Kebnekaise på kryds og tværs

En højalpin fjeldtur i Nordsverige, vandret af Alexander på 13 år og Rasmus på 43 år. Planen var at holde sig væk fra de største stier, gå 360͘˚ grader rundt om Kebnekaise massivet, og bestige selve Kebnekaise, Sveriges højeste fjeld, samt et par andre toppe. Højalpine fjeldture går dog sjældent som planlagt… Dette er første del af en beretning i to dele.

Første dag: Nikkaluokta og ud i vildmarken

Sveden løber ned i øjnene, myggene summer om hovedet, og jeg hiver efter vejret. Vi er på vej op ad vores første store bakke på denne Laplandstur. Alexander går foran med sine 9 kilo på ryggen, jeg bærer det dobbelte, men vejer også det dobbelte, så det er fair nok.

Det er fredag den 8. juli 2016, og inde i hovedet kører tonerne fra onsdagens Coldplay koncert stadig, ”Always in my head” og ”Adventure of a lifetime” er mest nærværende. Men det virkelige eventyr, det er lige her. Jeg har glædet mig SÅ meget til denne drengetur med sønnike, hans første tur nord for polarcirklen, hvor vi bare er os to sammen en hel uge. Og jeg har fortalt ham mange røverhistorier om fjeldet, så han glæder sig, eller rettere, han siger han glæder sig, om det er for at gøre mig glad, vil jo vise sig.

De første kilometer fra Nikkaluokta gik vi på den populære sti ind mod Kebnekaise fjeldstation, ”Hej do” ruten som Alexander hurtigt kalder den, fordi man hele tiden hilser på dem man møder, og det er mange. Men nu er vi på vej ad en mindre sti, og vi møder ingen. Vi kommer over trægrænsen ved cirka 700 meter over havniveau, og umiddelbart før vi kommer til den planlagte teltplads holder stien op, og vi skal finde vores egen vej gennem terrænet. Heldigvis skinner solen og vejret er godt, så Alexander er i perlehumør, efter at han ellers var lidt mellemfornøjet nede i birkeskoven, hvor myggene summede og sveden løb.
I godt 900 meters højde kommer vi til nogle små søer, hvor der er masser af grønt græs til at placere det skrigrøde telt på:

Det har været en lang dag med fly, bus og vandring, og det er nu aften og vi er godt sultne. Heldigvis har vi klogelig købt en dobbeltportion Travellunch til os begge, så vi har et festmåltid i teltet, og ligger og gasser os godt og grundigt, efter at have spist os propmætte.

En god times tid efter aftensmaden tager vi os en aftentur op på den lille fjeldtop Garmasbakti, der er godt 1000 meter høj. Herfra har vi en helt fantastisk udsigt ned i dalen Ladtjovagge, der godt kan minde lidt om den legendariske Rapadal, der ligger i Sarek længere mod syd. Den frodige dalbund, med de mange små søer og elven i midten, ligger i skygge, men højere oppe er der stadig en næsten vandret solindstråling, hvilket bare gør det hele endnu flottere. Vi står stille lidt og suger bare det hele til os:

Når vi kigger mod vest fra den lille top Garmasbakti, har vi også et godt udsyn over Kebnekaise massivet med omliggende toppe, så vi kan få et nærmere indtryk af hvilke oplevelser og vandrestrabadser der venter os den næste uges tid. Jeg finder en stor sten at sætte kameraet på, og så er der ti sekunder til at nå hen til Alexander:

På billedet ses fra venstre mod højre Singitjåkka, Tuolpagorni, Virrumvare og slutteligt Kebnekaise øverst til højre. Den sneklædte hvide top er Kebnekaise Sydtop, der efter sigende stadig skulle være en anelse højere end Nordtoppen, der ses allerlængst til højre. Med den globale opvarmning er det ved at være et spørgsmål om måneder snarere end år før Nordtoppen er højest, men mere om det senere.
Garmasbakti er Alexanders første fjeldtop nord for polarcirklen, og han synes at udsigten er ”rimelig cool”, hvilket jeg tager som et godt tegn. Han er også overrasket over hvor stort det hele er heroppe, fx har han lidt problemer med at se vores telt nede på højsletten under os, på trods af den skrigrøde farve på teltdugen, se de næste par billeder:

Det røde telt er i firkanten

Det røde telt taget fra Garmasbakti med fuld zoom

Vi vender næsen mod teltet og soveposen kl. 23, vejret er godt og det er helt vindstille. Vi snakker om de kommende dages vandring. I morgen skal vi over et højt pas i 1550 meters højde og derefter stejlt ned i en af Laplands mest alpine dalgange, Tarfala dalen. Men allerede her, på vej ned af Garmasbakti, er det med at være forsigtig, man kan kælke på snefelter, men det gælder om at stoppe i tide, ellers smadrer man ned i de store sten hvor snefeltet ender!
Nede i teltet opdager vi, at teltet hælder lidt for meget på det skæve underlag, men det er OK, det er ikke skævt nok til, at vi gider at flytte det.

Første etape, cirka 9 kilometer. Den røde streg viser vores rute med rygsæk fra Nikkaluokta, den blå streg aftenturen til Garmasbakti uden rygsæk.

Anden dag: Rener, fjeldpas og Tarfala søen

Vi vågner til endnu en dag med godt vejr, sønnike drikker vand og spiser Müsli, og jeg supplerer med lidt kaffe, så vi er klar til dagens vandring. Ved ni tiden er teltet taget ned, liggeunderlagene er trykket flade og pakket, maven er tømt og tænderne børstet, og vi er klar til afgang:

Alexander havde inden turen tre vigtige mål med turen:
1. bestige en fjeldtop, helst den højeste.
2. se nogle rener.
3. prøve noget der er ”lidt farligt”, uden at hans mor bliver alt for bekymret.

Mål nummer et er delvist nået med gårsdagen bestigning af Garmasbakti, men nu begynder han utålmodigt at spørge efter nummer to, renerne:
”Far, hvor er de rener, du sagde der var masser af rener, og at vi nok skulle se mange rener. Her er jo ikke en eneste”!
Jeg kan jo ikke garantere at vi ser rener, men chancerne er gode, specielt her på højsletten Tjeurelako øst for Tarfala, hvor der ikke kommer mange mennesker. Vi kommer efter seks kilometer til en renvogterstue, hvor vi spiser frokost, bestående af knækbrød med spegepølse og ost på tube, dertil vand, varm kakao, og selvfølgelig kaffe. På et snefelt langt væk ser jeg pludselig en ren, og så er det frem med kikkerten, Alexander ser den heldigvis også, men han er stadig ikke helt tilfreds, da det jo kun er én ren, og den er langt væk:

Alexander ser sin første ren.

Vi snakker om den videre vej frem mod passet der skal føre os over til Tarfala dalen. ”Vi er der jo næsten allerede”, siger Alexander, og jeg svarer ”Arrh, der er et stykke vej endnu”, og nænner ikke at fortælle ham, at vi har gået langt under halvvejs, og at der stadig er i hvert fald seks-syv kilometer hen til passet. På kortet kan Alexander godt se den ubehagelige (eller behagelige, alt efter lyster) sandhed, der er langt endnu. Problemet er, at afstandene snyder ganske meget heroppe, og desværre sjældent i en kortere retning!
Efter frokost begynder vi at gå, det er ikke stejlt, men bare op, op og mere op:

På vej til passet. Pilen markerer pasovergangen, fjeldet længst til højre er Tarfalatjåkka (1904 m.o.h.).

Det er en lang sej tur, og vi kværner nogle müslibars og tager nogle gode pauser undervejs. Pludselig drøner Alexander hurtigt afsted 200 meter foran mig, for derefter pludselig at stoppe helt op, han står foroverbøjet, og holder sig på knæene. Jeg går frem til ham for at høre hvad der er los: ”Jeg er helt smadret far, jeg kan ikke mere”, siger han.
Jeg vælger at bruge lidt bolchepædagogik:
”Altså, vi er næsten oppe i passet nu, men enten går vi ned igen til søen dernede (peger på Cievrrajavri, 1123 m.o.h.) og slår teltet op der, ellers også fortsætter vi over passet til Tarfalastuen, hvor de sælger cola og snacks”. Alexander ser stadig udmattet ud, men jeg kan se at han spekulerer. Efter nogle lange sekunder spørger han: ”Tror du også de har burgere?”, og så ved jeg at vi fortsætter. Kort efter kommer vi ud på det store snefelt der fører op i passet, og så er vi ved at være rigtige alpinister:

Alexander på vej op i passet, der går over fjeldkammen øst for Tarfala dalen.

Kort efter er det Alexanders tur til at se rener, og denne gang en hel flok:

Renerne var ganske nysgerrige, og kom så tæt på som 15-20 meter fra os.

Vi fortsætter mod pasovergangen, og det er ved at være ganske hårdt for os begge, men snart er vi oppe, og vi siger nærmest i kor noget i stil med ”Wauv, de ser vilde ud de fjelde”!
Vi kan mod vest se over på en verden af stejle fjelde, gletschere, vilde pasovergange, og ikke mindre end fire af Sveriges tretten 2000 meters toppe kan vi se samtidig, det er utroligt imponerende. Vi sætter os og drikker vand og spiser flere Müslibars, før vi fortsætter den stejle nedgang mod Tarfala dalen:

På vej ned i Tarfala dalen, den sorte pil viser Kebnekaise sydtop, denne gang fra en mere dramatisk vinkel end i går aftes.

Pasovergangen benyttes sjældent kan man mærke, mange af stenene ligger løst, og der er kun ganske få røser med lange mellemrum, ikke en rigtig sti. De løse store sten, og de mindre sten, der pludselig i flok bevæger sig nedad, gør det til en anstrengende affære at komme ned i Tarfala dalen, men hold da op, hvor er her flot :

Tarfala søen med Tarfala stuen i venstre side, hvor jeg har lovet at vi skal ned og købe snacks. Øverst til venstre ses fjeldet Kebnepakte(1991 m.o.h.), med gletscheren nedenunder, i midten Kaskasapakte(2043 m.o.h.), og længst til højre Kaskasatjåkka(2076 m.o.h.). Den røde pil angiver Tarfalastuens placering.

Jeg fortæller begejstret Alexander om fjeldene vi ser, han har også sit eget kort, så han kan finde vej hvis noget går galt for mig, men han virker ret ligeglad, han er græsk-katolsk i forhold til højder, stednavne og store fjelde, der er kun én ting der tæller nu: Cola og chips, og det kan kun gå for langsomt!
Ved Tarfala stuen sælger den måbende hyttevært os en stor del af sit lager, som vi sætter os i solen og nyder:

Tre colaer, fire poser chips og en øl: 240 svenske kroner! Så er det vist også betalt…

Ved Tarfala stuen møder vi også en svensk far med to voksne sønner, samt et ægtepar i halvtredserne. De er vældig søde alle sammen, og vi bruger en god times tid sammen med dem, og kigger – selvfølgelig – en masse på kort, og diskuterer forskellige ruter. Bagefter går vi langs søbredden, til vi finder en egnet teltplads, Alexander er i tophumør igen efter cola og chips påfyldningen, og nu er han klar til en dukkert i den kolde sø! Først rejser vi dog teltet, og gør alting klar indvendig, med vand og kakao inden for rækkevidde, og med soveposerne halvåbne, så vi kan hoppe lige i dem efter badeturen.
Vi tager herefter alt tøj af på nær uldunderbukserne, og så er det 50 meters stengang på bare tæer til søbredden, vi hopper i vandet på skift, og fotograferer hinanden, så kan vi også imponere pigerne lidt derhjemme, ja, og alle Jer andre!:

Det meste af søen er dækket af is, så det bliver kun til en lyndukkert på under 30 sekunder.

Vandet er – selvfølgelig – ekstremt koldt, men vi hyler også af grin, samtidig med at vi er lidt smadrede efter de godt 17 kilometers vandring dagen har budt på. Nu er det med at komme tilbage i soveposerne, Alexander snører soveposen godt sammen mens jeg varmer vand til Kakao:

Et par timer senere spiser vi aftensmad, igen en ordentlig gang dobbeltportion Travellunch. Alexander er træt, han er virkelig træt den lille fyr, men jeg er også stolt af ham. Han har gået ganske langt i dag, har stort set ikke brokket sig, og i forhold til, at hans dage normalt tilbringes foran skærmen med at spille RUST, GTA og Counterstrike, så synes jeg faktisk han er en virkelig sej lille fyr!
Efter et par enkelte kortspil i teltet og lidt læsning i henholdsvis ”The Martian”(Alexander) og ”American sniper”(undertegnede), bøger vi købte i Stockholm, falder Alexander hurtigt i søvn, og så ligger jeg bagefter længe og hører vindens susen udenfor teltet, det blæser ganske kraftigt. Da jeg på et tidspunkt er ude for at tisse ligger der også skyer over mit hoved, måske kun 50-100 meter over teltet. Rart at komme ind i den varme sovepose igen.

En af vores længste etaper, godt 17 kilometer.

Tredje dag: ”Jeg vil hjem”, Kebnekaise fjeldstation og Kaipak

Jeg vågner tidligt ved, at naturen kalder, og jeg finder toiletpapir i en af sidelommerne, tager sko og vindjakke på, og smutter ud af teltet. Jeg går de 400-500 meter over til Tarfala stuens das; med alle de penge jeg spenderede på drikkevarer og chips i går, må relativt komfortable toiletbesøg være inkluderet!
Imens jeg kæmper mig afsted over de store sten på vej til akutbesøg, tænker jeg dagens planlagte etape igennem. Jeg har tænkt mig, at vi skal gå over passet til nabodalen Kuopervagge, og senere telte nede i nærheden af det store fjeld Drakryggen, som vi måske kunne foretage en bestigning af dagen efter…
Omvendt så blæser det ret kraftigt, i hvert fald kulingstyrke, der ligger skyer oppe i passet, så sigtbarheden er dårlig, og så er det koldt ovenikøbet. Kuopervagge er heller ikke ligefrem den letteste dal at gå igennem…
Og så er der Alexander, den stakkel, han er vel også lidt øm i kroppen efter i går? Det er jeg i hvert fald selv.
Da jeg kommer tilbage til teltet er jeg stadig i tvivl om ruten, men det er kun indtil Alexander tvært siger godmorgen til mig, og herefter godt lige vil informere mig om følgende tre ting:

1. Han er smadret, helt smadret, i hele kroppen, men specielt i ankler, knæ, lår, hofte og i skuldrene! Dette skyldes den lange tur i går, som det var absolut UANSVARLIGT at et barn skulle gå. Det er MEGET DÅRLIG planlægning fra min side!

2. Han hader sten, specielt de sten der bevæger sig når man træder på dem! (sidste del af sætningen giver jeg ham straks ret i)

3. Han er træt af Lapland, og vil gerne hjem hurtigst muligt!

Jeg medgiver ham straks at turen i går var meget lang, at det er vores fælles tur og dermed også fælles ruteplanlægning sammen, ikke bare min, og jeg siger at vi nu får en lettere dag i dag. Jeg dropper straks tanken om Kuopervagge, vi kigger på kortet, og aftaler at gå cirka otte kilometer ned ad bakke til en god frokost på Kebnekaise Fjeldstation, der ligger godt 500 højdemeter lavere end hvor vi befinder os nu. Derefter vil vi så tage en beslutning om resten af turen. Efter lidt müsli og kakao virker den lille fyr noget gladere, og helt ærligt, hvad havde jeg egentlig regnet med? Hvor mange trettenårige drenge gider bestige fjeldpas i kulingstyrke indhyllet i skyer?

forsoningsbillede efter lidt morgenskærmydsler. Allerede her er humøret lidt bedre.

Efter en stille morgenmad pakker vi sammen, og Alexander er allerede i langt bedre humør da vi begynder at gå; det hjalp at vi skal gå ned ad bakke og kun otte kilometer. Kort efter afgang ser Alexander en fugl hoppe rundt, utroligt at den kan rende rundt og hygge sig her i en verden af is, sne og sten:

Fjeldrype, Fjelddue, Tarfaladrossel…?(Når man ikke aner det er der jo frit slag, men er det ikke en fjeldrype?)

Efter en kort vandretur passerer vi den videnskabelige station i Tarfaladalen, hvor svenske forskere og studerende undersøger meteorologi, geologi og glaciologi i nærområdet. Derefter bliver stien bedre og bedre efterhånden som vi kommer ned i dalen. Et sted har et stort stenskred blokeret for stien, men der er udsat hængebroer, så vi kan krydse elven et par gange og derefter komme videre nedad. Det er flot at vende sig rundt og se de to 2000 meters toppe, Kaskasapakte (2043 m.o.h.) og Kaskasatjåkka (2076 m.o.h.):

Efterhånden bliver det varmere og varmere, utroligt efter en start på dagen med næsten frostvejr. Da vi kommer ned på ”Hej Do” ruten i Ladtjovagge er det over 20 grader, så vi kan ligge og hyggesole os i græsset:

Ufatteligt hvad 500 højdemeter kan gøre for temperaturen, fra hue og vanter til skjorteærmer og solbadning.

Nu er der kun godt en kilometer til Kebnekaise Fjeldstation, så den får fuld gas. Som vi nærmer os er der mange telte på begge sider af stien, og da vi kommer til selve fjeldstationen, er det et helt lille hotel/vandrehjem resort vi kommer til, med helikopterlandingsplads, wellness område, restaurant, guidekontor, butik, og plads til mange gæster. Det viser sig at der serveres frokost fra klokken 12 til 14, og klokken er 13 nu, så vi er heldige! Vi skynder os ind i restauranten, og spiser en udmærket frokost, det er buffet bestående af kød, sovs, kartofler, salat, brød og smør, måske ikke så varieret og børnevenligt, men OK mad.
Herefter snakker vi om hvad vi så skal gøre. Alexander vil faktisk gerne undskylde for i morges, han synes ved nærmere eftertanke, at gårsdagens rute over passet var meget spændende, men han er jo kun tretten år som han siger, så det er klart han bliver lidt smadret i kroppen. Han vil med andre ord ikke hjem alligevel, så vi aftaler at fortsætte, men måske ikke med 17 kilometers dage.
Vi går udenfor og kigger os omkring. Alexander får den glimrende ide, at vi da skal overnatte på toppen af den lille fjeldtop der ligger lige ved siden af fjeldstationen, Kaipak hedder den. Den er jeg med på, så vi fylder vores fire liters vandsæk op, og så skal der svedes i fem-ti minutter, til vi står på toppen af Kaipak:

Alexander på toppen af Kaipak, bemærk at han, ikke jeg, slæber på vandsækken. I baggrunden er helikopteren på vej til Nikkaluokta.

Teltpladsen heroppe på den lille fjeldtop er lidt blæsende, men ellers GENIAL, udsigten 360˚ rundt er fantastisk, der er fjelde, fjelde og flere fjelde, og vi tæller hele 34 telte nede i Ladtjovagge, det er sandelig de svenske fjeldes centrum vi er kommet til.

Vores fantastiske teltplads på toppen af Kaipak.

Om aftenen går vi ned til fjeldstationen og køber guf, kaffe og kakao, og så tager vi adskillige kortspil 31 i den gamle del af fjeldstationen. Her hænger også et kort hvor man kan se hele fjeldkæden fra Abisko til Kvikkjokk. Vi kigger på vores rute indtil nu, og bliver enige om at der er spændende fjeldture i det her område til et helt liv, og mere til. Klokken 22 er det tilbage på vores private lille fjeldtop, børste tænder, og så i posen.

Tredje etape, cirka otte kilometers vandring.

Turbeskrivelsen fortsætter i ”Kebnekaise på kryds og tværs – del 2”

Læs også: Solovandring i Sarek af samme forfatter