Rutenplanlægningen Skåneleden

Hvorfor ikke prøve med en lille udfordring. Hvad med at begrænse området meget ind, men prøve at søge spændende og interesante steder, udsigtspunkter, landskaber? Krister og jeg gik i tænkeboks.
Vi talte sammen i telefon et par gange, men om tirsdagen før afgangen fredag skrev Krister at han nu havde fundet "Ruten"!
Spændende! Jeg havde været lidt hård mod Krister og udfordret ham lidt, for jeg ved han er dygtig og jeg ved han kunne finde en rigtig fed rute og det var måske lykkedes?

Selve ruten gik i fugleflugt kun ca. 1,5 km. og selvom ruten havde en "tragt" på vejen, kunne vi måske gå så vi ikke skulle se den samme vej to gange på en weekend. Det var en del af "udfordringen" og vi have hver i sær lidt ønsker der skulle opfldes. Turen lørdag ville være ca. 14 km. og søndag 11 km. På hele ruten ville vi hele tiden kunne tage en genvej eller gøre turen længere. Dette var en fed gevinst som vi mange gange prøver at opnå, men denne gang var der helt vildt mange muligheder.

Pakning af rygsæk 

Ja jo, det var nu nok en "doventur" uden hurtigløbere men med livsnydere. En lille whisky kunne man nok godt snige med og hvad med det og det og det... Lige gyldigt hvad jeg stoppede i rygsækken, blev den aldrig særlig tung (14 kg.) og den var proppet med herligheder. Jeg ville prøve min nye Primus ExpressStove med læskærm, der i kataloget ser spændende ud, men hvad med vind og vejr? Og er den stabil? Jeg havde også talt med Helinox om test af nogle produkter, så hvorfor ikke tage dem med også. Jeg er nok lidt autistisk med måden jeg "udstiller" mit grej herhjemme, men det gør det utroligt let og overskueligt at pakke.

Et udsnit af mine reoler med outdoorudstyr

Turen på Skåneleden

Fredag

Dagen før må en melde afbud. Han ringer og jeg kan straks høre at han er snottet. På dagen får jeg endnu et afbud, så de to der skulle køre med mig havde lagt sig - ærgerligt. Det gav mig mulighed for at tage den med ro og jeg kunne bruge fredagen til stille og roligt at geare ned og så køre når alt var klar. Alligevel kom jeg forholdsvis tidlig til fredagens lejr og så kunne jeg jo lige så godt hygge mig.

Jeg ankommer til Fuglabacken og parkere bilen. Jeg åbner døren og det gør næsten ondt i mine øre da jeg lytter lidt efter... intet... kun naturens stille lyde... det gør faktisk ondt i ørene! Bilens støv har omringet mig i 3 timer og nu er der intet.
Jeg slæber mine ting ned ad den lille bakke til shelteret. Jeg sætter mig og nyder udsigten og med det samme stopper regnen og solen titter frem, hvor heldig kan man være. Jeg kigger på uret, men der er mange mange timer til de tre andre kommer, så jeg har meget tid til at udforske området. Desværre sker der det der ikke må ske - Telefonen ringer. Ukendt nummer. Jeg ved at det var dumt men jeg tager den. Det er en der vil spørge om nogle billeder og det tager alligevel lige en kop kaffe at komme tilbage til naturen igen, do'h!

Jeg pakker min hængekøje ud og finder et perfekt spot til den. En sten fungere som naturlig trappe op til den, så den kan hænges lidt højere og lige i vandkanten. jeg lægger mig i den og kigger ud over Raslången og er egenligt bare til, der sker ikke meget for de to mænd der driver værket i hjernen hos undertegnet, andet end at bevæge mine øjne lidt. Nå - det er vel også senfrokost tid og tid til at prøve endnu en hygge ting. Det er Thomas fra www.outdoorgrej.dk der har sendt mig et lommebålsted og det er blevet testet lidt her og der, så jeg kan komme med en god test og anmeldelse af det. Jeg bliver jo drillet med at være gasmand (tak Panie, tak!) og det forstår jeg også godt, for det er faktisk det jeg mest har med - gas. Det har jeg fordi jeg mest af alt vandre og der er det for det meste praktisk at have gas med. Men jeg er ikke tabt bag en vogn hvad andre typer brændere angår og jeg kan også godt lide at hygge mig med "I am man, I make fire" brænderne.

Tilbage til lommebålstedet der stille og roligt knitre derud af. Man kan ikke bruge særlig store grene/kviste eller store stykker bark. Den er så lille at jeg faktisk kan lave et helt måltid mad, på det jeg finder lige omkring hvor bålstedet står, indenfor en armslængde og det er faktisk lidt sjovt. Det giver også en god udfordring da de fleste små kviste er våde og derfor skal jeg være lidt forsigtig, da de våde kviste dræber flammerne lidt og her kan man dumme sig og gå i panik og dræbe bålet, ved at komme for meget på for at få gang i det igen. Så det er en hyggelig ballance og det ser ud til jeg vinder. En god omgang hydreret mad fra Orifo blever det til og jeg er mæt.

Efter en hurtig opvask og en god efter frokost smøg, tager jeg en tur rundt i området. Ved shelteret ligger der nærmest en ø, der er helt flad og her ville man faktisk kunne slå 4-5, 6 måske, lavvuer op og holde Glamping? Jeg drejer mod vest kommer til en sjovt område med en masse store sten, der nærmest ligger og danner en gryde. En sten er speciel interessant. Den ligger højest, helt alene og troner over området. Jeg kravler op til den og opdager at jeg pludselig har fået en fed udsigt over søen, men man kan også se shelteret heroppe fra. Jeg stopper mange gange op, bare for at lytte til naturen og det er fedt ikke at have en mening med at gå rundt. Man kigger bare op og ser noget interessant og så går man derhen.

Jeg går tilbage til shelteret, for alle produkterne fra Helinox hiver alligevel i mig. Jeg pakker først en ting ud, så en anden og fortsætter til Nettoposen som jeg har båret dem i er tom. Jeg kigger på dem og det er fanme imponerende hvad man kan i dag! En sølle lille Nettopose fylder det, men nu står der altså udstyr nok til at kunne gøre en forteltscampist jaloux. Jeg har to stole, et bord og en feltseng med og det vejer og fylder jo ikke en skid. Og ikke nok med det, det fungere faktisk rigtig godt. En af produkterne har lige vundet en pris, men dette er først officielt om en uges tid, så jeg siger ikke mere ;)

Klokken nærmer sig 18 og solen vil snart forsvinde, så jeg går i gang med at kløve noget brænde og gøre klar til bålet. Den andre dukker nok op ved en 19:30 tiden og der skal det hele være klar, så de bare kan falde ind. Jeg får hurtigt flækket nok til hele aftenen og jeg gør klar, så jeg bare skal stryge en tændstik og så har vi bål. Jeg går i gang med aftensmaden, der er en selvtørret ret. Det er blevet en favorit ret, da den både er let at lave, men også er ret sjov at hive op af rygsækken. Læs om retten her hvor jeg også skriver lidt om at tørre mad selv...

Primus ExpressStove kommer ikke på en hård prøve denne gang, men den viser allerede hvad den kan og bekræfter at den er stabil og at vindskærmen fungerer. De fleste gryder vil fungere med den topmonteret gasbrænder, men jeg har Primus Primetech pot med på 1 liter. Her kan læskærm, brænder og en 230 grams gasdåse sagtens være og der er endda plads til lidt mere. 

Jeg nyder maden og går herefter i gang med bålet. Jeg ved ikke hvor tiden er blevet af, men før jeg ved af det står de tre andre her og hyggen begynder. Krister er interesseret i Helinox Lite cod feltsengen, så hans seng er allerede redt. De andre to er Miko og Pihlen88 og holdet består derfor kun af erfarende folk, som hver i sær har deres egen måde at gøre tingene på, men med dem ved man at mangler man et TV eller har man blindtarmsbetændelse, så bliver det klaret (inkl. strøm til TV!). Sagt på en anden måde, har jeg været på tur med dem før, to af dem i fjeldet og der er absolut ingen problemer der ikke kan løses. 

Vejret er fint og vi har vel nogle plusgrader. Vi hygger hele aftenen og kommer måske lidt for sent i seng, men det er weekend og det er os selv der sætter tempoet, så who cares?

Lørdag.

Vi vågner lidt sent og går i gang med morgenmaden osv. Det foregår i roligt og afslappet tempo og vi skal alle lige teste lidt forskelligt. Krister har taget pandekager med og vi får vist rigeligt med morgenmad.

Ruten i dag går fra Fuglabacken til Havudden. Det er en tur i fugleflugt på ca. 1,5 km. men vores rute er ca. 14 km. Mellem os og Havudden er der vand, broer og "tragten" og vi skal helst ikke gå samme sted to gange. Det er overskyet, men temperaturen er fin til vandring. 

Vi går nordpå af "hvide veje" der i området betyder at vi går på store grusveje. Vi kommer hurtigt væk fra søen og vi går nu i kuperet skov terræn. Vi taler lidt om området og deler erfaringer. Sjovt nok kommer søen Bäen op et par gange da vi alle har været der på forskellige ture, men det er ikke en sø vi skal besøge denne gang. Vi går forbi Västerviks brygga der er en shelter plads og man kan lige skue ned til pladsen. Jeg har aldrig besøgt stedet, men iflg. Krister er det også en "campingplads" hvor shelter, skur og toilet ligger på ræd række. Vi får dog muligheden senere for at se shelteret, da det ligger lige overfor Havudden, der er vores destination.

Stort set alle små veje vi kommer forbi kan Krister fortælle lidt om. Det er faktisk imponerende og en anledning til at tænke over et undrende spørgsmål jeg fik for nogle måneder ssiden: "Jamen, I tager jo hele tiden til det samme område?". Det gør vi ikke altid, men det er korrekt at vi besøger området omkring Raslången tit i Outsite regi og hvorfor så det?

Området omkring Raslången

Jeg sidder med et lille kort i hånden, der dækker søerne Halen, Raslången og Immeln. Det dækker vel ca. 18 x 16 km. så det er ikke så stort et område, men her er mange fordele. Man kan lave fede rundture, det er vildmark, man kan drikke vandet fra søerne, det er kuperet osv. osv. 

Der er jo to ting ved at tage til et område man kender flere gange. Jeg sammenligner det tit med min families favorit mål på charter: Rhodos. Vi har været der 1000 gange og fordelen er at man kender de gode steder, restauranter, butikker og i det hele taget er det ferie fra første minut. Man skal ikke stå i kø med de samme mennesker man står i kø med i Netto herhjemme for at komme med turisfælden rundt til hotellerne og man skal ikke med til infoaften osv. Bare ferie.
Og det er jo det samme her. Vi skal ikke bruge lang tid på at finde rundt, finde en skraldespand osv. Vi kender det meste af området og derfor kan vi for det meste også gå uden kort. Altså ferie fra første minut. En anden ting er at området kun ligger 2 timer fra Øresundsbron og derfor er det intet problem at nå på en weekend.

Det er også fedt at opleve nye steder, bevares, men nu var det det her vi havde lyst til.

Videre nordpå 

Vi har talt om at ramme et udsigtspunkt, men det kræver at vi går væk fra vejene og ud i terrænet. Vi rammer vendepladsen og her slutter vejen. Et traktorspor går lidt videre og da vi nærmer os toppen, går det op for os at hele toppen er ryddet for træer. Det sker jo i området, for skovning er en del af det. Denne gang er det ikke så skidt igen, for det giver os endnu bedre udsigt. Heroppe kan man virkelig se hvor kuperet området er og udsigten tager luften fra os alle. Den er virkelig flot. Bakke efter bakke pryder området og disen ligger i dalene. Her og der kan man skimte søen og selvom det er overskyet er det hele turen værd.

Panoramaudsigten

Vi går nedad igen, men man skal lige ramme det rigtige sted, for der er ret stejlt. Vi når ned til bunden af bakken hvor der er en lille å, der er 1,5 -2 meter bred. Vi går lidt op og ned for at finde et godt sted at springer over åen. Jeg har lange ben og jeg vil gerne lave lidt sjov film af den andre (slowmotion med 260 billeder i sekundet) så jeg hopper det første og bedste sted. Det går nu fint og jeg står klar med kameraet. Der er ikke bredere end at det nok skal lykkedes, men det giver vel altid lidt spænding, når nu ens hop bliver filmet... man er jo ikke den der vil ende på Youtube med et plask.

Alle kommer vel over og vi går nu ind i tæt granskov. Der er stadig ingen stier, så det er kompasset der guider os videre. Herinde i den tætte skov skal man holde lidt øje med kompasretningen, for man kan hurtigt bliver slået ud af kurs, da man hele tiden går zig zag mellem træerne.
Vi rammer stien som vi sigtede efter og beslutter at holde 10 minutters pause. Vi går ned mod søen og sætter os ved nogle både der ligger på breden. Jeg har været her nogle gange før. Sidst vi var her var der is på søen så vi gik derude. Der så jeg et vildsvin der var gået igennem isen og man kunne kun se toppen af ryggen og hovedet. Det må sgu have været en kold og ubehagelig måde at dø på.

Efter pausen går vi op ad stien og rammer en vendeplads hvor grusvejen går nord- og vestpå. Vi går igen nordpå, men ikke længe, så stopper vejen og vi er igen med skovbund under støvlerne. Der er en fantastisk duft herinde. Mossen, træerne og alle de andre krydderdufte fra skoven. Vi skal ramme et nyt udsigtspunkt men vi må ikke gå for langt mod højre, for så bliver vi fanget imellem søen og en skrænt og må vende om. Jeg har gået denne tur et par gange så det lykkedes mig at gå den uden at kigge på kort eller kompas. Vi finde et godt sted at nde udsigten og jeg får en snak med Krister om det at navigere. Vi har talt om det før, men jeg skal lige opdateres, for det er et godt råd. Rådet går simpelt ud på at når man bevæger sig i terænnet, væk fra vejene, så er det smart at have et fang. Et fang er en "væg" eller en sikkerhedszone om man vil. F.eks. kan man bruge søer, veje, stier, bakker eller andet som fang. Rammer man f.eks. den sti man har udset som fang, så er man gået lidt for langt. Rammer man søen, så er man gået for langt mod venstre, rammer man bakker, for lang mod højre osv.

Vi rammer igen grusvejen og vi taler lidt om at vejen er lidt tricky at ramme. Man har kun 30-40 meter at gøre godt med og rammer man ikke her skal man langt for at ramme vejen igen. Det var heldigt at min stedsans var god denne gang.
Vi kunne have fortsat med mere vandring i terænnet, men tiden er ikke på vores side, da vi nok har hygget lidt for meget om morgenen (skidt med det, det var hyggeligt) så vi går ad grusvejen op til den hvide vej (større grusvej) og følger den nordpå. Når man går på grusvejene stiger tempoet til 4-6 km. i timer, sammenlignet med de 1-2 km. i timer i terræn. Det går hurtigt og vi kommer nu til et sjovt område der er kanooverbæring fra Raslången til Filkesjön. Det er en flot overbæring med træsti hele vejen og spil der hvor bakkerne er for stejle, så kan kan trække sin kano op uden problemer. Vi holder frokost her, lige ved en å der nærmest er en fos, med den fart den har på.

Det ryger frem og tilbage med kiks, vingummi, kaffe osv. Vi kunne nok brødfødde et hold på 12, men vi er kun fire. Vi når nok ikke at sulte på noget tidspunkt på denne tur. Mens vi nydder maden blæser det op og det begynder at sne. Vejrudsigten holder faktisk meget godt på denne tur og dette skulle også ske nu. Vi pakker maden, brænderne og sidepuderne ned og går videre.

Vi skal over "fossen" og der er to forholdsvis nye broer. De er glatte som sæbe, så der går fire grandvoksne mænd der ser ud som om de har skidt i bukserne eller lige har lært at gå. Vi kommer over uden uheld.

Vi går over en lille græseng og forbi det første hus på turen. Vi drejer nordpå igen og går ad grusveje. Vi skal op at ramme St. Kroksjöin men på vejen ser vi mange mindre søer, der bruges flittigt af fiskecampen der ligger tæt på. Der er nogle læskure, med borde og bænke og selvom de ser udemærket ud udenfra, er de ret klamme inden i. Man kunne til nøds smide sig her, hvis man blev overasket af vejret eller tiden, men ellers ikke.

Vores tempo er hurtigt på grusvejene, men vejen er snoet og går langs søerne, igennem skoven og så en ny sø. Vi rammer til sidst en hovedvej (men stadig grusvej) og vi skal nu sydpå. Vi skal ud på en tange/vig og finde nattens lejrplads og shelter. Turen går forholdsvis hurtigt selvom der er langt. Man føler virkelig man har ramt en motorvej, når nu man har gået ude i terænnet. Vi rammer shelterpladsen lidt før kl. 16 og har masser af lyse timer inden det bliver mørkt. Der er stadig brænde at finde og vi sørger for at der er rigeligt. Vejrudsigten lover -7 grader om natten så vi vil være forberedt med god varme fra bålet. Vi har heldigvis udstyret med til disse temperature. Min sovepose har +4 grader som komfort, men jeg har min inderpose af polarfleece med, der gør at jeg kan ligge i ned til -10 grader ca. 

Vi hygger lidt med at finde brænde, hugge og save. Men det er koldt - meget koldt. Jeg må på et tidspunkt løbe op ad en bakken og ned igen, bare lige for at få gang i blodet igen. Jeg synes dog jeg bliver ved med at fryse og kan ikke rigtig ryste kulden af mig. Det ligner mig ellers ikke. Jeg har det som regel varmt nok, dog kan mine fødder nogle gange blive kolde, men det gør mig ikke så meget. Denne gang er anderledes. Kulden bliver siddende og især mine hænder "lider".
Der kommer gang i bålet og det hjælper lidt, men det er stadig ikke nok. Jeg overvejer at hælde kogende vand ned i min Nalgene flaske, men Krister kommer mig i forkøbet med en stålflaske, som bliver fyldt med kogende vand. Jeg må som en turist på en fortovscafé sidden med min inderpose rundt om mine ben og flasken mellem benene, men så kommer varmen også igen. Bålet og maden hjælper nok også på det. Jeg skal dog ikke forlade mit varme skjul, for hvis jeg ligger "tæppet" bliver jeg hurtigt kold igen. Ting skal dog laves. Der skal hentes vand og lægges brænde på (selvom Krister er som en lille dreng, når det gælder ild og bål, så han er svær at vælte af pinden, men det er nu også lige meget, han er god til det, så hvorfor forstyrre). 

Efter maden er der hygge med vandrehistorier, fifs, tips og tricks. Jeg kan godt savne disse ture, med få personer med. Det giver en helt anden og hyggelig stemning, selvom det selvfølgelig også er pisse hyggeligt at være flere af sted. Jeg kan stadig ikke ryste kulden af mig, men nu kan jeg dog mærke grunden. Jeg har lidt feber og der er en god forkølelse på vej. Nå skide værd med det, den bryder først ud på mandag...

Jeg tror det er Brian der har et termometer med, så vi målet temperaturen udenfor shelteret. -7 grader siger det og det mærkes også sådan. Vi sætter det op i loftet på shelteren, der har et knæk i taget, så her må der være varmest. Det er der så sandelig også - +20 grader! En forskel på næsten 30 grader og det hele skyldtes det bål vi har lavet, der sender strålevarmen ind mod os. Og så sidder jeg der og fryser som en lille hund i en meget tynd snor. Man er jo også stædig at man ikke bare hopper ned i posen, men det er absolut sidste udvej for mig. I øvrigt vil jeg sikkert falde i søvn hurtigt hvis først jeg hopper i dunene.
Ved os er der dog "kun" +10 grader, men det er stadig imponerende. Bålet står jo 2-2,5 meter væk og vinden står ind fra siden og tager noget af varmen væk.

Da alt brænde er tørret og bålet passer sig selv, går Krister en tur og Brian, Miko (René) og jeg hgger videre. Brian er super at tale grej med for ham og jeg kan virkelig udveksle erfaringer. Han har alt det grej som jeg ikke har og omvendt så det er ret sjovt. Miko er sindsyg hyggelig at være på tur med og jeg har haft fornøjelsen mange gange efterhånden. Selvom jeg kun har kendt ham et år, er det blevet til 5-6 ture. Miko er den type der bare er hyggelig. Ligegyldigt hvilket vejr det er, kan man altid hive et smil frem, joke med ham eller få en god historie. Og så kender jeg ingen som ham hvad humør angår. Der er aldrig noget brok - overhovedet. Vi har stået i nogle møj situationer på fjeldet sammen, men Mikos motto må være "Nå ja, men sådan er det jo bare. Vi tager den derfra".  
Så at være på tur med tre så rolige og erfarende folk er jo skide genialt og hyggeligt for en turleder som mig der eller har et øje på hver finger og hele tiden er opmærksom på stemningen, humøret osv. hos folk der er med på tur.

Krister kommer tilbage og er nærmest forsigtig i sine udtalelser, nærmest som om der er noget galt. "Det er ikke for at... altså... det ser ud som om der er noget der bevæger sig i horisonten...". Krister synes at det ser ud som om der er nordlys at skimte i horisonten og Brian, Krister og jeg går op på en bakketop for at få det bedste view området kan tilbyde. Vi er dog stadig meget begrænset af træerne, men alligevel kan man skimte både røde og grønne farver. Den er god nok, der er nordlys!
Jeg havde aldrig oplevet det før, men for bare 6 måneder siden sad Krister og jeg for foden af et fjeld i en nødhytte og så nordlys. Krister havde lige fortalt om hvordan nordls starter, da han kigger ud og siger "Du tror nok ikke på det, men det ser faktisk sådan ud nu". 
Nu er vi så bare 2000 km. længere sydpå og nu er det her igen. Vi står længe og nyder det og går derefter ned mod shelteret igen (jeg glemte helt at fryse...).

Aftenen sænker sig, men der er stadig gang i det lille shelter. Jeg sidder og snitter i et DIY projekt. Jeg ved endnu ikke hvad min skal blive til, men den er alligevel så hård at snitte i at jeg sikkert har nogle år endnu at beslutte mig i.

Vi går igen sent i seng, men det har været en virkelig god (men kold) dag.

Søndag

Jeg vågner ved at Brian spørger om jeg vil have kaffe. Jeg har virkelig sovet godt. Af ren nysgerrighed vågnede jeg en gang for lige at se om der stadig var gang i det store bål og det var der.
Jeg får en kop kaffe i hånden nærmest før jeg havde forladt dunene - luksus! 
Igen er vi noget langsomme til at komme ud af starthullerne, men igen er det lige meget. Vi hygger lidt, spiser lidt og spiser så lidt mere. Vi har heller ikke så travl og kan jo hele tiden korte turen af, så det betyder intet.

Vi forlader pladsen ved Havudden, der har en flot udsigt, men ellers ligger åbent fra syd-sydvest. Starten af vandringen er en opstigning og det er faktisk perfekt, for man kommer hurtigt i gang og alle musklerne er allerede varme og klar til dagens gang. Ruten herfra og til Blankaviken er den samme som i går og foruden lidt vej på vestsiden af Raslången, er dette det eneste sted hvor vi også gik i går, selvom det er et lille område vi går på. 
Turen er nu fin, og vi kommer hurtigt til Blankaviken, der også er en fed shelterplads, der kan anbefales, vær dog opmærksom på at der er overendt om sommeren. Du vil nok finde mere ro på Bellevu en god dansk sommer...

Vi drejer ad en lille sti der skal føre os til endnu en bro. Det går op og ned og turen er flot, hvis man husker at vende sig om, for her er der også god udsigt fra. Det sidste stykke ned til broen er blevet skovet i efteråret, så der ligger stadig en masse "rod" i form af stammer, grene osv. Stien ned til broen er dog ved at være synlig igen, men det er ret synd, da denne del af turen ellers var skide flot. Nu er der kun 20-30 meter ned til søen, der stadig er bevaret - oh well, der er allemandsretten her og der er jo nogen der ejer skovene og lever af det. Heller det end at vi ikke måtte være her, overnatte hvor vi vil osv.
Broen er faldefærdig og det er altid spændende at se om broen stadig står når man kommer forbi. Den ene stamme er dog så rådden at der nok ikke går meget mere end et år eller to før den ryger. Det er spændende om broen vil blive renoveret eller udskiftet hvis den falder sammen. Ellers er der en anden "bro" (to træstammer) der dog ikke kan bruges i regn/sne. Vel ovre og vi laver et lille vandrevæddemål. Jeg har aldrig gået fra broen til grusvejen eller omvendt og faktisk holdt stien hele vejen. Derfor prøver vi virkelig denne gang. På vejen op ad skråningen går vi lidt og lurer på hinanden, for hvem tør at gå først? Hvem vil endnu engang fejle denne tur? Krister er den heldige vinder og han holder fortroppen et stykke vej, men af en eller anden grund får han lagt sig bagved, så det nu er mig der kan blive til grin. Vi har allerede mistet stien til at starte med, men det er fordi vi ville se om der var en skjult sti der startede et andet sted. Der er ikke en skid... og vi ender igen med en lang næse på en sti der starter og slutter som den har lyst. Vi ender ved det kendte stengærde der signalere det store T for "Taber", vi er gået for langt og kan nu kun erkende nederlaget. Krister giver dog ikke op og vi forsere pigtråd, hegn og have for at komme hen til grusvejen.

Herfra går det tjebt sydpå, ned mod bilerne. Vi går på kendte hvide veje (store grusveje) og kommer ned til den sjove gård, der ligger midt på vejen, men der hvor vejen slår et s. Man går igennem gårdspladsen og selvom der ser nydeligt ud, har jeg aldrig hverken set eller hørt en sjæl der. Vi ser dog nogle store fugle i det fjerne.
Vi rammer Skåneleden og går østpå. Den sidste del af turen er skiftevis på grusvej, traktorspor og sti. Jo tættere man kommer på bilerne jo flottere bliver Skåneleden.

Vi rammer bilerne og en god tur er slut...