Det er morgen, klokken er syv. Der er to graders varme og hård blæst. Jeg er lige stået ud af teltet. Kroppen skriger efter varme. Også selvom min makker og jeg er godt klædt på til at klare omstændighederne, er det usædvanligt koldt. Er det for sent på året vi er kommet herop? Bliver dette vejr mon ved indtil sneen og vinteren kommer? Shit mand - det havde jeg ikke regnet med.
Vi befinder os en times kørsel syd for Ivalo i det absolut nordligste Finland. Bag os ligger ca. 20 timers kørsel i en lille Peugeot 208, godt pakket med udstyr i duffel-bags, padler, veste og ikke mindst en kano på taget. Da vi kørte fra Helsingborg havde vi aircondition tændt til lidt nord for Stockholm.

Nu står vi her og er vågnet til en helt ny verden. Her er mere end pissekoldt!
Lidt nord for Ivalo ligger søen Inari, eller på Finsk, Inarijärvi. Her skal vi to ret erfarne outdoortyper ud og nyde tre ugers kanosejlads, fiske, drikke alt for meget kaffe og defragmentere harddisken.
Før denne morgen glædede vi os ret meget. Nu pakker vi telt, soveposer og underlag sammen med lynets hast. Starter bilen og kører videre mod Ivalo med varmen på maks. Der er stille i bilen.
Tidspunktet på året er ellers velvalgt. Det skal være før vinteren kommer og det skal være så koldt at myggene ikke er der mere.

Nogle myg er fint nok – men vi gider simpelthen ikke at være centrum for en mygge-kongres døgnet rundt.
Heldigvis er der kun ganske få hårdføre bæster tilbage og vi er havnet midt i et tidligt men tiltagende efterår.
Ivalo er den største by på disse kanter, selvom der kun bor ca. 4.000 mennesker. Her kan man købe det meste til at kunne klare sig et par uger i vildmarken.  Vi har dog alt med hjemmefra. Det bliver til en kop kaffe og et par fisketegn i den lokale kiosk og herefter kører videre mod nord-øst til Nellim som er udgangspunktet for vores tur.

Nellim er ikke en by i den forstand. Der ligger et vildmarkshotel, der er mange huse/sommerhuse og lille havn til fritidsfiskernes små både. Ingen købmand, tankstation, ingen asfalt.
Vi sætter kanoen forventningsfulde i vandet og begynder at padle ud på Inari. Regnvejr, hård modvind og dertilhørende bølger bliver vores start. Der jokes lidt over den våde velkomst og lægger kræfterne i hvert paddeltag. Frem kommer vi.

Inari er en kæmpestor sø. Den kan sagtens opføre sig som et hav. Søen er næsten dobbelt så stor som Bornholms areal. Da vi har padlet et par timer kommer vi omkring nogle små-øer hvor man har et bedre udsyn over søen. Der er vand så langt vi kan se. Massive bølger på over 1. meter gør også livet halvhårdt for et par lystfiskere i deres store joller længere ude.
Vi slår lejr på læsiden af en mindre ø – nu er vi endelig i gang!
Hjemmefra har vi pakket mad i små dagsrationer.
Morgenmad: 18 små poser havregryn med lidt salt. Hertil luksus-drys med nødder, tørret tranebær og sukker.  

Frokost: Müslibar, makrel og leverpostej på dåse og ikke mindst "Mini-salami pølser". De er en ubetinget succes. 25 gram røget salamipølse pr. styk. Og så kan sådan en laban holde sig i 6. måneder ved stuetemperatur! Smager ganske udmærket – specielt herude. Den må være salamiens svar på "Citronmånen".
Aftensmad: halvdelen af dagene er der "posemad" (frysetørret), den anden halvdel ris eller pasta. Dertil friskfangede fisk, en masse krydderier, evt. noget pulversovs.

Hvis vi så ikke kunne fange nogle fisk – var det værste der kunne ske være, at få pasta eller ris med sovs. Det er der vist ingen der er døde af.
Der fiskes og hygges – dagen har været lang. En lang biltur lægges bag os, hård kanosejlads og nu falder snakken på hvilket pragtfuldt frysetørret måltid vi hver især skal give os i kast med. Der sættes vand over og lige inden vi skal til at åbne poserne er der bid. En stalling på en god størrelse. Nok til os to men så heller ikke mere.
”Så er det snack-tid” siger min makker og hiver en pose slik frem og en flaske ”Jack Daniels”. Spiritus er ikke lige det der er i toppen af min alkohol-pyramide – men et skvæt i kaffen ved et bål kan man altid bruge.     
”Det er en Jack Daniels med honning i” siger han med et stort smil. ”Den skal ikke kaffen. Prøv lige at smage på den”. Et par røverhistorier - og noget mere end et par smagsprøver senere, kryber jeg i posen. Træt og ret tilfreds.

De efterfølgende dage skinner solen. Det er 8 – 12 grader, mild vind og i særdeleshed et kano-mekka at padle rundt i. Konstant skifter landskabet. Små øer nærmest glider forbi os.

Vi vælger selv vejen. Er der for meget vind eller bølger lægger vi os bare på den anden side af de små øer. Det er ret nemt. Ravnene og fiskeørnene er luften, fiskene giver liv i vandet og ellers er vi er helt alene herude. En god men anderledes følelse.

Mobil-dækningen kommer og går herude – man kan ikke være sikker. Det vidste vi godt på forhånd. Derfor har jeg en nødsender - en ”SPOT” - på min redningsvest, hvis uheldet skulle være ude. Hver aften trykker jeg på en ”tjek ind knap” – så dem derhjemme ved vi er ok. De kan på ”google maps” se hvor vi er. Den røde ”SOS knap” piller man kun ved i absolut nødstilfælde.

Læs også: SPOT brug til rigtig redning... (Der er også to anmeldelser af SPOT).

Vi slår lejr hvor vi vil. Overalt findes der brænde fra meget tørre, døde træer. Brænde-værdien er måske ikke verdens største – dog altid nok til et fint lille bål.

Der fanges de fisk vi har behov for. Ikke mere end vi kan spise. Naturen skal også respekteres.

Min makker fanger en gedde på ca. tre kilo – og i stedet for at spise gedde med ris – bliver der tryllet lidt i det nye nordiske vildmarkskøkken. Det bliver derfor til ”Chilli-gedde i carbonara-sovs”, med dertilhørende ris, urtesalt og blåbær.
En rimelig underlig kombination – dog smager det meste altid godt herude!
Dagen efter trækker det ved middagstid op til et rigtigt møgvejr. Torden høres langt væk og de store sorte skyer kommer nærmere. Vi padler stødt og roligt mod en af de åbne hytter. Her kan vi få lidt magelighed mens uvejret raser.
Det vi troede var en enkelt lille hytte er så: en hytte med fire sovepladser, brændeovn og gaskomfur. En anden større hytte med bænke og brændeovn i midten. Her kunne snildt sove otte personer på gulvet. En tredje hytte indrettet som sauna. Flot das til både herrer og damer, brændeskur med rigeligt brænde.

Bålplads med rist og bænke rundt om og til sidst en bådebro hvis man nu skulle ankomme i fartøjer langt større end bare en kano. Finnerne forstår sig virkelig at sørge for fine forhold – både når det gælder læ for uvejr eller bare en hyggelig overnatning. Helt suverænt!
Det er åbenbart også et godt sted for at være i ly for bjørne. Store kradsmærker på siden af indgangen til hytten vidner om en eller flere bjørne der i tidens løb også ville have et sted at bo. Dog uden held.
Selvom vi ikke gik og frygtede bjørne, gjorde det da et indtryk da vi så mærkerne. Lokalbefolkningen har fortalt at bjørnene søger væk når de hører/lugter menneskelig aktivitet. Det ligger dybt i dem at menneskene er farlige. De få ulykker der er sket er hvis man er kommet mellem bjørnemor og hendes unge, eller hvis man har en løs hund gående i terrænet – den er kommet tæt på en bjørn og hunden løber tilbage til sin ejer – nu med en bjørn i hælene.
Måske larmede vi måske lidt mere her ved hytten end ved de andre lejrpladser.
Vi havde her ”lidt” bedre mobilkontakt. Det tog kun ca. fem min. at hente en vejrudsigt. Vi havde valgt rigtigt med at søge ly.
Regnen silede ned. I hytten blev der igen eksperimenteret til nye kulinariske højder.

Et par dåser leverpostej – stadig i dåsen, dog uden låg – stilles på en halvvarm brændeovn. Efter ca. 10 – 15 min. bankes leversvinet ud på en tallerken - og med let hånd pyntes dette overdådige måltid med blåbær. Igen smagte det helt fantastisk. Eller det smagte af leverpostej med blåbær!
Næste morgen ligger der 12 beskeder på min kammerats telefon. Der er sket en meget alvorlig og livstruende ulykke hjemme i Danmark.
Der bliver foretaget nogle opkald og vi sidder i nogle timer og taler sammen om hvad vi gør. Det er ramme alvor. Han er tydeligt mærket af situationen. Ret hurtigt bliver vi enige om at vende snuden hjemad. Man skal ikke være herude, hvis man har mulighed for at komme hjem for at hjælpe og støtte.
Vi er to på tur – ikke en’ på tur og en’ der er fraværende eller bare hellere vil være derhjemme. Så kan jeg være nok så ærgerlig, være skide sur indvendigt – det må jeg bare bearbejde senere. Nu har vi taget en beslutning og så gør vi det 100% sammen.

Vi lægger en plan for at komme hurtigt hjem – altså sejle tilbage til bilen i Nellim. Næste morgen står vi op kl. 6.00 – sejler kl. 6.30.      
Alt efter vejret kan vi foretage nogle kalkulerede krydsninger hist og her og hvis vi er heldige kan vi måske nå bilen samme dag. Kl. 10 har vi sejlet omkring 20 km i let modvind, skyfri himmel.
Vi beslutter os for at padle videre for at nå bilen.
Kanoen rammer sandkanten i Nellim kl. 15.00 efter lidt over ca. 40 km. padling - på en dag med stabilt tempo - inkl. pauser.   

Lidt brugte og endelig tilbage i Ivalo, står den på burgere, mens regnen igen begynder at sile ned. Vi gider simpelthen ikke slå telt op i det her vejr.
I stedet får vi verdens mindste campinghytte – 2 X 2 meter med køjesenge – og efter en mindre fest indeholdende en god pose lokale øl, chips og skøre videoer på youtube – snorksover vi ved 20.30 tiden.
Bilen startes igen ved syvtiden om morgenen.
Turen bliver stille og roligt bearbejdet og talt om den lange vej hjem. Afbrydelsen er dog slet ikke det der fylder mest – vi var helt enige om at køre hjemad.
Naturoplevelsen, et kanoparadis, fange fisk, leverpostej på brændeovn, bjørnekrads, hygge med ”Jack Daniels” og kommentarer om at hinandens snorken er blevet værre gennem årene – fylder absolut mest.                 
Det har været en oplevelse ud over det sædvanlige - yderst positiv – og hamrende sjov!
Finland og Sverige glider forbi det næste halvandet døgns tid - og ca. 2000 km. senere er vi hjemme igen – selvfølgelig med gaver til ungerne og konen – fra Julemandens turistfælde i Rovaniemi.

Opsummering og praktisk info.
Inari er et helt fantastisk sted til kano eller kajak. Fugleliv, fisk og ingen eller ganske få andre mennesker gør oplevelsen helt unik. Man er helt alene.
Læs vandet og vinden. Skulle uheldet være ude er vandet nådesløst koldt.
Mobildækningen kommer og går. Længere nordpå er der ingen dækning.
Husk en nødsender. Jeg brugte en ”SPOT Gen 3” pris + abonnement i alt ca. 2.500 kr. En helt uundværlig livline på disse kanter!
Husk førstehjælpsudstyr og at kunne sit førstehjælp. Vi havde også morfin med. Nok til at være smertefrie i mange timer fx ved et brækket ben – hvor man venter på hjælp.
Tænk og tal forskellige scenarier igennem med din turmakker. Hvad er det værste der kan ske…? Hvis vi nu kæntrer 200 meter fra land – hvad gør vi så….? Man skal kende og stole på hinanden før man tager på sådan en tur. Det giver tryghed og ro til at nyde oplevelsen.

Man kan sagtens flyve til Ivalo. Dog valgte vi at køre i bil. Dels fordi det er langt billigere – vi har sparret ca. 12.000 kr. - og dels fordi der ville gå tid med at købe ting i Ivalo og få pakket ned på ny. Det er også efter min bedste mening fedt at have det udstyr med man kender til.

Bonus info
i Haparanda – ved den Svensk/Finske grænse findes Haglöfs Outlet store. Det er billigt og der er meget. Køb rigeligt!
I Rovaniemi Findes julemandens verden. Er du julemands-fetichist, vil du sikkert nyde det. Ellers er det en kulisseby og en turistfælde af værste skuffe! Det er så galt - at man lige skal se det. Gå rundt i 10 min. og kør igen. Det er ganske gratis. Lige på nær hvis du vil have et billede med Julemanden – det tager han 50 euro for!

Om forfatteren
Paul Hansen har over 20 års erfaring indenfor friluftsliv herunder specielt fjeldvandring i Norge og Sverige, div. bestigninger, kanoentusiast og træklatrer. 

Læs også: Kanotur på Kalix Älven