Vandretur ved Aalborg

Det var Karens ide, og det var ved at være længe siden, at hun første gang luftede den: at vi skulle tage på
tommelfingeren på et af vores mikroadventures. Lade det være op til denk, der tog os op, hvor vi kom hen, og så finde et sted at overnatte i det fri, der hvor vi endte. Jeg syntes, det var en spændende, men også noget grænseoverskridende idé. Jeg kan godt lide at have styr på logistikken og transporten på vores ture, og en tur på tommelfinger en virkede som et ret stort skridt ud af den komfortzone. Men det er faktisk en væsentlig pointe med de her mikroadventures, små hverdagseventyr, som vi nu har gennemført hver måned i over 4 år. Hvis ikke vi udfordrer os selv og vores komfortzone lidt, så er det ikke et eventyr. Så kan det være en dejlig tur, en befriende pause i hverdagens tummel og rummel, men ikke et eventyr. Selv om vi nu er i gang med 5. år med ture hver måned, er vi på ingen måde løbet tør for ideer, men de ideer, vi får, er forskellige, og udfordrer os på forskellige måder. Mine ideer handler tit om, at vi skal udfordre vores friluftsfærdigheder, og Karens reaktion på mine forslag er ofte ”Kan vi det?”. Min reaktion på Karens forslag er derimod ofte ”Kan man det?”. På den måde supplerer vi hinanden vældig godt, og vi har endnu ikke sagt nej til en ide. Men med en tur om måneden kan man jo godt vente med at sige ja til en idé, man føler sig lidt ekstra udfordret af.

Så selvfølgelig skulle vi prøve en blaffertur. Men vi var også nødt til atvære en smule praktiske. De mikroadventures, Karen og jeg tager på, er som regel det, vi kalder hverdagseventyr, og det vil sige de begynder om eftermiddagen, når vi har fri fra arbejde, og slutter næste morgen, når vi er tilbage i Regionshuset i Aalborg, hvor vi begge er ansat. Da vi gerne skal nå at få en rimelig nats søvn og stadig være tilbage på arbejdspladsen i tide til at tage bad og klæde om inden kontortid, lægger dette koncept en vis binding på, hvor meget tid vi kan afsætte til transport, især om morgenen. Jeg så ganske mange problemer for mig, hvis vi bare fik et tilfældigt lift langt ud på landet om eftermiddagen, og så var afhængige af at få et andet lift tilbage i morgentrafikken. Hvis vi ikke kunne få et lift om morgenen ville vi være prisgivet den kollektive trafik, og det er ikke, fordi vi er for fine til det, men vi ved også, hvor lidt der er af den uden for byerne i Nordjylland.

Naturen nær dit hjem?

Men alt det havde Karen selvfølgelig tænkt på og fundet en god løsning. Og derfor stod vi en mandag eftermiddag sidst i oktober i fuldt frilufts-ornat og med pakkede rygsække udenfor hovedindgangen på Regionshuset og spurgte dem, der kom ud, om de boede i nærheden af naturen, og om de måske ville tage os med? Det er måske ikke helt at tage på tommelfingeren, men det er jo noget nemmere at forklare folk, hvad man vil, før de har sat sig ind i bilen og sat i gear. Efter et par forsøg var der bid, og vi fik en aftale om et lift og en returkørsel næste morgen.

Vores transportløsning præsenterede sig som ”Inger, fra Regnskab” og viste vej til sin bil, mens hun forklarede at hun boede i et sommerhusområde ved Limfjorden ikke langt fra fjordens udmunding i Kattegat. Hun vred sin hjerne for at komme i tanke om hvor i området, der var shelterpladser, men vi forsikrede hende om, at vi slet ikke havde brug for en shelter, men bare gerne ville køre med hjem til hende og så selv gå derfra, til vi fandt et sted at overnatte. Og sådan blev det. Vi skiltes i hendes indkørsel med en aftale om at mødes samme sted næste morgen kl 7.15.

Og så var det bare os, Google Maps og en strid vind over Limfjorden. Der var overhovedet ingen tvivl om, at vi var nødt til at finde et sted med noget bevoksning der kunne give læ for vinden, og det så ikke alt for lovende ud på kortet. Den første kilometer langs kysten så ud til at bestå af sommerhuse, en campingplads og en lille lystbådehavn. Der var langt til noget der lignede bevoksning uden bebyggelse, og selvom en frisk vandring om eftermiddagen ville være helt fint, så brød vi os ikke om at tænke på hvor tidligt vi skulle op, hvis vi havde mere end en times vandring næste morgen. Men et eventyr er ikke et eventyr uden udfordringer, så vi hejsede op i rygsækkene og begyndte at gå afsted af stien langs vandet. Vi havde ikke gået mere endet par hundrede meter før jeg måtte stoppe og finde mine handsker frem. Med en temperatur på 4 grader, en kraftig vind og høj luftfugtighed var der ikke tale om at gå med bare hænder.

Oppakning og opbakning

Og her må så indskydes en lille detalje. Denne tur skulle nemlig have været afviklet en uge før. Alt var pakket, klart og aftalt, men så kom der noget i vejen som betød vi måtte udskyde turen en uge. Rygsækken var jo pakket, så den fik bare lov at stå klar til ugen ef
ter. Og på de 7 dage skete der altså noget med vejret, temperaturen faldt fra omkring 10 grader til omkring 5. Alt det her er bare en lang forklaring for at forsvare det faktum, at posen med mit skiftetøj, hue og vanter lå ret langt nede i rygsækken. Hvilk
et gav god mening da jeg pakkede, men med dagens vejr var komplet amatøragtigt, og det er det da faktisk uanset vejret, så ja, jeg var flov, da jeg var nødt til at hive både kogegrej, spisegrej, vandflaske og gas op af rygsækken for at komme ned til mine h
andsker. ”Her ser du så et godt eksempel på en virkelig dum måde at pakke på” sagde jeg til Karen. ”Jeg synes det ser genialt ud” svarede Karen, da en pose kanelgifler i det samme kom til syne i min åbne rygsæk, ”jeg trængte lige netop til sådan en”. Det
kalder jeg en god turmakker! Karen guffede gifler mens jeg fik pakket min rygsæk igen, og hjalp med at fiske hendes vanter
frem fra toplommen i hendes rygsæk, uden hun af den grund behøvede tage den af.
Med lune hænder og en giffel i hver hånd gik vi videre af stien, på udkig efter et sted med læ.

Hvor skal vi sove i nat?

Det er ikke meget plads vi skal bruge. Vi sover i bivibags, og når der er udsigt til regn sætter vi en tarp op. Maden laver vi på trangia eller jetboil. Så vi skal ikke bruge endeløse, dybe skove eller etablerede lejrpladser, og hele ideen med at tage på tommelfingeren et tilfældigt sted hen var jo også baseret på, at man næsten altid kan finde en lille tykning med træer, en strandbred eller et buskads,
hvor man kan ligge og sove uden at . genere nogen. Havde der ingen vind været ville vi helt klart have fundet et sted ved strandbredden, men det kunne slet ikke komme på tale. Vi ville heller ikke være bekendt at lægge os alt for tæt op af huse eller sommerhuse, da en overnatning jo også indebærer at vi træder af på naturens vegne. Og det synes vi altså ikke vi skal gøre i folks haver og hække. Da vi havde gået knap en halv time kom vi til et lille område med træer, som tog mærkbart af for vinden. Det var ikke ideelt, men det var det der var indenfor en rimelig afstand af vores lift næste morgen. Så der slog vi os ned. Tænkte vi mon på, at det var en mulighed at ringe hjem, blive hentet og kørt et mere bekvemt sted hen? Ja det gjorde vi måske. Jeg gjorde i hvert fald. Men nu havde vi altså en aftale med Inger næste morgen, og hun syntes vi var vanvittigt seje. Det måtte vi jo leve op til.

Så tarpen blev sat op, soveposerne rullet ud og trangiaen fundet frem. En varm kop the, flere gifler og et stykke chokolade. Vi sad iført alt vores varme ekstratøj. Som nok ikke helt var opgraderet til den temperatur og wind-chill faktor vi var ude i. Der hvor tarpen og træerne gav læ var der lavthængende grene og umuligt at sidde. Og der hvor vi kunne sidde var der ikke rigtig læ. Så vi blev kolde og rykkede direkte fra eftermiddags-snacks til rødvin og tilberedning af aftensmad. Menuen stod på en hjemmetørret ret med ris, plantefars og tomatsovs, og den var hurtigt klar.

Vinden brølede i træerne og der var spændende røde og grønne lyseffekter fra de signaler, der viser de meget store skibe, som sejler ind til havnen i Aalborg, hvor sejlrenden er. Klokken var ikke engang 19, men der var ikke noget at diskutere, vi måtte i soveposerne hvis vi skulle gøre os håb om at holde varmen. At ligge i soveposerne og drikke rødvin og spise chokolade (og gifler) lød nu også både hyggeligt og tiltalende.

Turmakker med et godt sovehjerteog ufejlbarlig dømmekraft

Skovbunden var lun og blød, dækket af masser af blade og grannåle, lækker at ligge på. Men også meget løs og dårlig at sætte pløkkerne fast i. Det bekymrede mig noget, for vi har to gange tidligere sovet i tarpen på meget blæsende steder med sandet jord (på Skagen Nordstrand og i Nationalpark Thy), og begge gange fik jeg en meget urolig nat, hvor jeg gang på gang måtte ud og sætte pløkkerne i igen. Den slags sover Karen lykkeligt fra. Hendes evne til at sove fra alle nattens lyde og uroligheder er decideret misundelsesværdig, og kendte jeg hende ikke godt nok til at vide, at det aldrig ville falde hende ind, kunne jeg næsten mistænke
hende for at sove rævesøvn, mens jeg mosler rundt og ordner barduner og pløkker i regn og vind. Trods vinden og den løse jord virkede tarpen dog stabil nok, og den holdt da også stilen uden problemer hele natten denne gang.

Indeunder tarpen holdt vi stilen i soveposer og bivibags. Jeg lå i en Yeti Fusion Comfort 600, og den er bare enormt lækker. Teknisk set tilhører den min mand, men da den netop dækker det temperaturområde hvor min sommerpose er for kold og min vinterpose er for varm har jeg delvist annekteret den. Jeg elsker at den er så rummelig, jeg kan ligge og rotere uden at blive viklet ind, og ligge på siden med bøjede ben uden at den strammer. Før det blev sovetid skulle vi dog lige drikke vores vin, og jeg fik det sidste glas fordi jeg havde fået hikke. Eller rettere, Karen mente jeg have fået hikke fordi mit glas var tomt. Eller, nej jeg kan ikke helt redegøre for logikken, men, uanset, kuren hjalp og jeg havde ikke noget at klage over. Mørket, vinden, vinen og de lune soveposer frembragte en behagelig døsighed, og Karen erklærede at det var alt for koldt til at børste tænder. Det er ikke første gang vi springer tandbørstningen over, dårlig ånde holder både myg og vampyrer på afstand, og vi er gamle nok til selv at betale vores tandlægeregning. Pandelamperne blev slukket og vi forsvandt ned i dybet af hver sin sovepose og slumrede ind.

Blæsende og regnfuld morgen

Når man lægger sig til at sove kl 20, er det ikke noget problem at vågne kl 6 om morgenen. Trods vinden havde vi haft en rolig nat. Kombinationen af bivibags og tarp er genial i vinterhalvåret, for tarpen beskytter os mod nedbør, og vores bivibags er både vind-
og vandtætte og sikrer vi holder os lune og tørre. Samtidig med at tarpen er så åben, at man kan mærke man sover i det fri. Vi pakkede hele herligheden sammen mens jetboilen kæmpede med at koge vand til vores helt uundværlige morgente. Jetboilen er genial, men meget vindfølsom, og til sidst satte jeg mig og skærmede flammen med mine hænder for at vandet kunne komme i kog. De sidste gifler i posen gjorde det ud for morgenmad, et mere solidt måltid måtte vente til vi var tilbage på arbejde. Da vi forlod lejrpladsen og den lille klynge træer fandt vi ud af,hvor meget vi trods alt havde været i ly for vejret inde mellem træerne. Ikke blot ruskede vinden voldsomt i os, luften var også mættet af en fin regn, som vi slet ikke havde mærket noget til.

Det var virkelig en morgen med gustent vejr, i den grad ikke en morgen man ville have lyst til at gå ud i, hvis man sad inde i sit varme hus. Mørkt, gråt, vådt og meget blæsende. Men vi var godt klædt på, og havde jo ikke andet valg end at være ude, og syntes faktisk det var en vældig frisk morgen. Vi kunne se lysene fra Aalborgs skyline i horisonten. Perspektivet og Limfjordens krumme forløb fik det til at se ud som om Aalborg lå på en ø i fjorden. Vi mødte ikke et øje, og så ingen vinduer med lys i før vi nåede til Ingers
hus. Der er ikke meget liv i lystbådehavne, campingpladser ogsommerhusområder en tidlig morgen sidst i oktober.

Hvem er mest sej?

Men Inger var vågen, og snart sad vi igen i bilen. Ingers reaktion på vores overnatning var den blanding af ”I er ikke rigtig kloge” og ”I er godt nok seje” som vi møder så tit når vi fortæller om vores microadventures. Vi synes egentlig ikke vi er specielt seje, men vi synes vi har fat i den lange ende når vi kommer ud og overnatter en gang om måneden året rundt. Hvis det er fordi vi er for dumme til at indse, at vi gør det fordi vi ikke er rigtig kloge, så fred være med det. Vi forklarede Inger at vi bare rigtig godt kan lide at være ude i naturen, og at vågne om morgenen i det fri. Og hun fortalte så, at det netop er fordi hun er tæt på naturen, at hun har valgt at bo i sommerhuset, og i øvrigt at hun er vinterbader. Og der synes vi så lige at hun afslørede at HUN ikke var rigtig klog, men til gengæld meget mere sej end os. At tage på tommelfingeren ud i det blå er en ting, men at hoppe i vandet om vinteren, dét er altså langt over grænsen! Lige indtil en af os får den ide at det også skal prøves... Du kan følge med i vores hverdagseventyr – og se om vi nogensinde kommer ud og vinterbade –på vores blog:

www.metteogkarenpaatur.dk 

Konkurrence

Artiklen er med i vores sommerkonkurrence om vintergrej. Konkurrencen sponseres af: Fjeld & Fritid og EXPED.