Vandreruten er en af mine ”faste” træningsture. Den er let at følge, der er udgivet vandretursfoldere med kort, og der er skilte langs med ruten. Start- og slutpunktet ligger tæt ved offentlig transport, da der går regionaltog til Borup og S-tog til Køge. Lige ved togstationen i Borup ligger der en god SuperBest med egen bager, som har færdigsmurte sandwichs. Kort sagt: Det er en tur, man kan tage på uden den store forberedelse, når blot man en gang har fået fingrene i vandretursfolderne med kortet.

Turen er god og varieret. Man passerer skov, enge, marker, moseområder og et for Sjælland meget kuperet område på rutens østlige del, nemlig ved Skovhus Vænge og Køge Ås. Her kom jeg som barn, for det er en af de få, større skove syd for København (jeg er opvokset - og bor stadigvæk - i Greve). Jeg synes stadigvæk, at området er noget af det smukkeste og mest dramatiske skovlandskab, vi har omkring København, selv om skrænterne ikke føles helt så høje, som da jeg var her som barn!

Min seneste tur langs Køge Å stien var i maj, hvor en dag med afspadsering fra arbejdet kunne bruges til at komme ud i naturen. Jeg tog toget til Borup og købte frokost og vand til at tage med. Snart fandt jeg stiens officielle start lige efter tunnelen under togbanen, hvor et træskilt fortæller ”Køge Å stien”. Så ved man, at man er på rette spor! Små blå skilte med den lille vandringsmand og rutens nummer "90" markerede fint, hver gang ruten drejer.

Ruten starter med at følge togbanen sydpå og går langs marker med de gule sennepsblomster. Jeg synes, at maj og juni er nogle af de smukkeste måneder at vandre i, for her blomstrer alting, og den nyudsprugne løvskov er lysegrøn. Efter at man drejer væk fra togbanen, drejer man netop ind i en bøgeskov, hvor hvide anemoner denne dag prydede skovbunden, selv om de nok var ved at synge på sidste vers. Bøgeskov blev til granskov, inden stien nåede til sin første deling.

Her kunne jeg vælge at gå mod højre (mod vest) til Løgtebanke, en høj som giver en fin udsigt over landskabet. Her er også en badesø samt traktørstedet Malerklemmen, men denne dag trak det ikke rigtigt med en badesø - en mandag i maj hvor temperaturen var omkring 15 grader.

Her hvor stien første gang deler sig, vælger jeg at gå til venstre, mod øst mod Køge. Nu er jeg på Køge Ås, som ifølge vandretursfolderen er en af Danmarks få store åse. Man regner med, at tunneldalen og åsene er dannet ved isens afsmeltning efter sidste istid for 15.000 år siden. Smeltevandet gravede store tunneller i og under isen og førte store mængder af sand, grus og ler med sig og som blev aflejret ved isranden, der hvor smeltevandets hastighed aftog. Åsens velsorterede grus er særdeles velegnet til anlægsarbejder, og flere søer, som man passerer, er gamle grusgrave. Der har også været gravet tørv og foretaget vandindvinding. Alle tre dele har ændret landskabet markant.

Stien følger åsen,og efter den lille landsby Regnemark møder man Køge Å som med nogle få undtagelser følges frem til Køge. Landskabet er utroligt afvekslende. Oftest går man langs med marker eller engområder. Regnemark Mose passeres i begyndelsen, og det nævnes i vandretursfolderen som et botanisk interessant sted. Det er det sikkert også, men det ser meget tilgroet ud. Ind imellem passeres små stykker med skov.

En stor koloni af råger holder til i et skovstykke nogle kilometer øst for Regnemark, og de skræpper gevaldigt op. Det må være yngletid! I det hele taget ser og hører man mange fugle i landskabet.

Rutens største minus møder man også her: Motorvejen! Den er ikke så langt væk, og larmen fra bilerne høres. Jeg kan også tydeligt fornemme, at der er ekstra støj, fordi jeg går her på en hverdag. I weekenden føles motorvejen ikke så nærværende som nu. Til gengæld har jeg endnu ikke mødt andre langs ruten. Jeg møder heller ikke andre, før jeg kommer tættere på Køge. På en hel dag ser jeg to håndfulde andre cyklister eller vandrere langs Køge Å stien. Her er bestemt ikke overrendt, selvom vi er i maj, og det er fint at være udendørs!

Midtvejs på Køge Ås stien ligger Spanager børnehjem. Her ligger en naturlejrplads, velafskærmet af træer og helt ned til Køge Å. Der går får på grunden – det virker som et hyggeligt sted. Her er shelter, bålplads og toilet. Der er til gengæld ingen vandhane.

Efter passagen under motorvejen begynder stiens smukkeste sektion. Her går man igennem Skovhus Vænge, som er en bøgeskov i et stærkt kuperet terræn. Køge Å slynger sig her og har skåret en 20 meter høj lerskrænt; her er smuk og dramatisk natur. Det er særligt smukt nu, hvor bøgeskoven er nyudsprungen. Det er flot at gå oppe på kanten og kigge ned på åen. Jeg følger en trappe ned for at tage nogle billeder af de imponerende skrænter.

Herefter kommer turens kedelige strækning, en af de få hvor man går på asfalt. For at komme over på den anden side af motorvejen går man en omvej over Salby, og det er lidt af et antiklimaks at gå i vejkanten efter den smukke strækning igennem Skovhus Vænge. Strækningen er nogle kilometer, og da det er på slutningen af dagen, hvor man er træt, føles det ulideligt langt. Generelt er Køge Å stien dog mest grusstier eller mindre stier over jord eller græs og er generelt fin og charmerende at gå på. Man kan sagtens tage cyklen med, hvis man hellere vil det.

Afslutningsvis kommer man igen ind på Køge Ås. Den sidste strækning er spændende og kuperet. Det er den strækning, som i andre naturfoldere kaldes Køge Ås, selvom hele ruten går langs med en ås. Her ser jeg flere motionsløbere, og efter en lang ensom dag, kan jeg nu fornemme, at jeg er kommet tæt på byen igen. Køge Å stien slutter på en parkeringsplads med en informationstavle. Tilbage er det kun for mig at gå den sidste kilometer ind til Køge Station, hvor S-toget fragter mig tilbage til Greve, hvor jeg bor.