler; men pas alligevel på.

Som en bibemærkning kan tilføjes at Kaliumnitrat blandet i et bestemt forhold med en bestemt form for sukker ofte er blevet benyttet som ”røgbomber”. Denne blanding er i øvrigt ikke helt stabil, røgen er hamrende usund og i det hele taget er der mulighed for nogle seriøse forbrændinger – bestemt ikke anbefalelsesværdigt!

Historisk set er der beskrevet forskellige lignede behandlinger af fyrsvamp, hovedsagelig på svovlbasis.

Hvis man ikke ønsker at eksperimentere med kaliumnitrat, eller er bange for at få PET på nakken når man går ned til materialisten og bestiller 100g kaliumnitrat, kan man anvende almindelig lampeolie med samme gode resultat. De behandlede stykker af fyrsvamp lægges simpelt hen i blød i lampeolien. Rent økonomisk vil det i øvrigt ofte være billigere at købe kaliumnitraten på planteskoler. Det har i mange år været brugt som accelerator til kompostering. Fordelen ved behandlingen med kaliumnitrat er at virkningen holder sig ganske længe, hvorimod lampeolien vil fordampe over tid.

Pas i øvrigt på med ikke at overskride den foreslåede blanding af kaliumnitrat og vand væsentligt. Det eksploderer ikke af sig selv, men gør fyrsvampen så brændbar at den bliver nærmest ubrugelig. Ideen er kun at bruge et lille stykke fyrsvamp pr gang – når først resten af tønderet har fat tages fyrsvampen ud og slukkes, således at den kan genbruges næste gang. Hvis kaliumnitrat-blandingen har været for stærk er det meget vanskeligt at slukke flammen igen.

Benyttelse

Fyrsvampen kan anvendes som tønder i forbindelse med alle former for primitiv ildtænding.

Benyttes et fyrtøj holdes en lille stump af fyrsvampen ovenpå den flintesten man slår på med ildstålet. Fyrsvampens egenskab er netop at den kan holde på gnisten og at denne kan pustes frem til en lille flamme.

Benyttes et ildbor lægges bitte små stumper af fyrsvamp hen mod det ulmende træstøv som ildboret har produceret. Herefter kan en flamme pustes frem og antænde lidt større tønder.

Når fyrsvampen har gjort sit arbejde og antændt andet tønder kan fyrsvampen slukkes igen og genbruges ved næste ildtæning. Den lidt sodede overflade gør i øvrigt blot svampen mere modtagelig for gnister næste gang.