Som et led i striben af guidede ture havde Outsite annonceret en tur til Lapland i sommeren 2014. Turen der bl.a. havde Christian Milbo som guide, var planlagt til at starte i Abisko Östra og slutte på Kebnekaise Fjeldstation. En lang tur som vi havde 10 fjelddage til at gennemføre.

Video fra Vandretur Kungsleden:

Vandretur på dele af Kungsleden

Turen var lagt op som en tur alle med rimelig kondition og fysik kunne deltage på. Ruten der var let, forstået på den måde, at der ikke var væsentlige stigninger, og at det meste af ruten gik i samme højde. Hvad der ikke var taget hensyn til var den høje vandstand i alle vandløb, idet vi ikke på forhånd kunne vide at sommeren i fjeldet ville være så varm og solrig, og derfor med kraftig snesmeltning i højderne som følgevirkning. Dette gav nogle udfordringer.

Dag 1
Da nogle valgte at flyve, og nogle at rejse til fjeldet med tog, var gruppen først samlet i Abisko Östra, og det var den alligevel ikke helt, da nogle af de flyvende, først ville ankomme til Abisko Östra med bussen fra lufthavnen, sent på eftermiddagen.

Vi valgte at de der var ankommet startede vandringen ud mod Lapporten, og at resten så indhentede fortroppen på første lejrplads. Stien ud mod Lapporten er let at følge, og der er ingen chance for at gå fejl af hinanden her.

Vi havde alt med til turen og derfor også al proviant, men alligevel trækker supermarkedet i Abisko Östra altid. Der kunne jo være noget man manglede, og der kunne jo lige være noget, der var rart at have med ekstra. På denne tur var vi ikke ret meget bedre, så vi endte naturligvis med en shoppingtur inden vi fik rygsækkene på og kom af sted.

I Abisko Östra er der flere stier der fører ud mod Lapporten. Nogle ender i rundture og fører tilbage til byen, eller en kilometer frem til Abisko turiststation, men fælles for dem er at de ikke er lige lette at finde i det buskads af birketræer der findes her. Vi benyttede stien i udkanten af stationsområdet lidt efter det høje røde hus, der huser vandrehjemmet og Abisko Fjellturer. Det er den jeg plejer at bruge, men den var alligevel ikke helt let at finde selvom det lykedes os til sidst, og så var vi på vej.

Det var overskyet men temmelig varmt, så jakkerne kom hurtigt af og myggemidlerne kom frem. Skoven er ret tæt i starten. Altså hvis man kan kalde en birkeskov, bevokset med 3-4 meter høje fjeldbirke, for tæt. Birkens kroner er ret luftige og levner fine muligheder for, at lyset kan trænge igennem til skovbunden og åbne for udsyn.

Stien er fasttrampet, tydelig og fører i den rigtige retning. Vi vandrer derudaf i fint tempo, der er ingen stigning det første lange stræk, og vi kom hurtigt frem. Sidesporet der fører vest om offerpladsen Báddosdievvá, passerede vi og fortsatte direkte mod Lapporten.

Báddosdievvá er en gammel samisk offerplads der i terrænet blot er en lille, men i det flade terræn, markant høj. Offerpladser eller kultpladser som de også kaldes, er steder samerne i deres oprindelige religion opfattede som kraftcentre og hellige områder. Det var ofte markante ting i terrænet som denne lille høj, som var let at se på lang afstand, og som de troede var hjemsted for overnaturlige kræfter. På stederne ofrede man dyr eller dele af dyr.
Du kan læse mere om samerne her!   Du skal være Outsite+ medlem for at læse!

’Vores’ sti førte øst om offerpladsen og sammenflettede sig med stien længere fremme, hvor stierne blev til én der førte ud mod Lapporten, hvis markante profil sås langt derude. Lapporten hedder egentlig Čuonjavággi, og er opkaldt efter det ene af de to fjelder der danner den, nemlig Čuonjačohkka. Den anden hedder Nissončorru. De to fjelde er henholdsvis 1554 og 1738 moh, og har ikke altid været to fjelde, men et plateau isen gennem årtusinder har nedskuret, så der er dannet en U-dal igennem det, hvorved de to toppe er dannet. Læs mere om geologien her! Du skal være Outsite+ medlem for at læse!

Det er stadig overskyet, ikke en vind rører sig og der er ikke nogen bevægelse i skyerne. Temperaturen er lige over hvad der er behageligt når man vandrer med rygsæk, men det regner ikke, så der er ingen grund til klager.

Efterhånden som vi kommer tættere på porten stiger terrænet, og det går væsentligt mere opad uden dog at bleve stejlt. Vi forlader skoven, og står ved det første vandløb. Det har ikke gået så hurtigt her den første dag, så jeg vil gerne længere ud og helst igennem Lapporten, inden vi slår lejr. Vi har jo trods alt siddet og ligget i toget i en helt døgn, så trætte kan vi ikke være.

Vandløbet der kommer oppe fra Nissončorru, fører meget vand med sig. Normalt er det bare noget man vandrer over stenene på, men i dag er der mere vand end at man lige gør det. Det lykkedes dog at komme tørskoet over uden at vade, og vi er hurtigt videre opad.

Snart møder vi vandløbet der komme ud fra Lapporten og følger det op til indgangen, og søen der ligger der. Nogle er trætte. Det har taget lang tid at nå herud, og at vandre i for langsomt tempo og vente hele tiden, tærer på kræfterne. Det er meget lettere at vandre i et ensartet tempo, hvor man kommer derudaf. I terræn som dette plejer vi let at kunne holde omkring 3 km i timen, men det gør vi ikke i dag, selvom terrænnet er letvandret og stigningen moderat og jævn.

Vi har midnatssol og det er derfor lyst hele døgnet, så vi skal som sådan ikke nå frem inden det bliver mørkt, men vil sagtens kunne vandre et par timer endnu.

Vi kan imidlertid ikke nå igennem dalen så vi bliver nødsaget til at slå lejr i dalens indgang. Inde i selve Lapporten er der sumpet de fleste steder og ikke mange muligheder for at telte. Man skal helst igennem i ét træk. Vi finder nogle egnede pladser, der ikke er for skrå og slår teltene op. Vi ligger højt med udsigt bagud og ned mod søen. Nogle små vandløb krydser ned over græstuerne mod søen. Hyggeligt løber de klukkende mellem sten og græs ad en vej de selv har dannet, og på bredderne vokser smørblomster og hist og her kvan.

Senere på aftenen dukker resten af holdet op over bakkekammen. Vi hilser og de får hurtigt etableret lejr. Lidt forsinkede var de idet de skulle købe gas til kogegrejet, og det var der åbenbart ikke nok af i Abisko Östra, så nogle måtte vandre helt hen til Abisko turiststation, som ligger et par kilometer fra Abisko Östra.

Vi nyder den milde aften, og én går ned til søen for at fiske, men fanger dog ikke noget.

Dag 2
Næste dag er vi relativt tidligt oppe. Vi skal gerne have hentet nogle kilometer her i starten af turen, og efter morgenmaden sætter vi ud mod midten af dalen. Langs søen går det mens dalen snævrer ind, og holder os på sporet med de stejle sider og søen i bunden. Der er let at vandre herinde, selvom der hist og her er lidt sumpet, men vi når ret hurtigt enden af den første sø, følger vandløbet imellem dem, forbi sø nummer to, og op i dalens højeste punkt hvorfra det atter går nedaf.

Nede er der et flad stykke, hvor vandløbet danner et delta mellem græsgrønne frodige holme, med fine teltpladser. Pladser jeg havde håbet at nå aftenen i forvejen. Vi passerer dem, og påbegynder opstigningen ud af Lapporten, og over i Bessesvággi. Det gå opad, men er ellers let. Der er ingen blokmark, men græs med sten hist og her, og vel oppe holder vi et hvil og en frokostpause med udsigt ned gennem Bessesvággi, og rengærdet under os.

Stien er ikke let at følge alle steder. Der er ingen markeringer og ofte fortaber det man tror er stien sig i rensdyrveksler, og det skete naturligvis også for os, og så endte vi i noget sump og småkrat. Ret besværligt var det at finde vej igennem uden at falde i, men det gik. Det gør det altid. Retningen havde vi, og det klare vejr gjorde det let at orientere sig.

Vi vandrer nu skråt nedad, i et gammelt morænelandskab, mod vadestedet over Nissonjohka. Nissonjohka skal næsten altid vades idet den medfører en masse vand, og det gjorde den også da vi kom til den. Komme over ude vadesko kunne vi ikke, så der blev skiftet. Støvlerne blev bundet sammen med snørebåndene, og hængt om halsen eller stoppet ned i rygsækken, hos dem der havde plads til det, og så var det ellers ud i det kolde vand. På det første stykke var strømmen faktisk overraskende kraftig. Den hev i benene med stor kraft selvom der ikke var dybere, end at vandet ikke nåede over knæene.

Det tog et stykke tid at få alle over, og det ikke uden en smule dramatik, da det var svært at stå i det fossende vand. På den anden side passerer man en høj skrænt, og vi valgte at slå lejr lige ovenfor. Jeg ville gerne have været længere frem, men strækningen foran os indeholdt et langt pilekrat uden nogen form for teltmulighed, så vi kom ikke længere den dag.

Dag 3
Nu ventede krattet forude. Indledningsvis førte sporet os gennem snørklede veje, op og ned af småbakker i tiltagende bevoksning frem mod birkekrattet.
Desværre kom en deltager til skade med ankelen i det ujævne terræn, og vi måtte rekvirere hjælp i form af en helikopter. To
personer inklusive min medguide, blev hos den tilskadekomne der, viste det sig senere, havde brækket en knogle i ankelen, indtil helikopteren ankom. Christian ville så indhente os senere, og senere viste sig at blive meget senere. Vi benyttede en "Spot" til at få vedkommende ud fra fjeldet, da der ikke er mobildækning. Se videoen fra redningen her: http://youtu.be/67-cFtfm0aM

Vi andre vandrede videre. Vejret var varmt, solrigt og uden vind. Vi svedte. Stien gik op og ned gennem tiltagende skov og krat.

En kløft indehold et vældigt snefelt, men da vandløbet under det ikke er noget særligt, krydsede vi det uden videre dramatik og nu stod vi for alvor foran pilekrattet, der er menneskehøjt og ret tæt. Stien er svær at følge idet et utal af vandløb løber på kryds og tværs, og det er ikke til at se hvad der er vandløb og hvad der er sti.

Pilekrat, eller videsnår som svenskerne kalder det, er noget af det værste i fjeldet. Grene hænger fast i rygsækken, deler lussinger ud og spænder ben, mens man maser gennem det nogle gange mandshøje krat. Det er svært at orientere sig når man ikke kan se ordentlig fremad, og den snørklede måde man vandrer igennem det på, for at finde den mindst besværlige vej igennem, gør det vanskeligt også at holde retningen.

Vi bøvlede rundt igennem krattet og det gør man altid. Det tager på kræfterne. Det er ikke til at holde pauser derinde, og allerhelst vil man frem og ud af det. Det er faktisk en seks til syv meter langt, og det tager en hulens tid at komme igennem. Vi mistede stien et par gange og GPS'en måtte til hjælp, for at finde sporet igen. Lidt snyd men igennem kom vi, og stod så på den lille plads med den gamle og faldefærdige samekåte ovenfor broen over Aliseatnu der bruser lydløst under os i dalen langt nede.

Strækningen gennem krattet er ikke svær, bare besværlig. Det går for det meste lige ud uden stigninger, men man går lidt skråt på fjeldsiden. Det er ikke nogen let strækning og nok ikke en man alene skal prøve kræfter med, før man har nogen fjelderfaring. Undervejs er der flot udsigt ned over den vældige Rávttasjávri mod syd, og over mod Mårmamassivet på dalens modsatte side.

Bortset fra det lidt besværlige krat, er strækningen flot og varieret. Tidligt på sommeren er der en heftig småfugleaktivitet, idet mange blåhalse yngler i krattet. For at opleve dem skal man ikke være så stor en gruppe som vi er, men komme stille.

For enden af krattet åbner det hele sig igen, lige så hurtigt som det lukkede sig. Krattet tynder ikke ud. Det ophører brat og man står ude på et plateau højt over dalbunden.

I mange år har der stået en tørvekåte her. Da jeg var her første gang i begyndelsen af 70'erne var den brugbar. Man kunne såmænd overnatte i den, men nu er den forfalden og fyldt med affald. Synd, især det med affaldet for hvorfor kan folk ikke bære det, de kunne bære fyldt ind i fjeldet, tomt med ud igen? Jeg tænker ofte at nogen burde lave en forening til bevarelse af fjeldet, og de bygninger der er forladt. De fortjener at blive restaureret. De hører til heroppe.

Vi møder nogle andre danske vandrere der har slået lejr ved kåten; faktisk en jeg kender, men vi vælger alligevel at fortsætte. Planen var at telte på dalens modsatte bred, så vi vandrede ned ad den tydelige sti gennem tiltagende og frodig birkeskov. Frodigt er der. Kæmpe store tidsler med blå blomster står sammen med smørblomster og en masse andet hele vejen ned, men stien er vel tiltrampet af mange vandrestøvler og let at gå, så det tog ikke lang tid at nå ned til broen.

Broen over Aliseatnu er en traditionel stålbro fast forankret i klippen på begge sider af elven, hvor det brusende og skummende vand vælter igennem et smalt stræk mellem de klippefyldte bredder, for at falde til hvile længere ned hvor terrænet flader ud.

Vi går over broen der knirker og klinger metalagtigt for hvert skridt den gynger i takt med. Ovre står vi et et stenrigt kuperet terræn i birketræernes skygge og ikke en teltmulighed i sigte. Vi er lidt flade og havde set frem til teltpladser ved bredden af elven.

Mens gruppen får et velfortjent hvil går jeg frem ad stien for at finde mulige teltpladser. Jeg skal faktisk ret langt frem før jeg finder en god plads, der desværre er optaget af en gruppe lystfiskere der har opstillet en camp med telte og lavvu. Fiskerne sidder og nyder den lune aften ved lejrbålet, så jeg går lidt videre. Der må være teltpladser i nærheden!

Jeg finder et område hvor der godt kan ligge nogle telte, og går tilbage for at hente de andre.

Kort efter er vi alle samlet på pladsen og lejraktiviteterne er i fuld gang. Telte rejses, vand bliver hentet i vandløbet og kogegrejet hvæser, mens aftensmaden bliver tiberedt. Vi har stadig godt vejr og fiskerne går iført vaders ned til elven med fluestængerne, og nogle fra holdet har fundet sig et fint sted dernede og sidder og hyggesnakker.

Dag 4
Da vi forlader pladsen ved elven, skal vi rundt om 'knolden' for at komme over på sporet, der fører mod vest langs med Aliseatnu og frem til søerne. Vi skal vandre ned mod Alisjávri-hytterne, som også Kungsleden fører forbi. Vi skal blot vandre på søernes østlige bred, hvor Kungsleden går langs den vestlige.

Der er ingen markeret sti på vores rute, men elven og søerne gør det let at finde vej. Vejret er super, høj blå himmel, ingen vind og sol og alt for varmt.

Der er en del vandløb på vores vej, men de fleste kan springes. Den megen vand i fjeldet forårsaget at snesmeltningen i højderne på grund af det ekstremt varme vejr gør imidlertid, at vandløb der normalt ikke er noget pludselig skal vades. Vadning tager altid en masse tid. Støvlerne skal af, sandaler elelr andet vadefordtøj skal på. Man går langsomt over og så gentager processen sig i omvendt rækkefølge indtil næste vandløb hvor det hele atter gentager sig.

Jeg tror det er første gang på den rute at jeg har skullet vade så mange gange på bare én dag. Der var vildt meget vand!

Vi skridter alligevel godt derudaf. Terrænet er letvandret og ikke særlig kuperet. Der er bare det med de mange vandløb der skal vades.

Vi runder 'hjørnet' og vandrer nu langs med den langstrakte søer mod Alesjávri. Vi er, på trods af at vi har skridtet godt ud de sidste par dage, stadig bagud. Vi sslår lejr nogle kilometer før Alisjávri-hytterne på en høj ud til vandet.

Dag 5
Planen hjemmefra var at dreje fra før Alisjaure-hytterne, dreje op mod Čazajávri og ned forbi Visttasvággi-hytten, hvorfra vi ville vandre igennem Stuor Reiddavággi til Sealgga. Det kunne vi ikke nå uden at forcere, så der måtte ændres noget i planerne. Bortset fra en enkelt deltager, der havde været i området før, havde ingen altså bortset fra mig, vandret Kungsleden fra Alisjávri og ned mod Kebnekaise. Her er det med vilje at jeg ikke skriver Singi idet vi faktisk aldrig går ned til de hytter, men drejer fra Kungsleden før, men mere om det senere.

Vi manglede også Christian som endnu ikke havde indhentet os, og ham ville jeg naturligvis gerne have kontakt med. Der er ingen mobiltelefondækning i området så det duede ikke at ringe til ham, men vi prøvede selvfølgelig.

Vi besluttede at ændre ruten så vi gik til Alisjávri-hyttene, og lægge besked til Christian hos hytteværten. Det var strålende vejr da vi begav os afsted. Hytterne og deres butik trak så det gik hurtigt derudaf. Planen var nu at holde frokosthvil ved hytterne og derefter tage et langt stræk ned ad Kungsleden.

Før hytterne ligger Alisjávri sameviste, en sommerlejr for samerne i Leavas sameby. Læs mere om samerne her! Du skal være Outsite+ medlem for at læse!

Hyttebyen ligger smukt ved søbredden og pulser af liv. Lænkede hunde kikker nysgerrigt op, børn løber rundt og leger og i det fjerne hører vi elværktøj. Der bygges og vedligeholdes, og husene ser velholdte og smukke ud i solskindsvejret. Folk sidder på deres terrasser og drikker kaffe flere steder. Vi taler med et par, der ligesom os, er overraskede over den lange og varme sommer. Temmelig uvanligt på disse kanter, men man glædes naturligvis over det..

Underligt nok er der ikke mange myg, men det skyldes nok, at det ikke har regnet og at alle små vandhuller er tørret ud. Vi når Alisjávri-hytterne ad den lange stålbro over Aliseatnu, og møver os det sidste korte stejle stykke op ad bakken til hytterne. Folk sidder ude og nyder solen og nogle kolde øl. Vi gør det samme og lægger samtidig en besked til Christian, låner satellittelefonen og ringer til vores tilskadekomne medlem der er på vej hjem i toget, og få at vide at alt er godt.

Vi nyder frokost sammen med colaer og kolde øl, og da vi næsten er klar til at vandre videre, dukker Christian forpustet og rødhoved op fra nord. Han er gået Kungsleden fra Abiskojávri-hytterne og frem til os i iltempo. 20 kilometer er der så det er godt gået. Vi er alle glade ved gensynet, og giver ham en velfortjent pause og hører om hvordan de klarede 'redningsaktionen'.

Vi kommer efterhånden afsted. Tilbage over stålbroen gik det og derefter videre nedad Kungsleden mod Čeakčapasset. Her er det let at vandre. Der er fladt og spang over de sumpede strækninger. Stien er fasttrampet og noget helt andet end det vi kommer fra, så det går hurtigt. Vi bestemmer os for en lejr nogle kilometer fremme ved et vandløb ude ved Čeakčajohka. Her er der fine plane pladser, hvor vi alle kan ligge.

Dag 6
Vi skal nu frem til Čeakčapasset og over det. Vi har gået godt og har nu fint med tid. Vi tager stigningen stille og roligt og når til sidst passet, hvor der stadig ligger sne på trods af det varme vejr. Lidt sneboldkamp bliver der tid og energi til, og et hvil for at nyde udsigten bliver det også til.

Forude venter en strækning helt frem til Sealgga-hytterne før der er gode teltpladser, så da vi vandrer ned ad den stejle sti fra passet vælger jeg at vi telter højt oppe, med udsigt ned gennem dalen. Det er rigtig flotte pladser, og det bliver en fin aften.

Dag 5
Nu går det nedad og jævnt ud af den veltrampede st,i og de sidste kilometer til Sealgga-hytterne klarer vi hurtigt og med få pauser. Målet er en lang middagspause, og så nogle kilometer om eftermiddagen.

Ved hytterne er der igen fest på colaer og letøl. Mens vi nyder det, kommer vores ven der tog turen bagom Nállu, frem til os og holdet er næsten fuldtalligt igen. Et par har vi 'mistet' allerede for nogle dage siden, idet de valgte at forcere tempoet for at have tid til en bestigning af Kebnekaises sydtop - noget vi andre ikke ønskede at deltage i, og som heller ikke var indlagt i planen hjemmefra.

Strækningen fra Sealgga-hytterne og helt frem til de næste hytter, Siŋŋi-hytterne, går jeg aldrig når mit mål er Kebnekaise fjeldstation. Det går for meget nedad, for så at gå op igen og jeg bruger aldrig hytterne til overnatning, hvilket vi heller ikke skulle på denne tur.

Det er også lettere og flottere at dreje fra Kungsleden inden Siŋŋi-hytterne. Et skilt fører faktisk fra kort efter broen over Singijohka, og stien man nu følger fører højt op under Siŋŋičohkka. Det går jævnt opad ad en lang, eller nærmest endeløs bakke. Eller sådan føles det i varmen, helt op til søen 980 hvor der faktisk er nogle teltpladser. Giver man sig tid til at vandre ud til kanten af det lille plateau, får man en belønning i form af storslået udsigt hele vejen op og ned gennem Čeakčavággi, og over mod fjeldene mod vest.

Vi vandrer det sidste stykke over passet og nedad mod Laddjuvággi og de små søer Laddjubahta, hvor vi telter. Herfra er der ikke langt til fjeldstationen og næste dag ville vi, eller nogle af os tage den lille bid hen til Siellavággi og telte der, mens en enkelt der skulle videre til Kiruna, ville vandre helt igennem til Fjeldstationen. Der er lækkert ved de små søer. Fine græsenge der er plane og fine at telte på. Vejret er stadig med og og vi nyder livet i fjeldet her hvor der ikke er langt ud til fjeldstationen.

Dag 7
Laddjuvággi er en forunderlig dal. Meget markant er den med høje stejle sider og specielt mod syd, hvor en mængde små vandfald tipper ud over kanterne, ser den helt specielt ud når solens stråler rammer vandet. Det glimter som sølv mod de næsten sorte klippesider. Elvens grønblå bånd i bunden, flankeret af frodige engstræk, stå i kontrast hele vejen ud til Siellavággi, hvor dalen udvider sig markant, og udsynet bliver langt og helt hen over Kebnekaise fjeldstation, man dog ikke kan se på grund af dens lave placering i lavningen bag Kaipak.

Hvor vandløbet løber ud fra Silverfallet i Siellavággi, er der rigtig flotte teltpladser som vi vælger. Dette er vores sidste rigtige aften udenfor civilisationen. I morgen når vi fjeldstationen hvor vi skal bestille helikopter, så vi kan komme ud til busen i Nikkaluokta.

Dag 8
Vi vandrer henover Lillberget, der som et urfjeldsvindue ligger midt i dalen. Vi kikker på istidens skuremærker i klippen, vandrer over stålbroen og er snart ved Fjeldstationen. Her finder vi spredte teltpladser og mødes så på pladsen udenfor stationen. Her møder vi de to der har været på toppen, og således beroliget over at alle er på vej ud, slapper vi af. Nogle skal med helikopteren allerede i dag, og vi tager afsked. Vi andre har hele eftermiddagen og aftenen til hygge, og snak om den tur der nu er slut. Tilbage venter blot et par dages togrejse, for os der skal med toget.

Det har været en god tur ikke mindst på grund af vejret, men det har også været et lidt for stort hold at føre gennem fjeldet, især da den ene turleder var 'væk' en del af turen. Ruten var også en anelse lang og der herskede lidt tvivl om hvordan man tolker sværhedsgraderne på en fjeldvandring. Selv regner jeg ikke så meget vandring lige ud som noget særligt belastende, men det syntes jeg derimod mange og måske stejle stigninger er. Er der mange af dem skal dagsetaperne kortes af, men er det relativt fladt kan man sagtens gå 12 - 17 kilometer om dagen. Vi regner normalt med at man kan holde cirka 3 kilometer i timen, hvilket giver cirka 6 timers effektiv vandring.

Gruppen her var som de fleste grupper spredt i evner og formåen, og måske nok lidt mere spredt end godt var, hvilket bød på nogle udfordringer. Nogle havde også en skjult dagsorden, der første kom til udtryk undervejs, hvilket aldrig gavner gruppesammenholdet. Vi havde som turlederer forventningen om, at den gængse gruppedynamik ville udfolde sig, og at gruppen ville holde sammen, men det er måske svært, når gruppen havde en meget forskellig sammensætning af mål og forventninger, samt at den var så stor som den var.

Hvordan dette bør takles på senere ture, skal vi lige tænke lidt over, mem en god tur var det i hvertfald set fra min vinkel, og deltagerne var friske og sjove og havde masser af gåpåmod. Nogle fandt nok også ud af, at deres grænser lå langt længere ude end de havde forventet, og nogle syntes måske at der skulle have været trænet lidt mere op til turen, og at noget af det de havde i rygsækken nok kunne undværes, så vægten kom ned på et lavere niveau.

Download ruten til din egen GPS

Du kan hente ruten fra denne tur til din egen GPX, så du selv kan gå turen. Kilk her og hent GPX filen, vandretur på Kungsleden... 

Du kan læse hele rutebeskrivelsen her... (kræver Outsite+ medlemskab).

Bøger der omhandler ruten

Kebnekaise, af René Ljunggren: https://www.saxo.com/dk/soeg/boeger?query=rene+ljunggren

På fjelltur - Abisko - Kebnekaise, af Claes Grundsten. Norstedts Forlag

Vandringsturer på Kungsleden, af Annika Berggren. Vildmarksbiblioteket.se