Rejsebrev 1

Er nu i Aabenraa på campingpladsen, og bor i et lille træhus med en flot udsigt til bugten. Her er så smukt, at jeg tror jeg bliver her i 2 dage.
Det har været en lang vandring hertil. Fra Viborg og til Jels var Hærvejen helt og andeles uberørt af andre end mig. De eneste jeg kunne sludre lidt med var herlige køer - mennesker var der støvsuget for. Kortet passede fint, men de kroer, restauranter, butikker der var påtegnet, var alle som en lukket. Så den stod på dåsemad morgen middag og aften. Makrel i tomat, brød og leverpostej på dåse! Og dertil i spandevis af vand, der heldigvis kunne fås i brønde og hos de få mennesker der boede undervejs. Og de få jeg har mødt er bare meget flinke.
Det har været en meget ensom vandring ned gennem Jylland. Og det har været ved at slå mig af pinden - helt alvorligt. Det er i sandhed noget helt nyt jeg der skal lære. Og det var først i lørdags i Jels at jeg kom i kontakt med andre mennesker. Kroppen og fødderne har det fint, så det er jo altid noget.

Selv en telefon har ikke været til at opdrive her på "højlandet" - og pc'er har de vist aldrig set - end hørt om! Og hold da op nogle stygge stigninger der har været, gennem store skove der stadig har store spor efter orkanen i 91. De åbne forblæste vidder over Faglunds store sletter (og mange andre vidder og slettet) med lyng, søer, lumske moser, bakker, blå himmel og en høj sol. Over lyngbeklædte enge og bakker, med mange forskellige åer og vandløb. Mange steder kommer man forbi gravhøje og jættestuer. Forbi Margrethe volden og forbi historiske steder så man bliver helt rundtosset.

Jeg har for det meste overnattet på campingpladser og primitive lejrpladser med bålsted (rent guf), - der ingen skove der er røget med. Jeg er normalt begyndt at starte ved 9-tiden og vandrer herefter 5-7 timer, alt afhængig hvad det er jeg går efter. Stopper så et pænt sted og holder frokostpause. Det er meget vigtigt at starte ud mod et foder man gå langt på.

Rejsebrev 2

Efter 2 lange dage har jeg her til formiddag krydset grænsen ved Padborg. Det var en tur på små 30 km fra Aabenraa til vandrehjemmet i Padborg. Smuk natur, og megen af den på "Hærvejens grusveje". Især den sidste del ind mod Padborg var helt tydelig den gamle grusvej. Langs stien var der med mellemrum såkaldte talende sten der markerede grænsen mellem de forskellige gårde, som på deres strækning skulle vedligeholde stien. Stenene blev også brugt af folk langs ruten som vejvisere. På den strækning var der også 2 meget gamle broer, bygget op gennem tiderne så de i dag er støttet af store kampesten.

Det var godt nok en lang støvet dag. Hælene summede da jeg kom frem til Danmarks kedeligste vandrehjem. Klemt sammen på en græsmark lå de 10 små rum på ca. 4-5 m^2, med bad og toilet. På to sider larmede meget befærdede hovedveje, og på den tredje side lå motorvejen! Hyggeligt. 50 meter væk lå en forvokset pølsevogn. Hmm. Der blev kun spist, drukket, vasket tøj, tørret tøj og sovet.
I morges var jeg ikke meget værd, men kom af sted 8.45. Ruten var let, og kom hurtigt til Bov by. Gik ind i kirken og talte lidt med Herren -fortalte ham hvad jeg var nervøs for, og bad ham om at hjælpe mig. Godt nok. Derfra var der kun ganske kort til grænsen, som jeg kom til 9.45. Ubemandet, kun en åben rød bom, nogle plancher - og det var det. Underligt at Danmark sådan med ét pludselig lå BAG mig, Hærvejen var slut. Nu hed den Oksevejen. Landskabet var "stadig dansk", men husene var med det samme anderledes og bilerne havde tyske nummerplader.
Gik gennem landskabet der var så grønt og bakket. Der duftede af blomster og jord. Oksevejen skiftede nu hurtigt ud til en meget befærdet landevej. Vejen gik gennem små og store byer, alt var med et på tysk og alt var meget TYSK. Skulle snart have tanket op, og - tja så måtte det tyske stå sin første prøve. Og Gudhjælpemig om ikke at folk forstod mig, og kunne smile. Hernede er bilerne ved at køre "i grøften" når de får spottet mig med rygsæk og den store hat. HÆHÆHÆ.
Nå - omkring kl. 13 sagde jeg højt til mig selv at nu måtte der gerne dukke et rart sted op, hvor jeg kunne overnatte. Kort tid efter blev jeg indhentet af en ældre herre, der på opfordring fortalte at jeg kkunne prøve på ”den Danske Højskole”, lidt længere nede ad vejen. Og bingo – en herlig stor skole i flere plan, med alt hvad hjertet begærer. Smuk natur, god mad, drikkelse, enestue, vask og tørremuligheder samt flinke folk. Lærergruppen tabte næsten kæben på gulvet da de hørte om planen, - så selvfølgelig kunne jeg leje et værelse med fuld forplejning. Jeg valgte at blive i 2 dage, da jeg alligevel er foran planen. Ja humøret er fint kan du tro. Har mødt flere af hjælpende "engle", når jeg behøvede hjælp, - med stor undren må jeg erkende at de er til. Nå, inden skrivelysten helt får overtaget, - vil jeg stoppe for en sund.

Rejsebrev 3.

Endelig har jeg fundet en computercafe. Rart, meget rart med nyt hjemmefra. Jeg er kommet til Neyemunster efter 37 lange km i regn og blæst. Har fundet et rigtigt flot vandrehjem, så nu jeg også kan lide byen bliver jeg her i 2 dage. Skal have vasket tøj, købt et par ekstra åndbare skalbukser, se efter kort og skrive e -mails.
Det har været nogle lange vandringer fra den danske højskole og den danske grænse. 6 km efter højskolen faldt jeg nærmest over E1 og det hvide ”x”. Stor glæde, nu var jeg på sporet. Det gik nu hurtigt op for mig at E1 snoede sig som en slange og forlængede ruten ganske betragtelig. Efter at være blevet smidt af sporet mange gange, på grund af manglende markering (en dag mistede jeg ruten totalt), har jeg nu i et par dage fulgt cykelruten. Her i byen er jeg igen stødt på Oksevejen, fortsættelsen af Hærvejen. Den følger jeg videre mod Hamburg. Cykelruterne er gode og godt afmærket.
Ellers har vandringen gået igennem godt gammelt tysk landbrugsland og skove. Der er bare så grønt overalt, og de gule rapsmarker (tror jeg) dufter så jeg bliver helt sideskæv. Der er mange små landsbyer og mere liv end derhjemme. Fuglene, store som små, ser jeg tit. Og de mange flokke af køer får jeg ofte en snak med, ligeledes med hundene. Skovene er bare flotte og mere vilde end de velplejede danske skove. Desværre har vejret været grufuldt, med regn og blæst. Det er lidt af et problem, nogen gange at få tøjet tørret.
Tyskerne er flinke folk, der gør sig megen umage for at forstå mit mangelfulde tysk. Har overnattet på vandrehjem, kroer og private værelser. Maden er god og rigelig. Mad og drikke er lidt billigere end hjemme.
Ellers er jeg efterhånden vænnet til at være kun mig selv. Det er lidt mærkelig at føles ensom og alene når jeg er blandt flokke af tyskere. Det er lidt som at være i en osteklokke. Er nu meget godt tilfreds med mit eget gode selskab (smiler). Det er begyndt at gå op for mig at det er et hårdt liv at være pilgrim. Du bliver styrket og lutret på mange måder. Fysisk er det gået godt, og jeg føler mig stærkere. Psykisk er jeg ikke helt oppe at ringe lige nu. Ensomheden og de store vidder og afstande gør at det tager mere tid. Ikke fordi der er de store tanker der kommer op, - men alt kan som et lyn dukke op lige i fjæset. Og det er nogle gange ikke så let at få slugt. Dorrit har jeg ofte besøg af i tankerne, samt min søn. Ja, og min gamle hund – ak ja. Det er sku ikke let at få det hele smidt i hovedet.

Rejsebrev 4.

Dagen i dag har bare været skrækkelig. Startede ud fra Bad Bramsted i luskevejr. Det smådryppede og det var temmelig skyet. Jeg gik ad cykelstien mod Hamburg, men ville gå over Kaltenkirchen fordi den vej gik mere direkte ind mod Hamburgs centrum.
Efter 10-12 kilometers vandring blev himlen kulsort i vest, jeg hørte torden i det fjerne og det begyndte at regne ikke bare kraftigt, det væltede simpelthen ned. Cykelstien blev til en flod. Uvejret trak ind over mig, det kom nærmere og nærmere.
Der var mange store træer langs vejen - ikke særligt betryggende. Så var lynene og tordenbragene lige over mig, og det gik vildt for sig. Jeg var slet ikke spor glad for tingenes tilstand. Pludselig dukkede et skilt "banegård" op. Jeg gik hurtigt i den retning og i løbet af 5 minutter var jeg med toget. Stod af i Kaltenkirche. Det buldrede og blitzede stadig, så jeg fandt et hotelværelse. Klokken var kun 12 !!!! Det er første gang jeg er stoppet så tidligt. Havde vandret måske 15 km. Nå pyt, det var vigtigt at komme i sikkerhed. Der er forsat 31 km. til Hamburg. Om jeg tager det i et stykke i morgen, afhænger vejret
Det må snart gerne blive bare lidt sommer, - jeg er ret træt af dårligt vejr. Mit humør er lidt efter vejret – nogen gange. Det er underligt som min opmærksomhed er blevet skærpet. Vil kalde for en opmærksom årvågenhed. For eksempen syntes mit syn at opfatte hvad som helst der kommer inden for synsvidde. Alt bliver analyseret i et nu. Det er ligesådan med lugtesansen og hørelsen. Også her syntes der at være en skærpning. Det er måske fordi jeg vandrer alene, og kun er mig selv til at passe på. Dyrenes adfærd siger mig også noget, er de rolige eller hvad har for eksempel skræmt dem?
I formiddags var min kære afdøde hustru og min gamle elskede hund i mine tanker sammen. Det var stærkt, så stærkt at jeg næsten begynder at græde når jeg skriver det nu. Og med lyn og buldren og en sortblå himmel var der næsten overnaturligt så stærkt de var til stede. Ja, i et øjeblik var jeg i tvivl på, om jeg var død eller levende.
Det er som om livet bliver mere enkelt og simpelt, som tiden går. Selvfølgelig også fordi meget er blevet vane. Men som ting bliver lettere er der også mere tid til at bare være. Mine krav til livet falder langsomt til de mere ordinære og basale. At helbredet holder, mad, drikke, overnatning, lidt røg, lidt øl og en lille rom. Og så, - selvfølgelig at få nyt hjemmefra.
Så står ellers Hamburg for tur. Vil tage en overnatning på et af byens to vandrehjem og så se at komme videre jeg er ikke meget for storbyer. E1 skal opsøges igen. Den skulle være både bedre afmærket og bedre at følge. E 1 er den fjernvandrevej jeg for det meste vandrer af fra Tyskland til Schweiz.
Er netop kommet til Hamburg. Jeg gad ikke vandre det sidste stykke, var ved at fare vild utallige gange. Så til sidst tog jeg toget til hovedbanegården. Jeg kom ”op på jorden”, og alt var bare højhuse og biler og 10.000 mennesker. Jeg tog ud til vandrehjemmet, - der var lukket. Og det regnede. Jeg kom så i tanke om et nummer Bent Jul havde sendt mig og ringede til den lokale forening af tyske fjernvandrere, og de var hjemme. Tog en taxi til dem. To ældre pilgrimme tog hjertelig imod mig, ringede rundt, og fandt et godt hjem. Beboerne her fixede det med kort ud af byen langs E1 og fulgte mig til S-banen, med en beskrivelse af hvor jeg skulle stå af toget - det var da en utrolig hjælpsomhed!
Nu tager jeg lige en puster, nu hvor jeg har nået et af mine første store delmål - Hamburg. Jeg bliver her i 2 dage. Skal lige finde mig selv igen.

Rejsebrev 5.

Det er godt at høre fra jer, - jeg manglede også lidt moralsk opbakning. Det er svært i dag, selvom det er min hviledag. Det har regnet hele natten og forsat her til formiddag. Det er svært at føle sig alene i dette store land. Underligt, nu hvor jeg har tid nok at øse af, kommer jeg langt oftere til at tænke på Dorrit. Å det er ikke let, savner hende sådan. Og som i ved, bliver man let følsom jo længere sådan en vandringen står på. Så der skal ikke så meget til før jeg bliver ked af det. Eller det modsatte - heldigvis.
På den anden side er der et eller andet der trækker mig sydpå. Hvad det er, ved jeg ikke. Måske vil jeg bare ikke give op, måske er det min stolthed, - bare solen snart vil skinne bare lidt (griner)
Bor her i Celle på et pensionat 3 km fra bymidten. Der er busser hver time. Det er en langt større by end jeg havde regnet med. Den gamle by er utrolig velbevaret, med mange gamle bygninger med bindingsværk og udskæringer. Den indre by er delvis et net af gågader, med mange butikker og et mylder af folk. I Tyskland har de den regel at cykellister må køre på et afmærket stykke af fortovet. Det har jeg svært ved at vende mig til, - så det er med at se sig for. Flere gange har jeg måtte springe for de tohjulede.
Har bestemt at blive her til på mandag. Vandringen vil fremover blive hovedsagligt ad den Tyske hovedvej nr.3' cykelstier. Hovedvej nr. 3 strækker sig helt ned til Schweiz gennem flotte naturscenerier. E1 har jeg fået nok af, den er totalt uberegnelig, - herfra slår den for eksempel et godt sving vestpå og passerer 3 byer, næsten på linje, væk fra syd. Lidt fjollet når jeg netop vil sydpå. Derudover går den gennem lumske sumpe, smattede enge og samtlige stejle bakker i hele området.
Vandringen fra Hamburg har gået gennem det gamle land, som Tyskerne kalder det. Landbrugsland med masser af frugter og bær. Alt er bare grønt og grønt. Overnattede i små kroer langs vejen. Det er ikke til at skaffe kort, så jeg bruger et kæmpe kort over hele Tyskland og går efter de større byer sydpå. Luneburger Heide havde jeg glædet mig til. På grund af den utålelige mængde af regn, stod store dele af heden under vand! Shit. Nå - jeg kom udenom i kanten. Videre sydpå. Fulgte E1 så langt som til flækken Handeloc.

Her en ganske almindelig dag fra dagbogen:

Torsdag d. 1/6
Gud fader, sikken et grumt vejr. Startede fra Soltau i regn, så nu kom det gode vejr tænkte jeg. Min bare!. Tror at der regnede i 16 ud af 22 km. Heldigvis kom det bagfra eller fra siden. Mine ben frøs og fingrene var så kolde at de ikke kunne lyne lynlåsen ned eller knappe en knap. Cykelstien er nu ok, og trafikken hører og ser jeg - og alligevel slet ikke. Med det vejr var det med ikke at holde nogen pauser, så musklerne ikke blev helt frosset stive. Dagens 22 km blev vandret nonstop. Spiste 2 energibarer ved 12-tiden og drak en 1/2 liter vand. Mødte kun 2 cyklister, ingen til fods.

Vejen går gennem skove og landbrugsland. Kornet står højt og der er nye kartofler til salg alle vegne. Så i dag de første røde valmuer i grøftekanten. I de sidste dage passerede jeg flere tyske soldaterkirkegårde fra anden verdenskrig. I dag passerede jeg en meget stor kirkegård med allierede, - også fra anden verdenskrig. Helt ude til vejen, masser af kors på lange lige rækker. Det giver stof til eftertanke. Jeg blev helt stille. På et tidspunkt blev det hele bare for meget, jeg råbte og skreg af det forbandede vejr. Ellers gled jeg ind i mig selv og lod blikket gå ned ca. 2 meter foran mine støvler. Kunne godt have brugt min hvide fleece hue og de vind/vandtætte handsker. Men hvem fanden kunne have forestillet sig regn, storm og 9 grader den 1. juni? Jeg havde sku ikke. Nå - jeg kom frem til byen Berge og hotel Baden. Ikke langt fra KZ lejren Bergen Belsen. Hotellet havde selvfølgelig lukket! Fandt et mobilnummer på hoveddøren og fandt en mobilforretning hvor 2 unge folk kunne forstå engelsk og ringe nummeret op. 10 min. Efter havde jeg et værelse. Stedet er et gammelt gæstehus fra 1725. Vildsvinehoveder på vægen samt gevirer af alle mulige dyr, samt gamle gulnede fotos af mennesker fra før første verdenskrig. Mange af gæsterne er lige så gamle, - hvilken tid har de ikke oplevet. Værtsparret er i tyverne. Jeg har gud-hjælpe-mig fået en vabel under højre fods pegetå. Jeg pillede huden af, den var alligevel itu og satte Compeed plaster på og sportstape udenpå. Det har bare at holde, for der står 24 km for skud i morgen. Byen Celle er målet, og mit andet større delmål.. Der skal slappes af en stund, vaskes tøj - lugter snart af gnu, læses mail og skrives ditto

Ja det var den dag.

Rejsebrev 6.

Efter en lille weekend i Celle, vandrede jeg videre sydpå ad landevej nummer 3. Vejret var overskyet, men holdt sig tørt for en gang skyld. Byen Celle var overraskende stor og den gamle bydel var meget velbevaret. Der var mængde af små og store stræder, med et utal af forretninger og rigtig mange restauranter og barer. Om lørdagen var der marked, og alt tænkeligt spiseligt var til salg, kød, 117 forskellige pølser, oste i lange baner og meget mere. Midt i det hele lå den gamle katedral. Flot med de mange farvede vinduer.
Jeg boede på et pensionat 15 min. cykeltur fra bymidten. Heldigvis er der mange Internetcaféer, sædvanligvis ejet af folk af fremmed herkomst, så der er ofte et kor af fremmedartede sprog og fagter. Ganske fornøjeligt.
Nå, - vandringen forsatte. Det er efterhånden næsten blevet vane bare at vandre derudaf. Af sted ved 9 tiden. Følge cykelstien hvor den nu bugter sig hen. Som regel har jeg en idé om, hvor jeg vil holde for natten. Sådan ca. efter en 5-6 timer. Det har ikke været det store problem i de lidt større
byer, der altid et motel eller hotel og længere ude har kroerne og private udlejningsværelser, stået for.
Bare det at vandre af sted med sækken på nakken, er frihed i sig selv. Du aner ikke hvad der kommer til at ske, - selvom det ofte er det samme der sker. Du er helt alene på stien, og har tid nok til at iagttage, hvordan landskabet skifter karakter, efterhånden som det glider forbi. På nuværende er kroppen vandret i en sådan form, at du ikke lægger mærke til evt. ømhed, eller smerter som sådan. Ok, den kan da godt lige skulle vandres varm i begyndelsen af dagen. Ømhed mærkes nogle gange om aftenen, og man kan blive øm i muskler, man ikke anede man havde. Timerne går let, og hurtigt bliver det klokken12, så spiser jeg en energibar eller to, noget brød med pølse og ost og får noget vand. Ved 2 -3 tiden skulle der gerne dukke en by eller et overnatningssted op. Det gør der som regel, men det kan ske at der skal vandres en time eller to mere. Lidt surt i regnvejr. Når fødderne næsten går af sig selv, bliver jeg ofte helt let i knolden. Ja det kan føles som jeg svævede 10 cm. Over jorden. Tankerne får frit spil, hvis de ikke også står på stand by.
Det svære ved at vandre så langt er at du er helt alene. Kroppen skal nok finde ud af det. Det er den mentale del der er svær. Du er fuldstændigt overladt til dit eget selskab fra morgen til aften hver dag. Om ikke andet får man lært sig selv godt at kende, helt ned til sokkerne. Som skrevet et eller andet sted, det er ikke selve rejsen der er svær, det er den indre rejse der for alvor er svær. Altså alt det, der sker mellem øerne.
Når jeg så har fået et værelse, er det med at få lukket op for radiatorerne. Så det våde tøj kan blive tørret på dem. I dag er det første gang i 3 uger jeg kunne bruge solen, få et godt varmt bad og tørt tøj på. Evt. gå en tur i byen eller til den nærmeste købmand. Er det på en kro, er det hyggeligt at sidde i krostuen og skrive dagbog. Samtidigt er det hyggeligt at iagttage og sludre lidt med de indfødte. Får så et måltid mad, - og maden er god og portionerne tilpas store.
Senere får jeg så et par øl, ser vejrudsigten - hvis det er muligt, og går til køjs inden 22.
Vandrede fra Celle til Köningsberg og videre til Hildesheim. Bor nu på vandrehjemmet lidt uden for byen på en stejl bakke. Lige med et i dag, dukkede der flere og flere bakker op. Sjovt efter at have
vandret i det åbne, flade landskab så længe. Bakkerne er nok 2-3-4-500 meter høje.
Ved 15-tiden var der blå himmel og solskin. Lækkert. Her ved 16.30. tiden er alt hvirvlet ind i tunge regnskyer igen, så nu for vi se om ikke det driver over.
Det gjorde det heldigvis, al regnen gled over til nabobakkerne. Vejret skulle blive bedre jo længere vi kommer hen på ugen. Ja, ja, - det vil jeg sku se før jeg tror det.

Rejsebrev 7.

Dagene fra Celle gik ret sydpå af små snoede landeveje. Det regnede en del og blæste ligeså. Det var lige før jeg ikke havde nok tøj med - i guder! Landet er forsat fladt og meget landligt. Der var mange stutterier og heste sås flere steder. Dagen går sin gang og timerne løber med. Benene går nærmest af sig selv, rygsækken er der bare og det hele falder hurtigt ind i sin vanlige rytme. Ømhed er der ikke meget af mere, dog kan man pludseligt mærke en muskel man ikke anede man havde. Fødderne har det fint og støvlerne er bare nogle gode venner.
Spiser som regel et par energibarre og drikker noget vand ved 12 tiden. Hvis det regner, gider jeg ikke holde pauser, det bliver for hurtigt for koldt. I forgårs, på vejen mod Heidesheim, dukkede med ét de første småbjerge op forude og da vejret også skiftede til både sol og blå himmel, så skiftede mit humør, ligeså. Ok det var da kun små bakker, på en 3-4-500 m., men de ændrede i den grad landskabet. Nu havde jeg vandret i de flade nordtyske områder i snart 5 uger, så det var bare herligt at der kom nye linjer.
Boede i Heidesheim, på vandrehjemmet, der lå højt på en bakke, med en flot udsigt over byen og de bølgende forbjerge. Lyset er blevet anderledes og vinden ligeså, den ligefrem bære en ny energi og en masse håb med sig.
I dag gik det videre gennem det bølgende landskab mod byen Elze. Sommeren er bare kommet som et varmt drøn. For en uge siden var der 9 grader og regnstorm. I dag skinner solen fra en knaldblå himmel, og der er 25 grader i skyggen. Havde selvfølgelig alt for meget tøj på, af bare vane. Så ved 11 tiden blev de lange ben lynet af for første gang. På overkroppen var en t-shirt nok. Den bredskyggede hat kom frem fra rygsækken og på plads.
Byerne ligger nede i "dalen" og der er ofte kun et par kilometer imellem. Husene er også anderledes bygget og der er flere farver. Der er en kirke i næsten hver landsby og de er åbne, så man kan gå indenfor og svale lidt ned i skyggen.
Bor på byens gamle hotel, lige ved starten af den lille hovedgade. Alt hvad der kan kravle og gå er ude og nyde vejret. Alle fortovscaféer er optaget, og hvis nogen skulle have glemt det, så er det i morgen at Tyskland spiller sin første kamp ved fodbold VM. Hele landet koger.
Vil i morgen forsætte mod Kassel, som jeg nok når om en uges tid. Underligt for så er næsten halvdelen af Tyskland gennemvandret. Det er sku ikke til at forstå.
Håber snart jeg møder andre vandrere, men det sker nok længere nede.

Rejsebrev 8.

Er i går kommet til storbyen Kassel. Bliver her til i morgen.
Den sidste uge er gået med at vandre fra Göttingen og hertil.
På vej ud af Göttingen kom en bakke der ikke var så stejl, men ca. 3 km lang. Det var en der trak søm. Det var desuden en af de varmeste vandringer jeg nogensinde har prøvet. Ingen vind og 33 grader i skyggen. Sveden sprang ud af alle porer cykelsporet forsvandt, så der kun var rabatten tilbage. Knurrede lidt over det, men en 1/2 time senere havde jeg vænnet mig til det. Trak bare ind i gruset når der kom en lastbil.
Ellers har naturen været flot. Et grønt bølgende landskab af bakker dækket med skov, store og små dale med små landsbyer. Ofte ses rovfugle svæve rundt i store cirkler. Det er utroligt dejligt at vandre i et landskab hvor linjerne overalt er brudt af høje bakker og dybe skove. Skovene er svalende og skyggefulde at passere, og de dufter af harpiks og træer.
På de lange træk uden skygge, er der kun busskurerne der kan give lidt kortvarigt skygge. Har anskaffet 3 stk. 1 L. flasker, og det er ikke for lidt. Fødderne har det godt, selvom der godt kan blive lidt "lunt" nede i bunden. Rygsækken mærker jeg ikke mere, den er blevet en del af ryggen. Er kommet ned på 12 kg. Og overvejer at sende Aktoen (telt på 1,7 kg. ) hjem, har kun brugt det en gang i Jels (Jylland). Hele vejen har jeg overnattet på landsbyhoteller og det har været godt nok.
Vejen i går førte ud af Hann. Münde, og en cykelsti med asfalt førte straks ned til floden Fulda hvilken den fulgte næsten hele vejen. Det var en rigtig flot tur. Floden snoede sig som en slange, ud og ind mellem bakkerne, der var ganske tæt på. Det var katolsk helligdag og der var rigtig mange der var ude at cykle langs floden. Stadig ingen med rygsæk!
Det var overskyet og kun 22 grader. Frøs næsten i starten. Stien var flad og god, så kilometerne blev vandret i god fart. Der var 23 km til byen, det tog 4 1/2 time. Hele dagen har fuglene sunget langs floden.
Ved et knæk ved floden havde man valget at følge cykelstien til byen, der så var 12 km væk. Eller at slå følge med vej 3, uden cykelsti - i så fald var der 5 km.V valgte de 5 km.
Kom godt ind i byen, men ingen hotel af nogen art. Drejede efter en pludselig indskydelse til højre og til venstre - og der lå et lille hotel. Værtinden vandede blomster udenfor. De havde egentlig fridag, - men jeg fik et lille værelse. Da hun hørte jeg var vandrende pilgrim til fods mod Santiago, fik hun næsten tårer i øjnende. Hun spurgte om jeg ikke ville bede en bøn for hendes datter i Santiago, hun var død året før. Lettere rystet, sagde jeg selvfølgelig ja til hendes ønske. Fik hendes kort med navn på. Det hele var underligt og rørende på samme tid.
Værten fortalte at over 50 % af byens befolkning var Katolsk. Ok, er også ved at være på højde med Köln. Er alligevel overrasket over at være i Katolsk område allerede.
På helligdagen i går var der byfest, med levende musik, gøjl,117 boder med pølser, indisk mad, tysk mad, ølboder, vinboder, karruseller og det hele var sort af mennesker. På den strækning hvor sporvognene kører til dagligt, var der afspærret. Og i stedet en masse boder med en masse farverigt
skrammel.
Det er underligt, det er som om at den indre styrke vokser proportionelt med den modstand jeg møder. Da jeg var ved at smelte i varmen, kom der en trodsighed, der gik over i en mærkelig " lykkelig ligegyldig " - altså en tilstand hvor du nærmest griner af "smerten" (og smerten kan være alt fra dårlig humør, tropehede, ked af det, reelt ondt osv.)
Købte en paraply i en bod, der gik i stykker i løbet af 5 min - de fik den lige så hurtig flyvende retur. Stødte på en " Jack Wolfskin " butik (grejbutik), og fik en stærk vandreparaply og et par nye indersokker.
Har fundet en italiensk restaurant 100 meter fra motellet. Den er blevet min base her i byen. Lidt længere væk ligger en IT-cafe ejet, af en vist nok ung tyrk. De etniske IT-caféer tager 1 1/2 Euro i timen, de tyske tager op imod 4 Euro i timen.
I morgen går vandringen ud af byen mod syd, i retning af Frankfurt.

Rejsebrev 9.

Turen ud af Kassel tog næsten en time. Jeg fulgte B3 (b = Bundesweg), indtil den med et forsvandt på mystisk vis. Lurede lidt, men fandt så en vej der hed Frankfurter Strasse, så kunne det vel ikke gå helt galt. JO - det kunne det!!
En mand der klippede hæk, fortalte at vejen førte direkte ud på motorvejen, og der måtte jeg altså ikke vandre (det vidste jeg sku da godt).
I det samme standsede en bil med en kano på taget. En Italiener og hans søn hoppede ud og spurgte om de kunne hjælpe. De fik problemet forklaret, at jeg fulgte B3 - og at den nu blev til en motorvej. Ikke noget problem sagde han, de kunne køre mig et stykke ud af motorvejen og sætte mig af i en lille by.
Fint, fint, - og snart drønede vi af sted. E 7-8 km. ude, blev jeg sat af i en lille flække, fik skrevet de småbyer ned jeg skulle gå efter, og vinket farvel til de flinke mennesker. Så var jeg alene, så det rungede - og laaangt ude på landet.
Jamen det var mageløst. Den eneste lyd var vindens susen, og fuglenes kvidren. Her var bare så højt til himmelen der havde den dybblå farve man ellers kun ser derhjemme, om vinteren i frostvejr. Solen knaldede ned og bakkerne sitrede i varmedisen. Vinden legede i kornet og der duftede af græs og blomster.
Jeg vandrede af sted og kom gennem små landsbyer, hvor folk havde travlt med at ordne haven, eller gøre klar til weekenden.
På lang afstand kunne jeg se den by hvor jeg ville overnatte. Byen lå for foden af en grøn bakke, med en ruin på toppen.
Næste dag gik det videre, mod det sted hvor B3 igen blev til en almindelig vej. Efter ca. en time bremsede et gammelt vrag af en bil op. En arm vinkede. Det var en ældre herre, der spurgte om jeg ville med til næste by.
Ok med mig. Lagde mærke til at forsædet var dækket med plastik, men hoppede gladelig ind, og fik i et nu en omgang buksevand. Der var hul i taget, og regnvandet havde lavet en sø i bunden af sædet. Nå, jeg satte mig på mine hænder og fik lige enden oven vande.
Videre gik det og jeg nåede til Bad Zwesten, hvor B3 stødte til igen.
Efter næsten en uge på landevejen er jeg nu kommet til storbyen med et brag.
Jeg havde fulgt en aldeles udmærket cykelsti de sidste dage. Skiftet mening igen, igen, og er nu blevet glad for cykelstierne selvom de er lidt længere end landevejene. Gik bort fra landevejen i to dage, da morgentrafikken var gyselig. Stien har snoet sig og for det meste fulgt floden Fulda. Det var en dejlig vandring i floddalen over marker og enge på en asfaltsti, vejret er dejligt, 23 grader, men med en del skyer.
I morges gik jeg forsat af stien der fulgte floden direkte ind i Gesinge. Der mistede jeg sporet og fik forvildet mig ind i centrum og ned af en gågade. Den var hel gal og det var nu overskyet. Så frem med kompasset og gik videre efter syd. Kom Igen til Frankfurter Strase, og fandt ud af den kunne jeg bare følge i morgen.
Fandt et engang 5 stjernet hotel på et stort gadehjørne. Nu var det nok falmet til et 2 stjernet, men det passede også pengepungen bedre.
Jeg kunne fra altanen se på et vejskilt i krydset, at retningen var god nok.
Så er det med at få fundet en internetcafé - der lå en på den anden side af gaden.

Rejsebrev 10.

Den sidste uge har været vandring mod syd, gennem store dale med bakker omkring, og i det fjerne. Har for det meste fulgt diverse floder. De sidste dage har det været floden Fulda der har været min faste makker. Har nok krydset den 20 gange og jernbanen samt motorvejen lige så mange gange.
Kom godt ud af Giessen, selvom natten ikke var så morsom. Hotelværelset lå lige ud til et storbykryds med en jernbanebom der ringede som et tågehorn. Fandens til spektakel. Nå – jeg vandrede ud af Frankfurterstrase, - og denne gang gik det godt. B3 førte udenom motorvejen og hurtigt ud hvor kornet og majsmarkerne stod højt.
Har nu ca. 45 km til Frankfurt. Er blevet advaret om at det er svært at få hotelværelse på grund af VM. i fodbold. Tyskerne har hjemmebane og der ca. 50.000 tilskuere, så det ender nok med, at jeg må ombord i et tog, og køre om på den anden side, af den fodboldtossede by..
Kom hertil Butzbach i går efter en meget varm dag på de små stier. Fandt centrum af byen og mødte her den første pilgrim, - eller rettere sagt, hun fandt mig. Hun havde selv vandret den Spanske nordrute sidste år. Så hun kunne hurtigt spotte mig ud.
Fik en privat pension lige på gågaden.
Efter badet kom jeg til at ramme sengebenet med min højre fod. For satan da, ramte med min nr. to tå udefra.
Den blev rød, blå, og gul og den blå farve trak helt op på foden. Troede et øjeblik at den var brækket og at turen med et var slut.
Her til formiddags var jeg en tur på den lokale skadestue. Og lægen kunne konstatere at den IKKE var brækket, men forstuvet. Fik fin forbinding om samt besked om at holde mig i ro en 5-6-7 dage. Altså ikke vandre .......Hmmm, - det er jeg sku ikke meget for, men gør nu alligevel som den kloge læge anbefaler.
En hel uge, jeg får sku da nøkker…!
Ellers har jeg det godt, med dette liv på valsen. Det er virkeligt et frit og simpelt liv under himmelens bue.

Rejsebrev 11.

Det er sku surt dette her. At være, fanget her i byen, på grund af noget så åndsvagt, som en forstuvet tå.
Så kan jeg måske lære at lade være med at sparke til et sengeben med bare fødder en anden gang!!!
Ja, tiden skal jo gå med noget, så jeg har foden i vandret stilling et par timer formiddag og eftermiddag. Bliver her til på lørdag eller søndag.
Støvlerne har jeg afleveret til den lokale skomager. De skal have et par nye såler. De gamle var så skæve at jeg efterhånden vraltede afsted som en gås. De skulle være færdige på fredag.
Har været en tur på apoteket for at høre, om de ikke har et godt råd. De havde en salve der skulle mindske hævelsen og fremme bedringen. Syntes faktisk allerede det har mindsket hævelsen.
Ellers går livet her i byen sin stille gang.
Går normalt efter dagens vandring, rundt i et par badetøfler. De er ikke så hensigtsmæssige, nu med den tå. Så jeg har købt mig et par gode sandaler som erstatning.
Kunne nu ikke finde på at vandre i andet end mine gode Meindl Island Pro GTX, (GTX = Goretex ). De sidder som støbt på foden og er så høje at de beskytter anklerne og giver god støtte. Ok, - gu er der varmt nede i bunden, men med de rigtige sokker gør det ikke noget.
Støvler eller sandaler og GTX er der altid en personlig holdning til, -helt fint med mig.
Men på så lang en vandring er fødderne nogle gode venner, som jeg vil gøre alt for at beskytte og vedligeholde. Det er nu ikke så svært, de skal bare vaskes, holdes tørre, smøres med en god creme, og have klippet neglene rigtigt.
Den dags vandrekluns bliver vasket hver dag. Det andet sæt fra dagen før påtages og bruges dagen efter fra morgenstunden osv. I alle byer kan man købe flydende sæbe på tube til brug i håndvasken. Tørresnoren og de 12 tøjklemmer bliver flittigt brugt.
Rygsækken og bæltetasken er der bare ikke noget at gøre ved. Så de dufter ikke just af violer mere, - men skidt pyt, - det er også Pilgrimmens lod.
Når det regner og tordner hernede, så sker der ting og sager. På et øjeblik er vejene blevet til floder, og vindstødende får caféernes parasoller til at flyve afsted.
Det har virkelig forbavset og glædet mig at Tyskland og Tyskerne, har modtaget mig så godt. Alle vegne har folk haft tid til at lytte og hjælpe, hvis det var det, der var brug for. De har vist storsindethed over mit, til tider mangelfulde tysk.
Og hvor er dette land bare stort. Der er store regionale forskelle fra syd til nord, og fra land til by - men alle vegne har jeg kun mødt flinke folk.
Mange hernede sydpå kan på en eller anden måde aflæse at jeg er en pilgrim på vandring, også når jeg ikke har rygsækken og hatten på. Måske fordi katolikkerne har en større viden og forståelse om pilgrimslivet.
Dette liv som vandrende pilgrim er noget af et paradoks. På en gang er det et simpelt liv under himmelen. Hvor det ofte er den samme rytme der går igen. Det giver en utrolig frihed, og en fred med en selv, der ikke kan måles eller vejes. En fred jeg måske ubevist har længtes efter i lang tid.
På den anden side bliver du konfronteret med alle dine sider som menneske.
Og det er både de gode, men i allerhøjste grad også de mørke - og dem der har ligget godt gemt væk af vejen. Når de brager frem, må du bare se dem i øjnene, og acceptere at de også er en del af dig.
Den erkendelse er stor, men gør også én sårbar. Jeg oplever at mine følelser bliver forstærket, men igen - de er kun et spejl af en selv.............!
Vandrer videre på lørdag mod Frankfurt. Der skulle være ca. 45 km. Savner også at komme i gang igen. Al denne ståen i stampe giver mig sku pip. Jeg vandrer efter Friedberg, Frankfurt, Darmstadt, Bensheim, Heidelberg, Karlsruhe, Offenburg, Freiburg og Lorrach. Næste stop bliver i Basel i Schweiz. Har ikke kort over Schweiz endnu.

Rejsebrev 12.

Vågnede flere gange i nat på grund af torden og stod til sidst op til gråvejr!!
Kom afsted ud af B3, det var forsat skyet, underligt.
Det var kun 24 grader, så jeg småfrøs næsten. Det luftede pænt, og vejret klarede op i løbet af
formiddagen.
Vejen ud af byen var som trukket efter en lineal.
Jeg fulgte sporvognsskinnerne de første timer. Langt forude så jeg en kolossal sort sky. Lidt tættere
på forvandlede skyen sig til et "stort" bjerg. Det var det tætteste jeg endnu var kommet på sådan et. Dalen snævrede efterhånden til, og de høje bølgede grønne bjerge var kun ca. 5 støvlekast væk (sådan mildt overdrevet).
Kom gennem flere skove, hvor fuglene kvidrede løs, og det puslede i underskoven. Der var vådt mange steder og flere småpytter. Det havde åbenbart regnet meget i nat.
Senere gik stigen som vanligt ud og ind af flere småbyer og ud over flere enge og marker. Dog ikke så meget som i de foregående dage.
Det var den gamle B3 jeg fulgte i dag. Og meget af dagen gik på stien, enten ved siden af B3 eller lidt væk. Efterhånden som dagen gik, sneg temperaturen sig stille og roligt op på 32-33 grader. Gudskelov blev den friske brise ved.
Kom efter ca., 24 km. til Benzheim ved 14 tiden. Fandt et gammelt hotel bag ved gågaden, fik et udmærket værelse. Vaskede tøjet, trak tørresnoren på langs af rummet, og hængte det til tørre. Hmm - det ligner sku snart en Sigøjner lejr.
Har næsten glemt min tidligere så stærke ensomhedsfølelse. Tænker ikke mere over det. Sludre løs på det "bedste" tysk jeg formår, når jeg møder folk, og de forstår mig sku - tit, - til min store undren.
Tager en dag ad gangen, og prøver efter bedste evne at få det bedste ud af den. Nyder ensomheden på de lange træk. Bare at, være mig selv, have stien foran mig og himmelens bue over mig. Lidt mad, væske nok og et sted at sove, - så er livet ikke så svært.
Efterhånden som tiden går, bliver livet mere og mere enkelt. Retningen er ret syd, så om formiddagen skal solen være over til venstre, om eftermiddagen til højre. Ret simpelt og dejligt enkelt. Spekuler ikke så meget mere over evt. problemer. Det har gået indtil nu. Har på min lange færd fået hjælp, når der var brug for det. Lyder underligt, men jeg har efterhånden oplevet at så mange hjælpende "engle" har krydset mit spor, at det virkeligt passer.
Og det at Tyskerne i den grad har vist mig, en fremmed vandringsmand, - så megen venlighed og imødekommenhed, - har glædet og rørt mig dybt. Det havde jeg aldrig forventet eller drømt om.
Er bange for at dette liv har mig på krogen. Intet vil nogensinde blive det samme. Og det er helt ok.
Livet som vandrende pilgrim, er i den grad gået mig i blodet. Tro ikke at det er et let liv, - for det er forbandet hårdt - simpelthen.
Der er mange gange hvor jeg er ved at kede røven ud af bukserne, når vandringen bare fortsætter ud i det blå, - og du ikke lige er i stødet til at se det smukke i det. Du bliver konfronteret med livet her og nu, du er kun dig selv til at tage stilling - og regningen skal betales på stedet. Intet på klods. Og sådan skal det også være. Jeg lever nu nu, nu.
Vandringen har været en utrolig oplevelse, - og samtidig en svimlende indre rejse.
Tænker ofte på mine tidligere lange rejser. På Nepals Himalayas store hvide tinder og det givende liv blandt højlandets Budistiske folkeslag. Lyset over de store bjerge vil jeg aldrig glemme.
På Indiens store masser - på et kontinent hvor du bare kan opleve alt hvad du har drømt om. Alt fra de store bjerge, dybe jungler, bounty-strande, kæmpestore storbyer, små landsbyer, oldgamle byer, død og fordærv. Se fortiden vandre lyslevende omkring, - det er sort eller hvidt - der er ingen mellemting. Enten hader du det, eller elsker det.
Jeg elskede det.
I bund og grund har jeg oplevet at mennesker overalt på denne jord, i bund og grund er flinke folk.

Rejsebrev 13.

De sidste dage har hovedsageligt været vandringer langs floder, jernbaner eller B3’s stier. Landskabet er tydeligt nok. Mod øst går bakkerne lige i vejret med en masse buler og folder. Mange har borge, eller rester af den på toppen.
Ude mod vest, langt ude - løber Rhinen. Her i dalen løber togbanen, flere motorveje og B3. Her har været så varmt hele ugen, og flere eftermiddage har varmen også udløst lyn og torden samt heftige regnbyger. I går gik jeg forbi den by jeg ville stoppe i, fordi jeg havde overset at den havde to navne og lå på den anden side af jernbanen. Hmm.
Så efterhånden blev tiden lidt lang, og ingen af bynavnene havde jeg i min sorte lommebog. Retningen var nu rigtig og det var det vigtigste.
Spurgte en mand om et hotel, jo jeg skulle "bare" lige op ad næste vej til venstre. Tak for det, - vejen gik lige op ad et bjerg!! ok - 500 m. senere havde jeg et dejligt værelse med balkon.
I dag var vandringen kun små 20 km. - lige ud af sporet til Heidelberg dukkede op. Flere havde talt varmt om byen, så jeg glædede mig lidt.
Hallo - jeg fik en lang næse. Byen er bare kæmpestor og et stort rod. Havde for en gang skyld svært ved at finde rundt. Vejarbejde alle vegne, huller og løse brokker. Hotellet for dyrt, og da det er søndag har næsten alt lukket, brok brok, brok (smiler).
Har dog fundet en it-cafe 100 m. fra hotellet - fint. Ligeledes en græsk restaurant med god mad, hvor jeg kan se fodboldfinalen i aften - helt fint. Og jeg ved hvor B3 fører ud af byen, - helt klart, fint fint.
Ville ellers holde en overliggerdag her, men det gider jeg ikke mere. Så i morgen vandre jeg videre mod Karlsruhe.
Efter et værre mas med at komme ud af Heidelberg, på grund af en uhyrlig trafik. Samt veje og motorveje overalt, fandt jeg B3. Den forsvandt adskillige gange for mig, så til sidst gik jeg efter solen og mit eget kort. Det virkede, og jeg vandrede de næste 4 timer på en parallel gade til B3. Gad ikke spise morgenmad i dag, er efterhånden træt af tysk morgenmad. Så jeg kom af sted kl.7.45.
Spiste et par energibarre undervejs, og tyllede masser af energidrik.
Egnen her omkring er åbenbart meget befolket, for der er kun 2 - 3 km. Mellem hver landsby. Heldigvis er der forsat meget åbent land med især vinmarker og frugtmarker.
Sommeren brager ned med 30 grader, men har efterhånden vænnet mig til det. Fandt B3 igen efter et stykke rabatvandring på en landevej. Derfra var der kun 6 km. til byen, hvor jeg overnatter i nat.
B3 og jeg er snart gamle venner, vi har fulgtes ad meget af vejen fra Hamburg.
Mærkeligt at tænke at jeg snart har vandret Tyskland igennem fra nord til syd. Det land har både styrket og lutret mig. Druknet mig i regn og storm, og stegt mig under en drønende sol. Har pint og plaget mig. Dog har jeg fået 100-foldigt igen af dette gamle land og dets befolkning.
Føler at jeg efterhånden vandrer af sted som "rigtig" pilgrim. Der er ikke så meget mere der kan overraske mig for alvor (7-9-13).

Rejsebrev 14.

De sidste dage er vandret i stegende hede her på prærien i det sydtyske. Det er vigtigt at få smurt et godt lag faktor 30 solcreme på.
Stigerne har ikke haft så meget plads, så der har kun været få sving ud i landskabet. Ellers har de gået på eller i nærheden af B3.
Kom dog i skygge af over 2 meter høje majsplanter på et langt stykke. Der er fuld gang i høsten mange steder. Vandmeloner fås alle vegne.
Hundene forstår ikke dansk mere. Får ofte et møgfald når de ser mig. Kan også være at det er "duften" fra bæltetasken og rygsækken, de dufter ikke just af violer mere.
Stien skifter side efter hver by. Efter kl. 12. bliver der rigtigt lunt, for at sige det mildt - og det bliver ikke meget bedre før efter kl.20.
Varmen rører mig nu ikke så meget mere. Dog - efter dagens vandring har jeg fået sol nok for den dag. Og resten af dagen søger jeg skygge og frisk kølig luft.
Har vandret gennem Bruchsal, Etllingen på vej til Rastatt.
Har i snart mange byer søgt efter et par nye støvler. Enten har de ikke mærket (Meindel Island pro gtx) eller ikke mit skonummer. En forhandler kaldte mig en Big-foot, - sådan en bøffel.
Kan godt mærke at jeg har været på farten i 75 dage. Hviler mere i mig selv. Må nu indrømme at jeg ser frem til at møde andre vandrere eller pilgrimme. Vejen kan godt blive lidt lang engang imellem, når du kun er dig selv.
Herfra er der 9 dages vandring til grænsen. Det er altså en underlig følelse. Har i den grad fået dette land ind under huden.
Sjovt at, skulle se andre landskaber, kulturer, skikke og mennesker i Schweiz.
Vandrer nu i Schwartswald. Kommer nu ikke ind i selve hjertet af de store skove, kun i kanten. Det ville være en kæmpe omvej, hvis jeg herfra vandrede mod Konstanz, - som det først var min plan.
I så fald skulle jeg over Phorsheim og finde E1 igen. Tør slet ikke tænke på, hvad den sti kunne finde på af numre, mellem alle de bjerge og skove.

Rejsebrev 15.

Bühl, Renchen, Arlesheim, Duggingen, Zwingen m.m. - og endelig Basel.
Er nu helt tydeligt i Schwartswald. Bjergene går skråt til venstre mod øst. De er mellem 1000 og 1200 m høje og tæt bevoksede med skov.
Følger forsat B3, den nye eller gamle, som det nu passer bedst. Stien i samme retning, slynger sig ud og ind mellem det åbne land og ganske tæt på landevejen. Ofte må der vandres større omveje i området. Landskabet bliver mere åbent som Rhindalen bliver bredere.
Høsten af korn er i fuld gang mange steder. Egnen er fuld af frugttræer og bærbuske. Ingen er rigtige modne i nu, - men det varer ikke længe. Der er ufatteligt mange kirsebærtræer langs stien, hvor deres frugter drysser ned. Her bliver de sammen med grus til en klæbrig masse under sålerne, og schweitzerkniven må på arbejde.
Her er mange fugle af forskellig størrelse. Gråspurven er også her en sjov lille fugl. Der er en del rovfugle, som ofte ses svævende i opvinden over bakkerne. Firbenene sidder i solen og soler sig.
Det er forsat i høj grad sommer, med temperaturer over 30 grader. De sidste dage har det blæst en herlig halvstrid vind.
Kom i går gennem en lidt større by. Efter at have drukket noget sukker (cola) hos en tyrk, fik jeg øje på en stor Intersport forretning. Stak lige snuden ind, for at se efter støvler. De havde sørme mine støvler i den rigtige størrelse. Så 10 minutter senere vandrede jeg glad derfra i et par splinternye støvler, med lige hæle.

Rejsebrev 16.

Lagde ud i morges kl.8, og var ude af byen på 5 minutter. Friskt her om morgenen, hvor dagen endnu har lidt af nattens kølighed. Lyset er klart, og bjergene i både Schwartswald og Frankrig står tydeligt frem. Stien er let at følge den første time, men i en større by forgrener stierne sig. Så er det igen, med at se hvor solen står, og ud fra den vandre sydpå.
Tager det roligt i dag, for i går var der ingen hoteller i de sidste 3 byer, der lå med 3 kilometers mellemrum. Så det blev til en dag på 35 km. Kom allerede til Klippenheim kl.11.30., men besluttede at holde en 1/2 fridag. Det går næsten for stærkt nu, så hurtigt synes jeg, at grænsen nærmer sig.
Så lidt på kortet forleden. I Basel er der 8 motorveje, 12 landeveje, 6 togbaner, 1 stor flod og et utal af almindelige veje, der krydser hinanden. Gulp - det bliver vist med at holde tungen lige i munden.
Farverne er især blåt og grønt. Blåt for himmelens farver, grønt for alle de grønne nuancer, der findes i naturen. Gråt for bjergenes enkle farver, samt farven for regn. Gult for de utallige kornmarker og for solsikkens glade smil, samt for solen, - den gamle røver. Brunt for farverne i skovens træer, samt for støvet i sporet. Hvidt for lyset over horisonten lige før solopgang. Sort for nattens blødhed, søvnen og baggrund for stjernernes og drømmenes univers. Rødt for valmuen i grøftekanten og for den sidste farve inden natten.

Rejsebrev 17.

Det var en dejlig vandring i dag. Bjergene kom nærmere som aldrig før, og de var faktisk halvhøje. Landskabet var bare overbeplantet med majs og frugttræer. Stien var der ingen problemer med, før jeg kom i nærheden af Freiburg. Så gik den ellers fuldstændig i baglås. Stien forsvandt, og alle veje blev til motorveje eller noget der lignede. Det gad jeg ikke vade rundt i, så jeg tog et tog de sidste kilometer. Aldrig før i Tyskland har jeg set så mange mennesker. Det var som en kæmpe myretue, nogen havde stukket en stor kæp i. Forstår nu godt grunden til de mange mennesker. Byens gamle bydel er meget flot, med et utal af gamle ting. Den er også utroligt flot genopbygget, efter 2 verdenskrig, som jævnede store dele af den til grus. Fandt ved et tilfælde et hotel, - men tager videre i morgen. Her er lidt for mange mennesker efter min smag.

Rejsebrev 18.

Endelig fandt jeg en internet-cafe, for første gang siden Freiburg i Tyskland.
Kom hurtigt til Basel og tog toget det sidste stykke, da alle veje blev til motorveje og alle stier forsvandt. Dukkede op fra banegården, fandt en turist information og ledte efter de byer, der skulle lede mig til Fribourg. I Fribourg går den Schweiziske "Jakobsweg", som skulle gå via Le Puy i Frankrig. Så jeg håber endelig at møde andre pilgrimme der.
Fandt hurtigt ud af at landet er særdeles bulet, for ikke at sige fyldt med alle mulige bjerge. Den første bjergkæde skulle jeg over, for at nå fladlandet, inden den næste kæde, der går længere sydpå.
De første dage gik fint derudaf, som i Tyskland. Vandrede fra landsby til landsby og overnattede hvor jeg om frem. De indfødte talte en slags tysk, der lød som om de havde kartofler i munden.
På 3. dagen gik det helt galt. Pludseligt stod alt på fransk og de talte gudhjælpemig også fransk alle vegne, selv spisekortet. For mig kunne de lige så godt tale kinesisk - hmmm.
Nå - heldigvis taler de også en slags tysk, - men nu med en styg fransk accent. Og deres penge (SF) skal man også lige vende sig til.
Det er sgu ikke let at være pilgrim.
Turen gennem bjergkæden tog 2 dage og var noget helt nyt og flot. Dalene var særdeles smalle, og de grønne bjerge strakte sig stejlt op på begge sider. Der var lige plads til floden, 2 bilspor og jernbanen. Ofte var der heller ikke plads til stien, så vejrabatten måtte i brug. De fleste steder er stien dog god og godt afmærket. Mange steder i dag var der gang i arbejdet med at vedligeholde vejene og bjergsiderne. Det drysser ofte med små og store sten. Store bjergvægge er plastret til med net og andre forhindringer for at holde på de løse brokker.
Oppe på skråningerne vader køerne rundt med en klokke om halsen.
Høsten er også her i fuld gang, og der er mange blomster, bl.a. store solsikkemarker. Vejret har været, som det plejer, dvs. sol og sommer med temperaturer over 30 grader.
Lige nu er det dog tordenvejr og regn. Man kan fornemme hvordan tordenskraldene ruller rundt i de omkringliggende dale.
Og her er ca. 50 % dyrere end i Tyskland. Så det gør ikke så meget at jeg skal være igennem på en 14 dage. Folk er mere reserverede og mutte end tyskerne. Dog har alle, jeg har spurgt om noget, været meget hjælpsomme.
Har lige været et smut rundt og se mig lidt omkring. Underligt med alle de mennesker, der sludrer løs, og jeg forstår ikke en bjælde. En øl på en cafe koster ca.35 kr. Et ordentligt måltid hos en kineser ca. 50 kr. Vandrer videre i morgen mod Bern, derfra er der ca. 25 km. til Fribourg.

Rejsebrev 19.

Efter et par lange dages vandringer er jeg omsider kommet til Fribourg. Vandrede fra Biel til Bern på en dag. Stor by med for meget larm, så jeg tog videre næste dag. To timer om at komme ud af byen, - og pludseligt var der åbent land med landbrug, korn og vandmeloner. Der var også heste, geder, får og omkring i bakkerne køer med klokker om halsen. Herlig lyd her i den store natur. De var bare svære at få øje på, når de faldt sammen med farverne på bjergsiderne.
Naturen var blød og venlig og mange herlige farver med de høje bjerge i det fjerne. Vinden duftede af blomster og nyslået korn. Så fire store rovfugle lette samtidigt fra en mark og svæve i store cirkler omkring mig, lille menneske. Storslået.
Alt i dette alpeland er op eller ned - selv det såkaldte fladland er fuldt af bakker og buler. Bilisterne tager hensyn når de passerer mig.
Husene er et kapitel for sig selv. Bygget af træ, - her på landet, i flere etager med svalegang hele vejen rundt. Der er flere farver og mere knald på end i Tyskland.
Overnattede i Flagmatt, okay hotel og god mad. Sov som en sten.
Næste dag skulle de sidste 19 km. vandres ind til Fribourg. Vågnede tidligt, og så lige morgen vejrudsigten. Den lovede regn over middag. Så kunne jeg ligeså godt tage af sted.
Kom af sted kl. 7.25. og vandrede af sted i overskyet vejr og kun en temperatur på 21 grader. Gik såmænd og småfrøs, mærkelig fornemmelse, - for det er knageme længe siden.
Der var mulighed for at vælge cykelsti eller vandresti, men værten havde fortalt, at det ville forlænge dagen med 8-9 km med megen op og nedstigning. Det gad jeg ærlig talt ikke, så jeg tog landevejen som så mange gange før. Det gik også helt som det plejede. I landsbyerne var der sti, udenfor måtte vej-rabatten tages i brug. Det steg langsomt men konstant meget af dagen. Efterhånden kom jeg så højt, at alperne i syd kunne ses.
Hyggeligt med lyden af klokkekøerne omkring i det bakkede landskab. De er lige så nysgerrige som deres fælder i Tyskland. Kommer gerne hen for at glo lidt.
Kom forbi et hegn, men havde ikke set, at der indenfor lå en flok geder og snuede. De sprang højt op fra deres søvn af bare forskrækkelse, - og jeg selv lettede vist 10 cm fra jorden.
Timerne gik, og jeg holdt en pause, når der var lidt skygge. Kunne fra en bakketop se toppene af kirkespirene i Fribourg. Den næste time eller mere gik det nedad mod floden. Den skulle passeres for derefter at vandre højt op på den anden side. På vejen var der flere statuer af Sct. Jakob.
Deroppe lå den gamle bydel og den store Dom. Det var noget af en opstigning, 3-400 m lige i vejret i middagsheden. Pu ha. Havde på den anden side mødt det første lille blå skilt med muslingeskallen og pilen i den retning pilgrimmene skulle gå. Det var en meget stærk følelse, med ét at vide at nu gik du på det gamle spor.
Fulgte pilene ned og op til Domen, og videre stejlt op gennem byen, til jeg fandt et hotel i en sidegade til gågaden.

Rejsebrev 20.

Sov for en gangs skyld lige til 8.30.!!
Skulle først lige tjekke, om de blå pile nu også gik i den rigtige retning. Ved banegården var de første rigtige større skilte med afstanden i timer til næste by eller pilgrimsstop. Godt nok, så kunne jeg slappe bedre af.
Gik ned til Domen og så mig lidt om. Et kolossalt stort rum med mange flotte glasmosaikker. Fik også tændt et par lys. Kordegnen, eller hvad han nu var, - gav mig et flot stempel af Sct. Jakob i pilgrimspasset. Det løftede stemningen endnu et nøk.
Vidste nu hvor den gamle vej var, men var der så andre pilgrimme? Nix ikke en eneste.
Ok - det er måske mit lod at skulle vandre alene gennem denne del af verden. Ok - så er det bare sådan. Ingen sure miner af den grund. I morgen er det søndag, så jeg regner med at få en stille og rolig vandring ud af byen, tager nok af sted fra hotellet kl. 7.00.

Rejsebrev 21.

Efter flere forviklinger i bjergene efter Fribourg, er jeg nu nede ved søen der her hedder Lac Leman.
Den gode Jakobs spor førte mig langt pokker i vold op i nogle bjerge og egne, jeg ikke anede eksisterede. Da dagen var ved at blive lidt lang, kom jeg til et hus i en skovskråning. Mutter kom straks med en kande vand, og Fatter prøvede at forklare mig på sit franske, at den var helt gal. Datteren endte med at køre til en større by, hvor jeg så kunne komme videre fra næste dag. Havde fulgt de blå skilte hele dagen, men var kommet alt for langt nordpå??? Det er lige før jeg tror, at nogen for at drille har vendt skiltene om.
Endte i Maudon næste dag og fik et fint værelse på stationshotellet. Næste dag viste sig at være Schweiz' nationaldag, og alt havde selvfølgelig lukket. Det anede jeg bare intet om. Kunne nu bedre forstå alle de store raketter, der havde været til salg de sidste uger. HMMMM. Nå, så var jeg "fanget" i byen en dag til.
Kom i morges endelig ned fra bjergene og så den store sø for første gang. Der må jeg sige, at jeg var ved at tabe både næse og mund. Hold op for et syn. Søen var stor som et hav. Og på den anden side stod hele alperækken på rad og række. Flot flot. Bare lidt synd at det var en del skyet, så de højeste toppe var dækket. Det gik stejlt nedad til Lausanne og "havet".
Drejede til højre og vandrede derudaf. Kunne lugte ferskvandet på lang afstand. Og her dukkede gudhjælpemig det blå jakobsskilt op igen. Jeg skulede noget til det, brummede nogle få udvalgte eder, - og fulgte den vej, det viste. Her var ingen mulighed for numre - kursen var stik vest - basta..
Så gik det ellers ad en flot sti langs vandet. En herlig vandring; vandet og bjergene gjorde det noget helt specielt. Stien snoede sig helt som stier nu gør, byer små som store dukkede op og blev passeret. Det gik gennem duftende granskov, villakvarterer, åbne enge, rester af romerske ruiner, gamle kirker, og bare ad solbeskinnede stier langs det blinkende vand. Det blæste en del, herligt, og der var bølger. Den lyd af bølger og skvulpende vand har jeg længtes efter, - fandt jeg ud af.
Der dukkede en hel række af halvglemte begivenheder og tanker op, medens jeg gik der og så ud over vandet med bjergene i det fjerne. Fortiden kom bare som lyn, og jeg både grinede og græd, mens jeg tænkte på de stunder der havde forårsaget dem. Hvor bliver man bare et lille menneske, når naturen rigtig folder sig ud.
Ja verden er sgu et smukt sted.
Ankom langt over middag til byen Morges. Fandt et hotel i en sidegade, og heldigvis denne computer på turist informationen. Dog kun for en kort stund. Så jeg skyndte mig at gøre dette brev færdigt.
Tager videre i morgen, selvom der er lovet regnvejr. Stiler mod Rolle, Vesoix og Geneve eller Genf, som de siger her til lands. Så jeg når nok Frankrig sidst på ugen. Næste større delmål bliver Le Puy, et pilgrimsmål og startby for pilgrimme de sidste ca. 1000 år. Der skulle det vel for pokker være muligt at få en sludder med ligesindede vandringsfolk, - ellers ved jeg sgu snart ikke hvor.
Jeg har det godt. Er glad og tilfreds. Får mad og drikke hver dag, - og et sted at sove. Er rask og rørig og fri for mén eller dårligdom. (7-9-13....)
Tak til alle dem der har skrevet til mig. Det har varmet og glædet mig meget mere, end I tror. At få brev hjemmefra af venner og familie - og af vidt fremmede mennesker, er bare så flot og dejligt.
Efter en flot og anderledes vandring er jeg i dag kommet til storbyen. Vandringen langs søen var utrolig dejlig, selvom vejret har været dårligt, lige siden jeg kom ned fra bjergene. Det har regnet, lynet og tordnet, så guderne må sig forbarme. Med alle de skyer, skiftede farverne også karakter til de mere grå/hvide. Der var fart på skyerne, og bjergene på den anden side af søen forandrede sig hele tiden. En lille grå sky kunne i løbet af ingen tid vokse sig stor som den halve himmel. Og med de 2-3000 m høje bjerge blæste kolossale kastevinde ned og ud over søen. Naturen var utrolig flot med alle farverne, vandet der var mørkegrønt mod de store grå bjerge. Mit blik søgte meget ofte derover. Det skete, at skyerne en kort stund gled væk fra selve massivet, - og jeg må indrømme, jeg længtes efter Himalaya.
Stien gik langs søen, hvor den kunne. Desværre var der mange meget store huse, godser, herskabsvillaer, - ja sgu, også godser. Så for ikke at skulle følge hovedlandevej nr.12, gik stien højere oppe af bakkerne. Det gjorde nu ikke noget, for der var fred og ro. Der var så stille, at man næsten kunne høre det. Og en utrolig flot udsigt. Bakkerne ned mod søen var alle som én, beplantet med vinbuske.
Mødte de to første pilgrimme. Så dem foran på afstand med deres store regnslag flagrende i vinden. Det var et par fra Schweiz, der ville gå turen over flere år. Fru Schweiz var helt med på, at vi satte os ved en brønd og sludrede og fik en smøg. Hendes mand var bare møgsur.....
Kom gennem små gamle landsbyer hvor livet gik sin stille gang. Var nogle gange i tvivl, om jeg var i Schweiz eller Frankrig - eller Italien for den sags skyld. Alle sprog blev sludret i et væk alle vegne.
Her til denne sø vil jeg gerne komme tilbage. Det er simpelthen noget af det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet. Det er bare en skam, at her er så satans dyrt.
Da jeg gik fra Nyon i går, havde det øset ned hele natten. Om morgenen regnede det fortsat og himlen var blygrå og blæsende, temperaturen var omkring 16 grader. Så de lange ben måtte lynes på bukserne, og skaljakken findes frem fra rygsækkens dyb. Føltes forkert med lange bukser. Nå, jeg gik derudaf, og bukserne var gennemblødte på 5 min. Det var faktisk lidt halvkoldt, så det var bare med at gå til for at holde varmen.
Mine medbragte nylon/polyester overtræksbukser var blevet smidt ud af rygsækken engang i Nord-Tyskland, da jeg blev mere våd indefra end udefra. Det bukseproblem må jeg få løst i Geneve.
Kom dog frem til byen - nej flækken Cobet. 100 meter gade og en lille havn. Det billige hotel holdt selvfølgelig sommerferie, så jeg måtte bide i de våde bukser og indlogere mig på det dyre. Grumf. For at nå at finde en grejbutik, inden forretningerne lukkede kl.13, måtte jeg tage toget de 15 minutter, jeg ellers ville have været 4 timer og 15 minutter om ifølge det blå caminoskilt. Og skiltenes tidsangivelser passer faktisk ganske godt.
Kom til Geneve, ved 11 tiden. Havde i forvejen bestilt hotel i to nætter. Da byen har byfest i 14 dage, kunne det godt være svært at finde logi. Hotellet lå 5 min. væk fra banen. Droppede rygsækken på værelset og gik på jagt efter en grejbutik. Det var knageme en flot by, med en masse broer over floden. Fandt en stor grejbutik og fik mig et par goretex bukser med seler, hæhæ - jeg ligner sku jeg ved ikke hvad.

Rejsebrev 22.

Kom af sted kl. 7.35. Vejret var flot, men kun 18 graders varme. Fulgte de blå skilte med muslingen og pilen. Det førte på kryds og tværs gennem den gamle bydels smalle gyder og stræder. Stien tog 45 minutter gennem byen, men så var der også "på landet" for alle pengene. Det steg støt men konstant det meste af dagen. Efter ca. 2 timer passerede jeg grænsen ved bare at gå udenom en bom. Sjov og lidt underlig følelse, med ét at være i det rigtige Frankrig. Mødte det første skilt med pilen mod Santiago de Compostella via stien G 65. I øvrigt var stien her meget præcist markeret. I starten med brune skilte, og senere med små blå mærkater med muslingen og derved retningen. Der skulle hele tiden holdes øje ved krydsende stier og sving eller veje efter de små mærkater. Gik du galt her, kunne du hurtigt havne mange "sjove steder". Skyerne lå først på dagen over bjergryggen, men de forduftede efterhånden som solen fik magt. Steg op gennem uendelige marker med solsikker -, dem kan man kun blive i godt humør over.
Videre gennem enge med køer, uden klokker, - op gennem dybe skove, hvor alt bare var grønt og brunt. Mange rovfugle svævede rundt over bakkerne. Hele tiden opad. Udsigten var formidabel tilbage mod Geneve og den store sø, og over resten af det store område. Efter to stejle pasovergange gik det omsider nedad mod nogle spredte huse, hvor et af dem var et hotel. Der var 4 1/2 time til næste mulighed og klokken var 14. Her fik jeg det sidste værelse, knageme heldigt. Fik her god fransk husmandskost - de laver skam god mad her til lands. Mødte fem tyske pilgrimme udenfor, og fik en lang sludder med dem, hvilket satte mit humør endnu en tak eller to i vejret. Hotellets lille hund er lige hoppet op i skødet på mig, medens jeg sidder og skriver - hyggeligt. Det kommer nok til at tage fulde 14 dage at vandre til Le Puy en Valli. Og da jeg ikke aner det mindste om mulighederne for at finde en computer, må jeg hellere sende denne smøre af sted til det gamle land.

Rejsebrev 23.

a - det er fandens til bynavne de har her nede. Det her land er en større udfordring end de foregående tilsammen.
Sikken et land. Landet er utroligt smukt og farverigt; grønt og frodigt. Det er også et vildt land med en natur, der overgår Sydtyskland og Schweiz. Bjergene er højere og tættere på - du vandrer faktisk på dem. Stien er fortsat meget godt afmærket, men gå ikke forkert! Den blå musling er kun 6 x 5 cm.
Stien er ofte en smal grusvej med sten og brokker i alle mulige og umulige størrelser. Ofte med lange stejle stigninger og ditto bratte nedstigninger. Du kommer igennem flere små landsbyer; som regel uden butikker af nogen art. Der er heldigvis ofte en kilde eller en lille fontaine, og vandet er ligeså godt som vinen. Vejret har indtil nu været godt, nogle dage med flere skyer end andre, men solen har skinnet hver dag.
Klokkekøerne er kommet tilbage, og nu er der også klokkefår. Fint med lidt selskab. Der er en del dyr rundt omkring; hunde er her mange af, men de skaber sig som regel, når jeg kommer hen i mod dem. Må vist anskaffe mig en god stok. Det hænder at jeg støder på æsler, fasaner og påfugle, samt syngende tamfugle i bur.
Og sproget; I guder. Folk taler kun og KUN fransk*** Dog kan der som regel findes nogen, der kan bare lidt tysk eller engelsk. Det har givet nogle "overraskelser", når jeg har bestilt mad efter spisekortet. Det, jeg troede var fisk i tomatsovs, viste sig at være tynde skiver skinke med honningmelon i skiver. Ofte er der en 3 retters menu til billige penge. Og det er knageme god mad de laver her til lands. For ikke at glemme deres vin - ummm, og oste.
Troede at der var 125 km. til Le Puy, i stedet var der 377 km - så det kommer nok til at tage små 18 - 20 dage. Fra Geneve er der 1886 km. til Santiago de Compostella. Og fra Geneve til DK. ca. 2200.
Har fulgt floden Rohne de sidste dage. Her er den en rigtig flod; bred og med mange snoninger og strømhvirvler.
Tænk at jeg har vandret igennem Tyskland og Schweiz, det er slet ikke til at fatte. Hvor var dog Tyskland dog stort; - det land gjorde mig, om noget, til Pilgrim. Og nu er jeg i gang med Frankrig. Som tiden dog går. Nu er det snart efterår, og nye farver dukker op. Synes at træerne allerede så småt er begyndt at få gyldne farver. Og dagen aftager jo også hernede.
Har så småt spottet de første pilgrimme, så nu lysner det også på det punkt. Ville i går "for sjov" prøve mig lidt af. Så det blev til en 9 timers vandring med ca. 38 km. Sov godt i nat, og var frisk igen i morges. Godt nok - kroppen fungere bare som den ska

Rejsebrev 24.

Kom i går ned fra bjergene, og havde her den første mulighed for at komme i nærheden af en pc - eller en postkasse for den sags skyld. Telefoner så jeg ingen af.
Det tog 15 dage at vandre fra Geneve til Le Puy. Har det aldeles fortrinligt, og er glad og tilfreds. Havde det store held, at jeg de sidste 11 dage fulgtes med et meget sødt fransk par, der kunne lidt engelsk. De hjalp mig med det forbistrede sprog - og vi kom virkeligt tæt på hinanden. De var ikke bare følgeskab, - men nu rigtige gode venner.
Vandringen var meget meget flot. Over rigtig mange bjergkæder; jeg kunne nogle gange tælle 9 bag hinanden. Bjergene var dækket af skov, ofte tæt granskov, der duftede af harpiks og våd muld. Stien gik op og ned i et væk, og stigningerne var ofte stejle ad stenede grusstier, med mange sten og løse brokker. Det gik over enge og græsmarker, dækket med lyng i fuld blomst. Hvor der var sol og lys, voksede der et utal af blomster og gevækster. Nogle kendte jeg hjemmefra, men mange var fremmedartede. Luften var fuld af blomsterdufte. Luften var så ren og klar, at jeg følte jeg drak den fineste vin. Sigtbarheden var stor, men ofte snød den en. Et bjerg jeg troede lå 5 km. væk - lå i virkeligheden 20 km væk.
Mine franske venner og jeg vandrede fra landsby til landsby og overnattede i mange forskellige "gite". Gite er en slags "vandrehjem" med rum med op til 4 - 8 senge. Der følger aftensmad og morgenmad med. Og det er ofte 3-4 retter. Desserten er som regel ost. Nogle kan spises, andre er for viderekomne - dvs. - de dufter som 7 fandener.
Vandringen skete i 600 - 1300 meters højde. Der var så højt til himlen og så stille, at jeg kun kunne høre vindens sagte vislen. Der lå spredte gårde og små landsbyer de mærkeligste steder. Livet i alle dets former var tilstede overalt. Og der var så grønt, så grønt.
Vejret var bare det hele. Fra varmt solskin, til dagsregn med stærk blæst. En morgen i bjergene var der 4 grader. Om dagen som regel i tyverne. Det var også en lang hård vandring, hvor både du og udstyret blev sat på prøve. Begge dele holdt; - og jeg føler mig helt på toppen; både fysisk og psykisk.
Jeg er blevet utrolig "følsom" over for alt muligt. Mennesker og dyr, farverne og naturen, synsindtrykkene, lugtene og hørelsen - har let ved at få tårer i øjnene over et stærkt indtryk.
Var som regel i sporet 6-7-8 timer om dagen. Så kl. 21.30 var det godnat - og jeg sov som en sten efter to min. Havde det særdeles hyggeligt med mine franske venner. Vi var jævnaldrende og havde mange ting tilfælles. De var troende katolikker, og førte mig ind i den side af tilværelsen. Ganske praktisk, da den katolske verden langsomt bliver forstærket, jo længere sydpå jeg kommer.
I går kunne vi for første gang se Le Puy på afstand fra en bjergtop. Whau, sikken et syn. I en dal med mange sidedale lå byen. Landskabet er gammelt vulkan landskab, med de kegleformede toppe til alle sider. Da vi kom tættere på, troede jeg ikke mine egne øjne. På toppen af flere vulkaner havde de engang i tidernes morgen bygget kirker og kæmpestore figurer. Man kunne kravle/ gå derop til toppen ad stejle trappetrin. Flot, - men må indrømme, at det gider jeg simpelthen ikke.
På toppen af byen ligger den gamle Katedral fra år. ca.1000. Meget stor og utrolig flot. Den er bygget til ære for den "sorte Madonna", der her tilbedes af folk fra nær og fjern. Hver morgen kl. 7 er der messe, der afsluttes med en særlig messe for de pilgrimme, der er på vej til Santiago de Compostella - 1600 km. væk. Var med i morges sammen med mine venner, for lige at aflure hvad de gør - og ikke gør. Der var vel 15-20 pilgrimme, der blev velsignet, før de i samlet flok drog af sted mod sydvest.
Mine venner skulle desværre hjem her tilmorgen, så i morgen tidlig er det min tur til at drage af sted med nye pilgrimsvenner. Har det sidste døgn set flere pilgrimme end de sidste fire måneder tilsammen. Bor på toppen af bjerget; kun et langt støvlekast fra katedralen. Hele herligheden er omgivet af gamle stenmure og bygninger. Skulle en flok riddere til hest komme om hjørnet, ville det ikke forbavse mig synderligt.
Der er kun et minus. For at komme ned til byen skal der foretages en nedstigning, der nogensteder kan betegnes som en kontrolleret nedstyrtning. Og tilbage til giten skal man lige op ad samme stigning - pu ha. Er man ikke i form, kan man fortræne her.
Skal tilbage til den store kirke senere. Den emmer simpelthen af historie, så jeg tror det er løgn. Mange steder er der figurer af helgener og andre gode folk. Flere steder er der mulighed for at tænde et lys for nogen man holder af, eller kender. I morges ved 8.30. tiden var jeg helt alene deroppe, i det kæmpestore rum med de store hvælvinger. Der var næsten helt stille, kun en meget sagte mumlen kunne høres, fra munkeklosteret inde ved siden af. Der blev tændt lys og læsset af - og det var godt.
Solen skinner nu udenfor og himmelen er så blå, så blå. Føler det er godt dette her, føler mig på en mærkelig måde hjemme på dette fremmede sted.
Det er jo netop det, at jeg ikke er alene.
Her har pilgrimme de sidste 1000 år samledes i denne gamle kirke, hvor hvælvningene emmer af håb og taknemlighed. I tusindetal er de draget den samme vej, mod et fjernt hjørne af Spanien. Som tiden dog går, har svært ved at fatte hvor langt jeg er kommet. Det er jo helt vildt - og så til fods!
Farverne i bjergene og i skoven er ved at skifte til efterårets brag af gule, brune, røde varianter. Folk i højderne er ved at køre stakke af brænde til huse. Kornet er høstet og der er kun vinterafgrøderne tilbage på markerne.
Aner ikke hvornår jeg igen får muligheden for at maile hjem, - så bliv nu ikke urolige hvis der går en lille tid før jeg skriver igen (smiler).
Hvis nogen far lyst til at sende mig et par ord, må jeg så ikke venligst bede om at det sker i dag, - og helst ikke for sent (stor smiler)
Hav det godt alle sammen; - her fra landet hvor køerne og fårene render rundt med klokker om halsen.

Rejsebrev 25.

Det er ved at blive mørkt over den gamle by. Solens sidste stråler lyser rødt ovre mod vest, på den anden side af dalen. Skyggerne er lange her oppe på toppen af bjerget ved den store katedral. Jupiter kan lige anes tæt på horisonten hvor solen forsvandt. De andre stjerner er ikke langt væk. Månen er snart borte, så mørket kan udfolde sig og drømmene få ny næring.
Her oppe på bjerget er der en helt speciel stemning, du fornemmer at her er en helt egen energi. En energi der er meget gammel, tror jeg. Og den er åben for enhver der tror, og ikke mindst håber.
Ja - det kan være at jeg sidder og falder i staver, nu hvor natten tegner silhuetter af de gamle stenmure og tårne. Hvis de bare kunne tale en kort stund.
Skal op klokken 6 i morgen. Da er det stadig mørkt, men allerede ved syv-tiden lysner det i øst og en ny dag er klar.

Rejsebrev 26.

Der sket ting og sager siden jeg forlod Le Puy. Dér startede dagen med messe i den store katedral kl. 7, efterfulgt af en speciel ceremoni, for de pilgrimme der skulle afsted samme morgen, mod Santiago. Vi blev bedt om hver især at fortælle hvor vi kom fra og hvor vi agtede os hen. Jeg vil tro at vi var ca. 50.
Drog afsted med en tysk kvinde den første dag, en tysk mand den anden, - og den tredie med en østrigsk kvinde. Og hun og jeg har faktisk fulgtes ad i 9 dage nu. Vi er jævnaldrende, og begge langtidsvandrere. Hun er startet i Salzburg.
Sammen har vi vandret igennem et vildt landskab, hvor bjergene er gennemvandret på kryds og tværs, under vores vej mod den fjerne spanske grænse. Vejret har været særdeles omskifteligt. Fra storm over de højeste tinder, hvor jeg bogstaveligt nær var blæst ned. Min ven er en lille størrelse, så hun var også nær fløjet sin vej.
Gennem og over højsletten hvor tågen kom drivende i mørke bølger hen over klipperne, og lyset skiftede mellem solstrejf og piskende regnbyger. I tågen brølede strejfende klokkekøer som fjerne tågehorn. Sletten var nok 12 timer lang, og det var en fornøjelse at nyde det bølgende landskab, overalt omgivet af stenhegn, medens himmelen bare viste alle sine tænder - og lyse sider i glimt.
Gennem store skove, hvor lave forkrøblede egetræer voksede, iblandt tornede buske og et utal af duftende blomster og urter. I dage så vi intet tegn på liv, undtagen en højtflyvende fugl, og et hus langt langt væk. Stien artede sig som en venlig art af slagsen, men kunne også være et meget langt stykke, med utallige sten og brokker. Og det kunne ske både opad og nedad.
Her er også utallige stengærder overalt i landskabet. Ingen er nye, og mange er gamle - og endnu flere er oldgamle. Så gamle at de er skredet sammen, og nu kun er en bunke mosbevokset skærver på vej tilbage til moder jord.
Det er en god tid lige i disse dage; solen har nu i 3 dage skinnet fra en skyfri himmel, temperaturen er ca. 30 grader. Horisonten er så langt borte, at hvis jeg lukker øjnene, føler jeg at det er ligefor jeg får den i nakken. Himmelen er bare så blå og så langt borte.
De foregående dage var regnfulde, blæsende og kolde. En morgen var det 4 grader...
Jeg vandrer ca. 30 km. om dagen for at nå de byer med overnatningssteder hvor vi kan bo billigt sammen med en masse andre pilgrimme.
Nogle gange er der aftensmad (GOD) samt morgensmad. Andre steder må vi selv stå for al forplejning. Vinen er god og øllet er godt og koldt.
Margaritta og jeg har det sjovt sammen medens vi vandrer afsted i dette landskab, der kunne minde om Tolkiens eventyr. Vi har begge fået voret sår, skrammer, og nogen på tuden, - og nogen på opleveren på vore rejse fra hjemlandet.
Og vi ved om nogen, hvad ensomhed vil sige. Og forstår måske at det også kan vare godt at være to. Hun er gift og katolsk, så det har givet nogen sjove episoder. Hendes mand støder til ved den spanske grænse.

Rejsebrev 27.

Moissac, Lectoure, Condom, Eauze, Nagaro, og i dag d.13-9-06 Aire sur Adour
Endelig er min tro følgesvend og jeg kommet ud af hedebølgens greb. De sidste 10 dage har vi vandret gennem store landbrugs- og skovarealer i en temperatur på mellem 35-40 grader. Det var lige før jeg var smeltet væk. Drager af sted kl. 07 for at nå så langt som muligt om formiddagen, gerne ca. 20 km. Efter kl. 13 bliver der bare rigtigt lunt..
Nå, vi er her da endnu.
De sidste nætter har det knagme lynet og tordnet og regnet, så det var en lyst. Sporet bliver hurtigt til en glidebane og glat som grøn sæbe. Store pytter ligger og damper, medens vi hopper over de største.
Egnen er præget af store marker, hovedsaglig med vinplanter og millioner af majs. Druerne er plukkefærdige, og står ofte lige ud til sporet. Det er for stor en fristelse for tørstige og trætte pilgrimme, der har mundhulen fuld af smagen af brun støv. Så det hænder at der falder en lille klase ned i den svedige hånd. Og det skal tilføjes; de smager bare så englene ville sukke.
Byerne ligger spredt langs sporet, store som små. Nogle med forretninger, andre kun med få huse og en enkelt glammende hund.
De større har både herberger og kirker. Herbergerne svinger utroligt i kvalitet. Lige fra værelser for to til stuer med 20 senge i flere etager. Nogle har pool, andre ligner rottehuller. Mange vandrer en uge eller to, - i etaper over flere år. Vi er kun ganske få fjernvandrere. Faktisk er Margaritta og jeg de eneste, jeg endnu er stødt på.
Dagene er for lang tid blevet hverdag for os begge. Der er ikke så meget mere der for alvor kan overraske os. Vi har det sjovt sammen. Folk har op og ned ad sporet hørt om to der vandrer sammen; og som hver især er startet fra deres hjemland - laangt væk.
Dagene går ofte i timer hvor tankerne går på langfart. Det sker også at der bliver sendt nogle tanker og bønner af sted. Det kan vare om alt muligt mellem himmel og jord.
Beder ikke om at blive forskånet for det svære i livet, men om kraft til at møde mørket indeni og udenom mig. Jeg beder ikke om store åndelige oplevelser, men jeg beder om et åbent sind til at se det store i det små.
Og en ting skal I vide; det gamle *Ultreia* eller mantra om man vil, - så gammelt som de ældste pilgrimme. Er et utroligt stærkt *ord*. Det har hjulpet mig i adskillige sitautioner. Trykket lægges på de to første stavelser og gentages så længe man føler. Fornemmer at det kun *virker* i en god sag.

Rejsebrev 28.

Efter mange dage og ugers vandring, er jeg nu kommet til spaniernes land. Den sidste grænseby blev passeret i morges. Derfra var der "kun" et bjerg tilbage. Der var 27 kms vandring, hvoraf de 20 km var opad en stigning pa 1400 højdemeter.
Det var bare et fedt og pragtfuldt bjerg. Selve stigningerne kunne godt være meget lange og stejle, men ikke værre end så mange andre bjerge. Solen skinnede som besat og den blå himmel strålede. Vejen op gik mange steder lige op mod himmelen, hvor mange store rovfugle svævede rundt og rundt. Bjerget var for mig den sidste grænsepost for Caminoen og min gamle drøm. Det var også en slags "grænse" der skulle passeres, - den grænse der findes mellem ørne.
Da jeg passerede grænsestenene til Spanien, og tog de første skridt på den gamle Camino, blev jeg ramt stærk rent følelsesmæssigt. Tænkte stærkt på Dorrit og hendes ønske om at jeg skulle følge min gamle drøm at vandre netop her.
Kunne rent fysisk mærke energien fra de utallige millioner af pilgrimme, der havde passeret dette sted. Var rørt dybt og kunne næsten lette fra jorden.
Selve turen op, og over det høje pas var en stærk oplevelse. Fik afprøvet kroppen til det yderste, - og den fungerede bare som smurt.
Fik sagt farvel til Frankrig pa den rigtige måde, fra et højt bjerg fik jeg sagt farvel og tak for de oplevelser der havde præget de forgående 45 dage.
Tænkte på Tyskland og det store land. Det var dér at rammen for det efterfølgende puslespil blev lagt. Den lange vandring var fra starten et spil med utallige forskellige brikker, der bare lå hulter til bulter overalt. Langsomt hen ad vejen er de forskellige brikker dumpet på plads, - ofte på helt uventede pladser.
Er glad for endelig at være kommet til Spanien.
Er netop stået op her på det gamle kloster, 88 pilgrimme har sovet her i nat i samme store rum med de gamle hvælvninger. Så det var en speciel ’odeur’ at vågne op til. Har nu sovet godt oppe på øverste etage af etagesengen. Her er folk fra mange forskellige lande, så det lød som en bibelsk knævren af dimensioner, da alle vågnede på samme tid. Lyset blev nemlig tændt kl.6.30.
Vejret er stjerneklart med en frisk vind, sa det bliver sandsynligvis endnu en solrig dag. Skal vandre nogen og tyve kilometer i dag.

Rejsebrev 29.

Landet er først og fremmest brunt/rødt i alle de brune/røde farver der findes. Høsten er næsten overstået de fleste steder, så jorden ligger bar. Den næste farve der slår igennem, er grøn. Den er bare så livsgivende og håbefuld. Den tredje farve, er himmelens blå efterårsfarve. Elsker når natten viger, og den dybtblå himmel langsomt dukker frem ovre mod øst.
Efteråret er for alvor ved at få fat, løvet rasler i vinden og bladene hvirvler rundt. Løvet har nu de fleste steder de stærke farver. Rød, orange, brun, gul, - og en blanding af det hele. Natten er nu månefri, så mørket er bare mørkt. Det kan godt blive lidt køligt hen på morgenstunden. Så er det godt med en varm dunsovepose.
Dagen i dag har budt på mange og forskellige broer og underlag. Stenstier fra romernes tid, slidt halvt op af millioner af pilgrimmes fødder. Adskillige broer gamle som nye.
Vi er vel over 100 pilgrimme der starter hver morgen. Så der er en anderledes trængsel end i Frankrig. Det kan godt være lige i overkanten. Stierne er gode, ofte så brede at 3 personer kan gå ved siden af hinanden. 90% er grusveje, i en eller anden form. Vejret er lidt lusket, sol og regnbyer. Når der kommer en kraftig byge, bliver jorden hurtigt til smat, mudder eller nærmest lumsk sump.
Der var ellers tyreløb i gaderne i aftes. En del af byen bliver spærret af med gitre. Og indenfor løber tyrerne så rundt og de dristigste af de unge mænd skal så forsøge at komme så tæt på at de kan sætte en finger mellem øjnene på den. De slap med nød og næppe godt fra det. Bryder mig nu ikke om at nogen "leger" med dyr på den måde. De var skræmt fra vid og sans.

Rejsebrev 30.

Dagen startede med blå himmel der hurtigt skiftede med kulsorte skyer. Ind i mellem kom der en ordentlig vasker. Rygsækovertræk og paraplyen er bare suveræn.
Jeg følger den gule vejviser-pil der er malet på alt muligt, såsom: træer, mure, huse, stolper o.m.m. Meget af dagens etape gik langs eller i nærheden af trafikerede landeveje - ikke så spændende.
Sover i nat i en stor sportshal med opredte senge, - så soveposen skal bare rulles ud.
Jeg har det godt og er en tilfreds mand. Dette liv er godt og hårdt!
Mit mål er selvfølgelig at nå Santiago og vandre igennem den store by og besøge katedralen.
Mit mål er ikke at sætte St. Jakobs grav i højsædet.
Jeg respekterer højt de utallige mennesker der har, og har haft hans grav som det fjerne mål.
Mit mål er havet.
Havet ude ved Kap Finistere,
- engang verdens ende.

Her slutter min rejse ikke - der begynder den.
Det føler jeg nu

Rejsebrev 31.

Solen skinner bare så man tror det er løgn. Skyer i spredte formationer i morges, drevet af en solid vind fra sydøst. Ellers er himmelen som et stort blåt maleri. Landskabet er bølget og vredet som et åbent hav. De brune farver slår klart igennem, og når skyerne trækker skygger er der sorte kontraster til farverne i landskabet.
Hver eneste dag er bare forskellig og ny, selvom den burde vare den samme. Det er en tilbagevendende glæde at konstatere det hver eneste dag. Det er bare en dyb tilfredsstillelse at vide at der venter nye "billeder" og oplevelser.
Glæden ved at stå op og krænge dyret på ryggen, spænde støvlerne på plads, - og så bare at vandre ud i en, for mig, ny verden; er bare så stor.
Vandringen er for længe siden kommet helt i forreste række. Det er det, der for alvor tæller for mig. Stien er målet, og målet er stien.
Lyset er stærkt, selv her sidst i september. Morgenerne er bare helt specielle. Alt er bare så rent og farverne så bløde. De røde farver tænder de højeste skyer, en efter en og glider langsomt ned over bjergene og bakkerne.
Byerne, som i dag, ligger som perler på en snor. Kunne se nattens overnatningssted 27 km væk. Stærkt, storslået – tabte næsten pusten.

Najera, Santo Domingo, Belorado, St. Juan, Burgos og derefter videre til:

Rejsebrev 32.

Vejret er igen mere normalt for årstiden. Dvs. sol, skyer, regn, blæst, sort himmel og blå ditto.
Har vandret gennem sletterne, desværre ofte langs med de store veje. Det bryder min rytme at skulle høre på al den trafiklarm, efter så lang tids vandring med kun vindens susen.
Har haft lidt svært med at finde Camino atmosfæren. Leder efter den, men har faktisk kun fundet den et sted. Og det var på strækningen fra Geneve til Le Puy.
Kom igennem Burgos i går, og var et smut forbi Katedralen for lige at se den. Flot var den skam, med tårne og klokker. Indvendigt var det dog for meget med al den glimmer og pragt. Naa, så hellere en lille kirke fx., højt oppe i de franske bjerge. Der føler jeg mig mere velkommen. Alt er mere enkelt, og du er tættere på naturen. Der er fred og ro og du kan vare i fred, samt tænde et rigtigt lys - hvis du vil. I Spanien er det elektriske lys du betaler for - i guder. I Spanien er de fleste kirker lukket, i Frankrig kunne du bare gå lige ind alle steder.
Kom i dag op på mesataen, eller højsletten. For første gang kom den gamle Camino stemning. Her er bare så langt til horisonten og så højt til himmelen at det næsten er løgn (har vist skrevet det for, MEN det her overgår alt).
Her er intet der bryder stilheden. Ingen landeveje, biler, huse, fabrikker. Kun vinden og enkelte fåreflokke. Desværre er der mange marker, sa helt uberørt er der ikke.
Der sker noget med folk heroppe på de åbne vidder. Det siger klik oppe i hovedet på folk, og de får et bestemt glimt i øjnene. Man kan se det. Jeg tror at man bliver berørt af evigheden et kort øjeblik.
Stien er grusveje og støvet er rødt. Blikket har lidt svært ved at finde hvile, du kan bare se så langt at der næsten ingen fixpunkter er. Her kan enhver finde hvile og ro, - eller blive bindegal.
Der er mange pilgrimme på stierne, så vi har det sidste stykke tid vandret mellem de større byer. Har overnattet på små steder, og det går meget bedre. 150 eller flere pilgrimme afsted hver morgen, er lige i overkanten.
Vi er efterhånden kun en lille håndfuld tilbage fra Le Puy, så der er glæde når vi støder ind i hinanden. Fejrede i går at det er min 6 måned pa sporet. Champagnen smagte helt fortrinligt, - og her er den også til at betale.

Rejsebrev 33.

Byens navn har jeg glemt. Der en "hovedgade" med lave murstenshuse på begge sider. Vandrede 29 km i dag. Af en laang laang sti der bare fortsatte ligeud, til den forsvandt i horisonten. På begge sider bølger de afhøstede marker sig af sted i lange bløde bølger. På de få bakker kan man se den verden der er synlig, lige her.
Stod op til en stjernebestrøget himmel. Afsted 7.45. Det er stadigvæk mørkt, men man kan ane de gule pile. Vinden var for en gang skyld svag, og temperaturen var 4 grader. Så det var på med vanterne og huen samt det meste af det varme kluns. Det var faktisk halvkoldt.
Var hurtigt ude af byen, da solen omsider ved 8.30-tiden viste sit glade ansigt ude mod øst. Vandrede her stik vest, så det var bare med at følge ens egen morgenskygge, der så tidligt nok er 10 meter lang.
Nyder bare luften der både er ren, klar og næsten kan smages. Vandrede ca. 5 km/timen. og det blev først rimeligt lunt op mod middag. Det er næsten skyfrit. Kun en flok småfugle flyver syngende omkring. Deres sang er en lang række fløjtelyde, næsten som lærken derhjemme om foråret.
Ellers er her blæst for liv. Intet andet end pilgrimme, der kommer dryssende enkelte eller i små grupper. De første 17 km i dag var uden byer eller noget som helst andet end stien. Vildt, herligt, forrygende - nød det i fulde drag. Stien var godt nok stenet grusvej, men ikke værre end så mange andre.
Mange pilgrimme er startet for nyligt. De har mange problemer med fodtøjet. Aldrig har jeg set værre vabler og sår. Folks fodtøj er desværre ofte for store eller for små, billigt kram. Jamen, det er da utroligt at folk anskaffer sig de mest hotte mærkevarer - og sparer på det vigtigste – støvlerne!
Så der har været gang i plaster, tape og compeed i lange baner.
Folk har det med at vandre for langt og for hurtigt, og er de ikke i form eller vant til mosten, ja, så kommer regningen.
I nat kom månen op over bakken bagved landsbyen. Næsten fuld kastede den sit blege lys over omgivelserne. Pandelampen kunne lægges vak. Det var bare flot.

Rejsebrev 34.

Mange byer, store som små, sletter og højland er passeret. Dagene blafrer af sted som bladene i skoven. Der har varet mange pc’ere, men de har alt for ofte ikke fungeret.
Folk jeg ikke kender, fortæller hvorfra jeg er vandret, at jeg er en berømthed op og ned ad sporet. Alle kender mig åbentbart. Det er næsten for meget. Herregud, jeg er bare en simpel pilgrim, en fremmed der passerer forbi.
Jeg vandrer ud af livets landevej, og kan spejle mit liv i alt der sker her på Caminoen. Jeg tror at jeg vil vandre resten af mit liv - hvis det var muligt.
I dag vandrede jeg alene hele dagen over en stor højslette, uden at møde et eneste menneske, - kun en flok får langt væk. Der møder jeg det let skaberen og føler mig hjemme i naturens "katedral".
De sidste dage har 2 bjerge skulle passeres, op imod jernkorset på den højeste top, - i ca.1600 m. Dagen i går bød på kuling lige i snuden, med regnstorm, sol, sorte skyer og den evige blå himmel.
Kom over diverse bakker og buler til et ejendommeligt sted. En lille by næsten totalt i ruiner, affolket for år siden. Der var et herberg hvor vi kunne overnatte, medens vinden hylede i de tomme ruiner.
Hunden sov udenfor på papkasser, under et bord.
I morges vågnede vi op til stjernehimmel, svag vind og minus 3 grader. Alt vand var frosset.
Stien førte opad 2 km til toppen. Her stod det nok 10 meter høje jernkors på et lille bjerg af sten. Folk har de sidste 1000 år taget en sten med fra hjemlandet, for at efterlade den her, sammen med det gamle liv og de ting det indholdte.
Min sten var et fossil af en blæksprutte, fundet på 12 meter vand ud for Gedser rev.
Da jeg lagde min sten på dette bjerg af millioner af sten, og lige så mange håb, - blev jeg grebet voldsomt af smerte samt en underlig glæde. Fik sagt farvel til al den smerte der havde fyldt mit liv de sidste år, - og, tror jeg, - på en underlig måde fået sat min elskede hustru på plads i hukommelsens store skuffe.
Det var vildt gribende, her på en bjergtop, langt hjemmefra, med 4000 km bagude, i svagt stjernelys, samt den opstigende sols første stråler der langsomt gled nedad håbets bjerg.
Håbet er nok os menneskers største trøst. Alle os der var tilstede denne morgen var grebet af den samme enorme stemning. Igen gik håbet igen. Da jeg lagde min lille sten fra mig, på toppen - var den tung som en elefant - og jeg selv blev let som en fjer.
Vandrede videre mod endnu en bjergtop, og kunne endelig begynde nedstigningen til varmere og milde vinde.
Flot var dagen, landskabet og de mennesker jeg mødte.
Her på det store herberg med plads til 150 personer, er der plads til os alle. Gratis pc, - der virker, så det er bare med at få møvet sig til en plads.

Rejsebrev 35.

Er de sidste dage kommet over det sidste store bjerg her i Spanien. Det var en skrap stigning, op til 1400 meter. Vejret var strålende, sol og blå himmel. Valgte at vandre ad landevejen, da den gik mere direkte mod mit mål. Asfalt og jeg er jo forlængst blevet gode venner.
Jeg vandrer nu med et lidt ældre finsk par, der har hjulpet mig meget, efter de stærke oplevelser oppe ved korset på bjerget. Jeg er velkommen til at følges med dem.
Mine østrigske venner har valgt at vandre den sidste uge alene som par, - hvilket jeg så udemærket kan forstå.
Det var bare svært at være alene igen, når man har vandret så længe med de samme mennesker. Især var det svært ikke længere at vandre med Margarita. Det var en sjov og dejlig tid vi havde sammen i Frankrig og Spanien, - og jeg vidste jo at det ville få en ende....
Nå, jeg ma videre mod vest.
I snart mange måneder har Santiago trukket i mig som en magnet, gennem mange lande, over bjerge og ødemarker, samt byer. Et utal af mennesker har jeg mødt. Mange i uger og snart i måneder.
Utallige har jeg mødt som skibe der passerer hinanden om natten. Et kort glimt, lidt tuden i hornet og de er passeret.
Nu hvor det hele snart får en ende, - virker magneten ikke rigtigt mere.
Føler en mærkelig uro, er rastløs og har svært ved finde den normale ro.
Ok. Det har I Guder også været en lang vandring, både ydre og indre.
Mange brikker er faldet på plads, og aligevel føler jeg et strejf af kaos.
Det er bare så underligt, at om en uge kan jeg stå foran katedralen og sige "det var sku det, gamle dreng"
Føler på en underlig måde at jeg er faret vild her i verden. Og det er jo noget sludder, for jeg ved sku da godt hvor jeg er.
Alligevel denne mærkelige uro.
Jeg glader mig til at komme hjem til Nykøbing Falster og nr. 554.- ja og bare få lidt fred og ro.
Er ved at være lidt slidt i skroget, ikke i musklerne, men inde i knoglerne et sted. Og såmænd også oppe i knolden.
Underligt nok, for jeg holder nemt "skroget" i fuld gang den ganske dag uden problemer. Har snart elefanthud under fødderne.
Er efterhånden så fuld af indtryk, at nye bare løber ud og over glassets kant. Trænger til lidt tid, til at det hele sådan falder ordentligt på plads.
Det er nu en god tid, denne. Landet og Caminoen har plads til alle, og kan rumme det hele. Vi er jo alle skibe der hver især sejler vores egen rute.
Når Santiago på søndag formiddag. Der skal være en messe som alle vi pilgrimme er velkomne til at deltage i.
Skal mødes med mine Østrigske venner der, eller i byen. Så alt ordner sig såmænd, som det altid har gjort .
I morgen lover vejrudsigten regn og torden, så kan min store paraply få vasket støvet af........
Er efterhånden ligeglad med hvordan vejret er. To ting gør livet lettere i regnvejr. En ordentlig stor kraftig paraply, og et ordentligt rygsækovertræk. Endnu en ting har jeg luret på, en mini hårtørrer - kan tørre et par sjaskvåde støvler på 10 min. - Har friske erfaringer!
Mange griner af min scharm, - af bare uvidenhed. Den er bare go** tager regnen, og vinden. Luften tørrer hurtigt dit kluns. Med regntøj sveder du efter 5 min. Kan også bruges i styg sol, og er god til at skærme af ved et her og nu "toiletbesøg" - "slår" du skærmen ud efter en bisk hund, er den hurtigt til i ét nu at løbe langt væk.
Nej - helt ærligt glæder jeg mig til at vandre den sidste uge i disse gamle bjerge. De og stien er efterhånden gamle og gode venner. Landet er blevet blødt og smukt. Kender efterhånden stien ud og ind. Affotograferer automatisk hvert eneste skridt, og ser samtidig ud mod horisonten, bjergene, de forskellige afstande - og hvor mine mennesker er i forhold til mig.
Og en god ting, jeg kan stadig grine af det hele. (hihi)
Det skal blive sjovt på søndag, hvor mine venner fra den ganske verden vil mødes for at fejre at vi er kommet sa langt. Der skal nok flyde nogle tårer, og et par god flasker champagne.
Mødte lige Helena fra Frankrig, vi startede samtidigt fra Geneve, - så vi hulkede begge da vi mødte hinanden. Vi er de sidste af den store flok fra dengang. Ja - det føltes som et halvt liv siden. 

Rejsebrev 36.

Så er ringen ved at være sluttet. Kom til denne, så fjerne by, ved middagstid i dag. Det var altså meget underligt at stå foran den store Katedral på pladsen.
Regnen væltede ned. Og det var ikke bare regn der løb ned af mine kinder. Her var mange mennesker i gaderne, men ikke så mange foran den store Katedral. Kunne stå en stund og bare se op på det. Ja, det var så det, gamle dreng, sagde jeg til mig selv. Mange følelser gik gennem mig, mange billeder fra de sidste 6 måneder kom og gik i en jævn strøm. Det var bare stærkt.
Kom igennem regnen og de sejlende våde fliser til pilgrimskontoret. Fik afleveret mine pilgrimspas (6) og udfyldt et stykke papir. Igen var gråden ikke langt væk. Damerne der begyndte at tale højt og stimlede sammen om mine opslåede pas. Det var vidst ikke hver dag de så en dansker der var vandret helt derned.
Fik mit pilgrimsdiplom og kunne gå ud igen. Underligt, nu var det hele forbi. Eller var det?
Videre gennem regnen til et hostel, hvor Børge fra Finland havde fundet et godt sted.
Fik et tremandsværelse til mine østrigske venner og mig. Skulle hente dem senere på busbanegården. Det var dejligt at gense dem igen.
Om søndagen væltede regnen fortsat ned. Om natten havde det tilmed lynet og tordnet, så man tror det var løgn.
Klokken 11.30 gik vi til katedralen for at overvære søndagsmessen kl.12.00. Der var allerede stopfyldt - dvs mellem 800 og 1000 mennesker. Det lykkedes Margarita og jeg at få plads oppe foran. Der var en fortættet stemning der gradvis steg, efterhånden som messen skred frem. Det var en storslået oplevelse med alle de mange pilgrimme. Kendte en del rundt omkring i det store rum. Koret sang og det store orgel brusede. Katedralen var kæmpestor med mange flotte figurer rundt omkring, og specielt oppe omkring alteret.
Stemningen var mættet med energi og stærke kræfter. Følte en stor fred brede sig i mig selv. Følte at mine bønner og ønsker fik magt og energi. Mange var så grebet at tårerne bare kom af sig selv.
Da de satte den store forsølvede røgelseskande i svingninger, var jeg ved at tabe både næse og mund. Den lignede en forvokset tekande, og vejede 60 kg. Det svingede nok 100 meter, højt til vejrs, og lige ned over gulvet. Det var mageløst! Alle var stivnede med åben mund, - alle ramt af en slags energi "granatchok". Derefter var mange til alters.
Efter messen var jeg rundt og omfavne gamle og nye venner, og sige tak for alt, og ønske god hjemrejse. Meget rørende.
Om aftenen var vi samlet 17 pilgrimme fra 10 nationer, til en rigtig god middag. Snakken fik hurtigt lokalet til at runge af latter og tårer, da vi hver især mindes de gode episoder vi havde haft på rejsen. Ok, den gode vin hjalp givet med til at give stemningen et nøk eller to. Og sådan skal det bare være.
Vi gik i hvert fald syngende hjem gennem de små gader, med hinanden under armene.
Stod op kl. 7 næste morgen og gik med Margarita ind til katedralen da den åbnede. Det var mørkt og det styrtede ned. Lyset glimtede i regnen på de smalle gader og de mørke huse. Mørket kastede lange skygger og selve katedralens store forside med spirerne var næsten væk i regntåge og mørke.
Vi gik en stund med hinanden i hånden, og mindedes de 4 uger vi havde haft sammen i de sydfranske bjerge. Hold da kæ.., - hvor det var en god tid.
Den store kirke var næsten mennesketom, og helt helt stille. Vi kunne her i ro og mag gøre de rituelle ting, som pilgrimme her har gjort i over 1000 år. Først lagde jeg panden på figuren af Jakob på en søjle lige inden for døren.
Jeg fik et knald af energi der kan beskrives som et stød, og alle hår strittede. Alt var vådt og godt. Kunne fornemme de dybe furer af millioner af pilgrimmes hænder der havde lavet disse mærker i den hårde sten. Søjlen var helt sort af utallige hænder. Vi satte os midt i rummet og bad hver især en rum tid. Derefter var det tid til at tænde et lys for min hustru, familie, venner og bekendte, samt bede for dem alle.
Gik rundt om alteret og op af en lille trappe. Herfra kunne man lægge panden mod den store forgyldte figur af Jakob, og sige dybt tak for at jeg havde klaret den lange vandring. Også her var der et mægtigt kraftfelt, som jog fra top til tå.
Vi gik derfra netop som solen skinnede på de våde fliser, og himmelen bare var så blå så blå.
At vi var glade for hinanden var ikke nogen hemmelighed. Vi vidste også begge at det ikke skulle / kunne fortsætte sådanne. Istedet var vi de bedste venner. Jeg købte hende en lille guldmusling med kæde, for på min måde at sige tak. Hun blev meget glad.
Os havde folk smilende snakket om i snart flere måneder. Folk kom hen for at hilse, de havde hørt om den store dansker og den lille østriger der havde slået følge, og som hver især havde gået så langt. At vi var "berømtheder" og "myter"og jeg ved sku ikke hvad. Jeg kunne kun smile af det hele.
Da besøget i katedralen var vel overstået, var jeg klar over at beslutningen om at stoppe her i Santiago, var den rigtige. Det var bare det rette sted og den rette tid. Her skulle min lange vandring stoppe; - eller rettere - her ville min vandring begynde. Et nyt blad skulle vendes, og det var helt hvidt og ubeskrevet - en spændende tanke.
Resten af dagen blev brugt på diverse indkøb. Sokkerne hang i laser og buksebagen kunne man næsten se igennem.
Vi havde mødt Jan og hans pige, begge fra Schweiz, og havde aftalt at spise sammen om aftenen. Jan var en af de helt "gamle" venner, helt tilbage fra egnen omkring Le Puy.

Rejsebrev 37.

Klokken 8.30 steg Albert, Margaritta og jeg ombord på en bus der i løbet af 36 timer ville bringe os til Zurich i Schweiz. Det var noget af en bumletur, men vi fik sludret ikke så lidt. Kørte gennem flere af de områder jeg havde vandret i, måneder tidligere. Mærkeligt, det var som om at køre tilbage i tiden.
Natten var lang, men god til at tænke tanker, og god til at fornemme hvad der der dog var sket oppe mellem ørerne.
Jeg blev klar over at jeg var rede til at se fremad og klar til at møde en ny kvinde i mit liv. Noget jeg virkelig ønsker. Det var en god erkendelse.
Om jeg blev klogere, - tjaa - på mig selv, - ja.
Om jeg mødte forelskelsen på den lange vandring ; ja mon ikke (fnis)
Om jeg er mere tilfreds med livet, - ja det syntes jeg. Har et godt liv nu.
Lærte hen ad vejen at se det store i det små, og det er såmænd ikke så ringe.
Syntes at der er sket noget i mine øjne, de ser langt nu, rigtigt langt.
Om jeg ville vandre turen igen, - ja, - hvis jeg havde en at vandre sammen med.
Om jeg mødte Gud, - næ, - men jeg lærte at lytte. Og forstod at han havde været der hele tiden, jeg havde bare ikke lyttet efter.
Fandt nu oftere "det" i naturen.
Savner engang i mellem de små franske bjerg eller landsbykirker. De er ofte helt af sten, furet af vind og vejr. Ofte meget gamle. Der var døren altid åben, man kunne gå lige ind. Man var velkommen. Der var altid plads til en stille tanke, mulighed for at tænde et rigtigt starinlys. Og spejle sine tanker i den lille flamme.
Hvor var dog Schweiz dog smukt på sådan en efterårsdag. Lyset var klart og gyldent, og træerne havde rigtigt knald på farverne. Genevesøen lå som et hav med hele rækken af alpetoppe på række. Flere havde sne på de nordvendte skråninger. Mont Blanc ragede op over alle de andre toppe, med sin evige snefane.
Kom til Zurich sidst på eftermiddagen, godt bombet efter 36 timers bustur. Fandt et værelse der var til at betale, fik lidt mad og gik til køjs.
Fandt et SAS fly kl. 11 og inden jeg næsten havde sagt farvel til bjergene, var vi begyndt indflyvningen til København.
Havde knap nok vandret 30 m. i ankomsthallen, før skulderstroppen ned til hoftebæltet knak midt over....og den kunne jeg ikke reparere.

Jeg skulle åbenbart ikke længere!!!