Vandring i Norge om efteråret

Holdet:

Ulrik har mange års fjelderfaring og havde lagt en super rute. Har kæmpe overblik og overskud. Er manden der finder vej inde i en sky, spotter det gode fiskevand, etablerer diplomatiske forbindelser med de indfødte, støtter og opmuntrer, sjosker gennem tiliset blokmark i høj hastighed med hænderne i lommerne, og udfører gastronomiske mirakler med fjeldørred og vakuumpakket lagkage-samlesæt. Er desuden indehaver af en specialbygget rygsæk hvor der bor en uudtømmelig velfærdspakke*.

Kenneth lyser op når nye oplevelser byder sig til – gletsjere, topbestigninger, ishuler…. Han er en eventyrer med stor interesse for vildmarkslivet og bushcraft; skal du bruge et bål, så lad Kenneth komme til. Fik sin debut som ørredfisker med en flot fisk på krogen – hans brede smil lover ikke godt for ørrederne i de norske fjeldsøer fremover. Kenneth kan lide at finde sin egen vej gennem terrænet – på denne tur bragte det ham pludselig meget tæt på en moskusokse, der gerne ville bruge den samme vej.

Jacob har styr på teknikken og ved alt om vores udstyr. Simpelt hen alt. Materialer, brudstyrke, rivstyrke, tykkelse, kuldetolerance, kogepunkt. You name it. Han ved hvor man kan skaffe reservedele og hvem der producerer hvad. Ikke overraskende tager Jacob også fantastiske fotos, hvilket har den bonus at han kommer i top kondition fordi han hele tiden skal indhente resten af gruppen efter et foto-shoot. Jacob medbringer store mængder snacks, som han undervejs erstatter med store mængder sten; med stor sandsynlighed vejer Jacobs rygsæk mere på sidstedagen end på førstedagen.

Line (gift med Jan) var turens super-seje über-rookie! Hun var på sin første flerdages rygsæktur OG sin første fjeldtur MED en meget utilfreds akillessene; tilsæt storm, regn, kulde og klippeklatring og hvad får du – stædig viljestyrke og store smil!!! SÅ sejt! Line havde gjort det helt rigtige og forberedt sig med dagsture derhjemme med rygsæk med vægt i; desuden var hendes udstyr godt gennemtænkt og passede til turen. De gode forberedelser og Lines positive indstilling viste sig at være den helt rigtige opskrift på en succesfuld ilddåb!

Jan (gift med Line) er garvet Outsite turleder med erfaring fra kano/kajak, vinterfjeld og vandring i Danmark og Sydsverige – men havde endnu ikke vandret i fjeldet i sommerhalvåret. Det kunne man nu ikke mærke på ham, han sprang over stok og sten med stort smil og en lind strøm af vitser, kaninører og sjove bemærkninger. For det meste. Han var lidt mere stille når han løb om kap med Kenneth. Bestod duelighedsprøven i både teltreparation og ørredfiskeri (turens rekordindehaver med 3 stk. på ½ time første aften!). Mangler dog stadig fiskerensningsbeviset.

Kirsten elsker at være på tur med rygsæk og telt og må nok betegnes som gruppens overlevelsesekspert. Inden turen til Dovrefjell havde Kirsten i år allerede overlevet 27 laplandske hængebroer, at ro alene over en sø, at solo wildcampe 3 gange i fjeldet samt at flyve 5 gange i flyvemaskine. Efter Dovrefjell kan Kirsten tilføje til sit overlevelses-CV: at befinde sig i samme land som fritgående moskusokser, at gå ned ad et stejlt fjeld, og at betjene en fiskestang. Når der ikke er fare på færde, er Kirsten glad og griner gerne.

*Velfærdspakken: må nævnes her som en 7. turkammerat. Velfærdspakken er opfundet af Ulrik, der på alle tider af døgnet kan hive en pose vingummier, en pakke chokolade eller 4 vakuumpakkede digestive-kiks frem fra tasken og dele ud til os andre når vi lige føler os lidt slidte. Når man så slår hænderne sammen i beundring siger Ulrik med et beskedent smil og et skuldertræk ”Det var bare noget jeg havde i min velfærdspakke”. Vi andre siger bare: So ein Ding muss ich auch haben!!!

Dag 1 – Start-dag og ørred-premiere

Vi mødtes ved færgen i Helsingør 4.30 og fulgtes ad i 2 biler hele vejen til Kongsvold Fjellstue, hvor vi parkerede bilerne ca. kl. 15. Vi startede turen med en seriøs stigning, og den lange biltur blev hurtigt glemt da vi vandt højde og blev mødt af vidstrakt fjeld i det klareste solskinsvejr. Vi gik i højt humør 7-8 km ind til vores første lejr ved en sø i 1228m mellem toppene Storkinn (1846m) og Nystugghøa (1757m). Teltene blev slået op ved en sø nær en lille fiskehytte, hvor en parkbetjent overnattede. Ulrik havde hjemmefra lovet fisk den første aften, så vi satte os klar ved søbredden med dunjakker, gasblus og frysetørret mad til forret… vi var nok et par stykker der ikke heeeelt turde satse på fisk. Men Jan og Ulrik kastede snøren i vandet, og 1-2-vupti var der fanget 4 fjeldørreder, hvoraf de 3 blev stegt på Ulriks medbragte stegepande og fortæret med største nydelse. Det friske løfte var indfriet! Mørket faldt på mens vi spiste. Mætte og trætte sluttede vi dagen med turens første overraskelse, som Line stod for: en særdeles velsmagende, hjemmelavet rabarberlikør. Nu blev det hurtigt koldt, så efter en hurtig opvask og tandbørstning var det tak for i dag, og så til køjs. En vellykket start på turen, og skønt at falde i søvn i glad forventning om hvad morgendagen ville bringe.

Dag 2 – Solskinsdagen

Der var rimfrost på teltene da vi stod op. Godt at ligge i den varme sovepose og spise morgenmad, og pludselig havde solens stråler kæmpet sig over Nystugghøa, ramte teltet og varmede dejligt…aaah! Vi var klar til afgang 9.30 og skulle efter få minutter over et lille vandløb. Kenneth valgte liiiige at gå en lidt anden vej, sådan lidt mere opstrøms; vi andre kigger lidt op mod ham, og pludselig udbryder Jacob ”der er moskus”. Dette var Kenneth dog for langt væk til at høre, så han fortsætter på sin kurs, som så altså også er den kurs som 2 moskusokser har valgt, bare i modsat retning…det kunne udvikle sig til en ubehagelig overraskelse for begge parter, så vi skruer lidt op for volumen og får advaret Kenneth, som på dette tidspunkt nok har overskredet sikkerhedsafstanden på 200 m med ca. 125 m. Han får hurtigt mobilkameraet frem mens han i respektfuldt tempo lægger lidt afstand til dyrene. Resten af gruppen (minus Kirsten) rykker til gengæld lidt tættere på med rødglødende mobilkameraer, og lidt tættere på, og lidt tættere på…indtil den ene moskus gør front mod gruppen, udstøder en ildevarslende brummen og hopper et par skridt fremad. Så kom der ellers samling på Outsite-gruppen igen, og vi begav os videre ad vandreruten i relativt skarpt trav.

Efter ca. 15 minutters vandring langs et vandløb får vi øje på en flok på måske 10-15 moskus på det modsatte højdedrag – og hvem anden end vores ’ven’ fra før var vendt om og nærmede sig nu sine artsfæller. Det skulle han dog aldrig have gjort, for han blev ordentligt mulet af førerhannen og måtte luske væk igen. En lille kalv løb efter ham under højlydt kalden, men kom på bedre tanker og vendte tilbage til flokken. De dyr kan altså bevæge sig utroligt hurtigt, gisp! Det var sjovt at være vidne til dette lille moskus-optrin.

Vi gik videre ad den markerede DNT-rute mod Reinheim, og havde hele tiden fantastisk skyfri udsigt til Snøhetta mod sydvest – ud på eftermiddagen blev dog både Snøhetta og nabo-toppene dækket af et tæppe af skyer, hvor de forblev på resten af vores vandretur. Vi passerede endnu en flok på 3 moskus, der fik sig et middagshvil midt i sporet. Denne gang slog vi en respektfuld bue uden om, inden vi holdt frokosthvil ved en fiskehytte (aflåst). Fiskelykken blev prøvet i en lille sø, men uden held. Vi passerede DNT-hytten Reinheim og fulgte DNT-ruten videre op gennem et stejlt pas ved Skarkollen (1689). Vi måtte have armene til hjælp både op og ned, det var en sjov udfordring. Set med danske øjne er det helt vildt at en bunke sten på en bjergside kan forsynes med et par røde T’er, og voila! så er det en vandrerute.

Ved passet forlod vi ruten og kom ned til store, flade Åmotsdalen, hvor vi gennem stenet terræn gik de sidste par kilometer frem til Åmotstryin, hvor Åmotselven udvider sig til et lille system af søer. Her slog vi lejr, skyggerne var blevet lange nu og vi var godt trætte efter en lang dags oplevelsesrig vandring i solen. Vi spiste aftensmad og hyggede i Jan og Lines rummelige telt; dagen blev rundet af med Jacobs overraskelse, en dejlig lakridspibe, uhm!

Dag 3 – Lagkagedag

Vi stod op i smukt solskinsvejr. Det blev mere gråt og blæsende midt på dagen, men derefter kom solen frem igen; vi havde fint tørvejr hele dagen og vi skulle ikke gå så langt, ca. 8 km.

Kl 9 var vi klar til afgang – dvs. vi skulle næsten med det samme gå i vade-mode for at krydse Åmotstryin. Jan traskede bare over i sin fulde udrustning uden yderligere anstalter; Kirsten havde ikke vadesko med, men tog bare fødder i støvlerne og smøgede bukserne op; og resten krydsede det våde element i vadesko og forskellige grader af afklædthed. Alle kom over i fin stil, men set i bakspejlet må det nok tilrådes at vade i underhylere og vadesko – man kan få store problemer hvis man pludselig står med dyngvåde bukser i hårdt efterårsvejr; men selv i højsommeren kan vejret vise tænder i fjeldet og man bør afholde sig fra at tage chancer.

Efter vadet gik det op, op, op langs et vandløb til Langvatnet, og her var vi heldige at have den flotteste blå himmel med de flotteste hvide skyformationer. Fra Langvatnet fulgte vi DNT-ruten mod Loennechenbua-hytten, først over et stenet plateau forbi Gråhøin (1495m), og derefter gennem flere sten ned til udløbet fra Urdvatnet, hvor vi skulle krydse over til den østlige bred. Vi fik os endnu en lille klatretur, og kunne herefter i den tidlige eftermiddag let gå ned til Loennechenbua, som ligger ved en fin sø i 1351 m’s højde. Nu kom solen frem igen og det var skønt at slå teltene op og ligge lidt i lys og varme med teltdøren åben – dette blev vist især påskønnet af Jacob og Kirsten efter hhv. 3 og 4 ugers sommertur hos myggene i Lapland.

Jan, Kenneth og Ulrik gik straks i gang med fiskestængerne, og Kenneth og Ulrik hev lynhurtigt 2 superflotte fjeldørreder i land. De blev renset, krydret, pakket ind i sølvpapir og nænsomt lagt i et bål som blev anrettet på klipperne ved søbredden og antændt af Kenneth med vat-og-vaseline-metoden.

Loennechenbua er en lillebitte, ubetjent stenhytte, en tidligere jagthytte som ejeren donerede til DNT. Her er kun 2 sengepladser, et bord, et par bænke, en brændeovn - og så køkkenskuffer og et køkkenskab med alt hvad hjertet kan begære af service, gryder, køkkenredskaber, toiletpapir og rene viskestykker. Der var masser af brænde i et brændeskur, samt et fint das. Gad vide hvem der holder hytten funktionsdygtig og forsynet, når den går for at være ubetjent. I hytten stod en del forsyninger og den ene seng var fyldt op med soveposer og diverse pakkenellikker, og der stod hundemad på gulvet da vi kom. Vi blev enige om at der nok var nogle jægere der havde slået sig ned i hytten og var gået på jagt i dagtimerne – på trods af at princippet er at man kun overnatter en enkelt nat i hytte. Vores formodning blev bekræftet da 3 jægere med hund ankom til hytten mens vi var i gang med at stege fiskene – de så lidt misfornøjede ud da de fik øje på os. Ulrik var dog lynhurtig til at etablere diplomatiske forbindelser, bla.ved hjælp af smagsprøver på vores nystegte ørred. Dette var et godt træk, fisken gled hurtigt ned og jægerne forhørte sig om hvor nøjagtig det var at fiskene var blevet fanget, og så gik der ellers ikke længe før de selv var i gang med fiskestængerne. Den stiltiende aftale blev nu at danskerne brugte hytten til spisning og hygge, men alle sov i telt, mens nordmændene aftenhyggede udendørs og overnattede i hytten. Dette fungerede til alles tilfredshed (selvom Jan og Line havde håbet at kunne sove indendørs – men hvad gør man ikke i det nordiske broderskabs navn, især når 3 af brødrene har gevær…).

Vi spiste fisken stående udenfor på grønlandsk maner, og aftensmaden spiste vi i hytten. Vi sluttede af med dagens helt vilde overraskelse, som Ulrik havde vakuumpakket og transporteret med på fjeldet i det hemmelige rum i rygsækken: lagkage med creme, chokolademousse, krymmel og pynteparasoller. Vi var tæt på at kvalificere os til Den Store Bagedyst da vi samlede delene til en uforglemmeligt smuk og velsmagende delikatesse! Resterne af kagen gav vi til jægerne, den forsvandt hurtigt, og vi har en formodning om at vovsen sørgede for opvasken.

Det var dejligt med en kort vandredag, og skønt at nyde eftermiddagssolen i læ omkring hytten.

Dag 4 – Stendag med blæsevejr

Vi skulle gå uden for spor hele dagen. Det meste af ruten kendte Ulrik fra sidste år, men ikke det sidste, svære stykke: en nedstigning mellem 2 stejle toppe, Storskrymten (1985m) og Litlskrymten (1961m). Iflg. Ulriks studier af kort og satellitbilleder så nedstigningen OK ud, men takket være den velsmurte og efterhånden varme diplomatiske forbindelse til vores norske brødre fik Ulrik efter morgenmaden en grundig gennemgang af ruten fra jægerne. De kendte hele området frem til nedstigningen og bifaldt ruten; selve nedstigningen havde de ikke gået, kun set, men de mente at det var en forsvarlig rute hvis vi tog den med ro.

Således bekræftede begav vi os af sted ved 9-tiden; vi gik i læ op ad Storvasskollan, men da vi efter ca. ½ time ramte plateauet Gråhøsteinslægda gik vi ind i en våd, grå, tyk sky af pivende modvind, som piskede imod os hele resten af dagen – vi fandt simpelt hen ikke læ en eneste gang på hele denne 18 km dag, og holdt kun meget korte pauser. Det var under en af disse pauser at velfærdshoppet blev opfundet.

Velfærdshoppet findes i mange udformninger, som blev udviklet løbende gennem hele turen, men det væsentlige er at velfærdshoppet må udføres med ekstremt stor energi og et højt antal repetitioner for at give optimal velfærd: nemlig en dejlig varme i hele kroppen. Velfærdshop kan også bruges til at opmuntre turkammerater hvis de fx er lidt nede eller hvis de har løst en opgave godt; så kan man lige give dem fx 5 velfærdshop. En afart af velfærdshoppet er velfærdsløbet, som nogle dage senere blev testet af Jan: man indsamler alle turdeltagernes vandflasker og lægger på række ca. 50m fra en sø; herefter løber man med en flaske ad gangen ned til søen, fylder, løber tilbage, lægger, løber med en ny flaske osv. osv. Hvis turkammeraterne synes at velfærdsløberen ser meget forfrossen ud, kan flaskerne rykkes 5m tilbage, evt. længere, men uden at velfærdsløberen ser det – det skal være en overraskelse! Det er altså noget der giver maksimal velfærd!

Nå, tilbage på løjpen, om man så må sige: det blev stendagen over alle stendage, vi gik på blokmark non-stop fra vi startede til vi endelig fandt et sted hvor det var muligt at slå 5 telte op. Ca. halvdelen af stenene var lette at gå på – selvom de var våde, var der ingen lav-vækst på så de var ikke glatte; resten var våde og/eller glatte i forskellige uforudsigelige kombinationer. Vandring i blokmark er både fysisk og mentalt krævende, men når det er sagt, så var det fantastisk at opleve skønheden og variationen i denne rå stenverden. Når vi ikke gik på sten gik vi på gammel, hård, glat sne – vi kan ikke vide hvor længe den har ligget der, men et sted var der i hvert fald opstået et landskab af smeltevandstunneller under massen af sne. Vi kunne næsten ikke få Kenneth med videre.

Den endnu uafprøvede nedstigning mellem Storskrymten og Litlskrymten viste sig at være fysisk krævende, men ikke svær og ikke farlig – faktisk var det rigtig sjovt! For overlevelseseksperter med en lille smule højdeskræk var det nok meget godt at det var så overskyet at man ikke kunne se hvor stejlt der var, he-he, men på den anden side må det være en fantastisk oplevelse at gå ned i ravinen mellem de 2 stejle fjeldsider i klart vejr.

Vel nede skulle vi blot finde en egnet lejrplads. Vi gik i pivende modvind på sten i ret plant terræn langs elven i retning mod Leirsjøtelet; vi var trætte og det var en lang time indtil vi endelig fandt et åbent stykke uden sten og med plads til vores 5 telte. Lejrpladsen var meget udsat for vinden, som nu var taget mærkbart til, men det var nødvendigt at slå lejr nu. Vinden var så stærk at vi måtte hjælpe hinanden med at slå teltene op, og vi var alle omhyggelige med at sikre pløkker, barduner og teltkante med sten. Kenneth fik bygget en lille læ-mur, som dog ikke fik effekt. Vi var kolde og trætte og spiste alle i eget telt og krøb hurtigt i soveposerne.

I løbet af natten tog vinden voldsomt til og tæskede uophørligt løs på teltene. Nogle af os sov fint i soveposens dyb, mens andre var lidt mere udfordrede – bl.a. knækkede Jan og Lines telt en stang midt om natten; Ulrik hjalp med en nødreparation, og med sit kæmpe overskud tog han nu en runde og checkede op på at alle var OK, strammede løse barduner, lukkede lynlåse og sikrede udsatte pløkker. Den mand er altså lavet af et særligt stof – måske ved Jacob hvad det hedder.

Om morgenen tæskede vinden ufortrødent videre, og vi pakkede hurtigt sammen med stivfrosne fingre. En hurtig status viste at alle telte havde en eller flere bøjede stænger, på nær Jacobs: hans telt var et helt nyt kuppeltelt, som han netop havde købt med henblik på hårde forhold i fjeldet – en god investering! Jan og Lines telt havde ud over den knækkede stang fået en decideret rive-skade i en udluftningskanal, mens Jacob og Ulrik havde fået slidhuller fra sten, de selv havde placeret uheldigt. Jacobs telt havde lynet sig selv op flere gange i nattens løb fordi han havde glemt at låse lynlås-låsen (!), men han havde sovet fint alligevel - utroligt!

Dag 5 – Hyggedag

Vi var kolde og ikke helt udhvilede efter stormvejret, men samtidig lidt høje over at have ’klaret den’. Vi havde det vist alle ret godt med at være blevet denne vigtige erfaring rigere – det giver en god ro i forhold til fremtidige udfordringer. Nu fortsatte vi i stenterræn med dårligt sigt og hård blæst, vi glædede os til en kort dagsmarch på ca. 8 km frem til dagens mål: Åmotsdalshytta. Vi stødte til DNT-ruten og fik bedre underlag at gå på, samtidig med at det klarede op til almindeligt gråvejr; selvom vi ikke kunne se toppene, kunne vi nu bedre ’mærke’ fjeldene omkring os.

Vi kom frem ved frokosttid og blev modtaget af den smukkeste regnbue og en norsk ’gammelfar’, der vistnok var lidt selvbestaltet hyttevært i denne selvbetjente hytte, men som med største venlighed satte os ind i hyttens regler og muligheder. Han var der med søn og børnebørn på 3 ugers jagt- og fisketur, og var kommet i området gennem mange år. Han havde mange tips og anekdoter, og kunne også fortælle at rygtet om os var ilet foran via jægernes fjeld-trommer – vores forblæste lejrplads havde ligget lige midt i den allerbedste rensdyr-passage, men vi var vistnok blevet tilgivet fordi vi så tydeligt var turister… Nå, vi indrettede os på 2 værelser; tøj blev hængt til tørre, frokost spist, kroppe etagevasket og telte repareret. Så var vi klar til nye eventyr uden rygsæk, og gik på fisketur på Åmotsvatnets anden bred efter gammelfars anbefaling. Søen er ligesom delt i 2 med et lavt område i midten, hvor man kan hoppe fra sten til sten, så det var en sjov lille udflugt selvom der ikke kom nogen fisk ud af det. Til gengæld fik vi samlet sortebær til aftenens pandekager, og Jacob, Ulrik og Kirsten besteg en lille knold med en stor udsigt.

Tilbage i hytten var det tid til dagens overraskelse, som Jan stod for: uhm, lækre lakridspiber, men først skulle man – med Line som kyndig vejleder - folde sig en hat af Jans medbragte, ret fugtige avis. Utroligt så stor underholdningsværdi der kan være i sådan en våd søndags-Berlinger! Lakridspiberne viste sig at smage ekstra-ekstra godt med avishat på, og vi fik da vist nok lige placeret Danmark på verdenskortet i den efterhånden godt fyldte hytte. Den hyggelige aften fortsatte med Røvhul og pandekager, heltemodigt produceret af Kenneth og Ulrik i et crowded køkken blandt store tavse sultne jægere, boblende gryder med fiskehoveder, børn på opvasketjans og fortumlede vandrere fra Slovakiet.

Lines akillessene var blevet værre og værre i løbet af turen, og inden vi nåede hytten virkede det usikkert om hun ville kunne klare den planlagte rute over et krævende pas næste dag. Men damen er simpelt hen så sej, og var fast besluttet på at klare turen på Ipren og viljestyrke; desuden aftalte vi at fordele en del af Lines oppakning i de øvrige rygsække, og resultatet blev at hun faktisk kunne fortsætte videre i fin stil og højt humør – til glæde for hele gruppen. Det er sejt at kunne tage imod hjælp når man ellers helst vil klare alting selv… her er vist et forbedringspunkt for rigtig mange fjeldvandrere!

Dag 6 – Klatredag med sky på

Efter den herlige restitutionsdag i går var vi helt klar til at starte dagen med den sjoveste klatretur op til plateauet mellem Svånåtindan og Snøhetta. Det var en lang og stejl klatretur, og igen må man forundres over forskellen mellem danskeres og nordmænds fortolkning af begrebet ”vandrerute”. Men altså, skik følge eller land fly, og vi har jo alle sammen 2 ben og 2 arme, så af sti, af sted efter de røde T’er! Der skete et eller andet for Jan og Kenneth, pludselig var de i gang med et koncentreret kapløb af den der slags hvor man, når resten af gruppen kalder en pause, desperat prøver at få åndedrættet under kontrol mens man med en hjertelig latter forsikrer hinanden om at ”det gælder jo ikke om at komme først”, alt imens man diskret forsøger at placere sig i den bedste udgangsposition for det næste ryk. Ja, ja, boys will be boys! Men det var bare i det hele taget en supersjov klatretur med fed energi hos alle og mange gode grin undervejs. Et enkelt fjolle-foto eller to blev det også til.

Vi endte oppe i en tyk sky, som vi – med variationer i konsistensen – forblev i resten af dagen. Ruten gik nu let nedad, forbi turkisblå søer, der pga. den lave sigtbarhed fremstod som en perlerække af ’infinity pools’; i klart vejr må udsigten være fuldstændig fantastisk fordi man går mellem 2 stejle fjelde mens landskabet med søer, bræer og vidtstrakte plateauer breder sig ud foran en.

I området ligger flere bræer, hvilket må være forklaringen både på søernes særlige farve og de ret store områder hvor underlaget var fint sand – det lignede en dansk sandstrand med spredte sten, et sjovt syn heroppe. Vi slog lejr ved en af de fine turkisblå søer i 1500 m; skyerne var lettet så meget at vi på den anden side af søen kunne se det nederste af en bræ – den kom ligesom ned i 3 tunger, som samledes til et bredere is-/sneområde, der var overstået med sten/klipper. Vi fiskede lidt, men uden held – formentlig er søen så lavvandet at den bundfryser om vinteren, og så er der ingen fisk. Til gengæld var der i millionvis af små, myggelignende insekter, som sad i store kager på stenene ved søbredden, og som også satte sig på vores tøj og svirrede om vores ansigter – temmelig ubehageligt. Jacob, Ulrik og Kenneth fandt en passage over søen og prøvede at komme lidt tættere på bræen – de havde vist en ret sjov tur, at dømme ud fra billederne.

Om aftenen klemte alle mand sig sammen i Ulriks 2-personers telt, her kom smidigheden på hård prøve efter 6 dages vandring, men det lykkedes både at spise aftensmad og spille det helt nyopfundne, superhotte spil ”godis-quiz”, som var Kirstens overraskelse til holdet. En hyggelig afslutning på en rigtig god vandredag.

Dag 7 – Top-dag

Vi gik i overskyet, blæsende vejr til DNT-hotellet Snøheim imens vi stille krydsede fingre for at skyerne ville lette. I dag skulle vi nemlig på Snøhetta, der med 2286 m er det højeste fjeld i Norge uden for Jotunheim, og det 24. højeste i Norge. På Snøheim fik vi en pause med kaffe, kakao og netforbindelse. Frokosten måtte vi ikke spise indenfor, så det blev stående frokost i stiv kuling foran hotellet sammen med en supersej jente, der lige havde været et smut på Snøhetta med sin hund og nu skulle hjem med bussen. Sådan!

Line valgte at blive på hotellet og skåne sin akillessene for Snøhettas blokmark, så vi var 5 der satte af sted i rask tempo kl. 12.30. Rygsækkene efterlod vi hos Line og medbragte kun lidt snacks, vand, ekstra trøje og førstehjælpstaske, så vi kom hurtigt fremad ad den fint afmærkede rute – dog satte vi tempoet lidt ned da vi for alvor ramte blokmarken, ikke mindst fordi en hård, kold vind fra vest fik fugten på klipperne til at fryse til is. Ja, faktisk frøs alt fugtigt, der vendte mod vest, til is – også vores tøj og markeringspælene langs ruten. Vi tog kun ganske korte pauser. Med hænderne til hjælp fortsatte vi opad i den sky, Snøhetta var indhyllet i. Vi kom over flere snefelter, en rar afveksling fra de glatte sten, og efter ca 2½ time stod vi inde i en iskold, blæsende sky på toppen af Snøhetta. Vi kunne måske se 100 meter, men det var et stort øjeblik alligevel, og det blev fejret på den bedste måde: nemlig med en god lakridspibe, som var Kenneths overraskelse til holdet! Uhm, man bliver jo altid glad for en lakridspibe, hvor var vi heldige at få det som overraskelse hele 3 gange på denne tur! Vi tog selvfølgelig en masse billeder af de heltemodige bjergbestigere, og så vendte vi ellers næsen mod Line og Snøheim. Det er ikke som sådan en svær tur på Snøhetta; vi mødte en del nordmænd der sprang smilende og ubesværede af sted, og Ulrik slentrede både op og ned med hænderne i lommerne som om han gik på Strøget, men vi andre…! Vi var godt nok trætte da vi kom ned! Det er hårdt for knæene at gå nedad i blokmark, især i den tilisede udgave som vi havde på den øverste del af turen. Turen må absolut gentages i klart vejr en anden gang.

Da vi atter var samlede, gik vi et kort stykke, måske 2 km til en fin lejrplads med godt underlag og næsten læ. Vi spiste og hyggede hos Jan og Line, lidt vemodige over at det var vores sidste aften sammen i fjeldet.

Dag 8 – Slutdag med farver

Vi startede dagens vandring kl. 8 i sne og tæt tåge. Den første del var off-road, så vi gik rent efter GPSen. Det var en kold morgen, så vi holdt kun få, korte pauser de første timer. I løbet af formiddagen klarede det op til almindeligt gråvejr med fin sigtbarhed, dog forblev alle fjeldtoppe stadig skjult. Der var betydeligt mere vegetation end de foregående dage, stadig helt lav, men hvilke farver! Det var fabelagtigt! Terrænet var let at gå i, især efter vi ramte den markerede rute langs Stropla-elven.

Vi passerede en lille moskusflok som stod højt oppe på en bakketop – de stod og holdt udkig efter deres ven, som kom luntende nede fra Stropla. Vores lille gruppe stod sådan lidt midt imellem, gisp, men også denne gang overlevede vi.

De sidste 3-4 km af turen blev vegetationen lidt højere og mere varieret, så farverne eksploderede bare, dem kunne selv gråvejret ikke bremse – det var så smukt!

Vi gik igen lidt offroad frem mod Kongsvold. Kort før parkeringspladsen kom vi til en bro; det føltes som en meget symbolsk markering af afslutningen på turen og vores tilbagevenden til civilisationen.

På samme tid opstemte over en fed tur og vemodige over at den var slut, satte vi os nu i bilerne for at køre de 1½ time til Rondetunets Friluftsgård, hvor Ulrik og Jan havde bestilt en hytte til os. Vi glædede os alle sammen til brusebad, varmeapparater og masser af strøm til mobiltelefonerne… men her havde skæbnen en lille overraskelse til os i form af et strømnedbrud - AAAARGH! Men heldigvis gik der ikke mere end en times tid før der igen var masser af strøm og varmt vand – så det var en varm, velskuret og veltilfreds flok, der nu kunne sætte et superhyggeligt punktum for turen med hjemmelavede burgere, pomfritter, øl og Røvhul, inden vi gik tidligt til køjs for at være udhvilede til den lange køretur hjem. Vi kørte af sted kl. 6 og fulgtes ad indtil Helsingør, og var alle hjemme søndag eftermiddag i god tid inden aftensmad.

Det har været en fabelagtig god tur, hvor alt bare har været godt, sjovt, flot, vildt og spændende – en tur som vi vist alle gerne vil gentage i håb om at solen næste gang også vil skinne på de flotte panoramaer, der denne gang var skjult for os.

Fakta om turen/praktisk info