Jotunheimen 

Tirsdag den 15.7

Vi ankom med fly til Oslo kl. 10.05. Dagens bus til Gjendesheim var kørt (kl. 9.30). Vi tog toget til centrum og købte gas i XXL på storgata et par hundrede meter fra central stationen og busterminalen. Kl. 13.05 kørte en bus til Beitostølen og det var så langt vi kunne komme i dag, for aften bussen til Gjendesheim kører kun om fredagen.

Efter en times forsøg på at tomle videre til Gjendesheim uden succes, gik vi ud af byen nordpå og slå lejr i fjeldet langs vej 51. Der var skønt.

Onsdag den 16.7

Vi gik til fods op til Bygdin over vej 51. Trafik var der ikke meget af. Omgivelserne var skønne. Fint vandreområde og en flot hytte ved søen.

Kl. 13.50 kom bussen til Gjendesheim, så vi startede på Besseggens tur kl. 14.30 om eftermiddagen. Vejret lod sig bemærkes fra sin værste side halvvejs op ad Besseggen, men oppe på toppen kom solen frem. Turen op er ret afslappet fra Gjendesheim og udsigten er smuk og rækker langt til alle sider.

Turen ned, fra toppen til lejrpladsen, var nok det værste jeg har prøvet på hele turen. Med 20 kilo på ryggen, en sæk der styrede mig mere end jeg kunne styre den. Med alt for korte ben til at komme ned af de mega store sten. Og så går det stejlt og langt nedad langs med alle sider af en. Udsigten er ”breathtaking”, så skønt, og især lejrpladsen var det hele værd. Midt imellem Bessvatnet og Gjende overnattede vi, på 1300 m. højde, med flot solskinsvejr og det dejligste iskolde drikkevand fra Bessvatnet.

Torsdag den 17.7

Dagens tur går langs vestsiden af Russvatnet op mod Glitterheim. Det skulle være en afslappet tur i dalen langs Russvatnet i dag. Nedstigningen til Russvatnet var alt endet end afslappet dog.

En stor sten tippede på et stejlt stykke blokmark på vej ned, jeg væltede og slog begge mine skinneben og min højre skulder noget så voldsomt. Det højre skinneben fik et flot raster af uelastisk sportstape på, for at holde hævelsen nogenlunde ned.

Selve det lille stykke daltur var alt for kort i forhold til både nedstigningen og opstigningen mod Vestre Hestlægerhøe. Jeg var så flad og færdig, som jeg længe ikke har oplevet at kunne være. Og så kommer spørgsmålet: Hvornår er det lige at man ikke kan mere? Er det når man føler man ikke kan mere, når man siger man ikke kan mere eller er det når man simpelthen ikke kan komme op mere…..

Jeg slæbte min sæk og jeg så langt som op over Blåtjønnåes hængebro. Men deroppe på bakketoppen, der var det bare slut for denne dag. Drengene gik på udgik efter en lejrplads og lige pludselig tænkte jeg på Trold som skrev om hurtig mad til udtrættede muskler. Nu var det bare chokoladetid. Jeg spiste 5 stykker toblerone efter hinanden og minsandten om ikke jeg kom op og styrtede af sted. Jeg havde nok ikke kunne klare de næste 5 km. på dem, men det gav et overraskende kick til lige at overkomme de sidste par hundrede meter til lejrpladsen.

Solen kom og gav rigtig godt med varme og det var bare ”helt alene på verdenen” lejrpladsen. Mægtig med de sorte bjerge dækket i den hvide uberørte sne i en flot halvkreds omkring os. Jeg er glad for at jeg ikke kunne komme længere den dag.

Fredag den 18.7

Der er gået 3 dage og jeg kan stadig ikke rigtig spise. Jeg får kvalme af maden.

Med instabil højre skulder og meget instabil venstre ankel tapet ind i elastisk tape, gik det videre mod Glitterheim, stadig med 20 kilo i rygsækken.

Ligemeget hvor udkørt jeg var om aftenen eller hvor ondt jeg har i knæ eller balle når det henholdsvis går stejlt og stenet ned eller op, så er jeg bare frisk om morgenen på den næste dags tur. Muskelømhed ”the morning after” har jeg ikke oplevet på turen.                                                      

Med Glitterheim i sigte kom jeg i tanke om, at jeg faktisk var 3 dage bagud med min mad. Et halvt kilo havregryn, det vil nok lette på sækken og straks blev de doneret til fuglene. Foran indgangen til receptionen stod der en række af 4 store skraldespande til al slags affald. Så blev hele indholdet af rygsækken pakket ud og grundigt tømt for ”overvægt” (mest mad). Selv vaskemiddel, m.m. blev tømt ned til det halve, og ikke mindst, så røg halvdelen af mit lange hår i skraldespanden, samme aften.

Det var det skønneste solskinsvejr midt på dagen, så vi besluttede os for at efterlade den store bagage ved hytten og tage Glittertinden med dagssæk. Hele vejen op, på toppen og ned igen, har vi haft frit udsyn til alle sider. Det er ubeskriveligt overvældende smukt. Det var den skønneste, nemmeste, sjoveste, flotteste og dejligste tur af hele ugen. Vi gik op ad stien og kom hele vejen ned af Glitterbrean/bekken. Halvvejs ned fik vi set en flok rensdyr oppe på bakkeryggen. Det er det nærmeste syn jeg har fået af det store vildt i Jotunheimen.

Vi tog bad, spiste aftensmad og tog et værelse til natten på hytten. Alt tøjet blev vasket og tørret, samt støvlerne, i tørkerummet over natten. Aftensmaden var ikke noget jeg turde servere herhjemme, men det gled bare ned deroppe.

I alt blev regningen 463,- Nkr. Det var fint nok.

Lørdag den 19.7

Regn og gråvejr fra morgenstunden. Så vi forlængede opholdet i Glitterheim med morgenmad, smurte madpakke og ventede på at vejret ville klare lidt op, men det ville det ikke. Turen gik nedenom Skautflye til Spiterstulen i dag. En meget stenet og bart tur, nok den mest kedelige af hele ugen. Madpakken var en rigtig god og taknemmelig detalje i dag. Hvor gled de bare ned, de madder. Jeg fik mad i hver pause og havde det rigtig godt.

Visdalen er dejlig overraskende, når man kommer over sidste bakke til Spiterstulen og ser den frodige grønne dal med ægte skov og kæmpe flod. Skoven skulle vi straks ned i og drikke eftermiddagskaffe med NZ frysetørret apple-pie. Så frem for at følge den lidt uinspirerende sti, som ender langt forenden af skoven, gik vi lodret ned af bakken, direkte mod skoven. Det var nemmere sagt end gjort. Halvvejs ned af bakken sad min fod fast, ned af en lidt for stor sten og fjong, der rev jeg det mediale ledbånd (heldigvis) delvist over i mit højre knæ. Knæet blev tapet godt ind, i skoven ved kaffepausen. Det var en skøn oplevelse at sidde der ved bækken i skoven.

Efter en varm kakao med flødeskum i Spiterstulen, drog vi en kilometer syd for hytten og slå lejr. Natten blev ganske anstrengt, der jeg kun kunne ligge på ryggen med alt tøjet under mit knæ. For, at ligge på siden eller at strække knæet ud var for smertefuld.

Appetitten var endelig kommet for at blive. Jeg havde spist godt hele dagen, inklusive den frysetørrede aftensmad og vågnede midt om natten og var så sulten. Jeg spiste hvedekiksene og tørrede bananer kl. 03.00 om natten.

Søndag den 20.7

Jeg tog tidligt af sted (ved 9 tiden), da dagen i dag ville gå ekstremt langsomt for mit vedkommende. Knæet var pænt hævet og jeg kunne hverken strække det helt ud eller bøje det særlig meget.

Turen til Leirvassbu blev en våd en. Det var en afslappet daltur, men… helt op til stigningen ved Kyrkja vader man gennem den ene foss efter den anden og de er et par flere meter brede. Det var umuligt for mig at balancere eller hoppe sten med det uvillige knæ, så efter jeg var tråd langt ned i fossen 2 x, hvor vandet strømmede ind i min støvle ovenfra, bestemte jeg mig for bare at gå igennem dem.

Selv om det var gråvejr hele dagen og det regnede ”on and off”, var det en flot tur. Flot dal med den grønne lavvegetation til afveksling og masser af vandfald. Kyrkja er iøjnefaldende flot, også i gråvejr.

Leirvassbu var til gengæld den grimmeste hytte, med den grimmeste beliggenhed og uegnet til teltning. Faciliteterne er således beliggende inde i hytten, at man skal leje værelse for at benytte brusebad eller tørkerum. Ingen skraldespand udenom ejendommen. Og ikke mindst det mindste værelse for den dyreste pris vi har prøvet.

En te med vaffel, en nærmest bundløst seng, en tallerken aftensmad, en baileys, en morgenmad med madpakke kom op på 810,- Nkr.

Mandag den 21.7

Turen går til Skogadalsbøen i dag. Super flot malerisk tur fra start til ende med masser af naturens farver blandet sammen og flotte sommerfugle. Først med mange flotte små søer i kombination med bjergbaggrund, derefter gennem ”Vandfald-valley”, og til afslutning total tæt skov.

Tirsdag den 22.7

Øv, hvor er jeg ked af at vågne op til sidste etape i dag. Jeg kunne blive ved i mange dage endnu. Det bedste er bare at futte derude af, hele dagen lang, med hjernen på 0FF, i de skønneste omgivelser.

Med hensyn til de norske timer på kortet har jeg vel brugt 1 - 2 timer mere i gennemsnit, men det er fuldstændig underordnet. Efter de første par dage havde jeg styr på luften, ro i sjælen, for selv om jeg går langsommere med fuld oppakning og især efter knæskaden, så har jeg nået dagsturene, uden hverken at tage af sted vildt tidligt eller ankomme vildt sent på dagen.

Drengene ville gerne bruge reservedagen i Bergen, så vi skulle gå hele vejen ned til Øvre Årdal i dag. Det blev en meget hård tur for mit knæ, for der var mange hundrede meters stejl og stenet nedstigning til Vetti Gard i dag.

Turen er atter lagt skønt over skovgrænsen med udsigt til både de høje bjerge på højre og venstre side af Utladalen. Selve Utladalen er en vidunderlig, imponerende laaaang zigzag dal med masser af flere hundrede meters vandfald.

Fleskedalen og Ingjerdbuplateau blev til 1972 brugt af hyrderne til at grasse deres får/køer. Meget idyllisk. Nu lejes hytterne ud på flere års basis, med pligten at vedligeholde dem.

Efter et længere ophold ved Vettis Gard gik vi ned til Hjelle. Herfra kører en lille bus til Øvre Årdal kl. 8.40, så vi slå lejr bagved Naturcentret på en lille mark. Det var helt underligt at være ned på 120 meters højde, men det kunne mærkes på myggene. Jeg slå telt op og lå ned mens aftensmaden blødte op, spiste min mad og overvejede om jeg skulle lave en portion mere, men det nåede jeg ikke for jeg sov inden jeg kunne sige tak for mad.

Onsdag den 23.7 gik med bustur til Bergen, kl. 11.35 fra Øvre Årdal – kl. 16.22 i Bergen. En skøn tur. 2 af os var heldige at få en seng på det YMCA, i centrum af Bergen, hvor vi havde reserveret til næste nat.

Torsdag den 24.7 tog jeg til ”lekevagten” for at få vished om mit knæ. Lateralrotation med bøjet knæ blev ved med at være smertefuld, så jeg var i tvivl om det måske var den mediale menisc jeg havde beskadiget. Røntgen var fint og diagnosen hed: partiel ruptur på det mediale kollaterale ligament. Det var en lettelse.

Jeg kravlede straks op på bjerget til at se Bergen ovenfra. Det skal man ikke snyde sig selv for, når man er i Bergen. Der er også kabelbane man kan køre op med, men turen er ganske nydeligt. Selveste centrum ved havnen er ganske hyggeligt og livligt. Udsigten fra tagterrassen på Bergen YMCA var et fint sted til at se solnedgang til langt over midnat. 

FAKTA OM KILOMETER OG GÅTID

16.7           19 KM.       6 TIMER

17.7           16 KM.       6 TIMER

18.7           20 KM.       6 TIMER

19.7           18 KM.       6 TIMER

20.7           16 KM.       6 TIMER

21.7           20 KM.       5,5 TIMER

22.7           21 KM.       5,5 TIMER

Gps har jeg kun brugt som triptæller og kort har jeg næsten ikke kigget på. Jeg har stortset bare fulgt stien.