16 kg!?

Ved startområdet i Nikkaluokta var der en stemning af forventning og iver efter at komme afsted. Lidt ligesom køerne, der venter på at komme på græs om foråret.

Vi fik frokost, fyldte vand på og stillede os i kø til at veje vores tasker. Sidste jeg havde vejet den var det omkring 13 kg, så jeg var rimelig selvsikker, da det blev min tur.
16kg!? Der må være en fejl med vægten, tænkte jeg. Hvordan kan lidt ekstra mad og vand pludselig bonne så’n ud? Væk var enhver drøm om ultralight oppakning. Havde jeg alligevel taget for meget tøj med? Var den dumme regnponcho virkelig nødvendig? Der var ikke meget at gøre på nuværende tidspunkt. Jeg ville alligevel kun kunne barbere ca. 500 g af ved at dumpe nogle snacks og småting, og det var ikke det værd.
Da starten gik, stæsede de forreste ultraløbere afsted, og vi andre dødelige hikere fulgte stille og roligt trop.

Burger og vores smukkeste camp spot. Dag 1 – ca. 22 km

Efter ca 5 km kom vi til den sagnomspundne LapDonalds hvor vi fik deres udmærkede rensdyrburger. Resten af dagen foregik i høj sol og 15-20 graders varme.

Vi havde et mål om at campere et par km efter første checkpoint (Kebnekaise fjeldstation). Vi udså os et fladt område, hvor andre også var i gang med at sætte op. Det var blæst op en del, og man kunne måske have argumenteret for, at alle de andre, der havde teltet i den lille birkeskov før fjeldstationen havde fat i den lange ende den nat. Hvad vi ikke fik i komfort den nat, fik vi dog tifold igen ved en utrolig smuk udsigt, mens solen gik ned, og en vanvittig smuk morgen med udsigt til Kebnekaises smukke tinde.

Ingen af os sov særlig godt den nat. Dels på grund af vinden men nok mere på grund af uvisheden og spændtheden over at være lidt udenfor den normale comfortzone. Hele turen lå stadig foran os. Hvordan mon det ville gå?

Langs smukke bjerge og vandfald. Dag 2 – ca. 19 km

Dagen startede i fint vejr og endte med regn og mere blæst. Det var en utrolig smuk dag langs bjerge og med udsigt til smukke vandfald på fjeldsiderne. Først på dagen så vi mange rensdyr, der krydsede ind over stien ikke mere end 10 meter foran os.
Hen under aftenen kom vi frem til Sälkahytten og det checkpoint, hvor vi havde besluttet os at overnatte. Der var allerede en del andre, der havde slået deres telte op, og det regnede, så vi måtte tage en hurtig beslutning om, hvor vores relativt store tre personers tunneltelt skulle stilles. Det endte med at blive klemt ind mellem to andre telte med lidt krydsende barduner. Men når det står ned i stænger, er der bare ikke den samme ro til at finde det perfekte sted. Aftensmaden blev indtaget i teltet, og i sådan et vejr er man jo glad for sit store apsis, hvor ens åbenbart ikke regntætte regnjakke kunne få lov at hænge og “tørre”. Herefter stod den på rødvin, varm kakao og så i poserne og sove.

Nye venner

Allerede ved start var vi faldet i snak med to danske veninder, der var ca. på vores alder. Udstyr er en fin samtale-starter, fandt vi ud af, og vi endte mere eller mindre med at følges med dem hele vejen til Abisko.

De havde meget samme rytme som os, og vi skiftedes til at overhale hinanden, når vi holdt pauser. Det er hyggeligt at få vandrebuddies, som man kan gå og holde lidt øje med undervejs. Den ene var læge, den anden havde været spejder hele sit liv, så de var ikke de dårligste følgesvende at ha’ med, hvis uheldet skulle være ude.

Over en pose frysetørret frokost på dag 4 blev vi enige om, at jeg nok var den af os fire, der var mindst brugbar i en nødsituation. Som freelance filmklipper kan jeg ikke rigtig stille noget op i den svenske vildmark, og min makker Sascha mente også mest, at jeg var blevet udvalgt af hende, fordi jeg var godt selskab.

Passet venter. Dag 3 – ca. 29 km

Humøret var højt næste morgen, da det ikke regnede, da vi stod op. Vores telt var dog vådt, og det blev nødt til at blive pakket i våd tilstand.

Vores naboer, som vi nærmest havde teltet oven i, var også stået op, og vi småsnakkede med dem under morgenmaden. De kom fra Aalborg. Den ene havde døjet med knæproblemer dagen før, så de frygtede lidt, hvordan det ville gå fremadrettet. Vi havde nemlig turens hårdeste dag foran os. I det fjerne kunne vi ane Tjäktjapasset og de 1140 m over havet, som vi senere på dagen skulle over. Ikke nok med højdemeterne, så havde vi planer om at gå over 26 km den dag for at ende ved Alesjaurehytterne og det checkpoint, der ligger der.

En mand uden apsis
På vej op mod Tjäktja passet stoppede vi før den stejleste del for at få en snack og noget vand, så vi havde kræfter og frisk energi til at “bestige” passet.

Mens vi sad og spiste vores mad af polarbrød med rensdyr-ost fra tube og en snackpølse, faldt vi i snak med en fyr, der også fyldte kalorier på før passet.

Han viste sig at være dansker, og han var på turen alene. Her på tredjedagen lignede han en slagen mand, og ifølge hans eget udsagn havde han gjort alle begynderfejlene. For meget vægt i rygsækken (25 kg), ikke vandtætte støvler, gået for hurtigt, så han var blevet skadet osv. Mens han listede alle sine elendigheder og fejltrin op, fik jeg det bedre og bedre med min egen indsats, og mine småfejl blegnede i sammenligning med hans. Da det efter første dag gik op for ham, at han havde for meget med, havde han efterladt en del ting ved Kebnekaise Fjeldstation.
En af de underligste ting, han havde gjort for at spare på vægten, var at skære hele apsisen af sit tunneltelt … den lader vi lige stå et øjeblik….

Nå, men vi kunne ikke sidde alt for længe og sludre, for det blev utrolig hurtigt koldt, og vi havde et pas at bestige.

Vi havde fået så ondt af vores nye ven, at vi resten af dagen holdt lidt øje med ham og kom med opmuntrende kommentarer. Han gik trods skader og tung rygsæk i et pænt tempo, men han var vel også ca. 40 cm. højere end os og havde nogle meget længere ben. Han havde desuden fået nogle vandrestave af en kinesisk fyr, der var udgået af turen efter første dag. Det var et spøjst syn at se en mand på omkring 2 meter gå med vandrestave, der ikke kunne blive højere end 110 cm.

Passet var stejlt, men meget hurtigt overstået. Vi fejrede bestigningen med vingummier og selfies på toppen.

Passet skulle vise sig at være det mindste af strabadserne den dag. Lige efter passet blev vi mødt af uendelige mængder sten og en vind, der tog til i styrke. Vi havde dog vinden i ryggen og priste os lykkelige for, at vi ikke var på vej den anden retning. Det begyndte ret hurtigt også at regne, og jeg tog min store grønne regnponcho på - til stor morskab for Sascha, der mente jeg lignede en Barbapapa. Jeg fandt hurtigt ud af, at i den kraftige vind blev jeg nødt til at have regnslaget indenunder tasken for ikke at blive sindsyg af al den rusken fra vinden.

Vi gik længe, hvor der ikke var meget snak. Det var svært at føre en samtale, når ens regnjakke blafrede, og vinden blæste ens ord væk.

Et hæsligt sted at slå lejr

Nogle kilometer fra passet lå Tjäktja checkpointet, og flere havde snakket om det som et muligt sted at telte for at bryde den lange og strabadserende dag op. Vi havde da også snakket om det som en mulig backup, hvis alt var gået i ged over passet. Men da vi ankom til checkpointet, var det et utroligt ugæstfrit sted, hvor det blæste, regnede og var sindssygt koldt, så vi besluttede os hurtigt for bare at få vores stempler, en kop kaffe og den brownie, som de søde Fjällrävenfolk havde til os, og så skynde os videre.

Dagens mål lå stadig 14 km foran os. Klokken var over middag, og vi var klar over, at vi på et tidspunkt blev nødt til at få noget mad i os. Enten skulle vi gå og små-snacke al vores slik og rawbars, eller også skulle vi koge vand og lave en pose mad hver. Så da der pludselig var et ophold i regnen og en stor sten at sidde lidt i læ bag, kastede vi taskerne, tog varme jakker på og skyndte os at koge vand til maden.

“Hvis det begynder at regne, før vi har spist færdig, så tager vi maden med og spiser, mens vi går” fik jeg sagt sådan cirka to minutter, før det igen begyndte at stå ned. Så taskerne kom på igen, og maden blev spist ud af poserne, mens vi gik. At sidde ned var alligevel også alt for koldt i længere tid. Det viser sig, at labskovs er nemt at spise, mens man går, men at pasta bolognese ikke er det bedste valg. Vigtig viden, som man kun kan tilegne sig på tur.

Alesjaure, heaven on earth + sauna

Dagens mål var Alesjaurehytterne, og de dukkede op i horisonten utrolig længe, før vi faktisk var der. Det var både rart at have et mål i sigte, men det var også lidt demotiverende, at det tog så lang tid, før vi faktisk nåede frem. Hytterne ligger på en lille bakke med den smukkeste udsigt til den store Alesjauresø. Men placeringen på toppen af bakken gjorde også, at det stormede syv pelikaner, og at der ikke var mange flade områder at slå sit telt op på lige ved hytterne (aka tæt på dasset).

Ved checkpointet, da vi skulle ha’ vores velfortjente stempler i vandrepasset, fik vi den glædelige nyhed, at vi var meget velkomne til at gå indenfor i hytten og sidde og få varmen. Vi måtte ellers som deltagere i Fjällräven calssic ikke benytte os af turistforeningens hytter, da der sikkert er for mange mennesker, og der også skal være plads til folk, der ikke er med i Fjällräven Classic.

I hytten var der ud over varmt og tørt også en lille kiosk/cafe og en mand med en guitar, der ville underholde. Vi skulle dog først ha’ teltet op.

De bedste pladser var allerede taget, men vi fandt da et sted, hvor vi mente, vi kunne klemme det store telt ind mellem en skråning og nogle sten. Lidt sten i apsis er vel ikke det værste, man kan have.
Vinden var taget til, og vi var lidt for hurtige til at stille teltet op, for pludselig vendte det den forkerte vej. Hvad gør man så, når man er ved at brænde sammen oppe i hovedet efter en lang dag? Man tænker, at man da godt kan vende teltet med stænger i osv., selvom det stormer. Det gik med nød og næppe, men jeg tror ikke, at vores manøvre fik nogle point for elegance.

Både vores apsisløse ven og aalborgenserne med knæproblemer var kommet over passet og frem til Alesjaure, og vi delte krigshistorier over chips og chokolade i den varme hytte. Det var guld værd, at vi fik lov at komme indenfor og få tørret vores regntøj!

Mens vi sad i hytten, blev jeg mere og mere nervøs for vores telt. Jeg syntes, at det stormede utrolig meget. Stod det der stadig? Vi havde jo ikke noget tungt inde i selve teltet. “Jeg skal lige ned og se til teltet”, erklærede jeg på et tidspunkt. Det grinede de andre meget af, men jeg kunne ikke rigtig slappe af, før jeg havde været nede og se, at det rigtig nok stadig var der, og at det stod snorlige i vinden.

Sascha og den ene fra vores venindepar var meget opsat på sauna, så de nåede lige 20 minutter i varmen, før den lukkede. Jeg gik i teltet og redte senge og lavede mad, så det var klart, når hun kom tilbage. Den nat sov vi perfekt i vores telt, lidt polstret af de lave buske, vi nærmest havde lagt os oveni, og trætte efter en begivenhedsrig dag.

Alesjaure – Kieron. Dag 4 – ca. 22 km
En smuk start på dagen langs søerne, hvis vand var en smuk mælket turkis farve. Måske den mindst mindeværdige dag rent vandremæssigt. Det småregnede og blæste lidt det meste af dagen, og terrænet var ikke nær så smukt som dagen før. Lige med undtagelse af, da vi efter at have gået på skråningen (og i skyggen) af et bjerg i lang tid, pludselig så skov for første gang siden Kebnekaise Fjeldstation, og vi kunne se langt ud over dalen, hvor vi skulle ned til checkpointet, hvor vi skulle telte.

Det sidste stykke ned var utrolig stejlt, men vi blev belønnet rigeligt, da vi ankom til det hyggeligste område blandt lave birketræer. Fjällrävens søde staff diskede op med pandekager med flødeskum og syltetøj, og der var endelig tørvejr og tilpas vindstille til, at vi kunne lave bål og få en hyggelig lejrstemning.

Da det var sidste aften inden mål, kunne vi lige så godt tømme ud i beholdningen af snacks og alkohol, så vi fik sammen med vores veninde-par en hyggelig aften med cubansk rom i kakaoen, flødeskum fra dåse, som de havde slæbt på hele turen, og oliven på pose som er en utrolig god pre-dinner snack på tur.

Nysne på bjergene. Dag 5 – 18 km

Sidste nat blev den koldeste på turen, og vi havde begge frosset lidt, da vi vågnede ved 8-tiden. Min sovepose til +4 med en reactor fleece liner kunne ikke holde varmen trods uldtøj, hue, sokker og en fleecetrøje viklet om livet, så ved 3 tiden om natten iførte jeg mig også min dunjakke.

Humøret var nu stadig højt, da vi vågnede til smukt solskin og en udsigt til de sidste 16 km frem til mål. Vi kunne se på bjergene, at der var faldet sne i løbet af natten, så vi sjussede os til, at det måtte have været omkring frysepunktet om natten. Så de der +18 grader, som den fleeceliner lover, må de længere ud på landet med!

Vi gik gennem den lave birkeskov og kom hurtigt ind i Abisko Nationalpark. Det meste af vejen fulgte vi en større flod, der havde skåret sig ind i klipperne og dannet den smukkeste ravine. Vi fandt det aller aller smukkeste sted med udsigt til de snedækkede bjergtoppe og holdt turens sidste pause. Vi blev enige om, at det havde været en mega god tur, men at vi på grund af det dårlige vejr ikke havde holdt så mange hyggelige kaffepauser, som vi havde haft lyst til. Det forsøgte vi nu at kompensere for ved at nyde denne ekstra meget. Og vi sad der med den der underlige følelse af at glæde sig til at komme i mål, men at man heller ikke vil have, at det skal slutte, Vi var lige kommet ind i en god rytme og var generelt godt kørende, så vi kunne egentlig have fortsat nogle dage endnu.

Men tanken om et varmt bad lokkede nu også en anelse.

Kan man vandre om dagen, kan man danse om natten
Vi blev klappet i mål ved Abisko Turiststation og fik medaljer og stempler. Altid en lidt antiklimatisk oplevelse at være færdige synes jeg.

Vi fik et værelse på vandrehjemmet og hoppede i bad og tog civilt tøj på. Vi havde med vilje pakket mere byagtigt tøj, for der var fest om aftenen. Det er der hver aften, mens Fjällräven Classic står på, og ligeså meget, som vi elsker at vandre, ligeså meget elsker vi ikke at gå rundt i løbetights og goretex hele tiden. Så i tasken, vi havde sendt afsted fra check-in i Kiruna, var der sneakers, fugtighedscreme, bomuldstøj, deo, læbestift og alt muligt andet luksus.

I det store festtelt var humøret højt, og jeg tror, de har tjent stort på alle de trætte og glade hikere, der hungrede efter øl. Folks musiksmag må ha skrumpet for hver gået kilometer, for ikke så snart havde kopibandet spillet de første akkorder til Dancing Queen, før nærmest alle fløj ud på dansegulvet og ikke forlod det før kl 4 om morgenen.

Så moralen må være, at selvom man har vandret 110+ km, kan man sagtens danse til den lyse morgen.

Næste morgen var der afgang med bus tilbage til Kiruna, hvorfra vi med tømmermænd fløj hjem til Danmark, fyldt op af oplevelser og blod på tanden til flere vandreventyr sammen i fremtiden.

Information

Uundværlige ting, jeg var glad for jeg havde med:
Sea to summit Regnponcho/tarp, når ens regnjakke åbenbart ikke er go nok.
Rødvinen!
Vingummierne!

Havde med, men brugte aldrig:
Teva sandalen/camp shoe - det var for koldt.

Ville ønske jeg havde haft med:
Gaiters, så mine regnbukser ikke var blevet slidt i stykker af mudder.
En varmere sovepose.

Om Fjälräven Classic
Fjällräven Classic er en 110 km lang vandretur på dele af Kungsleden fra Nikkaluokta til Abisko, arrangeret af Fjällräven. De står for gas, mad og tjekpoints på ruten, du står selv for alt andet. Der er ca. 2000 mennesker, der går ruten i løbet af lidt over en uge. Man bliver sendt afsted i hold i løbet af dagene, så man ikke går alt for meget oven i hinanden.

Typisk bruger man 5 vandredage/4 overnatninger på turen, men der er også folk, der gør det hurtigere (16 timer er rekorden!!) eller langsommere. Det er helt op til en selv.
Vi var ikke i nogen speciel god form, men har vandret en del i DK for at træne op.

Læs mere om Fjällräven Classic her:
http://classic.fjallraven.com